Interview

Fanny Leander Bornedal: "Mine venner troede, at jeg stod på den røde løber - men jeg var Fanny alene i verden"

18. november 2022
Af Camilla Wass
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Der var ikke meget glamour over det, da Fanny Leander Bornedal som 16-årig droppede ud af gymnasiet for at gå efter drømmen om at blive skuespiller. Her fortæller det 22-årige stjernefrø, om at lide af angst, om lange, ensomme dage i sofaen.

Et regnbuefarvet tørklæde bundet om håret. Store guldøreringe. Joggingbukser og sutsko. Klare, forventningsfulde øjne og den karakteristiske, lidt hæse stemme.

Fanny Leander Bornedal er i sit rette element, da hun åbner døren og byder indenfor i sin lyse lejlighed på Vesterbro.

– Jeg føler mig vildt godt tilpas her, for der er plads til at strække armene ud og lade op, smiler Fanny, mens vi sætter os ned ved hendes spisebord med en vase med friske blomster imellem os.

Fanny har i denne uge et kort pusterum i den travle kalender.

I sidste uge stod den på tungt pandehår og trompetbukser, da Fanny var på optagelser til DR-serien “Carmen Curlers”, og om få dage starter optagelserne til en ny stor dansk spillefilm, med Fanny i en af de bærende roller.

– Det er lige blevet offentliggjort, at jeg skal spille hovedrollen i “Nattevagten 2”. Ja, jeg må altså ikke sige noget om handlingen endnu, smiler Fanny, da hun ser mig skæve over mod manuskriptet, der ligger i en lille reol ved siden af spisebordet.

– Det er ret vildt få lov at være med i en efterfølger til noget, som er en stor del af dansk filmhistorie. Jeg er nervøs, og jeg kan mærke et anderledes pres, da det er min største rolle til dato, og så i en film, som mange sikkert har høje forventninger til. Men mest af alt er jeg sindssygt spændt og også helt oppe og køre over det vanvittigt dygtige cast, som jeg får lov at spille op imod.

Fanny_Leander_Bornedal

Pres på den unge generation

Fanny Leander Bornedal er 22 år og har i løbet af de seneste år for alvor fået fart på karrieren som skuespiller.

Vejen dertil har været brolagt med angst, ensomhed og masser af castings – men også med sejre, krævende roller og opbakning fra andre unge skuespillertalenter.

Hvad tænker du om at stå lige dér i livet, hvor du står lige nu?

– Hvis jeg kigger på, hvor jeg står personligt, så har jeg aldrig stået bedre. For et år siden flyttede jeg ind i lejligheden her, som jeg er helt vildt glad for – og som jeg render rundt og gør mere og mere hjemlig sammen med min kæreste. Han bor her ikke, men han elsker at være her, fortæller Fanny.

Det, der især fylder meget for mig, er den følelse, som jeg tror, rigtig mange unge på min alder går rundt med: Er jeg god nok? Er jeg klog nok til at være i det her selskab?

Hun tilføjer:

– Min kæreste har min ryg på en måde, som jeg virkelig har haft brug for. Jeg har haft det vildt svært i folkeskolen og har haft nogle år, hvor jeg har døjet med angst – men i dag har jeg det megagodt, har nogle vildt fantastiske venner, og jeg går tit rundt og tænker: “Hvor er jeg nået langt, og hvor er jeg GLAD for den, jeg er”, siger Fanny.

– Men når jeg kigger på min generation og på den alder, jeg har lige nu, mærker jeg også et stort pres.

– Det, der især fylder meget for mig, er den følelse, som jeg tror, rigtig mange unge på min alder går rundt med: Er jeg god nok? Er jeg klog nok til at være i det her selskab?

Tænker du også på det i arbejdssammenhæng?

– Ja, jeg kan godt have absurd høje forventninger til mig selv. Det, at andre mennesker ved, hvem jeg er, kan godt skabe en lille paranoia i mig – som faktisk er blevet større, i takt med at jeg har fået flere roller. Nu er det ikke bare i min omgangskreds, at jeg kan blive nervøs for, om jeg er god nok. Nu er det også fremmede mennesker, der kigger på mig, vurderer mig – og måske tænker alt muligt om mig.

– Men jeg prøver at holde mig selv fast på, at jeg står et rigtig godt sted, og at jeg får lov at lave nogle fede ting med nogle virkelig dygtige mennesker. Og så har jeg et stort og fantastisk net omkring mig af folk, der griber mig, når jeg har brug for at blive grebet, siger Fanny med et lille smil.  

Fakta om Fanny

Fanny Leander Bornedal, 22 år.

Autodidakt skuespiller og aktuel i DR-dramaserien “Carmen Curlers”, hvor hun spiller Kathrine.

Fanny er datter af filminstruktør Ole Bornedal og koreograf Vicky Leander.

Fik sin debut som skuespiller som syvårig i sin fars “Kærlighed på film”.

Hun blev folkeligt kendt, da hun som 16-årig spillede en af hovedrollerne i julekalenderen “Den anden verden.”

Har medvirket i filmene “1864” og “Journal 64” samt spillet nonnen Theresa i “Skyggen i mit øje”.

Øjeblikke af rå ærlighed

Fanny er datter af filminstruktør Ole Bornedal, og hun fik sin debut som skuespiller allerede som syvårig.

– Min første rolle fik jeg af min far – han skulle bruge en frisk og frejdig syvårig pige i en film, og jeg tror, han tænkte: “Sådan én har jeg derhjemme.”

– Når man caster børn, handler det rigtig meget om, at børnene skal have en nem tilgang til deres følelser, og det har jeg altid haft. Det er noget, jeg stadig bruger, siger Fanny.

– Jeg er autodidakt, så al min læring – og al min erfaring – er kommet af at arbejde. At lytte på instruktøren, lytte på mine medspillere – og spille, fejle og åbne mig selv op. Jeg bruger min intuition rigtig meget, og jeg prøver altid at gå ind i en rolle med mine rå følelser og ikke tænke så meget over, hvilken teknik jeg skal bruge i denne her scene, siger Fanny.

Hun kigger over på det knitrende spillefilmsmanuskript og siger:

– Så jeg er ikke typen, der sidder med mit manus og gennemtænker hver replik, en måned inden jeg skal på optagelser.

– Selvfølgelig har jeg mange læseprøver og prøver sammen med instruktøren, men jeg har også lært, at når man står dér, og kameraerne ruller, er det noget andet, der virker. I en scene, hvor man ikke skal græde, begynder man pludselig at græde. Det sker bare – og det FEDESTE ved at være skuespiller er, når de her øjeblikke opstår – øjeblikke af rå ærlighed.

Er det så dér, du føler dig mest powerfuld som skuespiller?

– Ja, 100 procent. De dér øjeblikke, hvor du fuldstændig glemmer, at kameraet er tændt, og at der står et helt crew omkring dig. Hvor du glemmer, hvad du hedder, og hvad du spiste til morgenmad – og bare ER den person, du spiller. For mig er det en af de bedste følelser i hele verden.

Hvornår føler du dig så mest sårbar? 

– I det øjeblik, der bliver sagt “tak”, griner Fanny.

– Ja, det er sjovt, for de to går hånd i hånd: Når man har stået i den powerfulde følelse og har lukket så meget op for sig selv, at tårerne triller ned af kinderne, og man fuldstændig glemmer tid og sted. Når der så bliver sagt “tak”, så brister boblen – og på et splitsekund bliver du taget ud af det univers og den situation, du stod i.

– Så er det bare Fanny, der står dér med tårerne rindende ned af kinderne – med et helt crew, der kigger – og så bliver det pludselig ekstremt sårbart og lidt akavet nogle gange. Så må man lige skynde sig at tørre tårerne væk, for jeg kan jo ikke stå her og tude som mig selv, smiler Fanny.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

En tidsmaskine til 1960’erne

Fanny Bornedal er lige nu aktuel i DR-serien “Carmen Curlers”, der foregår i 1960’erne og er planlagt som en serie over tre sæsoner.

– Jeg har aldrig før prøvet at være med i en serie, der kører over længere tid, og det er fedt at få lov at udvikle sig sammen med sin karakter og leve sig ind i en anden tid, fortæller Fanny.

Hvordan er det for dig at være “tilbage i 1960’erne” – en tid, som du jo ikke har oplevet, men som du sikkert har hørt meget om?

– Der er noget specielt ved at træde ind i en anden tid. Mange af optagelserne til “Carmen Curlers” foregår i studier, og det er en spøjs følelse at stå og vente foran studiet, hvor der ofte går nogle håndværkere rundt – og så træder du ind i studiet, og pludselig står du på en fin restaurant, i 1960’erne.

– Der er statister med 1960’er-frisurer – og du kigger ned af dig selv og ligner også én, der er taget ud af et damemagasin fra 1960’erne. Det er en fed følelse, siger Fanny.

I “Carmen Curlers” har Fanny Bornedal rollen som Kathrine, der er i starten af 20’erne.

Katrine er rap i replikken, fremsynet og har sine meningers mod. Hun går på sygeplejeskolen, men da hendes far bliver syg, må hun afbryde studierne og flytte tilbage til familiens gård for at hjælpe med at tjene penge til farens behandling.

– Kathrine er nem for mig at relatere til. Det kan godt være, at hun er fra en anden tid, men vi er alligevel ret ens. Hun er også en ung kvinde, der er i gang med at finde ud af, hvem hun er, hvad hun vil – og hvor hendes grænser går.

– Hvis jeg hoppede ind i en tidsmaskine og kom ud i 1960’erne, ville jeg nok være som Kathrine, smiler Fanny.

#MeToo i 1960’erne

I “Carmen Curlers” får Kathrine arbejde på byens fine restaurant, og her bliver hun konfronteret med 1960’ernes kvindesyn.

Vi møder Kathrine i en scene, hvor hun står i en stram tjeneruniform foran et bord med lystige og lumre ældre herrer.

En af herrerne taber sin serviet på gulvet og beder Kathrine bukke sig ned og samle den op. Vupti, så taber en af de andre ældre herrer også sin serviet, og mens høhø-lydene breder sig rundt om bordet, må Kathrine bukke sig ned igen for at samle servietten op.

– Jeg tror ikke, man kommer ud for noget så ydmygende som ung tjener i dag – det håber jeg ikke. Men jeg kan godt sætte mig ind i den følelse, Kathrine står med.

– Jeg har flere veninder, der jævnligt oplever grænseoverskridende adfærd, når de går i byen – som at få et klap i røven af en fremmed, fortæller Fanny. 

– Jeg ser det sådan, at Kathrine både taler ind i den tid, vi har haft – og i den tid, vi har lige nu, med hele #MeToo-debatten. Hun er en ung kvinde, der står på sin ret, men alligevel skal hun navigere i den diskrimination, der er en del af hendes tid, siger Fanny. 

I “Carmen Curlers” har Kathrine brug for at sætte foden ned og tage magten over sin egen krop. Hendes udfordring er, at hvis hun vil tjene penge og undgå at blive fyret, må hun smide nogle af sine kampe væk.

Hun bliver NØDT til at bide tænderne sammen, selv om hun har lyst til at råbe højt, smide forklædet og skride fra restauranten.

– Og det interessante er, at Kathrine ender med at vende hele situationen om. Hun allierer sig med tjener-veninden Eva, der lærer hende, at det handler om at tage magten over situationen og se mændene som de ynkelige. At bruge situationen til at få en masse drikkepenge. For der er ikke nogen, der skal få MIG til at føle mig ydmyget – og det kan jeg virkelig godt relatere til, i mit eget liv, fortæller Fanny.

– Man kan så nemt lade andre få for meget magt over ens følelser og liv: Kan hun lide mig, han får mig til at føle mig så dum, de tænker sikkert, jeg er helt åndssvag? – og så kan man gå rundt og have det dårligt, fordi man giver andre mennesker magten over, hvordan man skal have det.

– Det er noget, jeg øver mig i hele tiden. At tage ansvar for mine egne følelser, så det er MIG, der bestemmer, hvordan jeg gerne vil have det.

Fanny_Leander_Bornedal

Farvel til gymnasiet

Fanny Leander Borned  al vidste allerede som 12-årig, at hun ville være skuespiller. Men i løbet af vores snak her ved spisebordet står det mere og mere klart, at det ikke har været uden omkostninger at gå efter drømmen.

– Når jeg kigger på min generation, lever vi en tid, hvor vi har så mange valg og så mange muligheder – men der bliver også pushet på for, at vi skal træffe de her valg. Og at vi skal gøre det hurtigt, sukker Fanny.

– Så på den ene side er det virkelig fantastisk, at vi har mulighed for at vælge frit på alle hylder – men der bliver også lagt et stort pres på den unge generation, for man skal jo stille sig på den “rigtige” hylde.

Er det noget, du selv har mærket? 

– Ja, jeg startede i gymnasiet uden at mærke efter, om det egentlig var det, jeg havde lyst til. Da jeg gik i 9. klasse, var jeg samtidig i gang med optagelserne til julekalenderen “Den anden verden”. Vi havde 85 dage med optagelser i løbet af et år, og jeg fik min 9.-klasseseksamen på et hængende hår.

– Jeg har aldrig været en skoleelsker, men da alle mine venner startede i gymnasiet, gjorde jeg det også – for sådan var normen.

– Efter et halvt år kunne jeg ikke mere. Jeg var i gang med optagelserne til “Broen”, så jeg havde travlt – og jeg kunne også mærke, at det gjorde mig ked af det at gå i gymnasiet. Så jeg tog det valg for mig selv at droppe ud.

Jeg har aldrig været en skoleelsker, men da alle mine venner startede i gymnasiet, gjorde jeg det også – for sådan var normen.

Var det et svært valg at tage?

– Ja, det synes jeg. Især fordi jeg afskrev mig fra det sociale – fra det fællesskab, man er en del af, når man går i gymnasiet. I lang tid prøvede jeg at tage med til festerne – men jeg kunne mærke, at jeg ikke længere passede ind.

– Mine gymnasievenner var sindssygt søde, men snakken gik alligevel altid på det fællesskab, som jeg ikke længere var en del af. Så det blev min egen rejse derfra.

Udadtil var Fanny en ung kvinde fuld af succes. Julekalenderen bragede igennem, og som 16-årig havde Fanny pludselig 30.000 følgere på Instagram.

Folk stoppede hende på gaden og ville have selfies sammen med hende. Optagelserne til “Broen” var i hus. Alting kørte tilsyneladende i olie.

– Da jeg droppede ud af gymnasiet, tror jeg, at mange af mine gymnasievenner tænkte: Nu kører Fanny fuldt glamour-life. Får roller hele tiden og står på den røde løber og føler sig megasej – men det var bare overhovedet ikke min virkelighed, fortæller Fanny. 

Hvordan var din virkelighed så?

– Jeg var Fanny alene i verden. Jeg måtte skabe min egen vej – rigtig meget alene, og rigtig meget fra bunden. Det var ekstremt ensomt og virkelig også deprimerende på mange måder.

– I over et halvt år havde jeg ikke noget at lave og var heller ikke til særlig mange castings. Og sådan ER skuespillerbranchen jo også – der er perioder, hvor der ikke lige sker så meget, funderer Fanny.

– Men jeg var kun 16 år og havde ikke rigtig noget at stå op til eller se frem til – så det blev en ensom hverdag for mig. Jeg havde nogle tunge dage, hvor jeg bare sad derhjemme i sofaen. Jeg blev også ramt af angst – på et plan, hvor det var svært for mig at have en rar hverdag.

“Skam” som vendepunkt

Vendepunktet for Fanny kom, da hun fik rollen som Noora i teateropsætningen af den norske tv-serie “Skam” på Aveny-T.

– Det at skulle stå op hver morgen og møde ind i teatersalen fik mig til at ånde lettet op. Jeg mødte en stor gruppe unge mennesker, der brændte for det samme som mig, og i fællesskabet med dem fandt jeg et rum, hvor jeg følte: Her hører jeg virkelig til. Det gav mig ny energi at få en fast rutine – at have noget at stå op til.

Fanny strækker sig lidt på stolen og siger så:

– Faktisk er det med rutiner stadig vildt svært for mig. Mange af mine jævnaldrende har haft gymnasiet til at lære den disciplin – så her mangler jeg noget. Men det er jo sådan i mit erhverv, at der vil være perioder, hvor der ikke ER et arbejde at stå op til. Så må man selv finde ud af, hvordan man vil bruge sin dag, og det er jeg i gang med at lære mig selv.

– Jeg har lige besluttet mig for, at i denne uge står jeg op på samme tidspunkt hver dag. Kl. 8-9 – eller lige deromkring, griner Fanny.

Hvad med angsten – er den forsvundet?

– Ja, jeg er blevet grebet godt i det og har været igennem et forløb, så angsten fylder ikke lige så meget for mig mere. Men angst er noget, jeg har kæmpet med og har arbejdet med, og som jeg i en lang periode ikke har snakket med andre om.

– Den vil nok altid ligge der et sted, angsten. Men slet ikke på et plan, der gør det svært for mig at leve livet, have det godt – og lave det, jeg elsker at lave.

Fanny_Leander_Bornedal

En drøm med omkostninger

En sprød ungdommelighed stråler ud fra Fanny denne formiddag på Vesterbro.

Det farverige tørklæde dækker det meste af hendes mørke hår, og da hun drejer hovedet, er der noget ved hendes profil, der leder tankerne hen på en af hendes seneste roller – som nonnen Theresa i filmen “Skyggen i mit øje”.

Filmen er instrueret af Fannys far, Ole Bornedal, og handler om den tragiske bombning af Den Franske Skole i København under 2. Verdenskrig.

– Rollen som Theresa betyder virkelig meget for mig. Det er en af de mest krævende roller, jeg har haft – både fysisk og mentalt. Min far gav mig en halskæde med et kors, da vi var færdige med optagelserne, til minde om min rolle, smiler Fanny.  

Hvordan er det at være datter af en af Danmarks mest kendte filminstruktører?

– Sådan ser jeg ham ikke, for mig er han jo bare FAR. Vi har været heldige at arbejde sammen nogle gange, og jeg synes, det er fantastisk, at vi er i samme branche. At vi kan få nogle oplevelser sammen.

– Det hele er meget professionelt – der går ikke far-datter skænderi i den på noget tidspunkt.

Der har i mange år været nogle mennesker, der ikke tror, jeg kan noget uden min far. De mennesker er der stadigvæk, men jeg er holdt op med at bruge energi på dem.

Fanny tøver lidt, inden hun fortsætter: 

– Men jeg har også skullet kæmpe lidt med at slå mig SELV fast. Der har i mange år været nogle mennesker, der ikke tror, jeg kan noget uden min far. De mennesker er der stadigvæk, men jeg er holdt op med at bruge energi på dem, lyder det ærligt. 

– I starten blev jeg såret, for det var ofte kommentarer in my face – som var svære at håndtere, og som gjorde mig vred og frustreret.

– Så jeg føler, at jeg har skullet bevise mange gange: JA, jeg er en dygtig skuespiller, og jeg får ikke kun roller, fordi min far er instruktør. For selvfølgelig skulle min far ikke vælge mig til en rolle, hvis jeg var en dårlig skuespiller – og trust me, det ville han aldrig gøre, siger Fanny med et underfundigt smil.

Har lært at deale med afslag

Lige nu er Fanny inde i et godt flow af film- og tv-roller. Men som ung skuespiller er hun også nødt til hele tiden at være oppe på dupperne, for mange andre unge talenter deler samme drøm – og går målrettet efter den.

– Der er virkelig nogle dygtige unge skuespillere derude, og de popper stille og roligt frem, siger Fanny.

Betyder det, at du er nødt til at have rundsave på albuerne?

– Nej, jeg oplever stemningen i skuespillerbranchen som vildt solidarisk og støttende. Jeg har mange veninder på samme alder som mig, og vi går ofte til casting på de samme roller. Nogle gange sidder vi og øver os på rollen sammen, og der er aldrig andet end ros til den, der ender med at få rollen.

– Selvfølgelig kan man godt tænke: Øv, den rolle ville jeg gerne have haft – men jeg tror også, at hvis man skulle gå rundt med spidse albuer og bruge tid på at være sur, hver gang andre kom frem, så ville det tage vildt meget energi.

Fanny_Leander_Bornedal

Så du har vænnet dig til at få afslag?

– Ja, jeg caster på en del, og der er mange roller, jeg ikke får. I starten blev jeg megaked af det, når jeg fik et afslag – men jeg har lært deale med det.

– Det at gå til castings er en del af min hverdag, og hvis jeg skulle blive ked af det, hver gang jeg fik et afslag, ville det simpelthen blive for hårdt, siger Fanny.

Og tilføjer:  

– Så jeg synes, at jeg bliver bedre og bedre til at tage tingene, som de kommer – og til at give mig selv lov til at drømme lidt og kigge fremad.

– Lige nu går jeg og øver mig i at tale engelsk, for på et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at arbejde i udlandet. Ja, jeg har nok en lillebitte L.A.-drøm – det tør jeg godt sige højt, lyder det med et smil fra Fanny Leander Bornedal.