Hun vil hylde de "ustyrlige kvinder": "Mange har fået at vide, de var for meget"

– Jeg oplever, at det at være ustyrlig, er noget, vi i vores samfund betragter som noget negativt. Det GÅR bare ikke at være ustyrlig - i hvert fald ikke, når man er kvinde, og sådan er det stadig her i 2023.

– Efter at min bog kom ud, har jeg fået henvendelser fra mange kvinder, der har fået at vide af deres omgivelser, at de var ’for meget’ – og at de skulle ’tage at skrue lidt ned’. Med min bog vil jeg gerne vise, at det netop er ’de ustyrlige kvinder’, der er med til at rykke nogle grænser, så kvinder generelt kan få mere albuerum.

–Sådan var det i 1880’erne og i starten af 1900-tallet, som er den periode, min bog dykker ned i - og sådan er det stadig i dag.

Energien strømmer ud af forfatter Sara Alforts stemme, mens hun taler. Selvom vores interview foregår over telefonen, er passionen ikke til at tage fejl af:

Sara er kæmpe fan af de farverige kvinder, hun portrætterer i sin bog ’Damer der var for meget.’

– Jeg bliver altid i godt humør af at tale om de her kvinder. De havde en glubende livsappetit, de lod sig ikke stoppe af tidens stramme seksualmoral – og så var de sjove.

– De her kvinder førte kvindekamp iført hatte lavet af udstoppede fasaner og med rigelige mængder champagne i glasset. Omgivelsernes fordømmelse gav de ikke meget for.

–Det var nærmest som om, kvinderne sagde: ’Nå, I synes jeg er for meget? Nå, men hej-hej, jeg smutter lige til Paris og får mig en ung elsker og noget absint,’ griner Sara.

Udfordrede datidens seksualmoral

I sin bog ’Damer der var for meget’ fortæller Sara Alfort historien om 13 oprørske skandinaviske kvinder, der i perioden mellem 1885 og 1919 udfordrede datidens seksualmoral.

Kvinderne udgjorde ikke en enhed, men de kendte hinanden på kryds og tværs – og de havde det til fælles, at de ikke havde lyst til at indrette sig efter de normer, der tegnede tiden.

– Kvinderne levede i en stramtandet tid. Der er en idé om, at kvinder i slutningen af 1800-tallet var meget tilknappede, og sådan VAR det også. Det var en vanvittig svær tid at være kvinde i, siger Sara.

Hvad inspirerede dig til at skrive din bog ’Damer der var for meget’?

– Det er noget, der er vokset i mig over en del år, og det startede med, at jeg gav mig i kast med at læse Agnes Henningsens erindringer.

– Hun var forfatter, provokatør og livsnyder, og hendes erindringer er de vildeste bøger om mænd, champagne - og en kvinde, der bare tordner igennem tilværelsen. Senere gik det op for mig, at Agnes Henningsen ikke var en enlig svale, og at der på den tid fandtes en del kvinder, der på mange måder gav ’en fuckfinger’ til deres egen tid.

– På den tid levede kvinder generelt under nogle meget stramme rammer – der var nogle rigide kasser for, hvad man som kvinde kunne gøre - og burde gøre. Men de her kvinder nægtede at være ofre for deres egen tid, og det synes jeg er vildt fascinerende, siger Sara Alfort.

Tænker du, at man kan kalde kvinderne i din bog ’ustyrlige’?

– Ja, helt klart. I slutningen af 1800-tallet mente man slet ikke, at kvinder HAVDE en seksualitet – men de kvinder, jeg skriver om, er på ingen måde i tvivl om, at de har en seksualitet. Og at de har tænkt sig at udleve den, skrive romaner om den og lave malerier af den.

– Kvinderne udtrykte sig gennem kunsten: De skrev bøger og malede erotiske billeder, og så levede de deres seksualitet ud på en måde, der var vildt provokerende i deres samtid.

– Så det at kalde min bog ’Damerne der var for meget’ er en gigantisk hyldest til ustyrligheden, siger Sara.

Men hvad krævede det af kvinderne at insistere på ustyrligheden?

– Det krævede rigtig meget af dem. Mange af kvinderne fik børn med mænd, de ikke var gift med – og dengang fandtes der ikke noget socialt sikkerhedsnet, så kvinderne skulle selv forsørge sig selv og deres børn.

– Det var ikke let, for de fleste af kvinderne havde ikke mulighed for at tage en uddannelse, så på mange måder var man på bar bund som ugift kvinde med børn.

Kvinderne havde en ild i sig

Oven i det kørte sladderen – så både juridisk, økonomisk og ’sladder-mæssigt’ stod kvinderne på gyngende grund, forklarer Sara Alfort. Og tilføjer:

– Men kvinderne havde en ild i sig – en rasende længsel efter at male, skrive romaner og føle sig levende, i stedet for at blive på deres post som husmødre. Derfor efterlod flere af dem børnene hos familie eller venner og rejste til Paris.

– Omverdenen fordømte dem, men kvinderne insisterede på at skabe et albuerum til sig selv. Det har vi brug for at blive mindet op, for der er ikke så mange, der kender til de her kvinder – og jeg tror, at vores fælles historie bliver anderledes, når vi også har de her kvinder med, siger Sara Alfort.

Ja, hvad skal vi bruge ’de ustyrlige damer’ til i dag?

– For det første synes jeg, at damerne er virkelig godt selskab. Hvis der fandtes idolplakater af dem, ville jeg med det samme hænge dem op i min stue.

– Det giver mig energi at blive mindet om, at de her kvinder tog skæbnen i deres egne hænder, siger Sara Alfort. Og tilføjer:

– For det andet er kvindernes historie med til at give et nyt perspektiv til de diskussioner, der kører lige nu – omkring skam, krop, seksualitet og kønsidentitet. Det er nogle temaer, som kvinder også baksede med - og kæmpede for - helt tilbage i 1880’erne og i starten af 1900-tallet.

– Jeg synes, det er tankevækkende at kigge på den måde, kvinderne i min bog har forholdt sig til skammen på - for de levede i en tid med meget moraliseren og mange forventninger til kvinderollen.

– De var meningen, at kvinderne skulle skamme sig, når de fik børn uden for ægteskabet, og når de gav udtryk for deres seksualitet. Men de her kvinder nægtede at tilpasse sig, og de nægtede at skamme sig – og det synes jeg er virkelig befriende, lyder det fra Sara Alfort.

Interviewet blev første gang udgivet i femina uge 10, 2023.