"Denne her aldersshaming stikker langt dybere end det kropslige"

Inden for de seneste par år har Charlotte Bircow Næss-Schmidt gjort nogle ting, hun slet ikke plejer.

Overtrådt et par grænser, gået lidt ud af sin comfortzone. Og det er endt ret så godt …

Vi starter i den alvorligere ende.

For nogle måneder siden lagde hun en af sine videoer op, hvor hun på egen 61-årige bikiniklædte krop viste, hvordan et af hendes produkter fra serien Active by Charlotte skulle påsmøres.

Når ens målgruppe er 45+, giver det nemlig god mening, at det ikke er en 24-årig, der er model.

Charlotte har brugt sig selv i videoerne mange gange før. Og hun har egentlig også prøvet at modtage ubehagelige beskeder før. Hendes reaktion plejer at være den samme.

– Jeg sletter beskederne. Ikke så meget for min egen skyld, men for de personers skyld, der har sendt den grimme kommentar. For jeg er af den overbevisning, at det nok er mennesker, der har problemer i deres liv, og jeg ønsker egentlig ikke at udstille dem, selv om de udstiller mig.

– Og det vil ske, hvis kommentaren bliver stående, for så vil de mange søde følgere, jeg har – og dem er der nok 99 procent af – bombardere personen.

Hun nævner en håndfuld af de seneste kommentarer, hun har fået.

“Du ser ikke godt nok ud til at gå i bikini.” “Man kan ikke gå i bikini, når man er fyldt 60.”

“Du er simpelthen for slidt til at tage selfies.”

“Kan du ikke selv se, at du ikke har det der pik-glimt i øjet mere?”

“Dér fik du da dine fem minutters fame ...”

Nu har hun valgt at lade kommentarerne stå. For alle kan få nok. Det skete også for Charlotte.

– Jeg tog bladet fra munden og skrev et opslag. For det her handler ikke om mig, men om noget større.

– Jeg ved godt, jeg har en pæn krop, så jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke grimme beskeder andre mon modtager?

– Der er mange, der slet ikke tør dele noget af frygt for ubehagelige reaktioner. Det handler om, at vi skal vågne op og behandle hinanden sødere i det hele taget.

– Jeg er sikker på, at vi også ville få det bedre med os selv så.

Ligesom hendes agenda ikke blot drejer sig om de beskeder med hård ordlyd, der lander i hendes indbakke, er den heller ikke kun centreret om retten til at gå i bikini i alle aldre og uanset krop.

Flere kendte kvinder har bakket Charlotte Bircow op og vist deres todelte badeoutfit, og det glæder hende. Så længe budskabet når facetteret ud.

– Denne her aldersshaming, som jeg kalder det, stikker langt dybere end det kropslige. Vi har ganske rigtigt konventioner og gamle, fastgroede normer, der går på, at man ikke kan gå i shorts, bikini eller have langt hår, når man når en vis alder, men det handler i høj grad også om det økonomiske og arbejdsmæssige.

– At det bliver sværere at få et lån i banken, at man ikke får nær så meget udbetalt i forsikring, hvis der sker en ulykke, at ens forsikringsbetingelser i det hele taget ændrer sig. Det bliver sværere at få et job, selv om man har årelang erfaring, ingen hjemmeboende børn eller risiko for at blive gravid.

– Man er jo en kæmpegevinst for arbejdsmarkedet, hvis der ellers blev åbnet lidt op. Der er så mange punkter, jeg synes, vi bør kigge på.

– Vi er altså ikke døde, fordi vi er 60 år. Livet fortsætter, og vi bliver ældre og ældre. Min mor var 72 år, før hun gik på pension.

Selv har Charlotte heller ingen planer om at stoppe med at arbejde.

Da hun solgte sit træningscenter for 25 år siden, besluttede hun, at hun ikke mere ville have ansatte.

Hendes job skulle kunne klares fra en computer og en telefon. Hun ville være en digital nomade, inden begrebet egentlig eksisterede.

Det lykkedes.

I dag styrer hun sin cremeserie med succes fra Monaco med kun få afstikkere hjem til nogle møder, messer og enkelte foredrag.

Hvordan hun landede i sit nye hjem i det lille fyrstedømme på Rivieraen, hører til i den romantiske afdeling af det her med at smutte lidt ud af sin comfortzone.

Og starter med en lille opsang fra en god ven.

Har det hele

For ca. to år siden sad Charlotte en aften med et glas vin og kiggede lidt på Facebook. I baghovedet lød et par velmenende ord fra hendes ven, frisøren Dennis Knudsen:

“Charlotte, hvis du skal møde en, må du altså åbne øjnene og være lidt udfarende.”

Ikke just hendes sædvanlige strategi. Hun er hverken typen, der går meget i byen eller hopper på Tinder.

Mændene skulle helst komme til hende, og egentlig havde hun også indstillet sig på at være single, måske resten af livet.

Nu var det gået fint i syv år, hun nød sit eget selskab.

Alligevel manglede der noget. Hun kunne godt mærke, at det ultimative ville være at have en at dele livet og snakke med. Og kysse på.

Hendes blik faldt på nogle billeder af en mand. Per Steffensen.

Hun anede ikke, hvem han var, men tænkte, at “hold da op, han ser godt nok sød og dejlig ud”, og hun fandt ud af, at det var en fotograf, hun kendte, der havde taget billederne.

Og så gjorde Charlotte noget, hun aldrig havde gjort før. Sendte en venneanmodning. Med Dennis’ ord in mente.

Der gik nogle dage, så kunne hun se, at Per havde sendt en besked i Messenger. Og slettet den igen.

– Jeg tænkte, at han nok ikke helt vidste, hvad han skulle skrive til mig, så jeg skrev:

– “Hej, sikke nogle flotte billeder, Elona Sjögren har taget af dig.” Og så svarede han, og vi begyndte at skrive sammen.

Der var dog noget, Charlotte spekulerede over. Hvad Per mon havde skrevet i den besked, han havde slettet igen?

– Og så fortalte han mig, at han egentlig bare ville forklare, hvorfor han ikke havde accepteret min venneanmodning …!

Charlotte bryder ud i latter.

– Er det ikke sjovt? Det var slet ikke faldet mig ind, at jeg burde have tjekket, om han overhovedet havde accepteret den anmodning.

– Så jeg spurgte ham drillende, om vi da skulle lade være med at skrive sammen? Men nej, det syntes han nu ikke …

I dag er Per og Charlotte for længst blevet Facebook-venner, for deres spirende, sitrende samtale på Messenger udviklede sig.

Efter en lille måned tog hun til Monaco, hvor Per, der er tidligere professionel fodboldspiller, har boet i 13 år og arbejder som international fodboldagent.

Nu skulle de mødes i virkeligheden – briste eller bære.

– Puh, dér var jeg da nervøs, men tænkte også, at jeg jo bare kunne tage på hotel, hvis det slet ikke gik.

Men det gjorde det, og i december flyttede hun ned i Pers lejlighed og udlejede sin egen i Hellerup.

Var det en svær beslutning?

– Nej, egentlig ikke. Når man finder kærligheden, synes jeg, man skal følge den. Og Per har det hele.

– Vi kan tale om alt, og mine tre børn og to børnebørn elsker ham, ligesom jeg elsker hans børn og børnebørn.

– Han er hjertevarm, har kant og pondus. Han er alt, hvad jeg har drømt om, min sikre havn. Og jeg har altid været forandringsparat og god til at tilpasse mig.

– Så mine børn har godt vidst i mange år, at en dag, når de var flyttet hjemmefra, kunne jeg sagtens forestille mig at bo i udlandet.

Livet under den varme sol, omkranset af hav, passer Charlotte strålende.

Om morgenen står den på kaffe og hjemmepresset appelsinjuice, lidt arbejde og halvanden times træning med Per.

Så laver de mavebøjninger, løfter håndvægte, laver squats og powerwalker 8-15 kilometer. Sved på panden? Ja! Tid til lidt oaser? Oh, yes!

– Vi kan sagtens finde på at stoppe på vejen hjem fra en træning og nuppe et glas rosé på en strandbar, spise en god frokost, leje en strandstol, smide tøjet og hoppe i havet.

– Og så er Per den mest impulsive mand, jeg nogensinde har kendt. En dag hentede han mig fra træning og spurgte, om vi ikke skulle køre til San Remo?

– Og det gjorde vi så, og da vi havde spist frokost der, foreslog han, at vi kørte videre til Milano og tog en overnatning.

– Jeg havde intet med, sad der i mit træningstøj, men vi købte bare nogle tandbørster undervejs og havde en skøn tur.

Livet er ret godt. Og det ses tydeligt, at Charlotte er fyldt godt op på lykkedepoterne.

Hun oser af ro og smittende livsgejst. For nylig fejrede hun 61-års fødselsdag. I Milano, på en fancy restaurant, omgivet af venner og kæreste.

Præcis så festlig som hendes runde fødselsdag 11 år tidligere også skulle have været, indtil en brystkræftdiagnose 14 dage før ændrede alt.

Vær glad nu og her

I 2011 måtte Charlotte gennem 36 strålebehandlinger og seks omgange kemobehandling, og samtidig havde hendes mor også fået kræft – igen.

Den tarmkræft, hun havde kæmpet med 25 år tidligere, var kommet tilbage.

Lidt tid efter at Charlotte var blevet raskmeldt, døde hendes mor, 78 år gammel.

Hvad betød det for dig, at din mor nåede at se dig rask?

– Det betød uendelig meget. Det gik så hurtigt med hende til sidst, hverken vi eller hun selv vidste, hvor slemt det stod til.

– Men jeg tror, hun kunne få fred, da hun fik at vide, at nu var hendes datter raskmeldt. Og vi fik sagt, hvor højt vi elskede hinanden.

Charlotte bruger ikke tiden på at være angst.

Og da hun sidste år kunne forlade kræftpakken efter 10 års medicinering, var det heller ikke en dag, hun markerede.

– Hvis kræften kommer tilbage, ligesom den gjorde med min mor, må jeg tage den derfra.

– Jeg lever livet på fuld knald, for det er nu, jeg har det! You never know, vær glad nu og her. Det, der var hårdest for mig, både da jeg blev skilt og fik kræft, var at gøre mine tre børn bekymrede og kede af det.

– Jeg ville ønske, jeg bare havde kunnet “tage den” alene.

Du har sagt, at man ikke skal føle nogen skyld over at blive ramt af kræft. Tror du, mange oplever det?

– Ja, men det er meget vigtigt, at man ikke føler skyld.

– Da jeg blev ramt, var der mange, der skrev til mig, at de var glade for, at jeg havde fået kræft, ikke forstået som, at de i ondskab glædede sig over min sygdom, men over at en som mig, som har levet sundt og gjort alt det såkaldt rigtige, også kan få kræft.

– “Hvis DU kan få det, kan alle få det”, skrev de til mig.

– Det frigjorde dem fra dårlig samvittighed. Det gjorde mig meget opmærksom på, hvor vigtigt det er ikke at gå og spekulere over, hvad man mon har gjort galt.

Charlotte har flere mottoer. Ét lyder: “ Du er ikke herre over, hvad der sker, kun over hvordan du reagerer.” Et andet: “Modgang gør dig stærk – hvis du er rustet til det!” Det sidste uddyber hun:

– Jeg tror selv, at dét, der var vigtigst for at få mig gennem min kræftdiagnose, var, at jeg havde et godt udgangspunkt.

– Jeg har altid brugt motion, ikke bare til at forme kroppen, men også få det bedre mentalt.

– At komme ud i naturen er helt basalt, vi er pattedyr og trives bedst derude.

– Det er det optimale sted at tænke, og efter en løbe- eller gåtur under åben himmel kan man løse problemerne på en helt anden måde.

– Det har altid været en vigtig del af mit liv.

… så du var et godt sted også mentalt i dit liv …?

– Jah … eller … det viste sig så, at ham, jeg var kæreste med, så andre kvinder ved siden af …

Mens du havde kræft?

– Ja, er det ikke ufatteligt?

– Og jo, selvfølgelig var jeg vred på ham og sluttede det også, men tænk på de kvinder, der vælger at være sammen med en mand, hvis kærestes ansigt er på alle landets aviser, fordi hun har kræft. Hvem gør dog sådan noget …?

Charlotte stiller spørgsmålet med en genuin stille undren: Hvem gør dog det?

– Jeg gør mig selv umage for at være et godt menneske og har også arbejdet meget med mine skyggesider.

– Den dag, vi dør, er der jo kun tilbage, hvad vi har været over for andre, og hvilken inspiration vi har efterladt.

– Jeg har altid gerne villet være en inspiration for andre, hvad enten det var med mine videoer, at tale om min kræftsygdom eller nu med min cremeserie.

Der er ingen bitterhed eller nag at spore hos dig?

– Nej, her er vi ved mit motto om, at det ikke handler om det, der sker, men om hvordan du reagerer på det.

– Vi får alle noget modgang i vores liv, ingen går fri. Men jeg er god til at komme videre og prøver selvfølgelig at tackle problemerne på den bedste måde, når de er der, men så siger jeg også farvel og lægger det bag mig.

Du får det til at lyde så nemt?

– Jeg tror ikke på, at der er nogen rigtig eller forkert måde at håndtere livet på.

– Nogle mennesker har brug for at køre lidt rundt i deres fortid og bære den med sig, og det er også fint.

– Men jeg kysser tingene farvel, mærker taknemmelighed, og så lukker jeg døren og åbner et nyt kapitel.

– Jeg har fortiden med mig som en erfaring, men jeg går ikke og grubler.

– Dermed ikke sagt, at der ikke er ting, jeg godt kunne tænke mig at have gjort anderledes, hvad enten det er salg af et sommerhus eller at gå ind i et forkert parforhold, men jeg lærer af mine erfaringer, derfor må jeg også lære at elske de dumme ting, jeg har gjort.

– De har jo ført mig til den person, jeg er i dag.

– Hvis vi går ned i de dybe kældre, kigger de mørke ting i øjnene og lærer at leve med dem, tror jeg, vi bliver mere ægte.

– Og når vi er det, tror jeg også, vi bedre kan lide os selv. Og det er faktisk ret vigtigt.

Og tilgiver os selv?

– Ja. Tilgiver og elsker os selv, selv om vi har lavet noget møg. Vi kan jo altid finde fejl ved os selv, det kan jeg også, tusind fejl.

– Og jeg prøver også hele tiden at gøre det bedre, blive en bedre variant af mig selv, men der kommer også et punkt, hvor vi må lære at leve med dem, alle vores fejl.

En ny ungdom

For nylig trak Charlotte overskrifter, da hun besvimede til Musik i Lejet i Tisvilde. Selv var hun ikke nervøs, hun har nemlig prøvet det mange gange før.

– Det skete allerede, da jeg var barn og skulle ind til tandlægen, så dejsede jeg om, mens de greb mig der i døråbningen.

– Jeg har det heller ikke supergodt i tætte forsamlinger, så kan jeg mærke en snert af klaustrofobi og angst.

– Men fordi jeg trods alt er 61 år, takkede jeg ja til at få et gennemgående tjek af mit hjerte. For fire år siden blev jeg scannet i hovedet, fordi jeg fik tinnitus efter en svømmetur.

– Fra det ene sekund til det andet havde jeg Vesterhavet i øret, og det har jeg haft lige siden, det er så ubehageligt.

– Men alt viste sig fint med mit hjerte. Som lægen muntert sagde, så det sort ud, og det er et godt tegn, for det betyder, at der er blod til alle kar.

Selv mærker Charlotte da heller ikke meget til nogle alderstegn. Tværtimod. Det indre og ydre står i harmonisk match.

– Jeg er et utroligt godt sted i mit liv. Mine børn og børnebørn har det godt, og de vil altid være nummer et i mit liv.

– Børn, Per og arbejde, som jeg siger. Jeg føler nærmest, jeg har fået en ny ungdom.

Nogle dage efter interviewet skal Charlotte rejse til Lanzarote, hvor hun står i spidsen for træningseventet Powerweek på Club La Santa.

Med sig har hun sin ene datter, barnebarnet Inga og sin søster. Ren girlpower, som hun siger.

Bagefter går turen hjem til Monaco og Per. Hendes soulmate. Og så skal der igen være tid til små magiske hverdagsafstikkere ud i det blå. Iført træningstøj og bikini.