Forførende eller frastødende?
foto: Yossi Loloi
Bliver overvægtige diskrimineret i dagens samfund? Det mener den italienske fotograf Yossi Loloi, og der er jo nok noget om snakken. I sit seneste værk, en billedserie, som han kalder ´Full Beauty`, har Yossi Loloi fået 20 kvinder, som alle ligger på en vægt mellem 190 og 270 kilo til at posere nøgne. De er fotograferet smukt og yndefuldt i feminine omgivelser, men har altså alle en del flere kilo at bære rundt på, end det ultratynde ideal dikterer i dag.
Flere former for skønhed
"Det, store kvinder repræsenterer for mig, er simpelthen en anden form for skønhed", fortæller kunstneren på projektets website, fullbeautyproject.com.
"Jeg tror på, at der er flere måder at opfatte skønhed på. Skønheden er ikke målbar og den har ikke en standard vægt."
Følelser og forargelse
Yossi Loloi er allerede fra flere kanter blevet beskyldt for bare at ville forarge, men det benægter den italienske fotograf. Han ønsker derimod ar rejse en debat om, hvordan vi opfatter andre mennesker, for han synes, at når samfundet debatterer overvægt, så er det udelukkende fokus på de helbredsmæssige problemer og ikke på de mennesker, det rent faktisk handler om:
"Det er min opgave at vække nye følelser hos andre. Med dette projekt vil jeg understrege, at vi alle har krav på at blive påskønnet på grund af den person, vi er, og ikke hvordan vi ser ud," fortæller han til det norske tv2.
Du kan se alle de 20 billeder på Fullbeautyproject.com
LÆS OGSÅ: Mærk dig selv - og få mere ud af livet