Liv

Pia Olsen Dyhr: "Det er jo ikke sådan, at man skipper sine forældre, fordi man fylder 18"

af Karen Dich 8. februar 2021
Foto: Ritzau Scanpix
Pia Olsen Dyhr har fra hun var 11 år været den voksne derhjemme. Hendes far drak, og det blev hendes ansvar at passe på ham. Det betød også, at der ikke var meget plads til at pleje egne behov. "Jeg følte mig voksen, da jeg pludselig fandt ud af, at jeg selv skulle tage ansvar for, at jeg blev lykkelig," siger hun.

Jeg troede, jeg ville være voksen, når jeg blev 18 og kunne flytte hjemmefra og bestemme alting selv.

Fra jeg var 11 år, boede jeg alene med min far, som drak. Han kunne komme hjem og have drukket, og så ville det være helt forfærdeligt at være der, og jeg kunne have ondt i maven, så snart jeg hørte døren gå.

Så for mig lå der en frihed i, at jeg ikke hele tiden skulle have den alarmklokke i baghovedet.

Jeg tænkte, at når jeg blev 18, så kunne jeg selv bestemme, hvem der kom ind ad min dør, og jeg kunne også selv bestemme, hvem jeg ville tale med hvornår. Jeg skulle ikke nødvendigvis finde mig i, at min far kunne dominere hele mit liv med sit dårlige humør, sit dårlige helbred og sin druk.

LÆS OGSÅ: Hannes datter er psykisk syg: “Det kan ramle i morgen eller om et år”

Når jeg blev 18, så kunne jeg lægge alt det bag mig og begynde på en frisk og gøre lige, hvad jeg ville. Jeg kan huske, at en af de ting, jeg gjorde, da jeg blev 18, var, at jeg købte rigtigt mange kager og spiste til aftensmad, for nu kunne jeg selv bestemme, hvad jeg fik at spise.

Det var jo ikke ligefrem det sunde valg, men det gav en følelse af, at jeg ikke skulle spørge nogen om lov, jeg skulle ikke finde mig i, at min far havde indflydelse på mit liv. Men det havde han selvfølgelig. Det er jo ikke sådan, at man skipper sine forældre, fordi man fylder 18: Hverken deres kærlighed eller deres problemer forsvinder.

Jeg flyttede nærmest den dag, jeg blev 18.

Men min far var jo stadig syg og drak for meget, og faktisk blev det kun værre, da jeg flyttede hjemmefra.

Jeg havde jo stadig ansvaret for ham, selv om jeg ikke boede under samme tag. Jeg sørgede for, at han kom på hospitalet, sørgede for at ringe og spørge, om han fik mad, sørgede for alle mulige ting, selv om jeg inde i mit hoved havde tænkt, at det ville jeg slippe for, når jeg flyttede.

Fordi jeg ikke var der, fik jeg helt vildt dårlig samvittighed og syntes, at jeg skulle tage endnu mere ansvar.

Jeg kan huske, at nogle af hans naboer ringede til mig og sagde ”han løber nøgen rundt heroppe og er meget fuld. Kan du lige fikse det? Og han er vist også ved at gå i insulinchok”. Og jeg kan huske, at jeg tænkte ”det kan jeg jo ikke. Jeg bor der jo ikke. Jeg kan ikke lige fikse tingene”.

Men det gjorde jeg alligevel, for min far skulle da ikke rende rundt og være syg og have det dårligt. Jeg troede, at når jeg blev voksen, så ville jeg slippe for alle de problemer, der var med det at være barn.

Er der en voksen til stede?

... sådan kan man spørge sig selv, når regninger, opvask og vasketøj hober sig op, og man gerne for et øjeblik vil lægge ansvaret fra sig. For mange af os er voksenlivet noget ganske andet end det, vi forestillede os. Her fortæller tre kvinder, Anne Sophia HermansenKhaterah Parwani og Pia Olsen Dyhr, om deres forventninger til at blive voksne og deres virkelige møde med deres egen modenhed.

Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg faktisk var voksen, fra jeg var 11 år.

Jeg tog ansvar for min fars liv og for alt derhjemme. Hele tiden. Jeg indrettede mit liv efter, at jeg skulle sørge for, at han fik noget mad, passe på ham, hvis han fik insulinchok. Jeg stod op om natten og lå og lyttede til, om han var ved at få et, og så hældte jeg sukker i ham sammen med noget mælk eller ringede efter en ambulance. 

Jeg havde hele tiden de der antenner, som skulle fornemme følelser og stemninger og andres behov. Dem prøver jeg stadig at lægge fra mig. Der er ikke noget galt med at lytte til andres behov, det skal bare helst ikke fylde så meget, at man ikke har plads til sine egne.

Jeg følte mig voksen,

da jeg pludselig fandt ud af, at jeg selv skulle tage ansvar for, at jeg blev lykkelig, og ikke lade det være op til andre at styre. Det skete først, da jeg var omkring de 30.

Jeg boede i Bruxelles og fløj rigtigt meget mellem Bruxelles og Danmark. Herhjemme boede jeg i Hellerup hos min venindes forældre, Bent og Laila, som blev en slags reserveforældre for mig. Jeg havde et lille bitte værelse, som var deres datters gamle værelse.

En dag skulle jeg af sted med flyveren klokken fem om morgenen, og jeg var ved at komme for sent, så jeg smed bare det hele og løb ud ad døren og efterlod et kæmpe rod. Jeg sendte dem en besked med et undskyld og skrev, at jeg nok skulle rydde op, når jeg kom tilbage, det skulle de ikke tænke på.

Da jeg så kom tilbage fra Bruxelles, kom jeg hjem til et værelse, der selvfølgelig var ryddet op, der var lagt rent på sengen, alt tøjet var vasket, og noget var endda strøget. Og så satte jeg mig bare ned og begyndte at stortude.

Laila udbrød ”åh, har jeg gjort noget forkert? Har jeg vasket noget af tøjet forkert?” Hvortil jeg svarede, at jeg ikke kunne huske, at der før var nogen, der havde vasket mit tøj, ryddet op efter mig eller gjort nogen af de der ting, som det jo er normalt, at ens forældre gør.

LÆS OGSÅ: Sanger Stine Vega druknede i alkohol og kviklån

Det var første gang, jeg fortalte nogen, at min far drak,

og hvad det havde betydet for mit liv. Bagefter sagde Laila noget til mig, der faktisk var meget klogt: ”Pia, det kan godt være, at det var rigtigt træls, men du var aldrig blevet den, du er i dag, uden. Det betyder bare ikke, at du ikke kan lave det om”.

Og fra den dag har jeg taget meget mere ansvar for, at jeg også vil være lykkelig. Jeg vil selvfølgelig også bekymre mig om andre, men ikke hele tiden, jeg skal også have det sjovt indimellem.

Noget af det, jeg hele tiden er bevidst om, når jeg har travlt, er, at jeg skal have lov til at løbe tre-fire gange om ugen. Og det synes jeg faktisk er rimeligt.

Der er nogen, der siger, at det kan jeg da ikke, for jeg har et arbejde at passe. Men hvis jeg ikke passer på, så tager mit arbejde alle mine vågne timer hver eneste dag. Det er et meget bevidst valg, at mit liv også skal indeholde ting, der er vigtige for mig, så det ikke kun er de ydre omstændigheder, der får lov at bestemme. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nogle gange snyder jeg mig til en halv dag, hvor jeg strikker og ser Netflix, og så synes jeg virkelig, jeg pjækker. Det er vigtigt at få lavet de her lommer til også at have det sjovt, så man ikke hele tiden går og tænker på deadlines, men bare nyder at være der, hvor man er.

Og så kan jeg faktisk også bedre nyde, at jeg arbejder meget, uden at have dårlig samvittighed over det.