Chefredaktøren: Ikke pille (hele tiden)

Tænk, hvis det at gå i terapi og tale problemer med veninder og kærester (inden de lærer at lukke ørerne) for at finde ud af, hvorfor man har det dårligt, i virkeligheden er en del af problemet? Tænk, hvis det i virkeligheden er usundt at gå og mærke efter hele tiden. Tænk, hvis det mest foruroligende ved, at du ikke kan sove om natten, ikke er selve søvnmanglen, men din bekymring om søvnmanglen. Og hvad hvis angsten for stress i virkeligheden er farligere end stressen selv?

Kelly McGonigal er psykolog og ekspert i sundhed og har offentligt udtalt, at hun måske har været med til at puste til ilden i forhold til gøre folk med stress mere angste, end de var i forvejen. Brug tre minutter på at se McGonigals TED-talk om, hvordan vi stigmatiserer hinanden og os selv ved at overproblematisere hverdagsfænomener og naturlige følelser som stress og angst.

Bekymring er en nationalsport. Og jeg har stillet op i de uofficielle mesterskaber hele mit liv. I min familie var det at give udtryk for sine følelser højeste kaste. Når kvinderne i klanen rigtig skulle hygge sig, tændte vi stearinlys, fandt den store tekande frem og spiste ostemadder, mens vi analyserede alt og alle i timevis. Vi pillede navle nærmest som et par aber, der ordner pels på hinanden.

Det er jeg glad for – i forhold til de mennesker, jeg kender, som kommer fra familier, hvor man ikke talte om noget som helst – heller ikke dødsfald. Det er sundt at tale ud og være åben, sådan som Charlotte Bircow Næss-Schmidt gør det i det nye Psykologi, der er på gaden nu. Det inspirerer én til at være heppekor på hendes motto: ”Hvis du står i lort til halsen, så løft hovedet, og bevæg dig”.

Jeg husker i hvert fald en langt federe følelse indeni, da min mor, engang jeg havde kærestesorg, sagde: ”Stop med at tude over ham, Elizabeth Taylor var gift otte gange” . Det er meget bedre at høre ”du kan” end ”stakkels dig”. Den fandenivoldskhed prøver jeg at genopfriske nu og da.

LÆS OGSÅ: Introvert eller ekstrovert? Måske er du begge dele - se de 9 tegn her

Magasinet Psykologi har meget apropos fået et ansigtsløft udenpå – og indvendigt. Vi holder en pause fra livsstilsforsider og kører i stedet en mere grafisk stil. Det gør vi for at fortælle, at vi også udvikler os og adskiller os. I vores version 2.0 har vi fokus på robusthed, men også på, hvordan du kan berolige dit nervesystem og slippe angsten.

På samme måde gælder det om at få et sundt forhold til din mobil i stedet for at udvikle teknikskræk og afhængighed. For nok er de tidsrøvende de små mobiler, men de kan altså ikke ændre vores personlighed og gøre os til addicts, hvis vi ikke allerede har anlæggene. Jeg tjekker min mobil små hundrede gange om dagen, men lægger ikke særlig meget ud på de sociale medier, fordi jeg synes, at man skal have noget mere på hjerte end en solopgang og et gammelt bryllupsbillede for at tage andre menneskers tid. Og fordi jeg synes, dem, der skriver, har travlt med at få beundring snarere end at tænke på, hvad de kan give andre. Forleden lagde jeg alligevel en historie op og fik 279 likes – og da jeg lagde hovedet på puden om aftenen og mobilen lige ved siden af med det blå lys, følte jeg, at jeg havde gjort det på min egen måde. Men sjovt nok var der alligevel en tomhedsfølelse og ”tømmermænd” dagen efter, hvor det ebbede ud i kommentarfeltet.

Forholdet til mobiltelefonen, som vi har tema om i det nye Psykologi, er psykologisk set interessant, fordi det påvirker os, hvis vi ikke kan styre det. Men som det også bliver sagt i artiklen, behøver vi ikke terapeutisere vores misbrug, for årsagen er ikke ubearbejdede traumer. Vi skal bare lære ikke at reagere, hver gang vi får en indskydelse til at sende en sms eller tjekke Facebook.

Og en god anledning til det er måske at være nærværende med det, du er i gang med lige nu – også selv om din telefon snart kalder på dig igen.