En verden af stereotyper

Jeg læste for nylig en artikel om, at stereotyper gør os blinde. Artiklen blev indledt med en gåde, der skulle illustrere pointen. Måske var det bare mig, der ikke havde hørt den før, men jeg må indrømme, at jeg blev fanget og dumpede i med begge ben. Den kommer her:
"En dreng og hans far bliver indlagt efter et trafikuheld. Faderen er bevidstløs, og drengen skal opereres straks. Men lægen kommer ind og siger: "Nej, jeg kan ikke operere, patienten er min søn!" Hvordan er det muligt?"

Jeg tænkte, så det knagede: Var barnet i virkeligheden adopteret, eller var hans far og mor skilt, og havde han derfor to fædre? Eller den helt gode: Var faderen læge og nu vågnet op af sin koma, klar til at operere sin søn? Jeg var også ude i noget med nogle fætre og noget familie langt ude, men den mest indlysende løsning, den tænkte jeg slet ikke på, og det var selvfølgelig artiklens pointe: Det var naturligvis drengens MOR, som var lægen. Jeg, der kender et hav af kvindelige læger og selv har en sådan til hverdag, fik end ikke tanken. Men stereotypen på læge er en mand, og derfor tænker de fleste af os faktisk kun i de skitserede baner, når vi tænker i løsninger på den her gåde.

Hvor stereotyper egentlig kommer fra, kan være svært at sige. I artiklen var der flere bud på det. Stereotyper kan være ubevidste erfaringer - som for eksempel at briller associerer til klogskab. I film og bøger bliver de nørdede, kloge unger altid udstyret med et par briller, bare se på Harry Potter. Er det, fordi man har gjort sig den ubevidste erfaring, at når man læser meget, får man svage øjne og brug for briller, og dem, der læser meget, er kloge? Hmm ... interessant teori, selv om den er svær at underbygge - for hvad så med alle dem med kontaktlinser?

Jeg tænker helt klart, at stereotyper må være et kulturelt fænomen og måske endda noget, man kunne tænke var nedarvet gennem generationer. Men én ting er sikker: Stereotyper er magtfulde størrelser, hvilket ovenstående gåde er bevis for. Og det, at vi bærer rundt på implicitte antagelser, vi ikke selv er bevidste om, og som ikke desto mindre har stor indflydelse på, hvordan vi møder verden og andre mennesker, er i grunden forstyrrende.

I forlængelse af den tanke synes jeg, det kunne være en spændende øvelse at undersøge, hvad man selv går rundt med af stereotype forestillinger. For hvis vi blev lidt mere opmærksomme på vores egne stereotyper, ville vi jo ikke konstant være offer for bestemte billeder af, hvordan tingene skal hænge sammen, men kunne være mere åbne over for verdens mange muligheder og alternative løsninger. Om ikke andet ville vi måske blive bedre til at løse gåder!
Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Velkommen til dit nye liv

Jeg er Barack Obama