Oliver Bjerrehuus
Familieliv

Efter halvandet års pause ser Oliver Bjerrehuus sine børn igen: ”Det er godt for alle parter”

15. november 2021
af Signe Bertram
Foto: Dan Mariegaard
Selvom forholdet til ekskæresten Gunnvør Dalsgaard ikke er blevet bedre, har Bjerrehuus nu igen samvær med sine børn.

Da Oliver Bjerrehuus i sommer optog programmet ”Linse på tur”, fortalte den 46-årige model, at han ikke havde set sine tre yngste børn i halvandet år.

Over for Linse Kessler beskrev han også, hvordan det føltes at have været væk fra dem så længe:

– Det har været en dyb indånding. Det er ligesom at dykke under vandet og bare sige: "Nu holder jeg vejret, indtil jeg kommer op igen."

Bjerrehuus har børnene med Gunnvør Virgarsdóttir Dalsgaard kendt fra ”Forsidefruer” på TV3, og de to ekskærester er langt fra enige om, hvorfor det kom så vidt.

I podcasten "Behind the Scene - kærlighed og fordomme", siger Oliver Bjerrehuus, at han ikke får lov at se deres fælles børn.

Gunnvør har omvendt fortalt til SE og HØR, at det var noget, Oliver selv havde fravalgt ved at aflyse alle aftaler om samvær.

Nu afslører Bjerrehuus så, at han og Gunnvør Dalsgaard har fundet en løsning, så han igen har samvær med deres fælles børn.

– Jeg ser dem hver anden weekend. Det er rigtig dejligt. Det er godt for alle parter, så det er fedt, siger Oliver Bjerrehuus til SE og HØR.

Men selvom han igen ser børnene på tre, syv og ti år, er forholdet til børnenes mor stadig anstrengt.

– Vi er ikke på talefod, tilføjer han.

Udover børnene med Gunnvør Dalsgaard har Oliver Bjerrehuus sønnen Oscar Bjerrehuus fra sit forhold med Anna von Lindholm, som han blev skilt fra i 2003.

I dag danner han par med kæresten Sofie Amalie Elkjær.

Læs også