Anders Matthesen: "Det er svært at være et perfekt menneske"

Anders Matthesen står i sit kontor på Vesterbro efter interviewet og siger, at samtalen da var god, men ikke blev helt, som han havde forestillet sig.

Han havde tænkt sig at være sit alter ego, livsstilscoachen A. Matthesen, men man kan ikke sende en stedfortræder til Psykologi, så det er Anders Matthesen, vi har talt med det meste af tiden.

Tror vi.

Hans kone foretrækker også den ægte vare.

Hun begyndte på at læse hans nye selvhjælpsbog, ”Livsstil er en livsstil”, som er skrevet af A. Matthesen, men klappede den sammen med et suk efter en god håndfuld sider.

Man kan vel kalde det en anti-selvhjælpsbog. Den er fyldt med selvironi, selvmål, selvovervurdering og selvoptagethed.

Du får lige et citat her:

”Vi går måske og bilder os ind, at vi har brug for alt muligt for at opnå lykke, men i virkeligheden er det eneste, vi inderst inde drømmer om, bare et helt almindeligt liv fyldt med glæde, tryghed og tilfredsstillelse, et sundt helbred, gode relationer, kærlighed, lækker mad, spændende oplevelser, spontane eventyr, en fed bil, god sex, rejser, fester, rigelig fritid og selvfølgelig masser af penge. Så hvorfor jagte hovedløst rundt efter alt muligt andet?”

Det er en karikatur på en selvhjælpsbog med billeder af Anders i henførte, lykkeosende, mindfulle overskudssituationer.

Hører man til selvhjælpsbogelskerne, kan man muligvis føle sig trådt over tæerne. Men stop lige lidt.

For selvironien er afvæbnende, så budskabet trænger ind, og alt det, der står mellem linjerne, giver faktisk god mening: Vær et ordentligt menneske, skrot bull­shit, lev livet.

– Ja, den er balsam for sjælen, ikke? Det er det, jeg prøver at give videre.

Det, Anders siger, er i virkeligheden: Hold så op med at være så hård ved dig selv. Tag ansvar for dit liv. Så er det heller ikke værre. Opfør dig ordentligt over for dig selv. Og andre. Så skal det nok gå alt sammen

Profeter

”Livsstil er en livsstil” ligger nytrykt på bordet. Anders sidder på en strand – i lotusstilling og med lukkede øjne – på coveret. Han ligner en mand i balance, og det ligner noget, man har set før.

– Altså … jeg har læst mange af de der bøger. Og jeg har også fnyst af rigtig mange af dem og har tænkt: Der mangler den rigtige bog, som er den direkte vej til lykken. Uden alt det der pis.

– Alle de der slankebøger og 60-dages røvkuren og bootie camp, og hvad fanden det nu hedder. Jeg tænkte: Det må kunne gøres bedre. Nu må folk have en klar nordstjerne at navigere efter blandt alle de her falske profeter.

Hvad kendetegner din lykke? Og nu er jeg alvorlig.

– Så må vi jo se, om jeg også er det, ha ha! Hvad kendetegner min lykke? Det er vel noget med at være i balance, være i sync med virkeligheden. Så kan virkeligheden nogle gange tage forskellige former.

– Men hvis man er tilbøjelig til at lade sit eget humør afhænge af, om det regner, eller hvad der nu sker af ydre omstændigheder, er man ikke selv herre over sin egen lykke.

– Det handler om at føle sig i forbindelse med den virkelighed, der nu er. Ikke håbe på noget andet eller ønske sig noget andet, men anerkende og forholde sig til tingene, som de er. Så er man nået et godt stykke.

Hvad angår reolmetrene af selvhjælpsbøger, siger Anders:

– Der er ikke mange af dem, der kan bruges til noget som helst. Langt de fleste prøver at tage patent på et eller andet og kommer så med et konceptualiseret budskab. Jeg synes, meget af det er noget snyd og bedrag.

Men hvis det er sådan – hvorfor elsker vi så de bøger?

– Vi elsker det på samme måde, som vi elsker sladder. Det er det, man kalder drama eller emotionelt stof. Den varme luft er tit den, vi lever af på en eller anden måde.

– Den kan virkelig være velsmagende. Når de virker, er det, fordi vi har en sød tand for alt det der.

Man kan jo blive rig på bavl?

Her opstår der et nanosekundkort overrasket udtryk i Anders’ ansigt. Touché? Så skraldgriner han.

– Det vil jeg ikke afkræfte, ha ha ha ha. Det kan man. Ha ha ha. Gud ske tak og lov. Men det, der virker i min bog, er jo, at jeg øser af mine egne erfaringer og snakker om, hvad jeg selv har oplevet.

– Man kan selv teste det af. For eksempel har jeg et glimrende kapitel om træning, og hvis man er i tvivl, kan man prøve det i 60 dage, så kan det være, man får en fast mave.

– Nu tænker man måske, at 60 dage er lang tid, men man kan også lave en squat, der tager ni minutter, i stedet for det sædvanlige træningsprogram.

Men du har jo ikke en fast mave?

– Nej, men nu har jeg også et langt kapitel, der handler om, at det også handler om at sætte sig nogle ordentlige mål. At man ikke nødvendigvis skal ønske sig en fast mave.

Anders afskyr skyr. Men han er på kur. Der ligger godt nok seks croissanter på en tallerken, men han skal ikke have nogen.

Ingen kalorier før 12 og efter 20. Det er en ny livsstil(!), som foreløbig har fået ham til at smide adskillige kilo.

Hamsterhjulet

Anders kan ikke sidde stille. Vifter rundt på stolen i en slags konstant halv rotation. Trækker Buddha-perlekæden af og på sin arm. Vikle ud, vikle ind og om igen. Kører hånden over ansigtet og igennem sit hår.

Hvad var du for en dreng?

– Hmm … Det ved jeg ikke … En fjollerøv, tror jeg. Jeg sad ikke så tit stille, men jeg kunne godt. Jeg har ikke adhd, som nogen ellers tror. Der er mange, der spørger mig om det. Men jeg har egentlig altid kunnet fordybe og koncentrere mig.

– Jeg har bare også et stort behov for spontanitet, eventyr og action. Det havde jeg også, da jeg var dreng, men jeg kunne ikke udleve det i så høj grad, som jeg har kunnet i hvert fald i mit præ-familiære voksenliv.

– Der er selvfølgelig nogle begrænsninger, når man får det almindelige væddeløb og hamsterhjul præsenteret.

Det indledende kapitel i Anders’ bog hedder “Tag ansvar”, og det er ikke tilfældigt:

– Alle siger ”løft mig, bær mig”. Folk gider ikke oppe sig. De gider ikke øve sig. De vil hellere finde nogen, der tager dem, som de er. De gider heller ikke være bedre mennesker eller tilse sig selv og deres eget rod.

– Hvis man f.eks. har en dårlig oplevelse i et forhold, tænker man bare: Så finder jeg en anden, der kan tage mig, som jeg er. Og hvis mine venner ikke kan tage mig, som jeg er, så må de finde en anden ven, for jeg er, som jeg er.

– Det er en blanding af både at give op og samtidig at prøve at gøre sig selv til et guddommeligt væsen, hvorom hele verden nødvendigvis må dreje. Det er der ikke så meget ansvar i.

Hvordan tager du ansvar i dit liv?

– Jeg bruger meget energi på at være opmærksom på, om andre også bliver glade, når jeg er i rummet. Og det gør de! Det gør de altså. Jeg har altid kørt min forretning ved at sige: Hvordan kan jeg give endnu mere? Folk skal have noget ekstra.

– Der er mange, der siger, at det ikke er nødvendigt. Nej, men det væver sig ind i selve teksturen af helheden. Det giver folk en anden fornemmelse, at man ikke er udspekuleret og tænker, bare lad mig få det hele. Derfor kan jeg rigtig godt lide at tænke over, hvordan man kan gøre lidt ekstra.

– Det er, som om de fleste tænker, jeg kan lige smide det her på gaden, det er der ingen, der ser. Eller fuck, det gør jeg en anden dag, det behøver jeg ikke. Eller jeg kan lige tage lidt mere, end der er mit. Tænk, hvis vi alle sammen gjorde noget andet.

– Hvis vi i stedet hele tiden kiggede med det fokus, der hedder, hvad kan jeg give til fællesskabet? Så ville mange af vores problemer løse sig utrolig hurtigt.

Selvfølgelig kan man have dage, hvor ressourcerne ikke tillader en at være et ordentligt menneske. Sådan nogle dage har Anders Matthesen også.

– Man sidder med et tyggegummi på motorvejen og tænker, det må ud ad vinduet. Men hvis man så næste dag siger “gud, jeg skylder lidt” og tager ned på stranden og tager fem plastikflasker, eller hvor meget man nu kan bære, med hjem, så er den balance hele tiden i plus.

– Så er der nogen, der siger, at bare fordi man gør noget godt, opvejer det ikke, at man gør noget dårligt en dag. Nej, men hvis man hele tiden sørger for at være i ret positivt plus, kan man bedre tillade sig en gang imellem at komme til at fejltræde i livet, uden at man skal sige, at så kan det hele også være lige meget, og man kan ikke være et perfekt menneske.

– Det er svært at være et perfekt menneske. Som jeg også skriver i bogen: Nogle gange skal man nå bussen, og så ryger der lige et børnehavebarn ud i trafikken, fordi det får en albue. Så samler man lidt skrald op en anden dag, og så er man et godt menneske en anden dag. Jeg synes faktisk, der er noget om det.

Det er en livserfaring:

– Jeg har jo været Anders Matthesen i mange år. Jeg har også prøvet at møde folk på dårligere måder. Hvis jeg har været stresset eller noget, kan jeg da også springe en toppakning.

– Eller hvis jeg får noget, jeg synes, er dårlig service, i en butik, og man begynder at mundhugges – der kan jeg nogle gange rulle mig helt ud.

– Og bagefter mærke, at det godt kan være, at der havde været en federe måde at gøre det på. Fordi man tit ikke selv bliver gladere af at blive sur.

Tyggegummi

Anders synes, jeg skal have hans nye bog med hjem.

Du er ikke nærig.

– Jeg ved sgu ikke … Jeg er ikke så nærig med penge på dén måde, men hvis min lader pludselig havner hos nogle andre, bliver jeg sådan, ”Er det ikke min lader?” Hvis de så siger nej, kan det blive en stor sag.

Er du blevet rig?

– Altså jeg synes, man er rig, i det øjeblik man ikke behøver ligge vågen om aftenen og bekymre sig over sin skattegæld, eller hvornår pengene til den næste husleje skal komme ind. Det har jeg prøvet!

– Jeg er født i en møgfattig familie og har været fattig i hele min ungdom. Jeg har optrådt i 28 år, og de fleste af årene gik det nogenlunde fra december til juli, og så kunne man spare op til den drøje juli og den drøje august, hvor der ingen ting var at lave.

– Det var altid ned og kigge i cigarkassen: Hvornår har vi nok? Uh, nu er den her måned på plads. Så jeg har da levet fra hånden og i munden i rigtig mange år.

– Det er ingen hemmelighed, at det behøver jeg ikke tænke så meget over længere, siger Anders Mattesen, der kan holde fri i et år, hvis man vil, og hellere vil vente, til der kommer noget godt.

– Jeg kunne jo også bare grinde løs og tage alt, hvad jeg kunne få af gæstebartenderjobs, tv-jobs, reklamejobs, firmaforeningsjobs, og stå med Bacardi Breezer-stråhat og lave standup. Jeg kunne lave tre jobs om dagen i december, hvis jeg ville. Men det gør jeg ikke. Jeg kunne aldrig drømme om det.

– Nu har jeg været så heldig at kunne leve af det, jeg laver, og så skal al den kreative kraft ligesom geninvesteres i publikum. Jeg arbejder hårdt hver eneste dag, men det er mere kreativt på noget, der skal komme i fremtiden.

– Jeg tror på – og det kan man kalde overtro, eller hvad man vil – at hvis man ligesom kynisk udnytter eller malker den kraft i sig selv og hele tiden tænker: Hvad kan jeg mere lige nå at lave med venstre hånd?

– Så dør den kreativitet ud. Jeg skal sige nej til det meste, og det er en svær rolle. Men nej, jeg skal ikke være med på en øde ø eller danse med fire andre.

Bliver du spurgt?

– Ja ja, hver dag om alt muligt. Og der er mange ting, der endda også kunne være sjove. Neeej, kan jeg vandre jorden rundt med den person? Hvor kunne vi have det sjovt. Der er det så, man må sige nej, vi skal ikke udsætte folk for alt det pis, for der er lort nok i verden.

– Man må sige nej, også nogle gange, når det er svært – det kan være meget store penge, det kan være meget sjove eventyr, og det kan være noget, hvor man tænker: Gud, så ved jeg pludselig, hvad jeg skal lave. For det kan være angstdulmende eller endda meningsgivende på en eller anden måde.

– Men det er bare nej til hele lortet. En gang imellem kommer så det rene ja. Hvor man siger, det er fuldstændig ligegyldigt, om det bliver godt eller dårligt, jeg gør det 100 procent, og så føles det rigtigt, så selv hvis jeg fejler, betyder det ikke noget, fordi jeg har gjort det rigtigt. Det prøver jeg også at lære ungerne.

– Det handler om, at man hele tiden tænker, hvad kan jeg give, i stedet for, hvad kan jeg tage. Det gælder i alle forhold i livet. Hvad nu, hvis man i stedet tænkte: Hvad kan jeg give? Hvad kan jeg være for andre?

– Men mange er nærige og vil ikke gå ud og sige noget sødt til nogen, for tænk, hvis man ikke får det samme igen. I stedet for at gå ud og lægge hjertet på bordet: Kæft, hvor ser du dejlig ud!

Vi har Danmarksrekord i enlighed …

– Hvis man spørger folk direkte: ”Hvorfor er du single?”, svarer de altid: ”Fordi jeg ikke har fundet den rigtige, jeg har virkelig været uheldig, der er mange idioter, jeg har ikke brug for en idiot i mit liv”.

– Det er meget sjældent, folk svarer: ”Fordi jeg er en idiot, jeg er ikke særlig rar at være sammen med, jeg er needy og usympatisk og vil bare bekræftes, og der er ikke nogen, der kan give mig nok, fordi jeg bare er ét stort tomt hul, som ingen kan fylde”. Det er der ingen, der siger.

– Så … uden at sige, at det er folks egen skyld, kunne man godt stille spørgsmålet: Er der mon flere mennesker i verden nu end nogen sinde før, der ikke har fyldt deres egne batterier op, som ikke har lyst til at gå ud og være alt muligt for andre, men bare sidder og siger giv mig, giv mig, giv mig som sådan nogle pippende fugleunger i en rede?

Liberalist

Anders er nok nærmest liberalist, hvis han selv skal sige det. Hvad børneopdragelse angår, er han for eksempel modstander af sukkerpolitik og fællesregler i skolen. Men:

– Jeg opdrager meget ungerne til ikke at være til gene og ubehag for andre. Det er noget med: ”Gider du ikke lade være med at råbe fuck, når vi går ned ad gaden?” ”Gider du ikke lade være med at bøvse folk lige ind i hovedet?” ”Kan du ikke bare lige skrue lidt ned, fylde lidt mindre? Der er andre mennesker”.

– Det er meget det, jeg siger igen og igen: Se dig omkring! Ren skyldfølelse … Nu siger jeg, at jeg er meget vild med spontanitet og eventyr, men hvis der står nede på den lokale legeplads, at man må spille bold til klokken otte, så er det ikke mig, der går over tiden, vel?

– Jeg kan godt lide, at ungerne lærer, at de ikke må smide sten og lave ringe i andre menneskers vand.

Der er også en anden livsvigtig ting:

– Alt, hvad der handler om den nødvendige omsorg – tandbørstning, varmt tøj og mad – tager jeg meget alvorligt. Jeg kan sløse med mig selv, hvis jeg har lyst til det, men jeg kan ikke sløse med ungernes mundhygiejne, fordi ”jeg er lidt af en boheme”. Det går ikke.

Skændes dig og din kone om børneopdragelse?

– Vi er i hvert fald ikke helt enige om det. Jeg synes nok ikke, at unger skal have så meget slik og kage og så store julegaver, som min hustru synes. Jeg synes bare ikke, at børn skal forkæles.

– En masse nej’er gør også, at det ja, man så får, bliver mere vigtigt. Og man skal ikke overøse dem med opmærksomhed, man ødelægger deres dopamincenter, fordi de skal underholdes hele tiden.

– Nogle gange skal man bare lave lektier, nogle gange er det bare kedeligt. Livet er det hele. Det handler om at lære at sætte pris på at være i sync med virkeligheden. Og sige, det hele er godt, ikke kun når musikken spiller, eller når der er strøm på ens iPhone.

Frihed

Anders siger, at vi er ved at udvikle os til en ensartet flok af hærmyrer, der alle går i nøjagtig samme retning. Det får han fnidder af.

– En af mine kæpheste er, at det stadig er nuancerne og kontakten og nærværet med hinanden, der skal farve vores sprog. Jeg synes, man er nødt til at sige, at forskellige ting gælder i forskellige situationer. Det er også en ting, hærmyrerne ikke kan acceptere.

– De vil have, at det er ens for alle, og at alt er ens for alle. Det er i den retning, vi mere og mere går. Sådan har jeg det ikke. Der er ikke lighed i verden, og man kan ikke få både frihed og lighed, vel?

– Selvfølgelig skal der være forskel på folk. Jeg er ikke til lighed og ens for alle og følg reglerne. Det er jeg ikke. Men det bliver mere og mere det der myrevandring, og det kan jeg simpelt hen ikke have.

– Der er kæmpe forskel på folk, selvfølgelig er der det. Hvis folk siger, at det skal være ens for alle, kan de starte med at donere alle deres fucking penge til Afrika – så kan vi snakke om, at det skal være ens for alle.

Anders banker i bordet.

– Jeg tænker bare, at vi ikke aner, hvor helvede vi skal hen, og vi har ingen løsning. Det kan ikke nytte, at vi bliver flere og flere og bliver ved med at gøre det, der så er dårligere og dårligere.

– Nu må man ikke det ene og det andet, og så skal vi drikke af papsugerør, fordi der er for mange idioter. Jeg siger, at vi stemmer halvdelen hjem. Det bliver jeg nok ikke populær på. Det bliver nok heller ikke så populært i Folketinget

Har du nogen sinde været til psykolog?

– Ja, det har jeg. Hvem har ikke det? Det var jeg som dreng. Jo jo, de prøvede at finde ud af, hvad der var galt.

Hvad var der galt?

– Det ved jeg ikke, det ved jeg sgu ikke. Om det var noget med, at jeg var lidt besværlig i timerne. Sådan almindeligt besværlig. Det var ikke noget med, at jeg stod og gokkede hovedet ind i væggen og råbte på Lucifer. Ja ja, jeg var også til børnepsykiater.

– Jeg kan huske, at han sagde: ”Du er for klog til din lærer, hun orker ikke at diskutere med dig, så prøv bare at give hende lidt snor.” Det har han nok sagt for at hjælpe min lærer, men det virkede.

– Jeg tænkte, nå, men så lad hende få lidt fred, jeg lader være med at grille hende hele tiden. Jeg var meget konfliktlysten og ville gerne udfordre alle autoriteter.

Du har været anarkist hele vejen …

– Det kan godt være … Heldigvis var der også plads til mig. Det var i Albertslund, det var en meget social kommune, der var bare et andet overskud på det tidspunkt. Fordi jeg var sådan lidt … heps … kunne jeg få lov til at gå ned i kælderen i dobbelttimen i dansk om onsdagen til Mogens, vores musiklærer, og så lærte han mig at spille trommer. Hver onsdag.

– Jeg havde et kæmpe udbytte af det, det kunne min dansklærer jo se. Sådan noget ville der aldrig være overskud til i dag. Det var ikke sådan: Hvad gør vi, han må adspredes, så han ikke slår nogen ned. Jeg var ikke skolens umulige barn, men min lærer kunne bare se, at jeg var fuld af kreative idéer.

– Hun sagde: ”Du kan skrive tre siders stil, eller du kan aflevere 12 siders tegneserie, hvad vil du helst?” Så tegnede jeg. Jeg brugte 80 timer på at lave de lektier, fordi det skulle være flot. Det er den coaching, vi ikke har overskud til at give ungerne i dag. Det med at gå til hver enkelt og se: Hvor er du på vej hen?

Så er vi tilbage til det med ligheden …

– Ja, og alle skal måles efter det samme. Da jeg var teenager, gik jeg op på Albertslund Kommune og sagde: ”Vi har et rapband, vi har skrevet en sang om Albertslund, vi vil gerne indspille den”. I virkeligheden ville vi bare gerne i studiet, men det var ikke noget, man kunne komme gratis.

– Så vi rendte rundt på kommunen og fandt en kvinde, jeg ved ikke, hvad hun lavede i kommunen, men hun sagde: ”Bare send mig regningen og båndene, når I har lavet dem”.

– Så gik vi i studiet og sendte båndene. Jeg ved ikke, om de nogen sinde brugte dem til noget. Men jeg har aldrig glemt det. Hun sad med en pengekasse, hun kunne gøre det, og hun gjorde det.

– Hvis det havde været i dag, var hun blevet stillet op ad en væg og skudt. Eller havde i hvert fald skullet redegøre for, hvorfor hun brugte de penge, og om hun kendte os i forvejen og alt muligt pis. Det går jo ikke.

Konklusionen? Anders er nået utrolig langt ved konsekvent at gå den vej, der har passet ham.

Jeg håber, din bog kommer til at gå som varmt brød.

– Det håber jeg også. Nu må vi se. Det kan også være, at folk bare tænker, hvad er det for noget pis? Ligesom min hustru. Jeg tror, hun nåede 10 sider. Hun har bare tænkt, oh my god, hvad fanden er det?

Men du elsker hende alligevel?

– Ja ja. Hun laver god mad.