"Der er noget skamfuldt ved ikke at fylde huset med en kæmpe familie"

Sidste år var anderledes. Først var der den store familiejulefrokost med hele det traditionelle udtræk. Og så holdt Merete Pryds Helle juleaften med sin datter og hendes hollandske kæreste, sin mor, sin mand og sin ”papdatter”.

– I år bliver vi kun min mand, min mor og jeg. Det har jeg aldrig prøvet før! Mine børn er dels blevet voksne, og så har de fået ikke-danske kærester, så min søn vil være i New York og min datter i Amsterdam, og min papdatter er hos sin mor i år.

– Min søn spurgte meget venligt, om vi ville komme til New York, det havde været sjovt, men det har jeg ikke råd til. Så der er kun os tre tilbage.

Merete klager ikke. Det er fint, som det er. Man skal kunne give slip, det er også vigtigt for hendes børn at være i deres nye familier, siger hun. Martyriet ligger ikke til hende.

Men hun kan alligevel godt mærke, at ”der er noget på spil” følelsesmæssigt.

– Ja … julen har altid betydet meget for mig. Jeg prøver jo at se mig selv som meget moderne, ha ha, men når det kommer til jul, er jeg blevet meget traditionel.

– Mine børns far har aldrig været til jul, så det har altid været lidt MIG, der har skullet køre det hele, men det har jeg også gjort med stor fornøjelse. Jeg kan rigtig godt lide jul og traditioner. Pynt. Gaver. Træ. ALT. Det er mig.

– For mig er julen ligesom bundet af året, der er nogle ting, der samler sig der, så der er noget vigtigt i det. Det er ikke religiøst, mere tidens cyklus og ”hvem er vi i år?”.

– Jeg har både mistet min søster og min far og har en nevø og en niece, der også bor i udlandet og en tredje, som slet ikke bryder sig om jul. Jeg er også blevet skilt fra mine børns far, det betyder også noget. Nogle gange tænker jeg, at alting KUNNE have været anderledes, hvis ingen var døde, blevet syge eller boede andre steder. Og juleaften viser meget tydeligt, hvem vi er nu, ikke?

Så sidder man dér med al sin juletrang og faktisk kun sin mor at dele den med sådan traditionelt. For Meretes mand, Omid Khodabakhshi, er fra Iran.

– Han er ikke vokset op med juletraditioner, han er meget venlig og følger med, men han forstår det ikke, vel? Jeg plejer at lave både flæskesteg og and, men det kan vi ikke spise, når vi kun er tre. Men måske laver jeg alligevel det hele – også risalamande – så spiser vi det over flere dage.

Men der er ikke juletræ i år.

– Der er ikke noget nålejuletræ her, det tror jeg aldrig, der kommer igen.

– Jeg synes ikke, vi kan have juletræsproduktion mere, det er en monokultur, der ikke er god for biodiversiteten. Men jeg har et meget fint hvidt designerjuletræ. Sådan en stang med nogle sidestænger. Vi kommer nu ikke til at danse om det.

– Vi synger heller ikke. Ikke bare os tre. Jeg elsker ellers at synge. Jeg går aldrig i kirke, hvis jeg kan slippe for det, men gør det nogle gange juleaften bare for sangenes skyld. ”En rose så jeg skyde” …

– Jeg er vokset op med, at man synger rigtig meget og danser om juletræet og slutter med ”Nu’ det jul igen”, hvor man løber rundt i huset, og hvis det er rigtig sjovt, løber man ud af huset og rundt og tilbage og åbner gaver og der er mange, fordi man er mange, så det tager lang tid. Alt det er ligesom væk.

Og så siger hun ærligt:

– Der er noget skamfuldt ved ikke at fylde huset med en kæmpe familie. Dét er, fordi jeg synes, at man, især som kvinde, oplever det som en livssucces, at man er en af dem, der fylder huset, og man har travlt og skal lave pakkekalender og alt muligt. Men du kan godt forestille dig, at jeg faktisk ikke har travlt i december nu, vel? Altså, jeg skal købe to gaver …

Det handler, siger Merete, ikke for hende om at vise omverdenen, at man er en julesuccesfuld familie.

– Nej, for mig er julen ikke noget ydre, det er faktisk noget indre. Når jeg pynter op, gør jeg det jo kun for dem, der kommer i mit hjem.

– Der er ikke noget ydre blik på det, men der er ligesom … den indre tilfredsstillelse ved det. For det er et LIVSMÅL for mig at have en familie. Måske fordi … min egen familie var svær. Jeg vendte det hele ryggen, forlod min familie og har skullet skabe mit eget, ikke?

– Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 15 år. Jeg var også ung i den lidt sorte tid med BZ, og man måtte ikke have studenterhue på, det var no future og nej til alting. Sådan noget som jul var det mest latterlige, man kunne forestille sig.

Merete lagde afstand til de fleste af de traditioner, hun var opdraget med.

– Den måde, mine forældre havde en familie på, var meget traditionel. Jeg er ikke hjemmegående husmor, som min mor var, det er jeg lykkelig for. Der er en hel masse, jeg ikke har taget til mig igen, men julen har jeg, og det gjorde jeg, da jeg fik børn.

Men det er stadig hendes mor, der laver sovsen.

Og ude på Meretes veranda hænger en lyskæde. Det er også, som det plejer og så alligevel ikke. For den kører på solceller i et Europa i ufrivillig forandring.

– Det er så sødt og romantisk med lys på verandaen om vinteren, men jeg kan jo ikke brænde unødvendig strøm af nu for at pynte. Det kan jeg ikke forsvare over for det fællesskab, vi faktisk udgør, derfor kører den på solceller.

– Der er noget spændende ved den måde, vi sparer på varmen og elektriciteten på lige nu. Hvis det havde været et krav oppefra – fra regeringen – tror jeg egentlig, man ville blive trodsig: Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal! Men nu handler det altså om vores egen pengepung, og samtidig kan vi føle, at der i selve det at skrue ned er en slags modstandskamp imod Putin og den form for fascisme, han står for. Jeg tror, det er sådan en flamme, der kan holde lidt varme i os i julen.