Katrine_Brocks

"Det er egentlig lidt skørt, at jeg sidder her og taler med dig om de ting, som jeg ikke har talt med mine forældre om i 15 år"

13. januar 2023
Af Camilla Wass
Foto: Mathilde Schmidt
Filminstruktør Katrine Brocks bliver kaldt “et lysende talent” og har modtaget flere priser og international anerkendelse. Nu er hun aktuel med sin første spillefilm, “Den Store Stilhed”, der udspiller sig i et kloster og går tæt på et emne, som for Katrine er forbundet med mange svære og uafklarede følelser.

Det er egentlig lidt skørt, at jeg sidder her og taler med dig om de ting, som jeg ikke har talt med mine forældre om i 15 år.

Jeg tror, der har boet en barnefrygt i mig om, at hvis jeg sagde det højt – “Jeg tror ikke længere på det, som I tror på” – så ville mine forældre elske mig mindre.

Det har mine forældre aldrig nogensinde givet udtryk for, men jeg har alligevel valgt at tie stille. Lige indtil nu.

Filminstruktør Katrine Brocks smiler lidt, mens hun trækker benene op under sig i sofaen.

Vi sidder i hendes lyse lejlighed på Christianshavn – væggene er sart lyserøde, og moderne kunst pryder lejligheden.

Katrine er lige kommet hjem fra Chicago, hvor hendes første spillefilm, “Den Store Stilhed”, blev vist på den anerkendte Chicago Film Festival.

– Jeg har stadig lidt jetlag, så du må virkelig undskylde, hvis jeg kommer til at vrøvle lidt, siger Katrine.

– Det var fantastisk at opleve, at “Den Store Stilhed” blev vist i på festivalen i Chicago. Jeg gik hen til billetdamerne bagefter og fik en billet med hjem som souvenir. Det er en drøm for mig at se titlen på en film, jeg har instrueret, på en biografbillet – det gør mig vildt stolt, på hele holdets vegne.

Katrine_Brocks

Et lysende talent

Katrine Brocks er blevet kaldt “et lysende talent”.

Hun er uddannet fiktionsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2019, og året efter blev hendes afgangsfilm, “Over skyerne, under bølgerne”, nomineret til en Robert.

I 2021 vandt Katrine en Robert for sin seneste kortfilm, “Uden at blinke”, efter idé og manuskript af Marianne Lentz, og nu har de to sammen skrevet Katrines første spillefilm, der får premiere 12. januar.

– Vi har arbejdet på “Den Store Stilhed” i tre år, så jeg glæder mig til, at filmen får dansk premiere. Men jeg har også været lidt nervøs for at tale om filmens tema, fordi det er noget, der ligger mig meget nært og som er ret personligt for mig.

– Jeg har lavet film i 10 år, og jeg har altid vidst, at jeg en dag ville lave en  film, der handler om religion – selv om det for mig er et tema, der er forbundet med mange svære og uafklarede følelser.

– Men sådan er det: Jeg vil lave film om det, der river og flår i mig, siger Katrine.

Hun er selv vokset op i et kristent bofællesskab i Gentofte.

– Mine forældre mødte hinanden på en bibellejr i 1970’erne, og hvor mange andre på den tid flyttede i kollektiv med bollerum, valgte mine forældre en lidt anden model, siger Katrine.

– I bofællesskabet var der bordbøn, aftenbøn – og Bibelkreds om fredagen, hvor de voksne spiste kage og drak te, mens de diskuterede en tekst fra Biblen.

– Vi børn sad inde i et andet rum og så “Disney Sjov”, så det var ikke sådan, at jeg var tvangsindlagt til “De 10 Bud” hver fredag. 

– Men kristendommen dannede bagtæppet for min barndom, og jeg gik også i katolsk skole, hvor der var morgensalme hver morgen og bordbøn inden madpakkerne.

Hvad har det givet dig at vokse op i et kristent miljø?

– Det er meget komplekst for mig at svare på, for på den ene side har det givet mig en kæmpe interesse for eksistentielle emner, som jeg bl.a. dykker ned i som filminstruktør.

– Men det har også gjort, at jeg har en tendens til at skjule sider af mig selv – og ikke rigtigt tør give plads til mine “grimme” sider. Det er noget, jeg har kæmpet rigtig meget med – og som jeg stadig kæmper med, fortæller Katrine.

Kort om Katrine Brocks

Katrine Brocks, 33 år, er født i Gentofte og er vokset op i et kristent bofællesskab.

Hun er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2019.

Aktuel med sin første spillefilm, “Den Store Stilhed”, der har dansk biografpremiere 12. januar.

Fascination af nonnen 

I “Den Store Stilhed” møder vi 29-årige Alma, der har lagt sit gamle jeg, Silje, bag sig for at starte et nyt liv som nonne hos Søstrene af det Evige Lys.

– Jeg er endeløst fascineret af klosterlivet, og ideen om at have en nonne som hovedkarakter kom af, at jeg som 12-årig var med, da en nær veninde af familien aflagde sine evige løfter til en søsterorden i Sydeuropa.  Det gjorde kæmpestort indtryk på mig, siger Katrine og fortsætter:

– Når du vælger at blive nonne, skal du aflægge tre løfter: Om lydighed, fattigdom og kyskhed, og det er på mange måder at afsværge alt det, der kendetegner livet som moderne, vestligt menneske.

– I hvert fald det, der for MIT vedkommende giver livet mening og indhold: Familie, verdslig kærlighed, ejendele, karriere. Så det at blive nonne er jo det vildeste valg.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Findes der stadig unge kvinder, der vælger nonnelivet?

– Ja, på verdensplan gør der, men i Danmark er tilslutningen til klostre nedadgående. Jeg har besøgt en del klostre i forbindelse med min research, og den yngste nonne, jeg har mødt, er nok i slut-40’erne.

– Men nonnen som arketype er begyndt at dukke op i film og i litteratur, siger Katrine entusiastisk.

– Jeg tror, at fascinationen af nonnen bunder i, at du som nonne træder ind i et system, hvor ALT er tilrettelagt for dig, og det tror jeg godt kan være en længsel for det moderne menneske. At leve et stille og simpelt liv, uden overforbrug, hvor du ikke skal træffe så mange valg – og hvor du føler, at du er en del af noget større.

Jeg tror, at fascinationen af nonnen bunder i, at du som nonne træder ind i et system, hvor ALT er tilrettelagt for dig, og det tror jeg godt kan være en længsel for det moderne menneske.

Har du nogensinde selv overvejet at gå i kloster?

– Nej, jeg tror, jeg har alt for meget krudt i røven til at blive nonne. Jeg er lidt af en stimulansjunkie og har hele tiden gang i en podcast, lytter meget til musik, hænger ud med mine venner – og i det hele taget er der rigtig meget tempo på mit liv, så det ville være svært for mig at leve i et kloster. Jeg er heller ikke troende længere, siger Katrine.

Hun tilføjer:

– Det var jeg som 12-årig. Og det er vildt at være vidne til, at et menneske træffer så gennemgribende et valg. Det har sat mange ting i relief, i forhold til hvad der er vigtigt for mig, i mit liv.

Katrine_Brocks

Englebarnskomplekset

Katrine fortæller, at hun under arbejdet med “Den Store Stilhed” opfandt et nyt begreb.

– Englebarnskomplekset var et udtryk, der kom til mig, da jeg skulle sætte ord på kernen i filmen. Det handler om at gå rundt med en følelse af, at man kun er værd at elske, hvis man gør alt “det gode”.

– Det KAN man jo ikke hele tiden – og denne her indre splittelse mærker jeg også rigtig meget selv, fortæller Katrine.  På hvilken måde?

– Jeg vil ikke kalde mig selv for et englebarn – men jeg har et behov for at fremhæve de bedste sider i mig selv og gemme alt det grimme og mørke væk. Og så har jeg en meget lav grænse for, hvornår jeg får intenst dårlig samvittighed over noget, jeg har sagt, gjort – eller IKKE gjort, lyder det ærligt fra Katrine.

– For mig har det at vokse op med Jesus som forbillede gjort, at jeg hele tiden måler mig selv op af et ideal, som er umuligt at efterleve.

– Senere har jeg fundet ud af, at hele grundtanken bag kristendommen er, at vi kan få tilgivelse – uanset hvad. Den nuance fangede jeg ikke lige som barn, siger Katrine med et lille smil.

– Det er vigtigt for mig at sige, at jeg aldrig har været i tvivl om mine forældres ubetingede kærlighed, men i min barneopfattelse af troen var der ikke plads til at begå fejl.

– Jeg havde mange samtaler med Gud, inden jeg skulle sove, og jeg oplevede Gud som en overvågende instans. En slags Big Brother, der holdt hånden over mig og gav mig tryghed – men som også var en streng faderskikkelse, der holdt øje med mine handlinger og med mine tanker. For at være elsket skulle jeg være god hele tiden, og det er en ret vild tankecensur at have kørende, når man er et barn.

I “Den Store Stilhed” er Alma ved at gøre sig klar til at skulle aflægge sine evige løfter.

Vi møder hende på besindelsesdagene, som er de dage, der leder op til ceremonien, hvor man vier sit liv til Gud. Alma bruger dagene på at tænde stearinlys, sy sit slør og forsøge at give sig hen til bøn.

Men midt i det hele banker Almas bror Erik – som hun ikke har set i mange år – på døren. Med alkohol i blodet tromler Erik ind på klostret, og da han konfronterer Alma med en dyster familiehemmelighed, er stilhedens magi endegyldigt brudt. 

– Alma tror, at livet som nonne kan befri hende for de traumer, hun bærer rundt på. Hun har efterladt sit gamle jeg, Silje, uden for klostrets tykke mure og vil ikke rigtig forholde sig til det mørke, hun har med i bagagen.

– Hele ideen med et kloster er jo, at du kan skabe et lille paradis på jord. En lille verden i verden, hvor syndefaldet ikke eksisterer. Men der er ikke rigtig hul igennem, når Alma prøver at gå ind i stilheden.

Katrine_Brocks

Ja, hvad søger Alma i stilheden?

– Det spørgsmål har været udgangspunktet for filmen, for hvad får et menneske til at vælge så anderledes et liv? Og hvad finder hun i stilheden – en højere indsigt? Eller en rungende tomhed? Det er der ikke et entydigt svar på, siger Katrine gådefuldt. Og tilføjer:

– “Den Store Stilhed” er først og fremmest et familiedrama, men det, at historien udspiller sig i et kloster, gør det muligt at sætte nogle eksistentielle temaer på spidsen. Og så er det jo en gave for en filmskaber at have en arena med så mange regler – for så kan man putte en karakter ind som ikke kan finde ud af at overholde alle de regler.

For at være elsket skulle jeg være god hele tiden, og det er en ret vild tankecensur at have kørende, når man er et barn.

Orkester midt i klostret

Men hvordan laver man et troværdigt billede af hverdagen i et moderne kloster, uden at der går for meget krucifiks og nonnedragt i den?

– Ja, det har været en svær balance at finde, og vi har ledt langt og længe for at finde den rigtige location, fortæller Katrine.

– Vi skød nogle scener i et gammelt kloster i Helsingør, med buegange og kalkmalerier. Da vi bagefter så optagelserne, med nonner, der gik rundt i nonnedragter og snakkede om Gud i de her meget hellige omgiver, blev udtrykket ALT for bastant. Det var ost med ost på, griner Katrine. 

– Så fik vi et tip om en skole i Albertslund, der har en moderne arkitektur med nogle lange gange og en atriumgård, som har den dér klosterfeeling, vi var på udkig efter.

– Det er en stor bygning, så vi fik lov til at indrette en hel afdeling af skolen som kloster – og det er sjovt at se, hvad der sker med et rum, bare man hænger et krucifiks op på væggen.

I “Den Store Stilhed” spiller Karen-Lise Mynster rollen som klostrets priorinde.

– Jeg ville rigtig gerne væk fra nogle af de klicheer, der knytter sig til klostret – bl.a. at priorinden altid er en kold og streng nonnemor.

– Det var noget af et scoop at få Karen-Lise Mynster med i den rolle, for hun har en aristokratisk udstråling og en stor autoritet, når hun taler – og så har hun også en moderlig varme, som hun kan “slå til” – og så strømmer den bare ud af hende. De kontraster var rigtig interessante for mig at arbejde med, lyder det entusiastisk fra Katrine. 

Hvordan viser man stilhed på film?

– Ja, det er noget jeg og filmens tonemester, Anders Ankerstjerne, har arbejdet rigtig meget med, for det handler om at lave et nøje udvalgt lydbillede.

– Ankerstjerne blev lidt bleg, da han fandt ud af, at en lokal musikskole havde øvelokale lige ved siden af de lokaler, vi havde indrettet som kloster. Så vi bad en stille bøn om, at tubaerne ikke ville gå i gang, mens vi var midt i optagelserne. Heldigvis gik det fint.

I filmen går Alma i en sen nattetime ned af klostrets lange, øde gange. Et gardin blafrer, et lysstofrør blinker i mørket, og en regndråbe skærer gennem klostrets stilhed.

– Vi bruger nogle greb fra den psykologiske thriller i filmen: Vand, der bliver til blod, og regndråber, der drypper langsomt og bryder den totale stilhed i klostret. Det er interessant, for hvis der bare er en lille bitte lyd, så bliver man også mere opmærksom på stilheden.

Skræmmende stilhed 

I “Den Store Stilhed” må nonnerne tage hørebøffer på, da en større renovering af klostret går i gang.

Og pudsigt nok finder larmen også vej herind i Katrines stue, mens vi taler om filmen.

Pludselig går en øredøvende larm i gang ude på gaden, hvor en flok vejarbejdere bryder asfalten op for at gøre plads til fjernvarme. Katrine går hen og lukker døren til sin altan. 

Katrine_Brocks

– Ja, stilhed er en mangelvare for det moderne menneske. Man skal aktivt opsøge stilheden – sådan er det i hvert fald, når man bor i byen.

Hvad finder man, når man går ind i stilheden?

– Jeg tror ikke nødvendigvis, at svaret findes i stilheden, men jeg tror, at mennesket gennem alle tider har søgt en form for eksistentiel indsigt i stilheden. For mit eget vedkommende har tanken om stilhed altid været ret skræmmende.

Hvordan kan det være? 

– Det hænger sammen med, at jeg – mens jeg gik på Filmskolen – havde to perioder, hvor jeg var ramt af depression og angst.

– Det var to meget voldsomme oplevelser for mig, og hvis man er et menneske, der har mange bekymringer og lidt “larm oppe på første etage”, så kan det at sætte sig ind i et stille rum virke meget overvældende. Sådan er det i hvert fald for mig. 

Katrine har lavet to kortfilm, der begge handler om psykisk sårbarhed.

– Min afgangsfilm, “Under bølgerne, over skyerne”, blev vist på Det psykiatriske Topmøde, og det betyder rigtig meget for mig. Jeg vil gerne lave film, der kan være med til at starte nogle samtaler om vores indre liv.

– Da jeg selv blev ramt af depression og angst, var det så voldsomt ubehageligt, at jeg følte et stort behov for at lave film om psykisk sårbarhed, i et forsøg på at være med til at aftabuisere det.

– Det er hver femte af os, der bliver ramt – så det er underligt, at vi ikke kan tale mere åbent om det. Jeg tror og håber, at filmmediet kan være med til at give nogle nuancer til noget, der ofte bliver reduceret til diagnoser, siger Katrine alvorligt.

Med angst og depression – hvordan klarede du så Filmskolen?

– Jeg var omringet af et hold, der bakkede mig op, og som hele vejen igennem troede på, at jeg nok skulle få det bedre igen.

– Da jeg fik det dårligt og var nødt til at “tjekke ud”, fordi jeg ikke kunne hænge sammen, var der nogen, der tog over og bar mig. Så jeg kunne vende tilbage, når jeg fik det bedre.

Katrine får lidt blanke øjne, mens hun taler videre.

– Filmbranchen er et konkurrencepræget miljø, men på mange måder blev min tid på Filmskolen også en meget stærk oplevelse for mig af fællesskabet i det at lave film – hvor meget kraft der er i det.

Har du fået det bedre i dag?

– Ja, meget. Og der er jo ikke en simpel årsag til, at man får angst og depression – men jeg tror på, at hvis du prøver at undertrykke nogle sider af dig selv og gemme mørket væk, så bobler det op på et tidspunkt. På den måde er psyken en meget snedig størrelse.

Katrine Brocks betegner ikke længere sig selv som kristen.

– Jeg ser mig selv som et åbent, søgende menneske, og egentlig har det at bevæge sig væk fra den kristne tro været en stille udfasning for mig.

– Det var ikke sådan, at jeg pludselig blev satanist eller begyndte at smække med dørene, men da jeg startede i gymnasiet, fik jeg øjnene op for, at man kan se verden på andre måder end den, jeg var opvokset med.

– Det var, som om der blev prikket hul på en boble, fortæller Katrine.

– Jeg gik på Aurehøj Gymnasium, hvor der var fest og farver og en masse unge mennesker med kreative ideer. Det var virkelig overvældende, og jeg begyndte at skamme mig over at være vokset op med kristendommen, siger Katrine med et lille smil. 

– Jeg underspillede min religiøse baggrund, og nu, hvor jeg er begyndt at åbne op om den i forbindelse med filmen, har mange af mine venner sagt: “WHAT – vi anede ikke, at du var vokset op i en kristen familie.”

Katrine_Brocks

Tro og tale

Katrine fortæller, at hun har brugt de sidste 15 år på ikke rigtigt at tage stilling til sin tro.

– Jeg tror, at jeg har lukket ned for et rum i mig selv. Et rum som egentlig ER ret søgende og spirituelt. Jeg har slet ikke kunnet overskue at gå ind i det, lyder det fra Katrine. Hun tilføjer:

– Men jeg mærker, at det rum langsomt begynder at åbne sig for mig igen, efter at jeg har lavet filmen. På en måde er biografrummet blevet mit kirkerum. Det er et rum, man træder ind i – og hvor man skal være stille, fordi der er en fortælling, der bliver formidlet.

Og dine forældre, hvordan har du det med dem?

– Vi er stadig meget tætte, og jeg elsker mine forældre højt. Mit forhold til tro har vi ikke talt om i alle de år, men jeg håber, at de spørgsmål, som “Den Store Stilhed” rejser, kan hjælpe os til at få hul på den snak.

– Mine forældre har ikke set filmen endnu, men de glæder sig, smiler Katrine Brocks.