Brev til Renée: Hans gamle flammer spøger stadig i mig

Kære Renée

I 2011 blev jeg sygemeldt med stress, efterfølgende fik jeg en depression og siden hen angst. I 2017 blev jeg skilt, men jeg forenede mig aldrig med, hvad der skete.

Nu ved jeg, at jeg ikke magtede at kæmpe for mit ægteskab grundet min psykiske tilstand, og at min mand ikke forstod de dybereliggende ting, der foregik. Han flygtede, og det er han ked af nu. Vi så stadig hinanden i de år, vi var skilt, men til en julefrokost sidste år var han sammen med en anden kvinde i fuldskab.

Det satte store tanker i gang, og jeg fandt ud af, at jeg elsker ham højt og i grunden aldrig har følt, at vi var skilt. Det fortalte jeg, og han fik mildest talt et chok. Siden fandt han ud at, at det skulle være os igen. Nu er vi så sammen og kan nu se det hele i et større perspektiv. Vi har mulighed for at vokse sammen, og vores kærlighed er stor. Men der er noget, der nager.

Han var sammen med en anden. Det betyder intet for ham, men i min verden føles det som utroskab. Det er pinligt at indrømme, for vi var jo skilt. Godt nok havde vi haft sex to dage forinden, men jeg har en idé om, at jeg overreagerer. Er det normalt? Og kan det relatere sig til min angst?

Jeg har ondt i kroppen og grimme tanker om kvinden. Han er som sagt færdig med hende og fik også sagt, at de ikke skulle ses mere, hvilket de ellers havde aftalt. Siden har hun skrevet til ham og spurgt, om jeg ved noget, og det er nok til, at jeg danner mistillid. Min mand er en klippe og et fantastisk menneske. Så jeg undrer mig over, at jeg er så primitiv og ikke ”bare kan glemme” det, som i grunden blev sparket til, at det blev os igen.

Kærlig hilsen Tanja

Kære Tanja
På mange måder er det en fin historie om en stor kærlighed, du fortæller. Historien har endda en smuk ”slutning”, hvis man overhovedet kan kalde den slut endnu? I er sammen igen, I kom igennem en stor krise, og det virker til, at du har fået det bedre psykisk.

Du skriver ikke meget om, hvorfor du fik stress, men måske er det ikke vigtigt i denne sammenhæng. Jeg kan se på din alder, at du muligvis er gået i overgangsalderen, og derfor har jeg lyst til at sige til dig, at nogle kvinder reagerer meget voldsomt, når deres hormonproduktion falder. Hvis overgangsalderen spiller ind, er det måske en idé at få tilført hormoner? Det var blot en tanke, jeg fik. Måske hænger de to ting slet ikke sammen.

Men i forhold til det, du oplever nu, kan man sige, at det er et problem, der kun findes på tankeplan. Din mand kunne aldrig være dig utro, og han har gjort det forbi med kvinden. Det er således i dit hoved, at uroen opstår. Tankerne er svære at styre, og problemet med dem er, at de genererer følelser i os. Til gengæld kan vi selv være med til at styre, hvor meget opmærksom vi giver dem.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg er ved at gå fra min mand. Er det dumt?

Men hvordan gør man så det? Det er en svær øvelse. Med din bevidsthed må du forsøge at flytte din opmærksomhed, når du mærker tankerne om hende den anden. Det kan du gøre ved at finde noget bestemt at tænke på og så tvinge dig selv i den anden retning.

Du kan også bruge din vejrtrækning, ligesom man gør, når man mediterer. Man lukker øjnene, lægger sit fokus på sin egen vejrtrækning og får på den måde kroppen og sindet i ro. Når de negative tanker dukker op, kan du sætte dig på en stol og med lukkede øjne forsøge at fokusere på dit åndedræt. Hvis du afprøver øvelsen, vil du måske opdage, hvor ofte tankerne kommer, og blive bevidst om, hvor meget plads du hidtil har givet dem. Måske vil du så beslutte dig for, at de skal fylde mindre?

I dit brev læser jeg, at du ønsker at slippe for de negative tanker, og det kan du nok ikke. Men du kan måske begrænse dem og tillægge dem mindre værdi, end du gør nu?

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Kokainen har taget magten over min søn

Jeg ved faktisk ikke, om tankerne kan relatere sig til din angst, men selvfølgelig kan det tage tid at komme sig. Både efter det, der skete med dit psykiske helbred, og også efter at din mand var sammen med en anden, selv om han var fri til at gøre det.

Du oplever tydeligvis et svigt, selv om det i realiteten ikke er det. Men man kan sagtens opleve noget som et svigt, selv om normerne i samfundet siger, at det ikke er det. Jeg tænker, at der ligger en form for angst for at blive forladt bag tankerne? Måske har du prøvet noget lignende før, som ikke er blevet bearbejdet?

Det fine ved dit brev er din måde at reflektere over problemet. Du mærker, hvad der sker inde i dig, men samtidig ved du, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det er et godt udgangspunkt for at arbejde med problemet.

Jeg vil derfor foreslå dig at se en psykolog, så du i samarbejde med en professionel kan finde ind til kernen. Måske kan du få nogle redskaber til at rumme de destruktive og negative tanker. For de må gerne være der, men dine tanker er ikke hele dig, og de har intet med dit liv at gøre, som det ser ud lige nu.

Kærlig hilsen Renée

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Efter 28 års ægteskab har jeg ikke lyst til sex