alternativ behandling
Selvudvikling

3 x alternativ behandling, du (måske) ikke kender

af Annette Aggerbeck 25. oktober 2016
Foto: Panthermedia/All Over Press
Tid til alternativ behandling? Der er tilbud, du måske slet ikke aner eksisterer. Har du for eksempel hørt om at betale for berøring, om terapihunde eller om hesteterapi? Her får du et kort indblik i tre veje til velvære, som du måske aldrig har hørt om.

1. Cuddling – få den berøring du har behov for

Måske har du hørt om krammefester i New York, hvor folk kun kommer for at blive krammet. Eller om hoteller og cafeer, hvor man udelukkende kommer for at røre ved andre og for eksempel betaler 40 dollars for at ligge sammen med en fremmed og holde i hånd. Nu er der kommet noget lignende til Danmark – det kaldes dog ikke krammeterapi, som nogle tror, men cuddling, for det handler ikke om at kramme og være i terapi, men om at få berøring af en cuddler, det vil sige en person, der er uddannet i professionel berøring. Vi kan alle have brug for at andre rører ved os, ikke mindst fordi det får os til at udskille oxytocin, der gør os glade og afslappede og også har en god effekt på vores helbred. 

Mere om alternativ behandling - hvad er Kranio-Sakral terapi?

2.  Er du deprimeret eller ensom? Så prøv hundeterapi

Der er en grund til, at man siger, at hunden er menneskets bedste ven. Den elsker dig, uanset hvem du er, eller hvordan du ser ud. Den er aldrig fordømmende. Ifølge dyreadfærdsterapeut Vibeke Reese, der uddanner servicehunde til støtte og terapi, viser undersøgelser, at man kun skal se en hund kærligt i øjnene i tre minutter for at udskille lykkehormonerne endorfin, dopamin og oxytocin. Dopamin er hjernens belønningsstof, der også gør, at vi vil have mere af det. Så når vi får det godt af at være sammen med en hund, vil vi være mere sammen med hunden, og så kommer vi ind i en god cirkel, fordi vi får udløst endnu flere lykkehormoner, jo mere vi er sammen med hunden. At vi får øget velvære og føler os trygge sammen med en hund, er netop det, der gør, at hunde egner sig til terapi.

Når alternative metoder hjælper kræftramte

3. Hesten kan fornemme din sindstilstand

Heste kan lige som hunde give tryghed og nærvær og er aldrig fordømmende. I hesteterapi fungerer hesten som et redskab for terapeuten. Det kan være svært at sætte ord på det, der fylder for en, og det er ikke nødvendigt, for hesten kan aflæse følelser og er god til at fornemme, hvad man har brug for at arbejde med. Heste er flugtdyr og mærker farer og sindstilstande i dens omgivelser. Den er også flokdyr og handler ud fra flokkens følelser. Når man er sammen med hesten, opfatter den en som dens flok. Du kan både få hesteterapi i grupper og individuelt. Terapeuten vælger øvelser, som hjælper dig med at nå de mål, du ønsker.