Lene_Beier
Selvudvikling

De har solgt halvdelen af deres ting. Nu bor de uden spisebord og sofa - og er klar til et vildt eventyr

3. juli 2024
Af Britta Bjerre
Foto: Stine Heilmann
Lene Beier elsker Danmark, havet især. Hun elsker det, hun laver, og dem, hun har her. Det gør hendes mand og børn også. Alligevel er de i gang med at forfølge en særlig drøm.

Lene Beier har et godt sovehjerte. Fra hun bestemmer sig for at sove, til hun falder i søvn, går der sjældent mange minutter, og nogle gange kun sekunder.

Når hun kører rundt i landet og laver tv-programmer som ”Landmand søger kærlighed” og ”Vi drukner i rod”, har hun tit en hovedpude med i bilen, for hun kan godt lide lige at køre ind et sted og bare lægge sig med hovedet på puden et kvarter, og så er hun frisk igen.

Sig ikke ”powernap” til hende. Nej, hun kalder det ”en lur”. Og hun er god til lure. Eller som hun også siger: ”Jeg går lige i ladestation”.

For tiden sker det dog, at hun vågner om natten og sætter sig op i sengen og tænker: ”Shit, hvad er det, vi har gang i?!” Men ikke fordi hun er bange for det, hun er på vej ud i, siger hun. Tværtimod.

– Jeg er bange for mange ting. Jeg er allermest bange for, at mine børn skal blive syge, og i det hele taget bange for, at der sker noget med nogen, jeg holder af. Jeg springer ikke bungy jump og den slags. Jeg er ikke adrenalinmodig. Men jeg er også bange for ikke at tage chancer og ikke gribe eventyret.

Og det er så netop det, de har gjort, Lene Beier og hendes mand, Anders.

De har taget chancen, grebet ud efter eventyret og er denne sommer i fuld gang med at forberede en fremtid i Tyrol, hvor der står et hotel og venter på dem.

Lene_Beier

Der er givet håndslag, men i skrivende stund er købskontrakten ikke færdiggjort endnu, og Lene frygter, at de stadig kan blive overhalet indenom af købere, ”der har en større pengemuskel end os”.

Hvis det hele falder i hak, er hotellet deres fra 9. september. Hvis det ikke falder i hak, må de sluge skuffelsen og ud på hoteljagt igen.

De cirka 25 hoteller, de igennem de seneste år har været i Østrig for at kigge på, uden held, bliver så til 26, og de hundredevis af hoteller, de har set på nettet, bliver sikkert også til mange flere. Men hun har en god fornemmelse.

Håndtrykket fra det hotelpar, der gerne vil sælge, var varmt og oprigtigt, synes hun.

Flygter ikke fra noget

Når hun alligevel vågner med et sæt en gang imellem om natten, er det fordi, det at gå efter en drøm har en pris, og hoved og kalender snurrer propfyldt af alt det, der skal gøres og tages stilling til, og alt det, de endnu ikke ved, hvordan bliver.

– Det er vigtigt at sige, at ingenting af det her har noget som helst at gøre med, at vi flygter fra noget. Jeg er superglad for mit arbejde som tv-vært. Anders er glad for sit. Vores drenge er glade i deres liv.

– Jeg var fuldstændig vild med vores gule hus ved vandet i Dragør, som vi har solgt og allerede sagt farvel til. Jeg elskede naboerne. Elskede haven og pindsvinene. Vores drenge er vokset op der.

– Alle de minder, der er forbundet med det hus, alle de mennesker, der har besøgt os der i årenes løb. Men det må aldrig blive mursten, der står i vejen for de drømme, man har.

– Vores beslutning er simpelthen truffet ud fra: Hvis vi skal nå denne her drøm og nå at dele eventyret med vores drenge, inden de bliver så store, at de har fået deres eget liv, så er det nu, der skal handles. Og så må det blive på bekostning af nogle ting, man elsker, og man må være villig til at miste noget uden at vide, hvad man får.

– Men det er jo dét stof, drømme er lavet af. Og nok også derfor, at det er så svært: Det er absurd svært at gå efter sine drømme. For man får virkelig mange muligheder for at lade være. Det kan være et tilbud om et nyt, fedt job eller noget andet spændende. Det kan være, at det er svært at sælge sit hus.

– Sådan kommer der hele tiden noget, der truer éns drøm. Men det gode ved det er, at selv om det er træls, tryktester det virkelig én i, hvor meget man vil sin drøm: Er det en ægte drøm, eller er det bare noget, der lyder godt at gå og sige?

Kort om Lene Beier

Født i Skive 29. maj 1977 som den ældste af tre søstre.

Gift med Anders og mor til Arthur, 15, og Otto, 13.

Er uddannet skolelærer og underviste 10 år i folkeskolen,før hun i 2013 blev vært på den dengang nye kanal, TV 2 Fri.

Er aktuel til august med en ny sæson af ”Landmand søger kærlighed”.

Er også vært på tv-programmet ”Vi drukner i rod” og har tidligere lavet bl.a. ”Sommerdrømme”, ”En stor dag på godset” og ”Hjem til gården”.

Lene og familien er blandt andet blevet ”tryktestet” af, at den ældste søn, Arthur, der har en drøm om at blive skilærer, for et halvt år siden kom hjem fra en rejse, han var på sammen med sin farmor, hvor farmor havde bemærket, at han gik lidt skævt på sine fødder, og hun mente, at det skulle undersøges.

Det blev det. Og det viste sig, at knogler, der er i voksealderen, kan begynde at rotere en smule, og det var det, der var galt. Det er en tilstand, der kræver operation, hvor skinnebenet skæres op forneden, og benet drejes på plads.

For fire måneder siden blev det ene ben opereret. For to uger siden kom turen til det andet. Lægerne har sagt, at hans ben kommer til at fungere helt normalt igen. Og ifølge mor Lene har han taget det ”ret så cool”. Men en forskrækkelse var det for alle.

Morgendyp i havet

Lene kommer susende ind ad døren lige fra et morgendyp i havet, for hun elsker vand. ”Elsker, elsker, elsker”, som hun siger med eftertryk.

– Jeg er født og opvokset på og i vandet. Hele min opvækst er foregået omkring Limfjorden. Mine forældre købte en sejlbåd, da jeg var et år gammel, og hev mig med ombord.

– Min mor blev formand for sejlklubben, og jeg er nærmest vokset op på Skive Havn. Og i alle sommerferier – alle – sejlede vi rundt til de forskellige havne. Da Anders og jeg flyttede til Dragør og byggede hus, boede vi også ud til vandet, og vi har også haft sejlbåd.

– Danmark er jo unik på den måde, at vi har så relativt kort til hav alle steder fra. Når jeg kommer ud til de forskellige byer, og jeg kommer virkelig meget rundt i Danmark, når jeg laver tv, skal jeg altid lige ned forbi havnen eller ned og se, hvordan der ser ud ved stranden.

– Jeg har badet, jeg ved ikke hvor mange steder rundt omkring! Jeg er også vinterbader og isbader. Hvis jeg er i dårligt humør, skal jeg bade. Hvis jeg skal falde til ro, søger jeg ud til vand.

– Jeg føler det virkelig, som om vand og hav er en del af mig. Og det bliver et stort afsavn for mig. De smukke søer og fantastiske bjerge, der er i Tyrol, kan også noget. Det er bare noget andet, og det glæder jeg mig til at opleve.

Selve drømmen har parret båret med sig igennem mange år.

– Anders og jeg har kendt hinanden i 22 år her til august. Vi mødte hinanden på en sushirestaurant i Gothersgade i København, hvor vi begge arbejdede som tjenere under vores uddannelse. Og lige fra starten var vi gode til at arbejde sammen og havde det megasjovt med det.

– Da vores veje så skiltes rent uddannelsesmæssigt – jeg skulle læse til lærer, og Anders til ejendomsmægler – vidste vi bare: På et tidspunkt skal vi arbejde sammen igen, og på fuldtid, og lave noget, som er vores. Og det har altid været et hotel, der var drømmen.

At det endte med at blive i Østrig, handler mest om, at alle i familien ”er fuldstændig besat af ski”, som hun udtrykker det, også selv om hun på det sidste ”er blevet lidt bange for at komme til skade og tager det med ro på pisterne”.

Og så kunne de alle fire umiddelbart lide den østrigske nede-på-jorden-mentalitet og følte sig hjemme dér, hvor der i øvrigt både er mulighed for en vintersæson med skigæster og en sommersæson med gæster, der kommer for at vandre, cykle, klatre og køre på motorcykel i bjergene.

Men hoteldrift har du aldrig prøvet før, vel?

– Aldrig!

Og din mand har heller ikke, vel?

– Aldrig! Og vi kan heller ikke tysk! (Latter)

Hvordan synes du selv, det lyder?

– Fuldstændigt vanvittigt. Og så topper vi det lige op med, at vi er i gang med at renovere det hus, vi købte, da vi solgte huset i Dragør og måtte finde noget at bo i. For tiden bor vi på en byggeplads.

– Anders arbejder på at få huset færdigt, mens jeg laver ”Landmand søger kærlighed”, og bagefter skal jeg også lige nå en ny sæson af ”Vi drukner i rod”. Når jeg er hjemme, er jeg i gang med at male, ordne have eller noget tredje. Der er nok at tage fat på. Så sådan er vores sommer. Travl.

– Det har f.eks. betydet, at jeg ikke har været på de sociale medier de sidste mange uger. For jeg kan ikke nå det hele. Jeg bliver nødt til at prioritere. Det er også en måde, hvorpå jeg passer på mig selv.

– Med hensyn til tysk, så vi har altså allesammen downloadet Duo­lingo-app’en på vores telefoner og sidder i pauser og om aftenen og øver tysk og ”duolinger” på kryds og tværs og følger med i, hvordan det går med hinanden. Det skal nok blive godt.

Ingen kattelem

Egentlig er det slet ikke den slags, der bekymrer hende, mærker man. Da Lenes forældre i sin tid købte deres første båd, kunne de heller ikke sejle. Men det lærte de jo, fordi de drømte om at komme ud på vandet.

Lene_Beier

– Min største bekymring er, om mine børn falder til. De er med på idéen. Det har de været hele vejen. De har jo også hørt os snakke om vores drøm hen over køkkenbordet, lige fra de var små. Men man kan jo kun tale et vist stykke hen ad vejen om drømme, resten skal udleves.

– Det er planen, at Arthur på 15, som er færdig med 9. klasse, skal begynde på en skiskole dernede, hvor han skal have en skilæreruddannelse. Og Otto på 13 skal starte i østrigsk skole.

– Men hvordan bliver de taget imod? Det er altid ensomt det første stykke tid, hvor man ingen kender og ikke har venner. Hvordan håndterer de det? Det ved vi ikke. På den måde mister man fodfæstet lidt. Men det bliver man også nødt til en gang imellem. Og så må man se, om man kan finde det igen. Hvis ikke, så må vi tage hjem igen. Vores børns trivsel er det vigtigste. Og det vil det altid være.

Har I en plan B?

– Nej, vi arbejder ikke med kattelemme. Hvis man arbejder med kattelemme, slipper man kun med den ene hånd.

Er det også sådan generelt, du lever dit liv?

– Fuldstændigt! For hvis jeg ikke har en kattelem, bliver jeg nødt til at give alt, hvad jeg har, for at få tingene til at lykkes. Hvis jeg har en kattelem, kan jeg jo bare stoppe ved 50 procent. Og det går ikke, for så gør jeg dét. Så går jeg ikke all in, og det bliver jeg nødt til, for sådan er mit temperament, siger Lene.

Hun håber, at hun kan blive ved med at lave tv-arbejde i Danmark, men ved ikke noget endnu.

– Sådan er det i tv-branchen. Jeg er freelancer, og her til august bliver ”Landmand søger kærlighed” sendt i tv og kører 13 uger. Og først dér, i slutningen af november, beslutter TV 2 sig for, om de bestiller en sæson mere. Sådan har det altid været. Jeg er vant til det.

Hun purrer op i sit hår, der ikke er så kort, som sidst hun dukkede op på tv. Og det er også tegn på den transition, hun har skubbet i gang, forklarer hun.

– Jeg er meget forfængelig, og lige nu er jeg i gang med at forsøge at få langt hår, for jeg vil gerne have, at det praktisk og nemt at sætte op, så jeg ikke hele tiden skal til frisør for at blive klippet, når vi skal bo i Østrig.

– I mange år har jeg haft kunstige øjenvipper, dem har jeg også taget af. Jeg kan godt tænke mig at lægge nogle af de der forfængelige ting lidt bag mig.

– At være tv-vært er jo ikke min identitet. Som sagt elsker jeg det, jeg laver, men det er jo ikke det, jeg er. Jeg har hele tiden været bevidst om, at det er en flygtig branche. Jeg har haft de vildeste oplevelser med tv, og det kommer aldrig nogensinde til at være noget, jeg vender til noget negativt.

– Lige nu er jeg bare dér, hvor jeg prøver at skabe noget, som er en form for fremtid for mig. Og hvis de to ting kunne løbe parallelt, ville det være skønt. Men jeg ved det ikke. Jeg er bare nødt til at turde tage chancen for at finde ud af, om det kan det.

Mor tager med

På et tidspunkt levede de nærmest i et familiekollektiv i Dragør med Lenes søster og hendes kone og deres børn boende i nabohuset, og med Lenes mor på førstesalen hos dem.

Men næsten synkront opstod der et ønske om forandring i begge huse, uden sure miner og uden fortrydelse af det, der var, forklarer hun.

– Min søster og hendes familie kom til at savne byen, opdagede de, da de flyttede ud til Dragør. Jeg er ikke et bymenneske. Men det er min søster. Jeg skal ud at bo, hvor der er natur og højt til himlen. Min søster skal ind, hvor der er caféer og bymiljø.

Lene_Beier

– Vi skulle så finde ud af, hvor min mor passede ind i alt det her. Og det har hun selv været med til at definere. Det er blevet sådan, at min mor, min søster og hendes kone og deres to drenge finder en lejlighed sammen inde i København, når deres hus er solgt, og dér bor min mor om sommeren.

– Om vinteren tager hun så ned og hjælper os på hotellet, hvor vi vil have en lille lejlighed til hende. Min mor er nemlig ikke, ligesom jeg heller ikke er det, skabt til dansk vinter. Jeg er ikke god til det med en hel måned med bare 13 timers sol alt i alt. Det er jeg faktisk virkelig dårlig til at klare. Jeg har brug for lys.

– Mit humør er direkte proportionelt med farven på en blå himmel. Det samme gælder min mor. Og det var hende selv, der kom og sagde: ”Jeg skal da med jer derned i vinterhalvåret”. Det havde jeg aldrig troet, hun ville sige. Men jo, hun kommer ned fire måneder om året og vil gerne stå for morgenmadsrestauranten. Jeg tror, hun glæder sig.

For Lene og Anders betyder drømmen om at komme til at arbejde sammen på fuldtid, at de har rigtigt meget at se til lige nu. Og hvem ved, om det bliver ved sådan, når de kommer til Østrig?

– Jeg bilder mig ikke ind, at det ikke bliver hårdt arbejde. På ingen måde. For det ved jeg, at det gør. Men jeg synes ikke, det gør noget. Og jeg synes heller ikke, at det gør noget, at mine børn lærer at forstå, at hårdt arbejde skal til nogle gange.

– Hvis du vil forfølge en drøm, må du være parat til at lægge det i det, der skal til. Den slags falder ikke bare ned i turbanen på dig.

Og hvad med kærligheden?

– Om vi også husker at være kærester, mener du? (Ha, ha) Men ja, det gør vi. Vi er gode til at passe på kærligheden, synes jeg. Men der sker også det, når man følger en fælles drøm, så skaber det en ny fremdrift i forholdet.

– Det kræver så ekstremt meget arbejde for os begge at komme derhen, hvor vi gerne vil. Der er så mange opofrelser. Og så mange første-gang’er af alt muligt, som jeg slet ikke havde forestillet mig. At kunne gøre dét sammen, det skaber noget nyt imellem os.

– Det er nye trædesten, vi træder ud på sammen, og det skaber noget retning for os som par. Og ja, så husker vi også at sidde og hygge over en god middag. Det er vi faktisk rigtigt, rigtigt gode til. Både med familien og bare os to.

På vej ud ad døren til det næste, hun skal, når hun lige at sige, inden hun forsvinder ud i trafikken:

– Man får også luget i sit liv. For tiden har vi nærmest alle vores ting opmagasineret. Vi solgte halvdelen af alle vores ting til dem, der købte huset, og har sagt farvel til alt muligt.

– Jeg ved ikke hvor mange kilo tøj, jeg har haft med på loppemarked og nærmest foræret væk. Og Mødrehjælpen og andre har fået. Og at opdage – mens vi bor, som vi bor nu, uden spisebord, uden sofa, osv. – at jeg ikke har savnet en eneste ting af det, der er opmagasineret eller væk, det er faktisk ret lærerigt.

– Det viser bare, at når man går efter et mål og er fælles om det, så bliver alle de der andre ting helt ubetydelige.

Artiklen blev udgivet i Søndag 28/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også