Irina Olsen: Da jeg fik min første løn, gik jeg i Matas og brugte alle 8000 kroner på én gang
Foto: Irina Olsen
Hvad lærte du om penge som barn?
Jeg lærte ikke særligt meget, og det var noget, mine forældre prøvede at holde væk fra mig.
Jeg kommer fra Ukraine, hvor forholdet til penge i 90’erne var ret mærkeligt. Sovjetunionen gik i opløsning, og der var mange, som ikke fik udbetalt løn, fordi landet var lidt korrupt.
Jeg følte ikke, at jeg manglede noget, men jeg var også ret bevidst om, at vi ikke havde mange penge. Selvom begge mine forældre var læger, så var det ikke et stabilt job i Ukraine dengang, og de fik ikke altid deres løn. Så jeg kan huske, at de nogle gange stod på basarer for at sælge ting og tjene flere penge.
Da vi senere flyttede til Danmark, kunne jeg tydeligt mærke, hvordan der var flere muligheder, fordi vi havde penge her. Vi havde lige pludselig tre biler, en stor lejlighed, og vi kunne tage ud og rejse.
Min mor har dog også indrømmet i dag, at når man ikke har haft mange penge før og pludselig får det, så ved man heller ikke altid, hvordan det er klogt at bruge dem. Så det skulle vi lære.
For min mor har det også altid været lidt et tabu at tale om økonomi, så jeg har heller ikke lært meget om det og er selv startet forfra på det punkt.
I dag prøver jeg dog at være ret åben om mit arbejde, og hvad jeg bruger penge på for min datter og mindre søskende. Så kan de forhåbentligt lære fra mig.
Irina Olsen
- 34 år
- Er født i Ukraine og flyttede til Danmark med sin familie som 10-årig
- Hun er livstilsblogger og influencer. På instagram har hun over 240.000 følgere
- Står bag makeup-mærket ”Irina The Diva” og optræder desuden også i tv-serien om hendes familie ”The Olsens” på Discovery+
Hvornår føler du økonomisk frihed?
Når jeg ikke mangler noget i forhold til at betale husleje, jeg kan få mad på bordet, give nogle ting til min datter, og jeg kan forkæle mig selv engang imellem.
Jeg vil ikke leve af en lønseddel, der kun lige rækker fra den ene måned til den anden. Jeg vil være sikker på, at jeg har noget til en længere periode eller uforudsete udgifter.
Hvad brugte du din første løn på?
Min første løn fik jeg, da jeg sad bag kassen i SuperBrugsen som 18-årig. Det var et fuldtidsjob, men det var ikke meget, jeg fik udbetalt.
Det lyder så fjollet, når jeg siger det, men da jeg fik min første løn, gik jeg i Matas og brugte alle pengene på en gang. Det var måske 8000 kroner.
Det er jo helt ulogisk at gøre, for så har man ikke penge til resten af måneden. Men fordi jeg dengang ikke kunne finde ud af at håndtere pengene, brugte jeg alle sammen.
Jeg var så fascineret af beauty-ting, og jeg skulle teste og samle på alt. Jeg gjorde det faktisk de første par gange, jeg fik løn, og så gik det op for mig, at jeg ikke kunne blive ved med det.
Dine penge
Vi taler for lidt om penge, og det er dumt. For rigtig meget tyder på, at hvis vi snakker mere om vores penge, så får vi også flere af dem.
I ”Dine penge” stiller femina forskellige kvinder en række spørgsmål om deres økonomi.
Hvad lærte du om penge som barn? Hvornår føler du økonomisk frihed? Er du en sparegris eller en flottenheimer? Og måske vigtigst af alt: Hvilken sang beskriver bedst dit forhold til økonomi?
Hvad er din største økonomiske last?
Hvis man spørger min mand, så vil han nok sige, at jeg køber for mange kopper. Jeg har en eller anden ting for dem, og der er alt for mange kopper i vores hjem. Hvis jeg ser nogle pæne kopper, kan jeg ikke lade være med at købe dem.
Ellers bruger jeg de fleste penge på kvalitet, og noget, der varer længe. Der er i dag så meget fast fashion, og der kommer nyt legetøj til børn hver uge, så jeg tænker meget over at købe noget, der i stedet kan vare i flere år.
Jeg prøver også at lære min datter, at hun skal skrive de ting ned, hun ønsker sig, så hun kan få det til jul.
Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg en dag ikke ville mangle penge, for jeg vidste ikke, hvad der skulle til for at få det til at ske.
Hvad er det dummeste, du nogensinde har brugt penge på?
Da jeg var yngre, gik jeg meget i byen, hvor jeg brugte mange penge på alkohol. Det var i begyndelsen af mine 20’ere, og jeg ville jo bare gerne feste.
Når jeg bare havde fået lidt at drikke, glemte jeg hurtigt, at jeg måske kun havde 1000 kroner tilbage på kontoen, og så brugte jeg dem alligevel på drinks.
I dag ville jeg ønske, at jeg ikke havde brugt så mange penge på ligegyldige ting som alkohol og taxature. I det mindste havde jeg det sjovt, og jeg er også stadig typen i dag, der giver en runde til hele klubben.
Beskriv dit forhold til penge med en sang?
En sang, der generelt beskriver mit liv, og som jeg også synes passer til penge, er Queens "The Show Most Go On".
Selvom jeg er økonomisk stabil nu, er der stadig nogle måneder, hvor der lige pludselig kan komme en uventet høj udgift.
Jeg har også tidligere kæmpet med nogle økonomiske ting, som man virkelig kunne få ondt i maven over. Der var jeg nødt til at finde løsninger og vide, at der altid er noget, man kan gøre.
Måske løser det sig ikke fra den ene dag til den anden, men det skal nok gå.
Er du en sparegris eller en flottenheimer?
Jeg synes, det er et godt miks. Jeg er god til at spare og tænker hele tiden på at lægge penge til side. Samtidig har jeg de her dage, hvor jeg også bare gerne vil leve og gøre, hvad jeg har lyst til.
Hella Joof: Mine største økonomiske laster er silketørklæder og vin
Fra ”Luksusfælden” til Nationalbanken, hvor økonomisk ansvarlig er du?
I begyndelsen af 20’erne havde jeg slet ikke styr på min økonomi. Jeg manglede altid penge, og det var svært at finde arbejde.
Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg en dag ikke ville mangle penge, for jeg vidste ikke, hvad der skulle til for at få det til at ske. Det vendte heldigvis, da jeg blev ældre og fik mere erfaring.
Jeg begyndte at tro mere på mig selv og udforskede, hvordan jeg kunne bruge min blog til at tjene penge.
Man behøver ikke arbejde som en gal, hvis mindre penge kan gøre dig glad.
Det var stadig så nyt med blogging i Danmark, så jeg lærte mig selv, hvordan jeg kunne bruge min online platform, og så kom det lidt efter lidt.
Satser du på Arne-pension, eller har du for længst investeret i alverdens aktier?
Jeg vil hellere investere mine penge, end at de står i banken og trækker negative renter.
Og så er jeg kommet i en alder nu, hvor jeg også tænker på pension og i de baner. Jeg snakker tit med min mand om, hvilket liv vi gerne vil have, når vi bliver gamle.
Der har vi indset, at vi bare gerne vil bo et sted tæt på en skov med vores hund. Vi har ikke brug for mange penge for at blive glade.
Så jeg tror også, at man på det punkt skal tilpasse sin forventninger til sit arbejdsliv. Du behøver ikke arbejde som en gal, hvis mindre penge kan gøre dig glad.
Hvad er din bedste handel?
Jeg har investeret i et studio på Christianshavn, hvor jeg arbejder fra nu, og det motiverer mig helt vildt. Det er nok min bedste økonomiske beslutning på det seneste.
Det har virkelig fået mit arbejde op på et helt andet niveau, og en masse ting er faldet i hak efter det. Det var et sats at købe det, men det har vist sig at være det helt rigtige.
På den måde kan jeg også bedst balancere mit familie- og arbejdsliv. Jeg elsker at være på farten og har mange ambitioner, men samtidig elsker jeg også at komme hjem til en stille og rolig aften med min familie.