https://imgix.femina.dk/media/article/1508-klumme-dorthe-kandi.jpg
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Skal en god datter passe sine forældre?

3. november 2015
af Dorthe Kandi
Jeg VIL ikke passe min forældre, når de bliver gamle. Jeg skal arbejde mindst 20 år endnu, så rent praktisk bliver det svært
Pårørende til ældre, der ikke kan klare sig selv, skal mere på banen. For eksempel i forhold til rengøring, lægebesøg og lignende. Sådan lød det i min radio for nogle uger siden. Umiddelbart er det nemt at nikke og tænke: Ja, det manglede da bare. At jeg lige smuttede forbi, når min far skal til lægen, eller min mors køleskab trænger til en grundig rengøring. Men nu er der for det første lige den udfordring, at mine forældre bor i Nordjylland og jeg i København, så den hænger min søster nok på ... og er det så rimeligt? Og hvad med de ældre, der ikke har børn, er det så niecer og nevøer, der skal træde til – hvis de har sådan nogen – eller søskende eller ..? Vi har et velfærdssamfund, der er under pres, hører vi hele tiden. Og selv jeg, der ikke er den bedste økonom, kan sådan helt husholdningspungs-mæssigt regne ud, at hvis der er færre kroner i den fælles kasse, så har vi et problem. Men jeg har alligevel ikke helt forstået, hvorfor vi har SÅ store problemer med vores fælles økonomi? Jeg betaler min skat – endda med glæde – det gør de fleste, jeg kender (altså betaler skat, det med glæden står helt for min egen regning). Jeg er klar over, at regnestykket er kompliceret, at der har været finanskrise, at antallet af ældre stiger, og så videre. Men det handler vel også om prioriteringer som så meget andet her i livet. LÆS OGSÅ: Jeg vil ikke se mine forældre Og uden overhovedet at skele til de politiske fløje, så virker det på mig, som om der bredt set er enighed om, at vi ikke skal bruge så mange penge, som vi tidligere har gjort på børn, ældre og andre svage. Det er jeg grundlæggende uenig i. Men bortset fra det økonomiske – så VIL jeg ikke passe min forældre, når de bliver gamle. Og ja, jeg er klar over, at det lyder hårdt. Det handler ikke om, at jeg ikke elsker dem eller ikke vil bruge tid sammen med dem – og jo, den tid kan sagtens handle om noget praktisk, vi kan flytte havemøblerne og vaske vinduerne. Og jo, jeg synes også, at vi er afhængige af hinanden som familie, og jeg vil gerne have et tæt forhold til mine forældre – og mine børn. Men jeg synes ikke, mine forældre bør være AFHÆNGIGE af mig. Afhængige af, om jeg kan komme og køre dem til læge eller vaske deres gulv. Jeg synes, at deres frihed og deres ret til at bestemme, hvornår og hvordan deres hverdag skal se ud, skal være helt uafhængige af, hvordan deres forhold til mig er – og ikke mindst hvor jeg er. Og måske endnu vigtigere synes jeg, de skal have ret til at bestemme, hvor meget og hvad jeg skal involveres i i deres liv. Jeg vil selv gerne være fri for, at min børn skal have fuld indsigt i min sundhedstilstand, jeg vil selv bestemme, hvad de skal vide om mit helbred, og hvordan jeg ønsker at tackle det. Politikerne taler i andre sammenhænge om, at vi skal være villige til at flytte os efter job, om, at vi skal arbejde mere, og meget andet. Og det er sådan set helt fint med mig, jeg er allerede flyttet og elsker mit job. Mine forældre er nu 68 og 73 – jeg skal arbejde mindst 20 år endnu, så mange af os har et liv i dag, som rent praktisk gør det svært at trække på de pårørende. Så er der også lige et problem med tiden – jeg skal jo også gerne have tid til at passe mine børnebørn, for der spares også i daginstitutionerne, så dér er der vist også brug for hjælp og hænder i børnefamilierne. Ved ikke, om jeg kan få tid til fuldtidsarbejde de kommende 20 år ... måske skal vi i hvert fald have både forældre- og børnebørns-omsorgsdage indført. LÆS OGSÅ: Test - Hvilken forældretype er du?

Læs også