Interview

Du ved godt, du er gravid? Spurgte lægen. Ingrid blev rædselsslagen

9. juli 2021
af Gry Thune, kk.no.
Foto: Privat
Ingrid lider af tarmsygdommen Crohns, og efter fire fødsler frarådede lægerne hende flere graviditeter. Derfor fik hun et chok, da hun fik beskeden om, at hun var gravid i femte måned. Pludselig blev det et spørgsmål om liv eller død.

Det var i februar sidste år, at norske Ingrid Anette Hoff Melkersen på 38 år fandt ud af, at hun var gravid i uge 23 – over fem måneder henne.

Det kunne have været et lykkeligt øjeblik, men det var det ikke. For Ingrid var alvorligt syg og havde en krop, der ikke kunne tåle flere graviditeter.

– Jeg tænkte, at det her, det overlever jeg ikke. Da jeg fortalte det til Daniel, var han stille i flere timer. Han blev bange for at miste mig.

Bare syv uger senere kom William. Mors lille mirakel, der havde narret dem alle sammen og insisterede på livet.

Et perfekt lille mirakel, før helvede brød løs.

For der opstod komplikationer under fødslen. Ingrid var tæt på at bløde ihjel.

– Alt, vi frygtede, der skulle ske, skete. Det lyder måske barskt at sige, men jeg havde aldrig valgt det igen. Det har været virkelig hårdt, siger hun.

Opereret 50 gange

Hun kaldte sig Crohn-prinsessen på sociale medier.

Gennem både blog, bog, tv-dokumentar og flere interviews har hun været åben om livet med Crohns sygdom – en kronisk betændelse i mave-tarmkanalen, der forårsager mavesmerter og løs mave.

En sygdom, som mange har nægtet at tale højt om.

Også for Ingrid, der har kæmpet med sygdommen siden teenageårene, har vejen mod åbenhed været lang.

I perioder hvor sygdommen er mindre aktiv, kan hun leve godt med den. I perioder, hvor den er aktiv, har det flere gange været et spørgsmål om liv eller død.

Ingrid og Daniel med nyfødte William, der næsten kostede hende livet.

For sygdommen kan forårsage alvorlige komplikationer. Hun har flere hundrede indlæggelser og over halvtreds operationer bag sig.

Den største var i 2004, hvor hun fik en stomi. Det længste hospitalsophold varede ni måneder, da maven revnede i 2011.

Først chokeret – så bange

I februar 2020 blussede sygdommen op igen, og hun blev sendt med ambulance til St. Olavs Hospital med store smerter i bækkenet og endetarmen – hvad der var tilbage af den efter en rektal amputation i 2015.

Nu blev hun MR-scannet for at kortlægge, hvilken behandling og operation der var behov for. Mistanken om, at hun havde brok, var stor.

Det var, mens Ingrid var inde i MR-maskinen, at lægen pludselig blev stille. Brokken bevægede sig.

– Du ved godt, at du er gravid, ikke? spurgte lægen.

Hun blev først chokeret. Så blev hun bange.

Allerede uge 23

Sammen med Daniel havde hun tre børn. Som unge var de uvidende om, hvor dårligt Ingrids krop absorberede p-piller.

De havde kun været sammen i et år, da Ingrid blev gravid, 19 år gammel. Graviditeten gik godt – sygdommen var i en mindre aktiv periode.

Da hun blev gravid med tvillinger seks måneder senere, var sygdommen langt mere aktiv. I en lang periode af graviditeten var hun på hospitalet.

Hele ni gange var hun ved at føde for tidligt på grund af sygdommen.

Mirakuløst klarede tvillingerne sig også godt. Men fra lægepersonalet var beskeden klar: Kroppen kan ikke tåle en ny graviditet.

På grund af alle operationerne troede de heller ikke, at hun kunne blive gravid igen.

Af sikkerhedshensyn brugte hun stadig en hormonspiral som prævention. Men nu satte en læge sig ned og fortalte hende, at hun var gravid.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

”Nej, det kan ikke være sandt!”, sagde hun. Og hvis det var tilfældet, kunne hun da ikke være mere end et par uger henne?

Et par timer senere kom det andet chok. Hun var i uge 23. Barnet var sundt, og havde ingen tegn på skade. Der var ingen vej tilbage.

Hun havde før grinet af historier om dem, der fødte på badeværelset, uden at have nogen idé om at de havde været gravide. Men der var ingen grund til at grine nu.

Det var en trøst, at ingen af ​​de læger, hun blev undersøgt af, heller havde opdaget det.

Så kom corona

Langsomt aftog chokket. Fortvivlelse og frygt blandedes med glæden ved at være gravid igen, over det babytøj, der igen skulle købes.

De besluttede at navngive ham William. Han havde narret dem alle med sin stærke vilje til at leve.

Samtidig blev det også tydeligere: Denne gang skulle hun ikke kun kæmpe for ét liv, men for to.

Selvom hospitalet gav hende så meget smertelindring, som det var forsvarligt, måtte hun stadig prøve at udholde store smerter, så længe hun kunne.

Jo længere, hun formåede at holde barnet inde i sig, jo mere levedygtigt ville det være.

– Jeg har kæmpet meget for William. Jeg havde skrevet et brev og tænkt på alt.

Hånden knuger om kæden rundt om halsen. Tårerne begynder at strømme.

– Det var et brev til Daniel. Til de store dage, børnene skulle opleve, hvor jeg ikke ville være der.

At hun var næsten seks måneder henne, blev opdaget i slutningen af ​​februar 2020. Efter et par absurde uger - skulle livet blive endnu mere absurd. Kort efter lukkede hele Norge ned.

På hospitalet lå Ingrid og kæmpede med smerterne, så på det maskerede personale og fik følelsen af ​​at apokalypsen var nær.

Mens Daniel, der ikke fik lov at komme ind, før selve fødslen begyndte, lavede hjerter på parkeringspladsen udenfor og forsøgte at holde modet oppe hos dem begge.

Ingrid er en, der tåler og har oplevet store mængder af smerte. Men der er også en grænse for hende.

Da hun skulle tage en coronatest, og det planlagte kejsersnit skulle udsættes til næste dag, føltes det døgn som tyve år.

Lille William.

Blødte næsten ihjel

Syv uger efter graviditeten blev opdaget, blev William taget ud af Ingrids mave – 30 uger gammel. Født to måneder for tidligt, men med ti fingre, ti tæer og uden tegn på at være blevet skadet af situationen.

Et perfekt lille mirakel, før helvede brød løs.

Ingrids tarme blev beskadiget flere steder. Der var kraftig blødning.

– Så var det direkte på operationsbordet. De var ved at miste mig. Jeg var ved at bløde ihjel.

Hun blev lagt i koma, og i flere timer arbejdede lægerne på at kontrollere blødningen.

Efter flere dage i koma kom mistanken om, at livmoderen også var beskadiget, og efter yderligere undersøgelse blev det besluttet at fjerne den.

I to uger lå hun i kunstig koma med høje doser medicin, mens hun kæmpede mod infektioner og mod uret. Ingen vidste, om hun ville overleve eller ej.

I to desperate uger pendlede Daniel mellem Newborn Intensive Care, hvor han og William lå, og Main Intensive Care, hvor Ingrid var.

Han frygtede, at deres baby ikke kunne genkende lugten af ​​sin mor, så han havde klude, som han skiftevis gav dem.

Først lagde han en klud på Ingrids kind, som han derefter lagde på William.

Sådan blev kontakten mellem mor og barn opretholdt. Og så, som ved et mirakel, blev hun stærk nok til at blive vækket.

Relativt hurtigt formåede hun at komme tilbage på benene - at være rastløs af natur kan have sine fordele. Hun talte trinene på sin mobiltelefon - 19 trin, gik hun i hospitalets korridor.

På hospitalet var pladsen trang og overbelastet grundet corona-patienter.

Som kronisk syg person og med alt for mange hospitalsdage bag sig blev Ingrid hurtigt sendt hjem – også selvom det betød at tage hjem med nogle huller i tarmen, der ikke helede, og som fremstår som små åbne sår på maven.

De er ligesom brandsår. Hver gang der er væske på dem – noget, der kommer hver gang maden, der skal fordøjes, passerer i tarmen, før det strømmer ud i stomiposen, ætser det på sårene og er smertefuldt.

Sårene skal repareres i en operation til august. Der er ingen garanti for succes.

Hun har ikke styrken til at håndtere operationen lige nu, hun skubber den hele tiden foran sig. Lægerne er ikke lykkedes med det indtil nu, så hun har ingen store forventninger om, at de vil klare det den her gang.

– Men bortset fra det går det ret godt. Kroppen er underlig. Jeg kan jo overskue at være hjemme med William og skifte ble - men det er ikke behageligt med huller i tarmen.

Hjemmet i Stjørdal er nok det, det primært handler om lige nu. At få fikset det, der gik i stykker, som hun har gjort så mange gange nu – og gradvist forsøge at bearbejde det, der skete i 2020.

Både Ingrid og Daniel er stadig præget af det, de har været igennem.

Ingrid er blevet diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom. Da hun var i koma, blev hun vidne til meget af det, der skete.

Det har også kostet økonomisk. På grund af tarmsygdommen skal hun have smertestillende medicin - men da hendes krop ikke optager medicinen i tabletform, skal hun have den i flydende form.

Det koster ekstra – en regning, som Ingrid selv skal tage sig af.

De har skrevet ansøgning efter ansøgning om at få medicinen dækket, men er blevet afvist, på trods af at næsten alle lægerne på hospitalet har forklaret Ingrids situation.

– Det er en ekstrem belastning for familien. Vi kan ikke tage på ferie, fordi jeg har brug for medicin. Det er en månedsløn i medicin. Hvis der er noget, børnene har brug for, må det vente.

– Og jeg ved, at det ikke bare er mig. Hvad med alle dem, der ikke har en stemme?

Stjørdal kommune har derimod fulgt op på en måde, som hun aldrig har oplevet før. En af Ingrids søstre og Daniels søster har fået fri fra deres job, så de kan hjælpe med alt der praktiske.

– Hvad mere kan vi hjælpe med, spørger de. Det skal Stjørdal kommune have ros for.

Forældrene hjælper også til. Hun ved ikke, hvad hun skulle have gjort uden dem.

”Det ser ud som om, at jeg er blevet skudt i maven”

Med William er alt godt. Han har fået sine fire første tænder og har lært sig selv at kravle baglæns.

Og så er han en af den slags, man læser om i blade – en baby, der sover klokken syv om aftenen og vågner klokken halv syv om morgenen næste dag.

Ingrid ler.

– Jeg tror, han har forstået, at det er lidt svært for mor. Han klarer det så flot. Han er et mirakel.

Selvom han blev født to måneder for tidligt, er der ingen tegn på, at han har senskader.

Det har været godt at vide for Ingrid, der frygtede at få skyldfølelse, hvis der skulle være sket noget med ham.

Og Ingrid og Daniel? Nogle par vokser fra hinanden i kriser. Mens andre bliver svejset endnu tættere på hinanden. Det er 22 år siden, de to blev ungdomskærester.

Engang var hun så syg, at hun bad ham om at forlade hende. Det har aldrig været et alternativ.

Daniel er blevet, selvom han i flere af Ingrids mest intense sygdomsperioder har mødt muren i splittelsen mellem at have en syg kæreste og at skulle forsørge børn, og passe hjem og arbejde.

De to går aldrig i seng uvenner.

– Efter alt det lort, vi har været i gennem, bliver små ting ligegyldige. Vi er opmærksomme på ikke at lægge os til at sove, hvis vi er uvenner.

– Vi har oplevet, hvor hurtigt livet kan dreje. Vi ordner tingene ret hurtigt, hvis der er noget. Han er rolig og tilregnelig, mens jeg er en krudttønde.

Brevet, hun skrev til Daniel, rev hun i stykker og satte ild til.

Hun har fortrudt en smule bagefter. Meget af det, hun skrev, har hun glemt - og hun ville gerne have læst det for ham.

Men nu ser vi fremad, siger hun.

Hun er oppe og gå 10.000 skridt hver eneste dag, så det vil sige omkring 6-7 kilometer. Uanset vejr og form, skal hun ud at trille en tur med William. Af og til er såret i maven gået op, mens hun har været ude.

– Det ser ud som om, jeg er blevet skudt i maven. ”Jeg har det fint, det er ikke farligt,” siger jeg til dem, der ser mig.

– Det ser jo ikke godt ud, når du har blødt igennem jakken.

Kan ikke give op

Det er, som om en kraft skinner fra hendes ansigt. Efter at have svævet mellem liv og død og med vished om, at fremtiden er usikker, ser hun utroligt fattet og tilstedeværende ud.

Hvordan gør hun det? At rejse sig på den måde - gang efter gang?

Hun bliver stille et stykke tid.

– Jeg synes, det er så mærkeligt at høre. Jeg har kæmpet hele livet, så det er bare det, jeg gør. Det er blevet normalt for mig.

– Når du er underdrejet og ikke har en uddannelse at slå i bordet med, er det ekstra vigtigt for mig at vise børnene, at jeg i det mindste ikke giver op.

Den psykiater, hun nu går til opfølgende samtaler med, har også bemærket den usædvanlige mentale styrke og været overrasket over, at der ikke er flere mørke tanker.

Nogle gange har Ingrid ønsket, at hun kunne give op. At hun bare kunne lægge sig - at hun havde evnen til at give op.

– Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give op. Det er måske, fordi jeg er så rastløs, at jeg må ud og gå. Det, tror jeg, er positivt, da jeg ikke kan finde ud af bare at grave mig ned. For det er sort indimellem. Jeg har også sorte dage. Men fordi jeg er ude på tur…

– Hvis folk bare vidste, hvor god medicin naturen er og det, at tale med mennesker... Det er som nat og dag for mig at være aktiv og ikke at være det. At jeg aldrig har været i stand til at sidde stille, har været en fordel.

Hun smiler.

– Jeg går den tur, uanset hvor dårligt, jeg har det. Dem som vil, kan gå med. Men jeg skal i hvert fald ud og gå.

Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.