Selvudvikling

Dorthe Kandi: Til de perfekte piger fra en uperfekt kvinde

af Dorthe Kandi 24. februar 2015
Findes der perfekte mennesker og perfekte liv? Jeg tror det ikke, jeg har i hvert fald aldrig mødt det. Men der findes liv med op- og nedture. Med kærlighed og sorg
For nogle uger siden læste jeg, at trivslen blandt unge kvinder er i bund. I et af verdens rigeste lande, med varieret kost på pæne tallerkener, nyt tøj i skabet og formentlig ret flotte karakterer på standpunktsbeviserne går unge kvinder rundt og har det skidt. Det viser en ny SFI-rapport.   Det overrasker mig desværre ikke rigtig. For et par år siden skrev vi her i FEMINA om præstationsprinsesserne. Det udtryk synes jeg rammer godt, for der er tale om unge kvinder, der egentlig har det meste og lidt til. De har det godt materielt, de har venner, de klarer sig godt i skolen – langt bedre end drengene, men det er en anden historie. Alligevel har de det skidt indeni. De føler sig usikre og pressede.   Som en af de tre piger, der blev interviewet i Berlingske, sagde: ”Du skal næsten være perfekt som pige ...”. Hendes to veninder kunne godt se, at det var helt tosset. Men de føler det samme pres. De skal være tynde, smukke og dygtige TIL ALT!   LÆS OGSÅ: Kvindelige forbilleder giver stress   De tre piger i avisens interview oplever, at de spejler sig i hinanden og samfundet omkring. At der stilles høje krav til dem fra samfundet – for eksempel at man altid hører om superstudenter, der får mange 12-taller, og at Danmark skal være et af verdens bedste lande: ”Det er automatisk nogle krav, du får ind, og hvis jeg ikke klarer det godt, går det ud over alle andre,” siger 17-årige Signe. AV! Det er store krav på en ung piges skuldre. Måske er det derfor, 26 procent af de unge kvinder føler sig pressede.   Jeg er 46 og husker simpelthen ikke, at jeg tænkte særlig meget på karakterer. Faktisk slappede jeg vel nærmest af i gymnasiet, og bagefter tog jeg et par forskellige jobs og rejste lidt ud i verden, inden jeg kom ind på Journalisthøjskolen, der udmærker sig ved, at man ingen bestemt karakter skal have, men derimod bestå en optagelsesprøve, der viser, hvorvidt man er nogenlunde egnet til faget. Min krop har ikke været ”perfekt”, siden jeg var 14, og jeg har alligevel haft både venner og kærester. Jeg er aldrig gået efter pengene eller har haft karriereplaner, men jeg har grebet de chancer, jeg har fået. Og jo – selvfølgelig har jeg også været usikker og i tvivl undervejs. Big time! Faktisk ville jeg ikke give så meget som spidsen af min lillefinger for at være 20 igen. Men jeg husker det også som følelsen af, at sådan er det i perioder. Alt det skriver jeg ikke for at pudse min glorie, men fordi jeg oprigtigt tror, at sådan var det for de fleste af os. Vi oplevede ikke det samme pres, som mange gør i dag.   Jeg ved, at det er svært at råbe de unge op og prøve at overbevise dem om, at livet er godt, og alt nok skal gå, men jeg prøver alligevel. For jeg ærgrer mig over, at netop den tiltro til livet ikke trives i vores del af verden, hvor det jo faktisk er sådan. Det skal nok gå. Og jeg taler ikke for, at vi bare skal læne os tilbage og være ligeglade – men som skatteyder og mor vil jeg mene, at der er plads til lidt mere livsmod og livsglæde i ungdommen. Lidt mere vildskab og tro på, at det sgu nok skal gå alt sammen, også selv om der er 4-taller i karakterbogen, og lårene er runde. Jeg synes, vi som forældre og samfund bør være forpligtede til at lære vores børn, at livet ikke handler om at være perfekt. For hvad er det? Findes der perfekte mennesker og perfekte liv? Jeg tror det ikke, jeg har i hvert fald aldrig mødt det. Men der findes liv med op- og nedture. Med kærlighed og sorg. Ambitioner er godt, men de skal ikke fylde så meget, at man ikke kan trække vejret. Og selv om det er voldsomt umoderne, burde vi måske længes lidt tilbage til dengang, alt ikke blev gjort op i ydre status – for vi er så meget mere end det, der kan måles. Især når vi taler om det, der virkelig betyder noget, nemlig lykken ved at være menneske, elsket og elske ...   LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Prinsessedrømme eller mareridt?