Charli Howard
Selvudvikling

Er den her størrelse virkelig plus size i modeindustrien?

8. august 2017
af Charlotte Kobberøe Fink
foto: All Over Press
Tidligere sultede topmodellen Charli Howard sig selv for at leve op til størrelseskravet til ”almindelige” modeller. I dag er hun ”plus size” i modeindustrien – men hendes størrelse er langt mindre end de fleste kvinders.

Tilbage i 2015 blev den britiske topmodel Charli Howard droppet af sit modelbureau, fordi hun var for ”stor”. Tidligere i sin karriere havde Howard sultet sig selv i jagten på at kunne passe catwalktøjet, der typisk var en US størrelse 0-2, hvilket svarer til 30-32 i danske størrelser. Men da hun blev fyret af sit bureau, fordi hun lå på en ren størrelse 32, satte hun foden ned.

- Jo mere I tvinger os til at tabe os og være små, jo flere designere er nødt til at lave tøj, der passer os, og jo flere unge piger bliver dermed gjort syge. Det er ikke længere et ideal, jeg vil repræsentere, skrev Howard dengang på sin Facebook-konto.

Skal vænne sig til at blive set som plus size

I dag er Charli Howard en størrelse 36/38 – og det placerer hende i plus size-kategorien som model i USA. Også selvom den gennemsnitlige tøjstørrelse blandt amerikanske kvinder er en størrelse 46!

- Det føles mærkeligt, at man er en størrelse 36/38 og bliver anset for at være en ”kurvet” model. Jeg ved, jeg ikke er plus size i virkeligheden, og at jeg aldrig vil blive det, fordi min knoglestruktur er meget smal. Når jeg fortæller folk, at jeg er plus size, virker nogle chokerede. Plus size-betegnelsen har også taget tid for mig at vænne mig til. Men jeg drømmer stadig om, at kvinder ikke skal inddeles i kategorier baseret på deres kropstype, så modeindustrien skulle levere til alle kropstyper, afslører Howard til StyleCaster.

LÆS OGSÅ: Plus size model viser sin smukke nøgne krop: Min appelsinhud definerer ikke mit værd

Bekymret for unge kvinder

Indimellem oplever Charli også at ende i en gråzone, for mens de klienter, der vil have en ”almindelig” model, ofte synes, at hun er for stor, så synes plus size-kunderne indimellem, at hun er for lille. Men det tager Howard med oprejst pande:

- I stedet for at bekæmpe det, så er jeg bare mig selv og gør bare min egen ting, fortæller hun til StyleCaster.

Dog har Charli Howard én bekymring:

- Min eneste bekymring er, at unge piger kigger på mig og sætter spørgsmålstegn ved deres egen størrelse og tænker: ”Hvis Charli bliver opfattet som kurvet som størrelse 36-38, hvad gør det så mig til?” Mode reflekterer ikke den rigtige verden, så jeg prøver at gøre det så relaterbart som muligt med All Woman Projectet, fortæller Charli ærligt til StyleCaster.

I dag har Charli Howard sammen med modellen Clémentine Desseaux nemlig grundlagt non-profit-organisationen All Woman Project, som hylder kropsdiversitet og udfordrer den måde, vi ser kvindekroppe i medierne på. Og Howard selv har det fantastisk.

LÆS OGSÅ: Alle kroppe er gode kroppe: Se de fantastiske billeder

- At blive kurvet model har givet mig lov til at leve igen. Jeg var fanget i en ond cirkel af afsky og restriktion i forhold til mig selv. Jeg var konstant nedtrykt med dårlig hud og et humør, der var endnu dårligere. I dag er jeg lykkelig for at være en del af et team af mennesker i modeindustrien, som vil se forandringer. Jeg tror fuldt og fast på, at hvis jeg havde set kvinder i forskellige størrelser i modeindustrien, da jeg voksede op, ville jeg ikke have haft bare halvdelen af de krops-issues, som jeg havde. Forskellighed er vigtigt, ikke bare i moden, men for samfundet og især for unge piger, så det er blevet min mission, at forskelligheden er repræsenteret, fortæller Howard til StyleCaster.

Charli Howard før og efter:

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også