Forandring skræmmer - men kan give mening
Naturen har sin helt egen måde at vise os vej på. De faser af livet, vi kan have svært ved at slippe, fordi vi enten har været meget glade for dem, eller fordi vi ikke bryder os om forandringerne, eller fordi alt nyt skræmmer os, eller noget helt fjerde, kan vi nogle gange pludselig godt se en mening med alligevel. Sådan oplevede jeg det f.eks. her i sommer, da jeg var på ferie med seks styk teenagebørn mellem 13 og 19 år. Ikke fordi de ikke var søde og skønne, for det var og er de. Men deres levevis, det, de tænder på (som de selv udtrykker det), det, de synes er hyggeligt, fedt eller sjovt, er bare ikke altid det, jeg selv ønsker at fylde min ferie med.
For det første sover de det halve af dagen væk, hvilket jeg selv er holdt op med for år tilbage (man skal jo have noget ud af dagen, ik'?). De magter ikke seværdigheder som museer og kirker længere - gab, mor, det er kedeligt - og om aftenen er de ikke til at drive i seng. Først sidder de og fulder sig en halv nat, larmer, mens man prøver at sove, spiller stupide drikke-spil og taler om ting, jeg slet ikke interesser mig for. Derefter går de i byen (hvorefter jeg ligger vågen og spekulerer på, om de nu kan finde hjem igen, og om Malaga nu også er en sikker nok by?), og så kommer de tilbage hen på morgenstunden (når man endelig er faldet i søvn af ren udmattelse), hvor de igen larmer helt vildt, så min morgenløbetur nærmest er på halv kraft på grund af søvnmangel.
Jamen altså, jeg indrømmer det blankt, at være på ferie med Sunny Beach kan være vældig underholdende, men det viser også ret tydeligt, at vore veje snart må skilles, på den helt naturlige måde sæføli' - og tja, selvom det er skræmmende, og der er rigtig meget, jeg kommer til at savne helt sindssygt, så kan jeg faktisk samtidig lige så stille begynde at se frem til og længes efter den ro, der uvægerligt må sænke sig lige om lidt, når de selv drager ud i verden, uden mig.
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
Camillas hjørne:
Sex, Mr. Morsom og messe
