Selvudvikling
7. januar 2020

Brev til Renée: Min kæreste prioriterer sin ekskone over mig

Jeg har det, som om jeg er på kokain. Jeg kan ikke slippe stoffet (ham), selv om jeg ved, det ødelægger mig. Læs ugens brev til Renée her.
Af: af Renée Toft Simonsen
Renée Toft Simonsen

Kære Renée

For halvandet år siden mødte jeg en mand. Han var gift, men blev skilt, og vi forelskede os lynhurtigt.

Efter et halvt år købte vi lejlighed sammen. Jeg betalte halvdelen kontant, og han betalte nul.

De havde ingen børn, de havde en fredelig skilsmisse og er bedste venner. Imidlertid føler jeg mig meget langt nede på prioritetslisten – efter ekskonen, hendes familie og det lokale værtshus.

Efter vi flyttede sammen, hjalp jeg med at lede efter en nøgle. I stedet fandt jeg hans vielsesring i hans jakkeinderlomme. Jeg spurgte, hvorfor han gik rundt med den. Han blev vred og kaldte det en forglemmelse.

Uanset hvad vi laver, går han ind i et andet rum for at tale privat med hende, når hun ringer.

En fælles ven har sagt, at han aldrig har virket forelsket i mig.

En anden fælles ven mener, at han mest er sammen med mig af økonomiske årsager.

Efterhånden føler jeg mig forkert og hysterisk. Når jeg forsøger at tale med ham, ender vi med at tale om, at jeg er ude af stand til at gå på kompromis og har nul selvindsigt.

Jeg er blevet slæbt med til fødselsdage, hvor hun også har været, selv om jeg har grædt og haft ondt i maven. Jeg er rengøringskone, prostitueret og hæveautomat, men hun er stadig konen.

Hun er den primære person i hans liv. Jeg er klar over, de har en fortid, og jeg er ikke ude på at få hende ud af hans liv. Jeg har bare ikke lyst til at se hende.

Jeg har heller ikke lyst til, at han ligger og skriver med hende i sengen, mens jeg ligger nøgen ved siden af og venter.

Jeg har det, som om jeg er på kokain. Jeg kan ikke slippe stoffet (ham), selv om jeg ved, det ødelægger mig. Jeg ved ikke, hvor jeg er blevet af i det her.

Venlig hilsen den fortvivlede

Kære fortvivlede

Du skriver to ting, som får mig til at studse.

At du føler dig som en, der er afhængig af kokain, og at din kæreste har travlt med alt muligt andet end dig – blandt andet det lokale værtshus.

Jeg svarer på baggrund af det her ene brev, og det betyder, at jeg gætter på, hvad der kunne være konstruktivt at kigge nærmere på.

Jeg kan ikke præsentere en løsning på dit problem, men jeg kan være med til at reflektere sammen med dig.

Hvis vi antager, at din kæreste har et alkoholforbrug, der kommer før dig, og du har en fornemmelse af at løbe efter ham og aldrig helt at kunne fange ham – af at være alt for meget ovre i ham i stedet for at være hjemme i dig selv og sætte de grænser, du skal for at trives – ja, så står vi med et forhold, hvor der er en afhængig og en medafhængig.

Den slags forhold behøver ikke alkohol eller stoffer for at findes, men når de ting er involveret, kan mønstrene blive mere tydelige.

Måske kunne det være konstruktivt for dig at undersøge, om der kunne være noget om det. Kunne du have træk, der karakteriserer en medafhængig, og hvis du har, hvor kommer de så fra? Hvis ja, hvordan kan du så begynde at arbejde med dig selv, så du kan blive bevidst om dine mønstre, og om, hvordan du passer på dig selv?

Det er det, jeg læser, at du har brug for: at passe på dig selv. Din kæreste virker på alle måder grænseoverskridende, både i forhold til sin ekskone, din økonomi og manglende forståelse og omsorg for dig.

Som jeg læser det, finder du dig i alt for meget, hvilket gør dig ked af det og vred. Du får ikke sat de grænser, du har brug for, og det skal du i gang med.

Man kan ikke ændre andre, men man kan begynde at ændre sig selv, så man lever mere i overensstemmelse med sine egne værdier.

At gå ind i den proces kan betyde at miste kærligheden, men hvad er alternativet – at miste dig selv?

Skræmmende tanke, ikke? Terapeut Jytte Vikkelsø har skrevet bogen "Du forelsker dig aldrig i den forkerte", som handler om, at når vi forelsker os, så er konflikterne, der kan opstå senere, grunden til, at vi forelsker os i lige præcis dét menneske.

De sår, der allerede er til stede, længes efter at blive helet, og ved at forelske os i et menneske, der kan genåbne dem, får vi muligheden for at hele dem via forelskelsen.

Helingen kan ske i forholdet med den partner, vi har fundet, hvis partneren er klar på at gå ind i det arbejde, det vil kræve. Er partneren ikke klar til det, kan du hele dit eget sår ved at åbne det og give det opmærksomhed og kærlighed – altså passe på dig selv og lytte til de signaler og tanker, du får.

Din beskrivelse af den mand, du har fundet, tyder ikke på, at han er villig til at gå ind i det arbejde med dig.

Derfor tror jeg, du skal overveje grundigt, om du vil fortsætte det forhold. Jeg ved, det må være tungt at læse det her, og at det eneste, du ønsker, er, at jeres forhold skal blive godt og kærligt.

Så kære søde dig, du er værd at elske og passe på. Det synes jeg, du selv skal gå i gang med, og så må det andet, kærligheden, den anden, komme bagefter.

De kærligste hilsner Renée

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her

https://imgix.femina.dk/podcast-brev-til-renee_2_6.jpg
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også