Anne Marie Vessel Schlüter: "Det er en gave, at Poul og jeg fik 32 år sammen"

Det Kongelige Teater er Anne Marie Vessel Schlüters andet hjem. Også nærmest det første, vil nogen sige. Og det passer vist. I hvert fald i perioder.

Mie, som Anne Marie Vessel Schlüter kaldes og også selv bedst kan lide at hedde, har haft sin gang i Det Kongelige Teater i over 65 år.

Hendes mor var balletdanser her, hendes far var balletregissør, og selv blev hun optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, da hun var syv år.

– Og så har jeg været her siden, som hun siger.

I dag er hun 72 og stadig aktiv på teatret som underviser og instruktør, og her i juletiden er hun også på scenen i rollen som bedstemor i balletten ”Nøddeknækkeren” – trods en iskiasnerve, der smerter, så hun næsten ikke kan komme ud af sengen om morgenen.

Beskriv dig selv med tre ord:

– Jeg er et positivt menneske, og det har hjulpet mig meget igennem livet. Jeg har humor, hvilket også altid har hjulpet mig. Og så synes jeg, at jeg er tilpas nysgerrig efter at lære nye ting.

– Det hele skal ikke bare være ballet og at studere sig selv i spejlet. Det har jeg også tit sagt til mine elever: ”Se nu at få nogle venner uden for teatret, og som ikke danser ballet!”

– Men det kan godt være svært, når man er her nærmest døgnet rundt, og det er man som danser.

Hvad er det største eller bedste, der er sket for dig i år?

– Det er måske lidt underligt at svare på, når det var i år, jeg mistede Poul. Men det giver alligevel mening. Fordi for det første er det en gave, at Poul og jeg fik 32 år sammen, for det kan man ikke forvente, når der er 20 års aldersforskel, og man er 40 og 60 år, når man møder hinanden.

– For det andet kan jeg nærmest takke coronaen for, at vi fik så meget tid sammen til sidst. Vi tog op på landet, til Hornbæk, så snart smitten tog til, og så var jeg der jo hele tiden for Poul.

– Vi har aldrig nogensinde været så tætte, som vi var i coronaåret. For det har vi aldrig haft tid til før. Vi vidste ikke, at Poul var så syg.

– Pludselig gik det meget, meget stærkt. Han var kun indlagt fem-seks dage. Men hans hjerte var slidt.

Hvad er det bedste ved din alder, og det værste?

– Det bedste er al den erfaring, man har samlet. Jeg har altid været meget direkte, når jeg har sagt ting til folk, og nogle gange måske også for ærlig. Det er jeg stadigvæk. Men nu har jeg alderen til det, synes jeg. Nu kan jeg tillade mig det.

– Men jeg ved også nu, at jeg skal passe på ikke at såre folk. Det værste er, at man tænker mere over døden. Jeg har haft brystkræft. Det er otte år siden nu. Men da tænkte jeg allerede: ”Hvis jeg skal dø af det her, har jeg haft et dejligt liv”. Og det har jeg virkelig.

– Så jeg ville ikke være bange for at dø. Men det er måden, det kommer til at ske på, jeg kan frygte. Ellers må jeg sige, at jeg altid har haft en krop, der siger spar to, og jeg har budt den meget.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

– Det var en vigtig beslutning at sige ja til hr. Schlüter. Jeg var glad for, at jeg gjorde det. Men jeg skulle lige tænke mig om. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var fri.

– Alexander og jeg var gået fra hinanden og havde et skønt venskab. Og så kom hr. Schlüter dér og var jo meget charmerende og intelligent og også meget ihærdig. Og så var det, jeg tænkte: ”Why not?

– Vi har været igennem nogle ting, begge to. Hvorfor ikke give det en chance?” Og det gik jo godt. Jeg havde et fantastisk spændende liv sammen med Poul.

Hvad er det vildeste, du har gjort?

– Se svaret ovenfor (latter)! Jeg har hverken sprunget i faldskærm eller rejst til Nordpolen. Det har jeg aldrig haft tid til. Men det kunne jeg ellers godt tænke mig.

Hvem tænker du på som kvindelige forbilleder?

– Dronning Margrethe. Jeg er fuld af beundring. Alene det, at hun tog ud til Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen i hans afskedsforestilling, det har hun fået SÅ mange point på.

– Hun har så meget humor, er så vidende og er superdygtig. Hvis hun ikke var dronning, var hun blevet kunstner med alt det, hun kan inden for kunst.

Den bedste gave, du har fået, eller bedste fødselsdag, du har holdt?

– Til min fødselsdag i år fik jeg en halskæde af guld af Poul. Den er lavet af guldsmed Flemming Hertz, og vedhænget består af tre børn, der griber fat i hinandens hænder.

– Overskuddet fra salget af disse halskæder går til Kræftens Bekæmpelse og til kræftramte børn. Jeg sagde til Poul, at det var det eneste, jeg ønskede mig.

– Jeg fik halskæden af ham 1. maj, tre uger inden han døde. Derfor betyder den noget helt særligt for mig. Jeg har den også på i dag.

Hvad drømmer du om?

– At coronaen snart er overstået. Jeg ville rigtigt gerne ud at rejse. Og når jeg engang ikke længere skal være på teatret, kunne jeg godt tænke mig at blive hospitalsklovn og sprede lidt glæde hos hospitalsindlagte børn.

– Det tror jeg godt, jeg kunne finde ud af.