Dorthe Kandi: Falsk tryghed?
Du har måske også prøvet at få endevendt din bagage, fordi du havde glemt at putte den lillebitte tube tandpasta i din håndtaske ned i en helt bestemt plastikpose inden flyveturen? Altså jeg sætter bestemt pris på sikkerhedskontrol og på, at myndighederne gør alt for at bremse terrorister og andet skidtfolk, men det er jo hverken din eller min solcreme, der er det virkelige problem, og indimellem får jeg fornemmelsen af at være med i et stort selvbedragsteater.
Den følelse har for nylig spredt sig fra køen i lufthavnen til mit hverdagsliv midt i København. Vi er nemlig flyttet fra forstaden ind til indre by, hvor vi på to måneder har fået stjålet tre cykler. Rimelig surt. Den sidste cykel var tre dage gammel, og vi fik nærmest paranoia – for naboernes cykler stod jo stadig på gaden, eller i hvert fald nogle af dem, hvad ved vi? Men var der nogen, der var særligt ude efter vores cykler? Nå, men vi anmeldte det selvfølgelig til vores forsikring, som uden brok udbetalte erstatning for de tre cykler. Hvilket man måske også kunne forvente, efter at vi, i de 23 år jeg har været sammen med min mand, har betalt omkring 14.000 kroner om året på forsikringer – og kun et par gange tidligere har anmeldt skader.
LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Spred lidt kærlighed
Men et par dage efter seneste cykeltyveri fik vi en e-mail fra forsikringen, som meddelte, at de forhøjede vores selvrisiko fra 900 kroner til 5.000 kroner, når det gjaldt cykeltyverier. Altså mere end fem gange så meget! De var ærlige om grunden, da de efter et par mails skrev: ”Vi ønsker med den forhøjede selvrisiko ikke længere at påtage os risikoen for cykeltyverier i forholdet til de første 5.000 kr. Det er en vurdering i forhold til lønsomheden for jeres police og indtægter kontra udgifter. Det er korrekt, at forsikringen i forhold til tyveri af cykler ikke længere er brugbar, når jeres cykler ikke har en værdi over 5.000 kr.”.
Klar tale. Efter at vi i årevis har betalt 14.000 kroner om året til en forsikring, vi heldigvis ikke har haft brug for, men hvor vi har været særdeles ”lønsomme”, ville selskabet efter i år at have udbetalt godt 9.000 kroner til os for de tre stjålne cykler, gerne af med os som kunder. Sådan forstod vi i hvert fald beslutningen. Og jeg skal ikke trætte med de andre mails, hvor formuleringen kunne (mis)forstås, som om de ikke troede på vores anmeldelser. Men hele oplevelsen pirkede til vores retfærdighedssans og forståelse af forsikring som sådan.
Altså jeg har fuld respekt for, at selskaberne skal drive forretning, så de både kan udbetale forsikringer, løn til deres medarbejdere, husleje osv., men efter at vi sådan cirka har indbetalt godt 300.000 kroner til forsikringer gennem mere end 20 år, synes vi, 9.000 kroner den anden vej er rimelig ”lønsomt”. Nu skal vi retfærdigvis sige, at vi undervejs har skiftet selskab, og det derfor ikke er samme firma, der har tjent på os – men princippet er jo det samme.
Samtidig giver hele denne oplevelse mig en fornemmelse af falsk tryghed. For når vi betaler tusindvis af kroner til en forsikring, så er det jo netop i håb om ikke at skulle få brug for den, men – HVIS man får brug for den, skulle trygheden jo netop være, at så er den der. Også selv om ”skaderne” kommer i en stime. Og ja, jeg er særdeles træt af cykeltyverier, som i øvrigt trods forsikringspengene har kostet os penge ud over frustration. Og det er jo almindelig kendt, at det er straffrit at stjæle cykler, men det er jo svært at ændre på som enkeltperson.
Så nu overvejer at bliver selv-forsikrende i den forstand, at hvis vi fremover regner med samme frekvens af skader, så kan det blive særdeles lønsomt at beholde forsikringspengene selv. Så ved vi også, at hvis vi får en stime af skader, så ender vi i samme situation, nemlig den, at vi må betale selv. Men så har vi jo de foregående års opsparede forsikring at trække på. Og ikke mindst slipper vi for fornemmelsen af falsk tryghed og såret retfærdighed og måske værst af alt: Følelsen af at være dumme nok til at have en forsikring, som kun gælder, indtil man får brug for den.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk