Er du også nervøs for at træde i den usynlige sociale spinat? Så læs med her

Gitte Madsen er journalist og tekstforfatter. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Klaprer dine tænder af angst for, at ”man” og ”de” skal komme efter dig, hvis du træder i den usynlige sociale spinat? For hvad vil de der ”man” mon sige? Og de der ”de” mon tænke? De er jo samfundets moralske vogtere i den nationale hold-øje-klub, som uden ord og handling holder os i et usagt jerngreb, når frygten for at tegne udenfor stregerne holder os vågne om natten.

En bisættelse af en af mine allernærmeste konfronterede for et par måneder siden min familie med, hvor lidt vi – heldigvis – kender til det at håndtere døden rent praktisk. Og ikke mindst, hvad der mon lå af forventninger i forhold til de valg, vi traf for begivenheden. Det fik mig til at tænke over, hvor lidt plads vi egentlig giver hinanden og os selv, når vi har allermest brug for den.

Tillad mig at komme med et par eksempler. Må man tage en krans med hjem fra en bisættelse og hænge den på hoveddøren til jul, hvis afdøde skal kremeres og efterfølgende i de ukendtes grav efter eget ønske? Kan man tillade sig at rejse på ferie dagen efter? Hvem inviterer man med til gravøl?

Skal man snakke med alle på dagen og så alligevel skrive tak, fordi de kom, selvom man knapt har kræfter til at stå ud af sengen? Jeg synes, at svaret er enkelt. Det må man altså fuldstændig selv om. For hvis du ganger tendensen med at prøve at gøre alle glade op, så begynder det at stramme.

Hvis vi hele tiden skal prøve at gætte, hvad der forventes af os i alle livets situationer, så bliver det for alvor stressende at ramme de uskrevne sociale koder. Måske særligt når nogen dør, og man er allermest ked af det.

I Danmark har vi demokrati, velfærd, overskud og ytringsfrihed. Måske er vi rent faktisk verdens heldigste folk, når vi fintæller på alle de parametre, som WHO og lignende organisationer ranglister nationer efter. Vi har alt, hvad vi skal bruge for at leve fulde og gode liv.

Fyre den af, tænke os om og nyde det samtidigt. Man behøver kun se en halv nyhedsudsendelse for at forstå, hvor heldige vi er, at vi har hinanden og alt det, vi har sammen. Alligevel har jeg på fornemmelsen – med fare for at trampe på hyggen – at vi bruger mere tid på at holde hinanden nede end på at løfte os selv hver især i de retninger, som vi sådan for alvor godt gad at gå i.

I hvert fald har jeg oplevet, at vi tænker mere over hvad ”man” ikke kan og bør, end på hvad vi kunne og har lyst til. Det er synd og skam og spild af den lange gennemsnitslevetid, som vi heller ikke kan tage for givet. Men hvem sætter dagsordenen, når Emma Gad ikke gider, og hvem bestemmer, hvad vi bør gøre hvornår?

Jeg er slet ikke i tvivl. Du må selvfølgelig gøre præcis, hvad du vil, lige når du vil. Lige præcis hvad der gør dig glad. Fyr den af! Bare lov mig at huske, at det må alle de andre også. Døm ikke, heller ikke når du ikke forstår deres valg. Det bedste, vi kan give os selv og hinanden, er plads til at være, som vi vil. I livet såvel som i døden.

Det kunne ”man” godt lære lidt af, og det kunne ”de” måske tænke lidt over. Livet er ikke en eksamen, og det er helt okay ikke at have læst lektier, når bare man er sød ved sig selv og ved alle andre.

Måske er 2026 året, hvor vi skal tillade os at lytte mere til os selv og lidt mindre til, hvad vi tror, andre tænker om os?