Afhængighed: Købemani og kviklån ødelagde Pernilles økonomi

”Hvordan vil du have de 30.000 kroner udbetalt?”

Hjertet hamrer hårdt i brystkassen på Pernille. Hun føler sig nervøs. Som til en eksamen, hvor hun mangler sidste spørgsmål for at bestå. Hun beder bankdamen bag skranken om en blanding af 500- og 1.000-kronesedler, og kort tid efter står hun med en aflang konvolut i hånden. Hun folder den en enkelt gang og forlader banken. Hun har lyst til at råbe og skrige af glæde. Nu skal hun shoppe. Igen.

***

Det er december 1999. 30-årige Pernille er på vej mod Lyngby Storcenter nord for København med en liste over julegaveønsker i håndtasken. Hun har efterladt sin mand og to piger hjemme i parcelhuset og glæder sig til at indtage julestemningen. Da hun parkerer bilen, lægger hun straks mærke til det store guldbanner på hovedbygningen: ”Opret et MasterCard Guld og betal om tre måneder.”

Pernille har penge på kontoen til julegaver, men stiller sig alligevel på rulletrappen op mod kontoret, der lokker med guldkort. 5.000 kroner ekstra ville være fantastisk. Ikke til julegaver. Men til selvforkælelse. Kvinden bag skranken beder om de to sidste lønsedler, og Pernille tøver ikke. Hun skynder sig hjem til det nu tomme hus og printer lønsedlerne ud. Kort tid efter står hun igen foran skranken. Lånet bliver godkendt, og Pernille kan selv vælge farven på det nye kort. Guld.

”Hun spurgte mig, om jeg havde læst alle retningslinjerne for lånet, og jeg sagde ja, selv om det ikke passede. Jeg var mere interesseret i, om jeg kunne bruge kortet med det samme. Og det kunne jeg.”

Pernille lægger de to indkøbte julegaver ned i bilens bagagerum og beslutter sig for, at resten af julegaverne må vente til en anden dag. Hun går tilbage og kigger op mod de store julekugler i rød og guld, som hænger fra loftet. Suger julestemningen til sig og mærker en glæde, som hun ikke har mærket længe. To timer senere har hun brugt 3.000 kroner på gaver til sig selv. Tøj, makeup og en musikafspiller. Ikke dyre ting. Men ting til sig selv. På vej hjem spekulerer hun over, hvordan hun skal skjule indkøbene, og hvordan hun skal forklare, at hun kun har købt to julegaver. Pernille parkerer bilen foran huset og samler alle indkøbene i to poser, som hun smider ned ad kældertrappen. Hun forklarer sin forstående mand, at der var mange mennesker i storcentret, så hun havde ikke overskud til at købe mere end to julegaver.

”Det var første gang, jeg løj. Jeg gik ned i kælderen med vasketøj, så jeg kunne hente poserne på trappen. Indkøbene skjulte jeg i en kasse i kælderen, og tog det frem i løbet af et par dage,” fortæller Pernille.

Læs også: Er du for hård ved dig selv?

Lån og løgne

En måned efter julekuglerne er væk fra loftet i Lyngby Storcenter, er pengene på guldkortet også væk. Og Pernille vil have mere. Flere penge. Flere ting. Men inden hun får beløbet på guldkortet fornyet, finder hendes mand en regning i skraldespanden på 250 kroner. En af afbetalingsraterne på lånet.

”Jeg ved simpelthen ikke, hvordan han fandt den regning, men jeg fik forklaret, at det var et hurtigt lån, der var betalt ud, og at det var det. Der var ingen undren eller flere spørgsmål. Men jeg vidste jo godt, at det ikke bare var det. Jeg måtte opleve den følelse igen.”

Derfor tager Pernille turen op ad rulletrappen i storcentret igen, og fem minutter efter kører hun ned med et optanket guldkort og 5.000 kroner til rådighed. Pengene bliver hurtigt brugt. Denne gang også på mand og børn. Når hun shopper, er hun glad og lykkelig, og den følelse vil hun ikke slippe.

Hun melder sig syg fra arbejdet en mandag morgen. Da hun er alene i huset, sætter hun sig foran computeren og søger efter lån på nettet. De dukker op i massevis. Hele mandagen bliver brugt på at undersøge markedet, og næste dag melder hun sig igen syg. Nu vil hun søge lån. Hun udfylder den ene ansøgning efter den anden. I feltet ud for civilstatus skriver hun enten enlig eller fraskilt. Hun vurderer, at det er det mest hensigtsmæssige at gøre, så de ikke kontakter hendes mand. Hele tirsdag formiddag bliver brugt foran computeren. Og sidst på eftermiddagen kommer den første godkendelse. 10.000 kroner.

”Jeg havde slet ikke læst lånebetingelserne igennem. Hvis jeg lånte 10.000 kroner, skulle jeg betale 30.000 kroner tilbage. Men jeg var ligeglad. Jeg var kun interesseret i, hvor meget jeg fik,” fortæller Pernille.

Da hun ser det nye lån fremgå af kontooversigten, bliver hun stolt. Hun kan det her. Endelig er der noget, hun er god til.

Den kildrende fornemmelse i maven føles som den første forelskelse, og følelsen fortsætter til langt ud på aftenen, indtil den bliver overtaget af overvældende eufori. Pernille får godkendt to lån mere. Et på 15.000 og et på 30.000 kroner. Hun lyver for sin mand, da han spørger, hvad hun dog laver ved den computer hele tiden. Hun undskylder sit fravær med hjemmearbejde. Men hun dagdrømmer om næste dag, hvor hun skal i banken og hæve 30.000 kroner. Og om hvad der skal med hjem i de mange indkøbsposer.

To verdener

Ligesom løgnene bliver shopperitualer en del af hverdagen. Pernille planlægger faste ruter, som hun skal følge hver gang. Lyngby Storcenter er startskuddet og målstregen krydser hun ved centret City 2 og de 100 butikker. Ved hvert shoppemål er det vigtigt for Pernille at holde så tæt ved indgangen som muligt. Så bliver hun endnu lykkeligere. Hvis parkeringspladserne ikke er ledige, kører hun rundt, til de er. Og børnene er sjældent med. Når de er, bliver Pernille sur og irriteret, fordi hun vil have denne verden for sig selv. Duften, musikken, den berusende atmosfære. Følelsen af lykke. Det skal ingen tage fra hende. Hun prøver aldrig tøjet og ved aldrig, hvad hun har købt for, når hun står ved kassen. Det vigtige er at komme ud med poserne. Så er lykken fuldkommen. Og hvis familien er hjemme efter shoppeturen, smider hun bare poserne ned ad kældertrappen.

”Jeg havde hele tiden penge. Jeg forhøjede bare mine lån eller søgte nye lån andre steder. Nogle fik jeg afslag på, men så fandt jeg bare andre. Der var masser af steder, som kunne give mig penge,” fortæller Pernille.

Og mange penge har hun brug for. Hun vil have mere. Endnu mere. Hun kommer igennem arbejdsdagene ved at tænke på, at hun skal shoppe bagefter. Hun lever i to verdener, hvor den ene byder på lykke, og den anden verden byder på stress og angst for at blive opdaget. For så vil hun aldrig få den samme følelse af lykke igen. Derfor er Pernille altid to skridt foran med svar, når mand og børn spørger ind til indkøb. Hun lyver. De lytterog tror.

Læs også: Her er krisepakken: Dét skal du gøre, når du står i en krise

Kreditorkaos

Lånet på 10.000 kroner bliver betalt ud, men de mange andre lån Pernille har optaget, kan hun ikke betale af på. Breve med betalingskrav, mails og opringninger hober sig op. Pernille begynder at lyve for kreditorerne, der vil have deres penge. Hun afbryder telefonen, når familien er hjemme. Og lægger en plan for, hvad hun skal sige, når de ikke er, når hun ikke kan undgå kreditorerne længere.

”Jeg fortalte med krokodilletårer, at jeg ikke havde pengene, eller at jeg lige var blevet skilt og ikke havde styr på min

økonomi, og om jeg kunne få lov til at sætte raten ned. Og det gik faktisk. I hvert fald i starten,” fortæller Pernille.

Hun gemmer alle rudekuverterne i en kasse i kælderen og har en plan med opkrævningerne. Hun vil ikke betale dem. Først når brev nummer tre kommer frem til postkassen og truer med inkasso, finder hun krokodilletårerne frem.

”Af samme grund fik jeg et anstrengt forhold til min postkasse. For mig handlede det hele tiden om at have postkassenøglen på mig, så min familie ikke skulle opdage noget,” siger Pernille.

”Det var en frygtelig og meget stressende periode. Om lørdagen kunne jeg jo aldrig foretage mig noget før klokken 13, når postbuddet havde været der.”

Den halve sandhed

Det er syv år siden, at Pernille så guldbanneret på forsiden af storcentret for første gang. Hun har 14 ubetalte lån og netop brugt 30.000 kroner fra det MasterCard, som banken tilbød hende inden sommerferien. De ved ikke noget om Pernilles lån og gæld. Hun har nemlig oprettet en konto i en anden bank. Men nu vil banken have hende til at betale af på MasterCardet. Og truer hende med RKI, fordi hun ikke kan gøre det.

”Jeg kunne ikke låne flere penge nogen steder, og jeg havde mange tanker om, hvad jeg skulle gøre. Jeg var helt derude, hvor jeg tænkte, at jeg skulle lyve om hukommelsessvigt. Men i stedet besluttede jeg mig for at skrive et brev til min mand.”

Pernille sidder på et hotelværelse og skriver i en sms til sin mand, at der ligger et brev til ham derhjemme. Hun har bredt alle regninger fra den skjulte kælderkasse ud over hotelsengen. Hænderne ryster, og åndedrættet stiger, da hun kigger på de mange ubetalte beløb. Dagen efter tager hun hjem og fortæller sandheden. Men kun den halve af den. Med falske tårer fortæller hun om syv lån, for hun er ikke parat til at droppe det lykkelige liv. Og da de mandag morgen sidder foran deres fælles bankmand, er historien den samme. Pernilles mand bliver bleg, da bankmanden nævner det ubetalte MasterCard og endnu mere bleg og vred, da Pernille afslører en gæld på 350.000 kroner. Selv om hun godt ved, at det er langt under halvdelen af det reelle beløb.

”Vi blev enige om at låne op til loftet i huset, så jeg kunne begynde at betale lånene ned. Og det eneste jeg tænkte var, at det jo var legende let. Jeg ville have mere.”

Læs også: Kender du en kvindelig psykopat?

Sammenbrud

Pernille sidder i personalerummet på arbejdspladsen. Gavekassen står foran hende, og den har hun ansvaret for. Hun åbner låget og tager 100 kroner fra kassen. Det er ikke første gang. Og ikke sidste.

”I den efterfølgende tid mærkede jeg, hvordan jeg manglede det kick, det gav mig, når jeg shoppede. Jeg var dybt ulykkelig. Derfor pjækkede jeg en dag fra arbejde for at sende nye ansøgninger til de kreditorer, som nu var betalt ud. Jeg fik lynhurtigt lånene igen. Store lån på op til 40.000 kr. Samtidig fik jeg 30.000 tilbage i SKAT,” fortæller Pernille.

Hun beslutter sig for at hæve pengene fra SKAT og betale kreditorerne. Men da hun står på posthuset, skifter hun mening og bruger 7.000 kroner på sig selv i stedet. Resten af pengene er væk efter nogle dage. Da Pernille en aften kommer sent hjem fra arbejde, står hendes mand i hoveddøren med et blik, som hun aldrig har set før. Han spørger, hvor pengene fra SKAT er blevet af…

Pernille booker sig ind på et hotel og skriver endnu et brev til sin mand. Denne gang sandheden på skrift, da hun ikke kan se ham i øjnene. Imens han læser, ligger Pernille i hotelsengen og overvejer, om hun skal forlade denne verden. Ikke bare shoppeverdenen, men den fysiske verden. I stedet googler hun ordet afhængighed. Og lader sig frivilligt indlægge til behandling for købemani kort tid efter.

TEST DIG SELV

Er du i tvivl om, hvorvidt du selv er købeafhængig? Tag en test på Danskmisbrugsbehandling.dk. Du kan også ringe anonymt på tlf. 7879 2313 mellem kl. 08-22