Selvudvikling
7. februar 2017

Brev til Renée: Hvad er der blevet af nøgenhed og naturlig behåring?

I dag ved jeg, at der er en del af gutterne, der savner, at der er ”hår på karamellen” – er det simpelthen blevet en trend, eller er det af praktiske årsager, der næsten ikke er en eneste kvinde, der lader hårene være?
Af: Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/article/1637-renee-3.jpg
Hej Renée Jeg har lige læst din klumme ”Hvor er de bare bryster blevet af?”. Ja, jeg er mand og gammel nok til at kunne huske, at strandene næsten var brolagt med nøgne bryster – og JA, jeg savner dem faktisk – ikke på den uartige måde, men de var en for mig naturlig del af strandlivet. Nøgne kroppe er i dag næsten et særsyn. Hvad er det, der er sket med de unge? Man ser jo heller aldrig en dusk under navlen. Jeg husker tydeligt fra min egen ungdom, at de fleste af gutterne var villige til næsten hvad som helst for at prøve en barberet ”tissekone” – men også at de fleste af pigerne ikke ville lade dette ske. I dag ved jeg, at der er en del af gutterne, der savner, at der er ”hår på karamellen” – er det simpelthen blevet en trend, eller er det af praktiske årsager, der næsten ikke er en eneste kvinde, der lader hårene være? Set med mine øjne bør de være til stede, og irriterende nok er jeg så småt begyndt at føle, at det er mig, der pludselig er lidt galt afmarcheret. Personligt er en barberet ”tissekone” noget, der ligner en for ung pige, og det kan jeg bestemt IKKE lide. Jeg håber, at du svarer mig. Bluesman
Kære Bluesman Tja, hvor er alle de bare bryster blevet af? Det var nøjagtig det, jeg forsøgte at finde svar på med mine refleksioner i den klumme, du refererer til (læs klummen her), og ærlig talt fandt jeg vist ikke noget entydigt svar. Nok fordi det ikke findes. Jeg tror nemlig ikke, der er én grund til, at de unge piger ikke går topløse på stranden længere, men derimod flere. For det første tror jeg, den slags helt sikkert er dikteret af moden, og det er bare ikke moderne at smide toppen for de unge piger. Grunden til, at det er sådan, tror jeg er en reaktion på, hvordan det var før i tiden – de har set deres mødre uden bh alle vegne, og som en reaktion på det gør de det modsatte. Måske? Samtidig tænker jeg, at en vægtig grund kan være den fotografikultur, vi har nu, og som vi slet ikke havde, da vi var unge. Hvis nogen havde et kamera dengang, så fik de fremkaldt billederne, og måske viste de dem til nogen, de var tæt på – men ingen havde jo mulighed for at dele alles bryster med alle på den måde, det er muligt i dag. Jeg har læst en del artikler om det at shame unge piger på nettet ved at dele frække billeder af dem i forummer, hvor den slags foregår, og jeg tænker, de tildækkede bryster bl.a. kan forklares med den kultur og de muligheder for deling af billeder, som internettet har bragt med sig. LÆS OGSÅ: Renée om kønshår: Væg-til-væg er sexet I forhold til det med at barbere alt hår af tissekonen så tror jeg, det er et modefænomen, som bl.a. er opstået i kølvandet på den overvældende kropsfiksering, vi ser i de her år, hvor man kan gøre snart sagt alt ved kroppen i form af at klippe, skære, sy og remodellere den. At barbere sig mellem benene tror jeg også er moderne, bl.a. fordi vi hylder den perfekte krop, og i øjeblikket er den perfekte krop altså den lydløse krop og dermed også den hårløse krop. Der har gennem historien været meget forskellig slags mode, både hvad angår krop og tøj, og lige nu er det altså den meget tynde og hårfri krop, der er moderne. Men hvis man går på museum, så finder man nemt malerier, hvor den buttede kvinde bliver hyldet som ideal. I øjeblikket er der også en trend i det, der kaldes plussize-modeller. Fordi mange kvinder slet ikke kan leve op til det meget slanke ideal, tror jeg, man er nødt til at udvide idealet til også at omfatte kvinder i større størrelser. I forhold til som mand at ønske, at kvinden har hår forneden, så kan jeg sagtens forstå det ønske, netop fordi en barberet tissekone på mange måder ser lillepigeagtig ud. På samme tid bliver området mere følsomt, hvis der ikke er hår, så hvorvidt man ønsker det ene eller det andet, er meget personligt, og har man præferencer omkring hinandens krop, er det nok en snak, man skal tage med hinanden hjemme i privaten. Mange hilsner Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.

Læs også