Chief 1: "Jeg har altid haft en engel og en dæmon i mig"

Mobilsamtalen varer vel tre-fire minutter. Lars Pedersen, alias Chief 1, vil gerne interviewes. Det er et godt tidspunkt i hans liv, for ”lige nu står alle døre pivåbne og er alligevel lukkede”.

Vi laver en aftale, og så er det farvel og på gensyn. Han når lige at sige: ”Så må vi se, hvordan dagsformen er den dag. Hvem jeg er.”

Lars og hans studie, Chiefment, holder til i et stort baghus i Vanløse. I opgangen: En stor sort-hvid selfie af en storgrinende Lars, der har sin lige så glade lille søn Vitus på skuldrene.

Det er Lars’ absolutte yndlingsbillede. Efter samtalen forstår jeg endnu bedre hvorfor. Glæde står skarpere frem på en mørk baggrund.

Efter skilsmissen boede han i studiet i fire år. 23 års forhold var slut. På hans foranledning. Muligvis var bruddet en medvirkende årsag til, at han fik en depression for anden gang i sit liv. Muligvis ikke.

Muligvis handlede det mere om, at hans indre medfødte melankoli tog over og satte sig som afmagt over en tilværelse, han var begyndt at se uden farver. Det er et år siden, han rykkede ud af studiet. Livet har farver igen. Og en ny kæreste. De har bygget et hus sammen.

– Fra bunden. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle. Men vi kastede os simpelt hen ud i det.

Nu bor han syv minutters gang fra studiet, hvor han tøffer rundt i tykke uldsokker med gedigne slidhuller. Midt i alt det moderne studiegear står en mixerpult fra 1975. ”Der findes kun to i hele verden.” Gasolin’ er mixet på den.

Han har også købt Shit og Chanels gamle congas. Og den highhat og lilletromme, hans far spillede på i The Clifters sammen med Johnny Reimar. Det er noget med at ”sende faklen videre”, siger han. Ånd kan vi også kalde det. Lars er ret spirituelt orienteret.

Han er næsten lige fyldt 50.

Som 47-årig sprang han efter en årrække som producer ”helt sindssygt” ud som soloartist. For at gøre noget for sig selv. I 2020 står han der endelig og skal høste frugten og kan se frem til et år med 48 koncerter og Skanderborg. Så lukker statsminister Mette Frederiksen landet.

Hvordan er dagsformen?

– Jeg tænkte over det, da jeg gik herover i morges. Jeg har faktisk skrevet et ord ned, som jeg vil lave en sang om senere: ”Ingenmandsland.” Jeg tror, det er det, jeg bedst kan kategorisere det som. Jeg kiggede ud ad vinduet i morges og prøvede at finde noget, der skulle symbolisere min dagsform.

- Det lyder selvfølgelig lidt melankolsk og overdramatiseret, men … jeg syntes, den mindede om hækken udenfor: Den har stadig blade, men den har altså set bedre tider. Det er sgu lidt sådan, jeg har det. Men der er ikke noget, der skal få mig ned.

Og dét kan han virkelig sige med livserfaringens vægt.

Folkevognsrugbrød

”Amagerdreng.” Det kalder han sig. Det var dér, han voksede op.

– Jeg kommer fra et dejligt hjem, så jeg har altid undret mig over, hvor min melankoli kommer fra, for jeg er dybest set født med en kæmpe melankoli. Når alle de andre løb rundt og spillede fodbold, stod jeg som barn og tænkte: Hvorfor kan jeg ikke gå ind i det der? Det lyder nedladende, men leverpostejsglæde? Jeg kunne ikke.

- Da jeg blev ældre, prøvede jeg at ryge hash tre gange, for jeg var misundelig på de folk, som røg og bare sad og grinede i tre timer. Det kunne jeg kraftedeme godt tænke mig at prøve. Men det gik helt galt for mig.

– Jeg ”mødte” Freddy Krueger fra ”The Nightmare on Elmstreet”. Eller også var alt firkantet i fem timer, der var ikke noget, der var rundt. Eller også var mit hjerte ved at eksplodere. Jeg prøvede de tre gange med et par år imellem, fordi jeg hele tiden tænkte: Nu må jeg da kunne. Men jeg kunne ikke. Folk reagerer virkelig forskelligt på det.

– Derfor har jeg heller aldrig turdet prøve LSD eller stoffer, jeg har rigeligt inde i mit hoved i forvejen. Men jeg har altid været lidt misundelig på dem, der bare kunne slippe og være sådan hæ hæ-glade. Min første soloplade kom også til at hedde ”Slip”.

Lars’ far kom efter The Clifters med i Teddy, Chano, Jan og John. Du husker måske ”Jeg vil bo på Vesterbro”?

– Men på et tidspunkt midt i 1970’erne fandt han ud af, at musikerlivet var for ustabilt og fik et halvdagsjob. Det var lykkelige tider, både min mor og min far havde halvdagsjob, der var altid nogen hjemme. Og vi havde det der folkevognsrugbrød, som med nød og næppe kunne køre op til den ødegård, vi havde købt oppe i Sverige. Sådan et åndssvagt skur, hvor der stadig er brøndvand og das udenfor.

- Da jeg fik min depression i 2016, havde jeg en terapeut, som hypnotiserede mig, og jeg skulle finde et trygt sted, og så landede jeg altid oppe i det sommerhus. Det har altid været en fantastisk base for mig.

De psykologer, han har været hos, har altid, siger han, ærgret sig over, at de ikke kunne ”finde noget” i hans barndom.

– Du ved … totalovergreb, svigt eller vold. Men indtil jeg blev fucking 16, kendte jeg ikke rigtig til stor smerte. Det eneste, jeg havde, var en melankolsk følelse. Jeg stod tit nede i skolegården eller i min egen gård – dengang der var børn i gården – og følte mig lidt alene. I skolen fik jeg altid at vide, at jeg ikke deltog i fællesskabet.

– Det var dybest set ikke, fordi jeg var egoist, men når noget blev lidt for russisk, kommunistisk, klassekasse og fællesskab, ville jeg hellere hænge ud med nogen, der var ældre, og jeg fandt også altid ham eller hende, der var ”problemet”.

– Jeg var meget draget af folk, der havde en eller anden historie og noget andet end Elmer eller Morten, som bare var helt snorlige.

Hvad skaber et menneske?

– Ja, hvad fanden er det … Miljø, gener, opvækst … Hvad fanden er det … Jeg har dybest set ikke nogen grund til at være melankolsk. Min far slog mig ikke, min skole var hyggelig, og jeg kørte lidt min skolegang, som jeg ville. Jeg fik altid at vide, at det, jeg ville, var jeg rigtig god til, og det, jeg ikke ville, var jeg ikke god til.

– Min mor stolede meget på, at hvis der var noget, jeg ikke var så god til, så var det ikke, fordi jeg var dum, så var det, fordi jeg ikke interesserede mig for det. Mine forældre gav mig altid lov til at gøre, hvad jeg ville.

- Jeg valgte musik i en tid, hvor de eneste musikere, der fandtes, var Thomas Helmig og Kim Larsen og Sanne og Anne, og de boede i et elfenbenstårn. Der var ikke andre.

Han husker tydeligt en samfundsorienteringstime i 7. eller 8. klasse:

– En dame bankede på, hun kom for at spørge os, om vi havde fundet ud af, hvad vi ville være, når vi blev store. Hvad med lige at lade børn være børn lidt endnu? Nå, men hun havde en bog med og gik rundt: ”Hvad kunne du tænke dig, Søren?” ”Advokat.” Så slog hun op under advokat.

– Jeg sad med walkman og drak cola og skrev rap-rim, da hun nåede til mig. ”Jeg skal være musiker.” Der blev helt stille, det havde hun aldrig hørt før. Hun kiggede efter, men der stod ikke musiker i hendes bog, så hun foreslog, at jeg kunne blive murer eller maler i stedet, fordi det var under M. Du ved … sådan var det med de kreative fag.

– Men jeg er mine forældre evigt taknemmelig for, at jeg fik lov til at vælge den underlige, sindssyge vej – som det var dengang.

Alene

Hvis han skal finde ”noget” i barndommen, zoomer han ind på det faktum, at han aldrig gik i børnehave.

– Vist heller ikke i vuggestue. Jeg blev passet af en ældre dame, der hed Ingrid. Min mor var jo på deltid og kom tidligt hjem, så hun har nok tænkt, at det ikke kunne betale sig med børnehave.

– Jeg sad på et værelse hos en ældre, sød dame, som bare skulle give mig mad og sørge for, at jeg gik ned og lege i den gård, hvor jeg var alene og bare ventede på, at de andre kom hjem.

– Måske har det gjort noget ... Og så tror jeg også meget på, at der er noget med arv, for jeg kan godt se, at der har været nogle i min familie, som var … sortseende. Jeg ved ikke engang, om melankoli var opfundet før min generation … Men min fars mor døde meget tidligt af et alkoholmisbrug og en blodprop.

– Hun var sådan en livsglad en, som virkelig havde kæmpe dyk. Min mors far var også alkoholiker og døde relativt tidligt. Alle elskede ham, for når han havde penge, gav han alt til alle og gjorde alt for alle. Da han pludselig mistede sit job, følte han det ulidelige svigt i, at der pludselig ikke længere var nogen.

Kaffe. Han skal nu ikke have noget. Han skal sige noget!

– Min mor har tit sagt: ”Du minder rigtig meget om morfar nu.” Og ikke for at glorificere mig selv, men jeg har altid haft det bedst, når andre har det godt. Som producer – før jeg selv blev artist – er jeg gået meget op i det.

– Nogle af dem, jeg har arbejdet med, går sgu hjem og bliver skilt og alt muligt, fordi vi kommer så meget ind under det hele. Det skal man, hvis man skal lave et værk. Jeg kan ikke lave noget, der er ligegyldigt.

”Depressionen?” spørger jeg. Men der er lige noget, han skal sige først.

Han fortæller, hvordan han bliver teenageidol i Rockers By Choice fra den ene dag til den anden og ikke aner, hvordan han skal tackle det. Han render rundt med en underlig dobbelthed.

Melankolien bor i ham, samtidig er han teenageidol og kan stå på en scene foran 4.000 skrigende piger og drenge.

Lars og drengene i bandet får tonsvis af sække med breve fra piger, der skriver, at ”når jeg bliver voksen, skal jeg have en hest, og så skal jeg giftes med dig”. ”Det var før dick-pics,” siger han grinende.

Men der er altså et skisma.

– Efter de her heftige koncerter satte vi os ud i turbussen og kørte hjem med høj musik og gang i den. Så blev jeg sat af på Kongelundsvej på Amager, hvor jeg havde fået et lille kollegieværelse. Så sad jeg dér.

– Jeg havde lige haft en stor oplevelse, og så mærkede jeg melankolien og en kæmpe ensomhedsfølelse. Dengang fandtes de sociale medier ikke, og folk gad knap komme og besøge mig, fordi det lå så langt væk.

– Jeg begyndte at tænke enormt meget over tingene, og når jeg skulle på scenen, begyndte jeg at få ondt i maven og skulle altid kaste op, inden jeg skulle spille. Til sidst blev det en halvtvangstanke, jeg kunne ikke gå på scenen, før jeg lige havde været ude og kaste op.

– Og det blev for opslidende for mig at spille. Og så … lige omkring hvor Rockers by Choice-tiden sluttede, fik jeg panikangst.

– Når jeg har haft en sangerinde, der har været umulig og har haft primadonnanykker eller har haft det dårligt eller har haft en idiot af en kæreste, har jeg været ham, der skulle få hende til at få det godt med sig selv.

– Det har været: Hey, du skal have det godt, for så leverer du, og så får jeg noget ud af det. Jeg plejer at kalde mig lidt af en sjælenomade. I en periode af folks liv ved jeg tit mere om dem, end deres allernærmeste gør, fordi jeg er inde i deres sjæl og hente alt ud – og så er de væk.

Flugten

På det tidspunkt er sammenholdet i bandet i opløsning, fansene er på vej væk, pladeselskabet er lunkent, det hele er begyndt ”at lugte lidt”, de tjener ikke rigtig nogen penge, Lars selv skylder penge væk, han har købt en lejlighed, han ikke har råd til, kongens foged kommer på besøg.

Bagsiden af medaljen vender opad.

Dén aften skal de spille i Sønderborg og må totalt stressede løbe for i sidste sekund at nå flyet i Kastrup Lufthavn. De lander, skal spille på ”et eller andet hotel”, bliver hentet i en taxabus. Lars falder i søvn.

– Så vågner jeg med det klassiske panikangstsyndrom, hvor hjertet bare er ved at falde ud, og man bliver bange og mister mundvandet og gisper efter vejret og får for meget ilt. Jeg tror selv, jeg får et hjertestop, og at jeg skal dø, vi stopper bussen, og jeg lægger mig ud på den her motorvej.

– De andre drenge forstår det ikke rigtig, drenge er ikke så gode til at tale om sådan noget, specielt når det er følelsesrelateret, så jeg er meget alene med det og i chok. Da ambulancefolkene kommer, råber og skriger jeg, at jeg er ved at dø.

De opdager hurtigt, at det handler om panikangst. Han bliver kørt på hospitalet, hvor en erfaren sygeplejerske taler med ham i tre timer.

– Så falder jeg langsomt ned.

Men den er gal.

Efterfølgende kan han ikke sidde i en bus uden at føle, at rummet kryber sammen om ham, han er bange for at sove, fordi han føler, at han besvimer og dør, hvis han gør det, han går rundt og rundt og rundt om det hus, han bor i, for at gøre sig selv så udmattet, at søvnen alligevel kan overtage for en tid.

– Til sidst tænkte jeg: Jeg kan ikke holde det her liv ud. Jeg kunne ikke være nogen steder. Så jeg flygtede hjem til mine forældre på Tårnby Torv. Det eneste sted, jeg følte mig helt tryg, var hos dem og i deres brusebad. Jeg har altid kunnet gå i bad i flere timer, havde min båndoptager med, hørte Cliff Richard, så var jeg bare væk. Så jeg tænkte: Dér kan jeg få ro.

– Men da jeg kom derud og fandt ud af, at jeg ikke fik ro, det var faktisk endnu værre, tænkte jeg: Så kan jeg ikke være noget sted i verden, så kan jeg lige så godt bare lade være med at leve. Så brød jeg sammen og fortalte mine forældre om det. Det var noget af det bedste, jeg overhovedet kunne gøre.

Forældrene sidder på hver sin side af ham i sofaen, da han fortæller, at han ikke kan holde ud at være nogen steder og føler, at han bliver overmandet at frygt og mørke.

– Og så begynder de også at åbne op. Min mor fortæller, at min far også har haft det, han kalder ”sorte dale”. Mood swings. Og han har haft to tanter, der begik selvmord.

Oppe hos sin læge får Lars en forklaring på panikangst, en pakke piller og besked om at tage en og lægge den mellem underlæben og tænderne, hvis det sker igen. Den pakke går han med i sit mavebælte i et halvt år.

– Jeg tog aldrig en pille, men visheden om, at de var der, fik mig til at slappe af. Så forsvandt det. Og det kom først igen 20 år efter. Live på fjernsyn.

Knuden

For at det ikke skal være løgn: Nogenlunde samtidig med det første tilfælde af panikangst konstaterede en læge, at årsagen til Lars’ pludseligt tårnhøje blodtryk, alligevel ikke var lymfekræft, som beskeden først lød – på hans telefonsvarer(!) – men var en stor muskelknude inde i venstre side af kroppen.

Det lykkedes ikke kirurgerne at fjerne den godartede knude under den fem timer lange operation. Den lå for tæt på aorta.

Til gengæld glemte de inden i ham nogle remedier, der gjorde det svært for ham at gå … Da han siden skulle til kontrol, var knuden vokset sig så stor, at han, mens hans forældre, bror og kæreste var til stede i hospitalsrummet, fik at vide, at han nok skulle gå ud og gøre, hvad han skulle gøre, for han havde sådan cirka et halvt år tilbage at leve i.

Så forlod han Herlev Hospital, stillede sig ud foran det og kiggede op mod himlen og tænkte: Der er noget, der ikke passer her, det skal være løgn.

Han lagde sit liv om madmæssigt, kvittede smøgerne, kastede sig ud i alle mulige alternative løsningsmodeller – herunder nedsænkning i baljer med elektromagnetisme og indsprøjtninger med mistelten.

– Jeg gik i gang med at blive herre i mit eget tempel.

Hvad det egentlig var med den knude, er svært at sige her mere end 20 år senere, men:

– 7-9-13 – jeg er her stadig, og knuden er der stadig. Og der skal den være, for den er en del af mig.

Lægeangsten har han først sluppet for nylig.

Succes

Men vi foregriber begivenhedernes gang. For efter Rockers by Choice og nedsmeltningen både psykisk og fysisk begynder Lars at producere andres musik i stedet for at spille selv.

– Jeg får bugt med de der ting, søger måske en mere tryg tilværelse, hvor jeg lader de andre gå ud og bløde og bliver glad på deres vegne, når det går dem godt.

– Jeg finder nye bands, jeg er god til det, jeg er en slags far for dem, en mentor, en landsholdstræner. Det går der 12-15 år med. På et tidspunkt laver jeg et firma med Remée, vi får virkelig stor succes. Men langsomt begynder jeg bare at være en lille smule utilfreds med alt, og jeg kan ikke rigtig forstå det.

– Der er ikke rigtig nogen glæde. Jeg får platinplader, det hele kører, men jeg føler bare, at det hele er et hurtigt dopaminfix. Til sidst har jeg ikke rigtig lyst til at lave musik, og så bliver jeg først rigtig bange. Det er det, jeg har, det, jeg ejer, det der er min dna.

– Hvis jeg er træt af det, hvad skal jeg så lave? Det går op for mig, at der er noget galt. Der er farver, der pludselig ikke er i mit liv længere, og de skal være der.

En dag sidder han i sin have og filosoferer over den sidste dag, man har i sit liv. Så rammer erkendelsen ham:

– Den følelse, jeg har nu, er det den, jeg gerne vil sidde med den sidste dag? Nej. Og hvis jeg ikke tager det nødvendige servicetjek halvvejs i mit liv – hvad savner jeg, hvad mangler jeg? – så ender jeg som et surt og bittert menneske, der sidder og råber ad mit fjernsyn.

Han ved godt, hvad han i virkeligheden savnede allermest:

– Kærligheden. Jeg ved godt, det lyder som en kliché. Men i min bog kan det være kærligheden til det, man laver, til hverdagen, til livet. Den der lille ampul i hjertet, som man skal have til lige at skyde lidt ud, så man kommer igennem selv de værste regninger og dårlige dage – den var bare tom.

– Så jeg trækker mig herop i studiet, stopper samarbejdet med Remée, jeg bliver skilt, og … jeg stopper faktisk med at se nogen mennesker rigtigt. Jeg er bare her.

Sjakalen

På det tidspunkt begynder han at skrive sammen med en på nettet.

– Som jeg … troede, var et rigtigt menneske, men det var det ikke, det var en catfish, som virkelig fuckede mit sind rigtig meget op, fordi jeg var meget sårbar, jeg var i en depression, jeg var et blødende dyr, der lå ude på savannen omringet af alle sjakalerne.

– For pludselig var der mange flere psykopater i mit liv end i andre menneskers liv – de forsvandt sjovt nok alle sammen, da jeg heldigvis blev helet igen. Der er psykopater, der kan ”lugte”, når man er sårbar. Og en af dem var ”Helena”.

Lars mødte aldrig ”Helena” i virkeligheden, men han talte i telefon med hende hver dag.

Det viste sig senere, at hun ikke hed Helena, havde brugt en anden kvindes billeder, havde adskillige profiler og havde leget den samme psykologiske kispusleg med andre kendte mennesker og politikere før.

– Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige til mig. Det foregik i to måneder, hvor jeg var isoleret, og hun var min eneste livline. Det var fuldstændig sindssygt.

– Jeg havde en mavefornemmelse, første gang jeg snakkede med hende: På billederne var hun lyshåret, men hun havde en mørkhåret persons stemme. Jeg kan 100 høre det, jeg har arbejdet med stemmer hele mit liv.

– Men jeg overhørte den mavefornemmelse. Når man er sårbar og befinder sig i en depression, mister man sin intuition og sin situationsfornemmelse. Jeg talte med hende en time første gang, jeg var så svækket og dårlig, og jeg havde måske brug for empati, sympati og opmærksomhed, og det forstod og udnyttede hun.

– Jeg var næsten hypnotiseret i de to måneder, nærmest besat. Det er det mest sindssyge, jeg nogen sinde har prøvet.

Hvad ville hun?

– Det spørger jeg mig selv om den dag i dag. Noget med kontrol, tror jeg. Der er stor sandsynlighed for, at hun har siddet på en lukket afdeling.

– Hun udgav sig for at være læge på Riget. Hun vidste alt om medicin. Jeg vidste alt om hendes tyske familie, og hvor hun boede i Risskov … Hun ringede, fandt jeg senere ud af, fra taletidskort …

– Der er så meget kaos med hende, hun er drama-queen, har alle mulige undskyldninger, når vi skal mødes, der sker altid noget i sidste øjeblik, så hun ikke kan dukke op alligevel – klart, for hun eksisterer ikke.

– Nogle gange kommunikerer jeg endda med hendes veninde, når jeg ikke kan få kontakt med hende – det viser sig siden, at veninden er hende selv.

Lars erkender endelig, at han er nødt til at få hjælp, han søger psykologhjælp og finder efter flere spildte forsøg endelig en terapeut, der selv har levet et hårdt liv, og som via healing og hypnose får hul på ham.

– Det er så vildt med hende! Når jeg vågner fra de der seancer, når jeg åbner mine øjne, vælter det bare ud med vand. Der kommer så mange dæmoner ud af min krop, det er helt sindssygt. Jeg kan se det der mørke. Hun kan se det, hun siger: ”Det vrimler rundt med mørke kræfter.”

– En dag siger hun så: ”Jeg har arbejdet meget med din intuition, der kommer til at ske noget i denne uge.” En eftermiddag er jeg her i studiet, jeg er konstant træt, det er typisk for en depression, så lægger jeg mig og pludselig, buuuuu, hun eksisterer jo ikke, guuud, hvor er jeg dum! Først dér går det op for mig.

– Jeg vil ikke give hende credit, det fortjener hun ikke, hun er et psykopatisk menneske, der har udnyttet et meget sårbart menneske. Men hun var trods alt primært med til at sige: ”Du skal lave din egen musik igen.” Ellers havde jeg måske ikke haft modet til at få lavet min egen musik. Det er simpelt hen så underligt. Men den her depression …

– Jeg plejer faktisk at sige, når jeg snakker om de her ting til en koncert: ”Hvis nogen af jer dealer med ting i den kaliber, er det altså sådan, at hvis jeg ikke havde haft den depression, stod jeg ikke her og spillede musik for jer.” Så begynder folk at klappe. Det er ret store øjeblikke for mig. Jeg laver musik igen. Jeg har været med i ”Toppen af poppen”. Jeg spiller live koncerter. Men jeg skulle åbenbart igennem alt det der først.

Dæmonen

Inklusive at få panikangst på live-tv.

– Jamen … en nat skriver jeg min første sang til mig selv: ”Man skal dø lidt, før man finder vej.” Den handler om det, jeg er igennem. Jeg har ikke lavet musik for mig selv i 23 år og havde ikke regnet med, at jeg skulle synge eller stå på en scene igen. Så sender jeg den single ud og fortæller lidt om det, og straks bliver det en kæmpe historie.

– Jeg skal i ”Go’ aften Danmark” og interviewes af Michèle Bellaiche. Jeg har altid syntes, det var noget af det sjoveste at være i fjernsynet, men mens jeg venter på at komme ind, begynder noget i mig at tage kontrol: Du kan ikke det her.

– Jeg har altid haft en engel og en dæmon i mig. Det har også været godt, for når jeg arbejdede, og dæmonen sagde, ”du kan ikke”, sagde englen, ”du kan kraftedeme godt”. Men dér vokser dæmonen.

– Jeg kommer ind og sætter mig foran Michèle. Der er en flot forhistorie: ”Bla bla bla, og så blev han ramt af depression.” Pludselig er der noget, der råber til mig: ”Du skal rejse dig, Lars, du kan ikke det her.”

– Samtidig er der noget andet, der siger, at jeg ikke må svigte Michèle. Der begynder en indre kamp, jeg er helt tør i munden og kan mærke mit hjerte hamre. Det er fuldstændig samme følelse som i 1997, kraftstejlemig, det kom igen!

– Da hun stiller det første spørgsmål, kan jeg ikke se andet end hendes mund. Hun ser med det samme i mine øjne, at noget er galt. Jeg ved ikke, hvad jeg svarer, hun er pissegod til ligesom at fæstne mig, og jeg kommer igennem det interview. Kamerafolkene siger bagefter, at de kunne se, at der skete et eller andet – som om jeg havde en live dæmonkrig i fjernsynet.

– Det vildeste var, at da jeg kom hjem og kiggede på mine sociale medier, var det hele eksploderet med folk, der sad med en depression, og folk, der havde haft en, og folk, der havde siddet og grædt. Virkelig voldsomme reaktioner, som også gjorde mig stolt, fordi det bekræftede mig i, at vi skal snakke om tingene. Mærke hinanden.

Soldaterkammerater

Der er en dreng, der hedder Vitus. Han er ni år. Hans far hedder Lars.

Hvad har din søn betydet i alt det her?

– Han har helt klart været mit anker og min klippe dér, hvor det var allerværst. I morges sendte han mig en sms: ”Jeg savner dig,” hvor savner var stavet forkert, og så var der 4.078 forskelligfarvede hjerter. Så kan det ikke gå helt galt, vel? Men jeg har den evige skam og samvittighed over, at jeg har gjort ham til skilsmissebarn, den kæmper jeg med dagligt. Det var ikke meningen.

– Men det var heller ikke meningen, at hans far skulle … nøjes. Det var bare blevet et rigtig godt venskab, vi var nok mere soldaterkammerater end kærester. Men erkendelsen af det efter 23 år er uhyggelig svær. Og før jeg begyndte at gå dybere ind i det, føltes det også som en fiasko.

– Men altså … Det var en meget lang og sliding proces op til. Der var ingen, der kastede en tallerken ind i væggen og sagde: ”Du har været mig utro, nu skrider jeg.” Det ville jeg næsten have ønsket. Jeg ville også have ønsket, at det var mig, der blev forladt. Jeg ved, det lyder latterligt, men jeg skal nok rende rundt med en livslang skyld og dårlig samvittighed over, at det var mig, der gik.

– Nu har vi været skilt i fire år, og det er først nu, jeg er begyndt at kunne se, at fordi Vitus faldt og græd forleden, så græd han ikke på grund af skilsmissen, for han ville også have grædt, hvis vi ikke havde været skilt. Og så er der nogle andre ting, han bliver stærk i.

Dit kærlighedsliv nu?

– Jamen jeg mødte min kæreste for tre år siden, vi er flyttet sammen, og jeg er rigtig glad for hende. Vi er diametrale modsætninger. Det er selvfølgelig ikke nemt, for når man er i vores alder, har man eddermame også meget bagage med, og jeg tror ikke, jeg har været den nemmeste at møde, fordi jeg har så meget lort i min.

– Så guderne skal vide, at der har været mange bump på vejen, men det er også de bump, der gør, at man finder ud af, om det er os.

– Og vi bor sammen, har bygget nyt hus sammen, hun er totalt oppe i tempo, ejer syv fitnesscentre og har noget særlig reformertræning, hun har fået mig ind i, som faktisk har hjulpet mig rigtig meget. Jeg har aldrig villet træne, har altid syntes, det var stræberagtigt. Men jeg fandt ud af, at når jeg har trænet i en maskine, er mine endorfiner bare skudt så højt op, at jeg ikke kan blive ked af det i 24 timer. Så der er min ”lykkepille”.

– For jeg har også prøvet lykkepiller i et halvt år, og de gjorde mig numb, de neutraliserede alt, og så er der sgu ikke nogen grund til at være her. Hvis jeg ikke kan få lov til at smage salt og peber i livet, gider jeg sgu ikke.

– Men jeg tror, vi har mødtes i et … middeltempo nu. Hun har levet med 120 i timen. Nogle gange i starten sagde hun: ”Vi kan ikke sove sammen, jeg skal tidligt op.” Jeg var sådan: ”Det kan du da ikke sige!”

– Du ved … Når man før har været sammen med en i 23 år, har man sine vaner, man ånder jo kraftedeme ens, så vi har da vores ting. Men kærligheden har overvundet det. Og det er i hvert fald meget nemmere at leve i nuet, end det har været før.