Liv

Khaterah Parwani: "Min mors død startede en vanvittig eksistentiel rejse inden i mig"

af Karen Dich 8. februar 2021
Foto: Ritzau Scanpix
For samfundsdebattøren Khaterah Parwani var voksenlivet lig med evnen til at bære andre gennem livet og sætte sig selv til sidst. Men det var først, da hendes mor døde, at hun rigtig følte sig voksen.

Jeg troede, jeg ville være voksen, når jeg flyttede hjemmefra og ind i et nyt hjem. Ikke mit eget hjem, men en anden mands hjem.

Selv om jeg var langt foran jævnaldrende og blev betragtet som den umulige afghanske pige, der dukkede op til et bryllup med hullede jeans, røg mine cigaretter og gik en lang bue uden om køkkenet, så var jeg også den helt store romantiker. Det er jeg stadig, men dengang var forestillingen om voksenlivet kædet sammen med kærligheden, altså en mand.

Samtidig afskyede jeg tanken om, at nogen skulle vælge for mig. Jeg kæmpede med frygten for ægteskabet, for at være nogens kone og fordufte i et køkken, mens jeg skulle servicere en mand.

Jeg var det sorte får i hjemmet og i mit miljø, og jeg gjorde mig selv umuligere, end jeg var.

Andre gik og havde ondt af mine forældre: De havde den her umulige afghanske datter. Men bag facaden forbandt jeg voksenlivet med offervilligheden, min evne til at tage mig af mine syge forældre, af alle derude, af alle andre end mig selv. Jeg var ekspert i at være der for andre, og jeg var nærmest en magnet for mennesker, der stod i problemer.

Det er ret interessant, det med voksenlivet.

Danske børn lærer at binde deres snørebånd og holde en ske,

de bliver opdraget til en selvstændig tilværelse, og derfor kan de spille de brikker, der skal til for at have en selvstændig tilværelse, job, opsparing, ungdomsbolig, og alle de værktøjer og ressourcer, der skal til for at opbygge et fundament under egne fødder.

Vi muslimske piger lærer at binde alle andres snørebånd, før vi binder vores egne. Derfor bliver selvstændighed synonymt med at flytte ind i et nyt hjem og tage os af en ny familie. Hele vores opdragelse er lidt vendt på hovedet; man bliver målt og vejet på, hvor godt man kan tage sig af andre.

Jeg ved, at det er derfor, at jeg er så god til mit arbejde, jeg kæmper for, at den nye generation husker sig selv og undgår at gøre det, jeg gjorde.

LÆS OGSÅ: Karen levede med psykisk vold i tre år: ”Nogle forhold kan og skal man ikke prøve at fixe”

Jeg blev tolk, sygeplejerske, hjemmehjælper og socialrådgiver på en gang, allerede som teenager, for mine kære forældre blev tidligt syge. De krævede det ikke, tværtimod, det var mig selv, der valgte det.

Jeg målte og vejede min værdighed, min integritet og karakter på, at jeg kunne bære andre på min smalle ryg, og imens smuldrede mit eget liv, mine drømme, ambitioner, mit studie, min økonomi, så jeg pludselig selv lå på en hospitalsseng, gennembanket og kvalt af min eksforlovede.

Jeg troede, at jeg var voksen, alt for tidligt, og for mig var voksenlivet evnen til at bære andre gennem livet.

Er der en voksen til stede?

... sådan kan man spørge sig selv, når regninger, opvask og vasketøj hober sig op, og man gerne for et øjeblik vil lægge ansvaret fra sig. For mange af os er voksenlivet noget ganske andet end det, vi forestillede os. Her fortæller tre kvinder, Anne Sophia Hermansen, Khaterah Parwani og Pia Olsen Dyhr, om deres forventninger til at blive voksne og deres virkelige møde med deres egen modenhed.

Jeg følte mig voksen,

da jeg mistede min mor. Min mors død startede en vanvittig eksistentiel rejse inden i mig.

Her blev pludselig alt for roligt, midt i den her sorg. Jeg håndterede døden på den værst tænkelige måde. Det første døgn skreg og råbte jeg, og dagen efter tog jeg den her maske på. Jeg bildte mig selv ind, at hun ikke var død, men at hun befandt sig i Afghanistan.

Alle omkring mig, min kæreste og mine venner, sagde, ”du er nødt til at reagere, du er nødt til at snakke om det”.

Jeg skubbede de venner, der kendte min mor, fra mig. Samtidig var det de år, hvor jeg var allermest aktiv i den offentlige debat. Jeg fes rundt, og det eneste, man kunne se, var, at jeg var helt udkørt, udmattet.

Jeg var i sorg, jeg bebrejdede mig selv, for jeg var der ikke, da hun døde. Jeg, som havde brugt hele mit liv på at bevise mit værd, mit ansvar, gennem hende, og så var hun pludselig død i mit fravær. Det er nærmest tragikomisk, som om livet slog plat på mig.

Sidste sommer nåede jeg så grænsen. Jeg sad ude på altanen og googlede: ”Selvkærlighed, hvordan?” Ja, det var fandeme skørt. Jeg endte med at købe en masse selvhjælpsbøger, bøger, jeg aldrig tidligere ville røre ved. Sådan noget med at sidde stille i et rum i 20 minutter uden nogen distrahering, skrive dagbog og gå ture. Jeg tænkte ”fuck det, jeg gør alt det, de beder mig om”. Og det gjorde jeg.

Nogle måneder senere sad jeg igen på altanen, og pludselig mærkede jeg den her lykkerus. For første gang i mit liv.

Der sad jeg og skrev som en gal i en bunke af notesbøger, helt ufiltreret og råt, samtaler med mig selv. Min altan blev det eneste sted, jeg havde lyst til at være, jeg havde brug for at være alene med mig selv.

Når familien, kæresten eller vennerne ville noget, sagde jeg ”jeg er faktisk rigtigt glad lige her, og jeg skal ikke noget, og jeg har heller ikke lyst til andet end det her. Lad mig bare være lige her et øjeblik”.

Hvis man som mig kommer fra en kollektivistisk kultur, så handler livet meget om din relation til andre.

LÆS OGSÅ: Anna Thygesen: "Det der med at kalde det at synde, når man spiser en kage, det gider jeg ikke høre på"

Jeg har altid lært, at man ikke må være egoist og kun tænke på sig selv, og det er ikke noget, jeg fortryder, for min mor var offervillighedens bedste eksempel.

Som feminist og kvindeforkæmper

er jeg så stolt af, at jeg blev og tog mig af hende, mens jeg også var det sorte får i hendes liv. Jeg blev af kærlighed til min mor og en dyb erkendelse af de lidelser og den smerte, afghanske kvinder har gennemlevet og knap overlevet.

Uanset vores uenigheder og kampe, så var min mor aldrig min modstander; hun havde gennemlevet mere end nogen kvinde, jeg har mødt på min vej den dag i dag.

Det med at huske at tage iltmasken på, før du giver den til andre, det har muslimske kvinder slet ikke lært. Min mor gav iltmasken til alle andre, og det er derfor, vores kvinder får livsstilssygdomme, stress og forhøjet blodtryk. De slider sig selv op.

Og jeg havde været godt på vej derhen, hvis ikke jeg var blevet vækket af det mest grusomme tab i mit liv, min egen mor.

Det var et vendepunkt, hvor jeg valgte roen til.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og mens jeg lagde min egen uro fra mig, sagde jeg også farvel til rigtig mange mennesker. De få mennesker, jeg har omkring mig i dag, ønsker sig selv og mig godt.

Jeg har erkendt, at jeg er introvert, at jeg fungerer bedst, hvis jeg får lov til at lukke mig inde i en hule eller ude på min altan. Jeg ved ikke, om det her, jeg mærker nu, altså roen og lykken, om det er voksenlivet, men med min fortid troede jeg aldrig, at jeg skulle mærke livet sådan her.