Da de var helt unge, så de hinanden i øjnene og stillede hinanden et stort spørgsmål. Så gjorde de det

Man ville godt have været en flue på væggen til den fødselsdag. Charlotte Fich blev 60. Hun blev overrasket af sin mand på en måde, hun havde drømt om, men aldrig havde forestillet sig mulig i virkeligheden.

Og hun overraskede ikke mindst sig selv.

For hun holdt en tale, hvor hun så sig selv udefra og blev enig med sig selv om, at hun faktisk godt måtte kunne lide den person, hun så. Sådan har det ikke altid været.

Charlotte har medbragt en vis portion vagtsomhed til interviewet: Hvad er det, jeg vil have, og er det noget, hun vil give? Hun er god til at passe på sig selv. Men det siver ud igennem sprækkerne i samtalen her.

At ungdommens selvhårdhed er veget og har givet plads til omsorg for kernen: Det menneske, hun er, er faktisk helt okay.

Gert derimod er ikke så god til at passe på sig selv. Charlotte spiller fængselsinspektøren Gert i DR’s tv-serie ”Huset”, der giver et voldsomt og virkelighedstro indblik i et nedslidt fængsels dysfunktionelle dynamik.

Gert har trods gode intentioner for længst indstillet sig på, at det er det muliges kunst at drive et dansk fængsel.

De indsatte slipper i gensidig forståelse med Gert og fængslets betjente til en vis grad under radaren, når det gælder stoffer, fangehierarkier og interne forretninger.

Det giver ro på bagsmækken, når der ikke er personale eller systemvilje nok til andet. Men den hårfine magtbalance bliver udfordret, da fængslet bliver lukningstruet, og Gert indfører ”arbejde efter reglerne” for at opnå en renovering i stedet.

Så starter balladen for alvor. (Hvis man har det svært med voldelige, væmmelige scener, kan man godt finde sofapuden frem på forhånd!). Det er forråelse og magtkamp på alle niveauer.

Det er et system, der ikke længere formår at passe på de indsatte. Og det lugter af nedsmeltning.

Demens

Det gør det også hjemme hos Gert i parcelhuset, hvor sorgen over den eneste søns død stadig hænger tungt i rummene.

Ægtemanden bliver tiltagende dement, og hun griber på et tidspunkt til et middel, hun kender fra fængslet: Hun låser ham simpelthen inde, når hun går på arbejde.

Charlotte kender selv til sygdommen, hendes far blev dement og kom på plejehjem, før han døde for nogle år siden.

– Min søster og jeg havde et praktisk system på plejehjemmet om, hvordan vi syntes det skulle være for ham. Hans ekskone gik med ind og støttede.

– Jeg synes, vi havde hands on på det hele, vi var i nærheden og hjalp ham, så han kunne få det, som han godt ville have det, og hvis han ikke kunne finde ud af det på grund af sin demens, var plejehjemmet enormt dygtige til at finde den mand på hjemmet, der kunne få ham i bad, hvis han ikke ville eller ikke forstod hvorfor. Så han var tryg.

– Der kører indimellem en debat om ældre: børnene synes, det er ydmygende, hvis de skal passe på deres gamle, og de gamle siger selv, at det skal børnene sørme ikke belastes med. Det forstår jeg simpelthen ikke. Har vi menneskeligt virkelig råd til ikke at værne om vores elskede?

– Hvis man har ressourcerne til det og bor i nærheden af hinanden og ellers er i et familieforhold, hvor man har haft kontakt før demensen, synes jeg, det er meget mærkeligt, at man ikke kan gå ind og hjælpe.

– Jeg kan sagtens forstå, at man ikke kan rejse land og rige rundt. Men det handler om den mentalitet, at samfundet ligesom skal stå for alting.

– Men er det ikke os, der er samfundet? Og man får så meget glæde af at tage sig af de ældre. Altså tage sig af hinanden og være i fællesskabet. Det er jeg også opdraget til.

Charlotte møfler rundt på stolen. Tyggegummi. Det skal være nu! Hun får fat i sin taske, tygger, også på ordene, og siger:

– Da min far skulle til neurologisk undersøgelse, spurgte personalet ikke i forvejen, om vi havde behov for at blive kørt, de bestilte bare en bil til køre ham, men jeg har en bil, og jeg havde råd til at køre ham selv. Så var der nogle andre, der kunne have fået den tur, ikke?

– Måske skulle vi i højere grad være mere ligeglade med den der blufærdighed i forhold til hinanden som mennesker og så bare mose på.

Lidt mere anarki måske:

– Da jeg var ung og gik på teaterskolen, gik vi ud og lavede teater i busserne. Vi spurgte ikke om lov først. Vi gik ind i bussen, lavede teater, sang en sang og gik ud igen ved næste stoppested.

– Det var en måde at være i verden på. Ikke at spørge om lov, men gøre noget. Ikke snakke så meget om, hvad vi gerne ville, men hvad vi gjorde. Jeg kan mærke, at der er en forsigtighed nu.

– Vi skal hele tiden passe på, at vi ikke overskrider hinandens grænser, og vi må ikke forlange for meget af hinanden. Jeg tænker bare, at det er det samme som at gøre os enormt sårbare.

Vi skal mose på, siger hun. Alle sammen. Ind i fællesskabet med os. Hjælpe til hvor vi kan. På den måde hjælper vi os alle sammen. Også os selv. Væk fra berøringsangst og ansvarsforflygtigelse. Huske at alle mennesker er lige værdige.

Engagement

Hun voksede op i Dragør.

– Meget privilegeret sted. Skøn familie. Mange muligheder. I begyndelsen var min mor sekretær. Da jeg var omkring otte, sagde hun, at hun ville have en uddannelse og kom på seminariet og blev børnehavepædagog. Min far var arkitekt og underviste på akademiet. Så fik jeg en papfar, der var gymnasielærer.

– Jeg føler mig som et meget privilegeret menneske, og jeg har bestemt lært at sig fra. Det er en del af mine forældres DNA, tror jeg. At stille dagsorden, være med i bestyrelser, gå ind og tage noget plads. Og flytte på verden.

– Det, jeg har med hjemmefra, er det sociale engagement, og at alle mennesker skal have det godt med hinanden. Det har helt klart været mine forældres tilgang til alt, hvad de har lavet. Engagementet.

– Det var min mor, der sad nede på biblioteket og forsøgte at få kommunalbestyrelsen til at forstå, at de blev nødt til at lave nogle pasningsmuligheder, så kvinderne kunne komme på arbejdsmarkedet.

Du havde en stærk mor?

– Ja, en meget stærk mor. Mine forældre har altid blandet sig. De ville gerne forandre samfundet.

Er du selv blevet det menneske, du havde forstillet dig, da du var ung?

– Lige i dag, ja! Men ikke altid tror jeg. Men … på vej herud i dag tænkte jeg faktisk på, at jeg er ved at nærme mig noget, som jeg ret godt kunne lide ved mig selv, før jeg overhovedet blev skuespiller.

– Da jeg var teenager, havde jeg følelsen af, at alle var sådan lidt forsigtige og ikke rigtig sagde noget, fordi de var bange for, hvad det rigtige var, og ingen vidste, hvem der gjorde det rigtige, så alle lavede bare sådan en ikke-tilstand, som jeg slet ikke kunne være i.

– For jeg var ikke bange dengang. Jeg var ikke bange for at slå til, og jeg var ikke bange for, om jeg var tosset. Jeg larmede meget. Hoppede meget. Sikkert en eller anden bogstavsammensætning, jeg ved det ikke, men jeg var ikke så god til at gå i skole.

–Jeg lærte aldrig at læse i den skide skole, syntes slet ikke, det var sjovt at være der, og jeg hadede det fra femte klasse. Derfra gik det bare ud på at få klassen til at lave noget smaddersjovt. Med lærerne. Og i frikvartererne.

Ballademager?

– Ja … Men samtidig var jeg også den, der fik flidspræmie for at være den sociale, der tog sig af dem, som ingen andre gad lege med. Insisterede på, at de skulle være med i fællesskabet. Jeg prøvede at justere de der ting lidt.

Lykke

Dengang Charlotte var barn, legede hun og vennerne cirkus. Altid cirkus, siger hun. Fri leg, fantasi og masser af skrammer. Uden voksnes konstante overvågning.

Og dengang var der ingen voksne, der konstant spurgte børn, ”Hvordan har du det?” Og ingen voksne, der konstant sagde til børn: ”Nej, det er også synd for dig”.

– Næ. Det var, ”Har du været i skole i dag?”. ”Ja”. ”Har du lavet lektier?”. ”Ja” – lige meget om man havde det eller ej. Og så gik man ud at lege. Jeg skal ikke negligere, at der er børn, der har det dårligt i dag.

– Jeg tror bare, at vi generelt styrker hinanden ved at tale om alt det gode, vi faktisk kan i livet. Og ved at forstå, at lykke ikke er en tilstand, lykke er et splitsekund, og resten af tiden er det hårdt arbejde at være menneske.

– Når jeg nogle gange hører, hvad folk sådan bliver bekymrede over og kede af og ikke synes, de kan finde ud af, hvad de skal gøre ved… Det er et livsvilkår at være ked af det! Det er meningen, for hvis vi ikke bliver kede af det, bliver vi aldrig klogere.

– Når man bliver ked af det, er det fordi, noget ikke fungerer, så er man nødt til at få det til at fungere. Det er dér, man går ind og laver om i sit liv.

– Dér man beslutter at tage en uddannelse, flytte, blive skilt, ikke vil se sine forældre mere eller what so ever. Det er det, der forandrer verden for en.

– Det er, når man er i krise og er ked af det og ligger og raller under dynen, og snotten løber, og man kan ikke se meningen med livet og gider ikke leve mere og tænker på, hvordan man skal tage livet af sig selv.

Siger Charlotte og lyder, som om hun kender krisens væsen indefra. Og spørgsmålet er, hvordan man får håndteret ting og flyttet sig videre, for det har Charlotte, i modsætning til Gert i ”Huset”, formået i sit liv.

– Det nemmeste er jo at tænke, det går nok, nu har jeg klaret det her i ti år, hvorfor ikke ti år mere, her har jeg trods alt grund under fødderne.

– Men hvis man skal forandre noget, ved man godt, at man skal tage det helt store spring ud i det store åbne hav uden grund under fødderne.

Hvornår har du gjort det?

– Uh, det har jeg gjort nogle gange. Jeg tror, mit liv er sådan: Nogle faser hvor man løber ind i nogle kriser og kan mærke, at her er der sgu ikke godt at være.

– Når jeg løber ind i en krise, erkender jeg, at der er én vej, og jeg raller, og så skriver jeg en masse medlidenhedsbrev til mig selv, for det er jo virkelig synd for mig. Så kan jeg trøste mig selv og være forstående overfor min egen ulykke.

– Men … jeg kan ikke blive liggende der. På et tidspunkt begynder jeg at lave en konstruktion: Hvordan kommer jeg ud af det her. Så sætter jeg noget nyt i vej.

Er du alene i den situation?

– Ja, det synes jeg, at jeg er.

Du er jo gift, hvad med ”kan jeg lige få noget hjælp her”?

– Nej, det der med hvem man er og at lære sig selv at kende – det er et personligt projekt. Jeg tror på Sartres idé om, at vi er ensomme i verden. Ikke som et afsavn, men som et vilkår.

– Der er jo ingen andre end mig i den tilstand, jeg er alene. Men nogle gange, hvis jeg åbner for snakken, begynder folk at sige: ”Ved du hvad, jeg kender sådan en god psykolog”. Haha! Eller ”Ved du hvad, jeg tror, det der yoga-kursus, jeg har været på, ville være lige dig”.

– Så kommer de med alle mulige løsningsmodeller, men man har ikke brug for løsningsmodeller. Man har brug for at rejse sig for at finde kræfter, føle sig motiveret.

– Det får man ikke af, at nogen kommer og ”hjælper” en ved at hive en op ved håret. Det får man af at græde ud, tror jeg, og så begynde at formulere: ”Jeg vil ikke ligge i den her seng, de skal ikke få mig – hvem de end er.

– Jeg skal ikke blive liggende, for jeg er meget mere værd.” Jeg har helt inden i en kerne, der siger: ”Charlotte, det kan godt være, der ikke er nogen, der kan se det, men du er så god indeni. Helt dybt inden i er du fin, der er du musikalsk, der kan du ting.

– Man skal derind, når man er i krise, og så skal man sige til sig selv: Du ved det også godt, helt derinde, hvor ingen skal kigge, for det er måske ikke noget, verden skal vide, men bare noget du skal vide med dig selv, at helt inderst inde, så er du noget værd.

– Så jeg tror, kriser er medvirkende til, at man lærer sig selv at kende, og at man bliver stærkere til at tage valg.

Dumt

Hun har talt sig varm, sprækkerne bliver langsomt bredere, som nu hvor hun siger:

– Jeg er god til at bonde, men man bliver ikke veninde med mig på en dag, det tager tid. Jeg har rigtig mange stærke venskaber, og jeg er socialt meget god til at snakke med folk, når jeg er i godt humør og bla bla bla … men at blive gode venner med mig selv, det har jeg haft svært ved.

Med dig selv?

– Ja. Altså. Dybest set. Jeg har haft svært ved ikke at gå og tvivle på, om jeg kan et eller andet. Og svært ved ikke slå mig selv oven i hovedet med, ”aiih hvor var det dumt sagt” og ”aiih hvor fylder du meget” og ”aii hvor er du genert” og ”hvorfor er du altid så sur?”.

– Da jeg blev 60, kom jeg simpelthen frem til at kigge på mig selv udefra. Ikke indefra, men udefra.

Og så har vi listet os frem til fødselsdagen. Scenen ser sådan ud: Charlotte står sammen med sin mand, han har lagt en helt særlig plade på grammofonen.

– Jeg skal sætte pickuppen i en bestemt rille, som vi har et særligt forhold til. Det er ”We Can Work It Out” med Chaka Khan – en Beatles-sang vi spillede, dengang vi blev forelskede.

– Det var dét nummer, vi var i gang med at øve med et orkester på en højskole. Jeg sang, han spillede. Bang. Så dér til min fødselsdag siger han: ”Hvis du sætter pickuppen ned, så lad os fortsætte”.

Så det gjorde hun selvfølgelig. Hvad Charlotte ikke vidste, var, at rummet ved siden af, var totalt pakket med familie og venner.

– Og så kom alle de mennesker væltende ind – dér begyndte jeg at hoppe. Jeg vidste slet ikke, at jeg var det værd, at de alle sammen kom til min fødselsdag!

– Det var en surprise, og jeg blev lidt overvældet: Guud er I så mange, der kommer og siger noget sødt til mig? Jeg hoppede af glæde, og jeg grinede og grinede og grinede. Altså jeg havde slet ikke troet det…

– Jeg vidste, at min mand ikke kunne finde ud af at lave det der, jeg vidste bare, at han ikke ville lave en surprise. Jeg havde faktisk forestillet mig det hele, som det blev, men jeg vidste, at det ville han aldrig gøre. Og så gjorde han det!

– Han kender mig så stjernegodt, vi har haft 40 år sammen, ikke? Og det der, det gjorde han for mig! Det var den største kærlighedserklæring.

– Han sagde, at jeg skulle druknes i kærlighed. Det blev jeg den aften. Og så måtte jeg jo holde en tale. Der kunne jeg mærke, at ”nu siger jeg det”.

– Så jeg sagde: ”Jeg kan godt forstå, I er kommet, og jeg synes sgu også, jeg er det værd, og jeg er sgu blevet veninde med mig selv i dag”.

– Dér nåede jeg frem til at tænke om mig selv: Hvis jeg mødte en som hende der, som siger sådan og sådan, og ej, hun er også lidt sjov og går fedt klædt og har et skønt smil og pludselig hopper hun midt i en prøve, og hun er 60 – jamen hende gad jeg da godt være veninde med. Hun er da meget sød.

Så:

– Det er et eller andet med at forlige sig med, at man ikke kan tilfredsstille hele verden, man kan heller ikke alting. Og vi har alle sammen vores struggles … alle har deres ting, ikke?

Værdier

”We Can Work It Out” er en sang om håb. Og vilje. Charlotte og Per har været sammen i 40 år. Hele deres voksne liv har de været sammen. Fordi de vil.

Hvad har du lært om kærlighed af de der 40 år?

– At det godt kan betale sig at tro på den. Det kan det virkelig godt. Jeg har lært, at 50 procent er lidenskab og de andre 50 procent er vilje.

– Vi besluttede det, da vi var helt unge. Vi så hinanden i øjnene: ”Skal vi så ikke sige, at så gør vi det her? For altid?” Vi gjorde det på en baggrund af, at vi er enige om nogle vigtige værdier i livet. Så gav vi hånd på det, og så gjorde vi det.

– Og hvis vi ligesom har været inde i noget, der ikke var godt for os, har vi været nødt til at lave det om – ellers ville vi få et dårligt liv, hvis vi skulle blive sammen evigt, ikke?

– Så det har været en stor motor og faktor at have lyst til at tale åbent og ærligt om vores individuelle behov, og hvordan de skal tale sammen, så begge får plads.

– Vi arbejder ikke så meget med, hvem der har ret, eller hvad der er sandt. Vi arbejder med, at når det, du siger, er noget andet, end det jeg siger, hvad gør vi så, hvad går kompromiset så ud på?

– Eller hvad skal jeg så gøre, for at du så kan mærke, at jeg elsker dig? Hvis jeg har sagt det fire gange, og det ikke hjælper, er der så noget andet, jeg kan gøre? Og så gøre det. Og så skal man holde, hvad man lover.

– For så er vi i bevægelse, så har vi en samtale, som ikke stopper, så kan vi få lov til at være to individer, og det har vi virkelig været. Selvstændige individer. Vi passer slet ikke sammen, vi synes altid noget forskelligt, og alligevel passer vi som fod i hose.

Hvordan?

– Jamen, vi vil begge to gerne have et liv – og ikke kun en karriere. Altså vi HAR jo lavet karriere, men vi har også givet afkald på mange muligheder indenfor vores karrierer, fordi vi gerne ville have, at vores familie skulle være noget, vi kunne stå inde for.

Tanken opstod, efter hun havde spillet Ingrid Dahl i krimiserien ”Rejseholdet” tilbage i 2000.

– Per og jeg knoklede utrolig meget og intenst, fra vi havde to små børn og i en lang periode frem. Det var så hårdt, at vi tænkte: Det her er jo ikke sundt for nogen.

– Og der fik jeg tilbud om roller, også tilbud, som jeg aldrig havde forestillet mig, jeg ville få, og jeg vidste, at hvis jeg skulle styrke min karriere, skulle jeg sige ja til de fine tilbud. Men jeg sagde sgu nej.

– For at bevare en eller anden integritet med mig selv og det, jeg gerne ville: At være en god mor og have tid til mine børn og opleve dem, mens de var små. Så købte jeg et sommerhus i stedet for. Et lille sommerhus nede ved Præstø. Så var vi der.

– Det er klart, det koster noget på karrieren. Det er også en del af kompasset, at prestige ikke er det, vi er gået efter. Vi er gået efter at være frie mennesker kreativt.

– Men det er min måde at forholde mig til et moralsk kompas på: Jeg vil gerne leve et liv og ikke kun en karriere. Man kunne indskyde, at begge dele faktisk er lykkedes.

Denne artikel blev udgivet i SØNDAG i uge 37 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: