Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig

Der er en forventning om, at hvis ikke man buldrer ud i ungdomslivet på en ekspressiv måde, er man mærkelig.

– Som teenager har jeg ofte følt mig mærkelig, fordi jeg var tilbageholdende, iagttagende. Men det er vigtigt at tage den form for ungdom alvorligt og fortælle historien om den – for selv om man er stille udadtil, kan man godt have stærke følelser indeni.

Benedicte Gui de Thurah Huangs klare, grønlige øjne skinner, mens hun taler. Hendes farver er lyse, og hvis det ikke var for efternavnet, ville man ikke få den tanke, at hun har asiatiske rødder.

– Ja, det er ikke kommet så meget igennem i mine træk, men min morfar var kineser, og det er fra ham, jeg har mit efternavn.

– Gui er en særlig blomst, der blomstrer på det tidspunkt, hvor jeg blev født – og Huang er et virkelig almindeligt navn i Kina, forklarer Benedicte.

Vi sidder i Benedictes stue i lejligheden på Nørrebro, omgivet af grønne planter og en bogreol, der er fyldt til randen med romaner.

Benedicte har dyrket sit skrivetalent på Forfatterskolen i København og på Skrivekunstakademiet i Bergen – og siden 2017 har hun også været en del af Politikens faste anmelderstab.

Talrige litterære værker har været genstand for Benedictes blik, og nu sender hun selv sin debutroman “Døtreskole” ud i verden.

– Romanen er lige kommet fra tryk i går, siger Benedicte, mens hun aer de skinnende sølvgrå bogstaver på forsiden af den knitrende roman.

– Det er selvfølgelig lidt sårbart for mig at tænke på, at anmelderne nu skal sidde og læse min bog, men jeg kan ikke rigtig tillade mig at være bekymret over det, for jeg ved, hvad det indebærer at være anmelder, smiler Benedicte og tilføjer:

– For mig er det sådan, at det at læse og anmelde litteratur hænger tæt sammen med det at skrive litteratur. Der ligger et værdifuldt møde i det at læse bøger – jeg oplever det som en portal ind til andre menneskers følelser og erfaringer.

– Min roman er både bygget på andre bøger, som jeg har læst og er blevet inspireret af – og på mine egne erfaringer. Debutbøger er ofte coming of age-romaner, og sådan er det også for mig. Gennem min hovedperson har jeg genbesøgt min unge livsfase – og faktisk føler jeg mig stærkt forbundet med den person, jeg var som 14-15-årig.

En ungdom uden oprør?

“Døtreskole” udspiller sig i et velhaverkvarter i en forstad til København. Kvarterets mødre går med klirrende armbånd, de ælter bolledejen, som gjaldt det liv eller død, og de tager gerne den første tår af brikjuicen, så kvarterets tørstige børn ikke spilder på deres tøj.

Blandt renskurede hjem indrettet i Provence-stil vokser bogens fortæller op – og vi møder hende, da hun som 14-årig starter som “den nye pige” i 8. klasse på Edel Berthelsens Døtreskole.

Fortælleren er en stille, lidt gammelklog pige med et observerende blik – og den type ung pige kender Benedicte ret godt, fortæller hun.

– Det er ikke sådan, at jeg er fortælleren, men den måde, hun er i verden på, minder meget om den måde, jeg selv var på i mine teenageår: Indadvendt, selvobserverende og med et vurderende, men også drømmende blik på min omverden, siger Benedicte.

– Det kunne godt være svært for min omverden at tackle, at jeg var så indadvendt. Der er en forventning om, at man skal være frisk, når man er ung. Der er nærmest en form for teamspirit over det: Kom nu, hop i de slidte jeans og T-shirten og giv den gas.

– I vores samfund ligger en forventning om, at det er nu, man skal gøre en masse vilde ting og prøve grænser af. Sådan var det bare ikke for mig, fortæller Benedicte Huang eftertænksomt.

“Undervejs lagde jeg min ungdom fra mig som et snævert armbånd, jeg aldrig rigtig fik brugt”, står der på en af de første sider i “Døtreskole”.

– Ja, og det handler om at stå tilbage med en følelse af ikke at have levet sin ungdom ud. Men hvad er et oprør egentlig? Det kan også være et oprør ikke partout at deltage i den ungdomskultur, der er omkring én.

– Jeg havde ikke noget udadvendt oprør, men jeg havde en ulmen indeni – og selv om jeg på ydersiden var selvkontrolleret, betød det ikke, at jeg ikke havde en hel masse passion i mig. Jeg husker det sådan, at jeg havde en stærk trang til at være mig selv – på den måde jeg havde lyst til, fortæller Benedicte.

I Benedicte Huangs roman oplever vi verden gennem den 14-årige fortællers blik. Ungdomslivet venter lige om hjørnet, men fortælleren – og hendes veninde Johanne – interesserer sig ikke for fester, drenge og klirrende ølflasker i plastikposer, de vil langt hellere terpe i skolen.

De to unge piger får et kick ud af at være gode til at gå i skole, og den pointe vil Benedicte Huang gerne have frem i lyset med sin nye roman.

– Begrebet “12-talspige” fandtes ikke, da jeg var teenager – og det er også et begreb, jeg finder kritisabelt, siger hun.

Hvad er der galt med det?

– 12-talspige er et kønnet øgenavn, og det kan gøre mig ret vred. Hvorfor skal man have hæftet et nedsættende udtryk på sig, blot fordi man er indadvendt, læser bøger og tilfældigvis er en pige? spørger Benedicte ud i stuen.

– At fordybe sig er bare en af tusinde måder at erfare sig selv og sin egen virkelyst i verden på – det er hverken værre eller bedre end at være opslugt af skak eller dygtig til fodbold. Jeg var selv en elev, der gerne ville gøre det godt i skolen.

– I dag tænker jeg, at stræbsomheden var noget hovedløs – at jeg var bange for ikke at leve op til omverdenens krav, og at jeg burde have taget dén side af sagen mere med ro. Men jeg står stadig ved den drivkraft, jeg fandt i at lade mig opsluge.

– Fordybelse er også en slags begær. Og én ting er sikker: Det har været vigtigt for mig at skrive en bog, som er på pigernes side, siger Benedicte og tilføjer:

– Nu har jeg aldrig selv været nogen stor sportsudøver, men når man f.eks. er dygtig til at løbe langt, bliver der heppet og hujet – og man kan sole sig i den bekræftelse, der ligger i at blive hyldet. Piger, som fordyber sig, får ikke lov at sole sig – men det burde de, slår Benedicte fast.

Men 12-talspigen bliver også set som et produkt af vores præstationskultur?

– Ja, betegnelsen udtrykker en mærkelig foragt for fordybelse, og “Døtreskole” er netop også en roman om, hvad det at vokse op i en præstationskultur kan gøre ved én – især når man er ung og måske lidt verdensfjern, for at bruge et gammelt ord, smiler Benedicte.

– Der er et enormt pres fra omverdenen: Fordybelsen skal være “relevant” – vi skal kun fordybe os, hvis det kan bruges til noget. Men hvad så med den indre trang til at fordybe sig?

– Min roman er på den ene side en kritik af præstationskulturen – men den er også et forsvar for den eufori, fortælleren og hendes veninder mærker, når de fordyber sig, siger Benedicte.

Måske glemmer vi, at 12-talspiger også har deres egen fri vilje?

– Ja, der er ikke noget galt med at ville udfolde sig, mens man lærer. Skolen kan være ødelæggende, men den kan også være en åbning mod den verden, der venter på én, slår Benedicte Huang fast.

– Vores kultur dyrker “den unge pige”, og det er skræmmende, hvordan man i en ung alder skal inkarnere en “figur” som er skabt udefra – det gælder 12-talspigen, som det gælder Lolita.

– Omverdenen er lynhurtig til at caste én i disse roller – og som ung kan det også være en lettelse at træde ind i en figur, der er defineret på forhånd. Men hvordan finder man så sin egen plads og bliver til den, man er?

De definerende venskaber

I “Døtreskole” får et stærkt venskab altafgørende betydning for romanens fortæller. Den jævnaldrende pige Johanne dumper ind i fortællerens liv.

Johanne er sej, hun er smuk, hun er dygtig, hun er gymnast på vej mod eliten – og fortælleren bliver draget imod hende. De to unge piger hænger sammen som ærtehalm, og mellem linjerne fornemmer man, at der måske er andet på spil for dem end et venskab.

– Venskabet grænser til en forelskelse, og måske er det en forelskelse. Det tror jeg ikke helt, at fortælleren selv ved. Der ligger en ubevidsthed hos hende i forhold til, hvad hun egentlig føler, og jeg synes, det er spændende at skrive den ubevidsthed frem, forklarer Benedicte.

Hvorfor er det interessant for dig at zoome ind på unge piger i 8. klasse?

– For mig var kendetegnet ved den alder, at man på den ene side er ret klog – men samtidig mangler man hele den erfaring der gør, at man kan være klog. Så man er meget moden uden at have oplevet særlig meget. Sådan havde jeg det i hvert fald selv, siger Benedicte.

Hun uddyber:

– En af bogens vigtigste temaer er de definerende venskaber, der opstår i ungdommens år. Som teenager havde jeg en veninde, som betød så meget for mig, at jeg nærmest havde lyst til at kravle ind i hende.

– Jeg var virkelig langsom til at få romantiske forhold, og mit ungdomsliv blev på mange måder defineret af det her tætte venindeforhold – som også var dømt til at slutte en dag.

– Det er stadig en sorg for mig, og det har jeg haft brug for at bearbejde gennem min roman – samtidig med, at jeg har haft lyst til at fejre de tætte venindeforhold, som vi ofte ikke tillægger nok betydning i vores liv. På trods af, at de ofte er mindst lige så sindsoprivende som den første kærlighed, siger Benedicte.

Venskaberne er kommet meget mere ind på lystavlen, mener Benedicte Huang.

– Jeg oplever lige nu en strømning, hvor der er meget stor interesse for venskabet i kulturen. Folk på min alder, der er etableret i parforholdet og er begyndt at få børn, længes tilbage til de venskaber, de havde i ungdommen.

– Vi fejrer og dyrker de livslange venskaber, som består gennem skilsmisser, livskriser, børnefødsler og forskellige karrierevalg, siger Benedicte.

– Men vi taler ikke særlig meget om teenageårenes intense venindeforhold, som også kan være en lille smule farlige – fordi man nærmest kan blive væk i venskabet, så her kan vi også tale om at blive opslugt.

– Mange har sikkert prøvet der her med at sætte en veninde op på en piedestal og på alle måder have lyst til at være som hende. Det har jeg haft lyst til at undersøge i min roman – for det er en mærkelig og betydningsfuld relation, siger Benedicte.

– Jeg bor her i lejligheden sammen med min kæreste. Vi har et tæt forhold, men det er ikke sådan, at jeg har lyst til at kopiere ham, til at være som ham – så hvad der det, der er på spil i de her venindeforhold? Benedicte sender spørgsmålet ud i stuen og svarer selv på det.

– Veninden er ofte det første menneske, man virkelig elsker – før man forstår, hvad kærlighed er. Samtidig har relationen indbygget i sig, at den er dømt til undergang. Min tætte veninde har haft afgørende betydning for mig, og hun er stadig en person, jeg virkelig savner.

Hvordan kan det være, at du ikke ser hende mere?

– Når man er så tætte, at man har svært ved at skelne, hvor den ene begynder, og den anden slutter, så må den symbiose på et tidspunkt høre op. Og det kan godt være smertefuldt at fortsætte med at være venner, hvis man ikke kan være det på denne her meget symbiotiske måde. Lidt som at det kan være svært at blive nære venner med sin ekskæreste, forklarer Benedicte Huang.

Ud over de tætte venindeforhold kredser “Døtreskole” også om de små spændinger i vores nære relationer – som ofte kommer til udtryk på en subtil måde.

– Jeg har med vilje skrevet min roman sådan, at der ikke er et kæmpestort drama. Romanen består af en række scener med små spændinger – og de her små krusninger på vores relationer er noget, der interesserer mig virkelig meget, siger Benedicte Huang.

– Fortælleren leder efter små tegn på spændinger i alle sine relationer, og på den måde minder jeg meget om hende. Det er også det, der er på spil for mig – i alle mine relationer.

– Meget af det drama, der findes i det almindelige liv, består af de her bittesmå bevægelser i de nære relationer. Ofte er spændingerne så små, at man godt kan være i tvivl om, om man overhovedet har opfanget dem på den rigtige måde, lyder det engageret fra Benedicte.

– Der er en scene i romanen, hvor fortælleren og hendes veninde har været på shoppetur. De kommer hjem og viser det tøj, de har købt, frem – og mens de er i gang, går Johannes mor hen til Johanne og stryger hendes pandehår væk fra øjnene, mens hun genfortæller et minde fra Johannes barndom.

– Det kan opfattes som en omsorgsfuld handling, men der ligger også et signal i det: Som mor har jeg adgang til din barndom, men det har din veninde ikke. Der ligger en psykologisk knaldperle i relationen mellem mor og datter – og flere af mødrene i romanen har svært ved at adskille sig selv fra deres børn, siger Benedicte.

“Ingen er mere voksen end en mor”, står der i romanen ...

– Ja, mødrene spiller en vigtig rolle i “Døtreskole”, for der er noget specielt ved den tid, hvor man næsten er voksen – men stadig besøger sine veninder hjemme hos andre voksne.

– I romanen møder man tre mødre, og de er ret forskellige – men de har det tilfælles, at de møder deres børns veninder og bliver set på gennem deres blik. Jeg kan huske, at jeg selv var meget opmærksom på mine veninders forældre og havde et ønske om, at de skulle kunne lide mig.

Oprør i det skjulte

“Døtreskole” udspiller sig i en surrealistisk forstadsverden, der – med de perfekte mødre som frontfigurer – ikke levner meget plads til at flippe ud og afprøve grænser som teenager.

– Forstadsmiljøet er både indtagende, lækkert og også lidt uhyggeligt – fordi det hele er så perfekt. Jeg kommer selv fra en almindelig veluddannet middelklasse, og som teenager boede jeg nogle år i en forstad nord for København, som ligner den, hvor de unge piger i min roman bor. Men jeg har også boet i Aarhus og i de fleste af Københavns kvarterer, så jeg er ikke rundet af forstaden, fortæller Benedicte.

Spørgsmålet er, om pigerne i din roman overhovedet har plads til at gøre oprør?

– Ja, de er lidt stækkede. Det falder dem ikke rigtigt ind, at de kan gøre oprør – men måske foregår deres oprør mere i det skjulte, smiler Benedicte Huang.

Ja, ingen ved, hvad der foregår bag den lukkede dør på pigeværelset.

Artiklen blev første gang udgivet i femina uge 17, 2023.