Oversharing er naturligt. Men det er ikke alt, du bør sige højt

Er du typen, der ofte fortæller andre, når du ikke har det så godt indeni? Når din mor er dum, når verden vælter, når sexlivet ikke spiller, eller du (måske) har en sygdom? Så er det meget naturligt. Vi mennesker har nemlig brug for at dele det, der foregår indeni, med andre, mener psykoterapeut Henriette Boysen, fordi vi har nemlig behov for at blive reguleret af hinanden følelsesmæssigt.

Og det er sådan, at når man åbner over for andre med noget intimt eller sårbart, der fylder og rumsterer indeni, så kan det både blive nemmere at rumme de svære følelser, da de bliver fortyndet, og man kan få nye erkendelser ved at formulere det højt. Og måske bliver man også tættere med den, man taler med, fordi man viser noget sårbart af sig selv, ifølge psykoterapeuten, så der er altså meget godt ved at dele ud. LÆS OGSÅ: ”Mange tror, at man skal være alkoholiker for at vælge et liv uden alkohol” Når det er sagt, er der en tid og rum til alting, også en tid og rum til bare at tie stille og passe sig selv med det, der nu måtte være indeni. Nogle følelser eller oplevelser behøver vi måske aldrig at sige højt. Og det er det, du glemmer, når du oversharer.

Børneorm og sovepiller

Det er, når du i storrumskontoret på arbejdet råber op om dine børneorm, når du i frokostpausen fortæller en kollega, du ikke kender særligt godt, at du ikke kan sove om natten og tager sovepiller, eller at du har været oppe at skændes med ægtefællen den halve nat og nu er rigtig ked af det og ved at gå i stykker indeni.

Når vi oversharer, kan det både være over for tætte relationer, for eksempel til veninden eller kæresten, hvor vi ikke fornemmer, at de ikke orker at høre mere, eller i mere overfladiske relationer, for eksempel professionelle relationer såsom kollegaen eller den nye praktikant – men fælles for situationen er, at vi aflæser situationen skævt. – Vi mærker ikke, om man har en relation, der kan bære det fortrolighedsniveau, man lægger op til, og man mærker heller ikke det andet menneskes grænser. Og nogle er måske også lidt ufølsomme over for, om andre kan rumme eller er interesseret i historien. Det er her, mentaliseringbegrebet kommer ind, altså om man kan se den anden indefra og sig selv udefra, og der er noget her, der glipper i kontakten, siger Henriette Boysen.

Bær det for mig!

At overshare er noget, de fleste af os gør, nogle dog mere end andre, og det kan give en gevinst på kort sigt, for eksempel opmærksomhed. Det er nemlig som regel mere spændende at høre om personlige problemer, pinligheder og konflikter, end at man for eksempel tog opvasken i går aftes, så derfor kan man føle sig interessant i øjeblikket, hvor man deler ud. Der kan også være andre ofte ubevidste motiver, ifølge psykoterapeuten. – Hvis du har tendens til at overshare, kan det skyldes, at du er ydrereguleret, det vil sige, at du ikke er god til at bære dine egne følelser, uro og smerte på indersiden af dig selv, og derfor lægger du det over til andre, og så er det andre, der får ansvaret for at berolige dig eller rumme dine følelser. - Det kan også være, at du har et ønske om at komme tættere på andre mennesker. Strategien kan hedde, at hvis jeg bare giver mig grænseløst til andre, kan de måske bedre lide mig, fordi de så føler sig betydningsfulde. - Eller man oversharer for at opnå noget hos andre, fordi de så kan have ondt af en, og derved opnår man en række fordele, fordi folk føler sig forpligtet til at tage hensyn til en, siger hun. Strategierne holder dog ikke altid i længden. Problemet er nemlig, at når du oversharer, får du ikke beskyttet dig selv ordentligt, for når man fortæller alt, mangler man en stopklods og en kontakt til sig selv, hvor man spørger sig selv: Er det sundt for mig at tale om? Og passer den anden godt på det, jeg fortæller? Man ved jo reelt ikke, om personen vil sladre om en eller gøre en til grin, hvis man ikke kender vedkommende særlig godt. Det er en ubeskyttet position, mener Henriette Boysen. Efter at man har delt lidt rigeligt, kan man komme til at skamme sig over sin åbenhed og sårbarhed og føle selvlede, fordi man har overhørt sine egne grænser.

Bryder kontrakten

Men det er faktisk ikke kun ens egne grænser, man glemmer at lytte til, det er også modpartens. Og man kan ikke være sikker på, at modparten har lyst til at rumme en eller bedre kan lide en, selv om vedkommende måske viser noget andet i situationen for at være høflig og træde varsomt. Modparten vil måske snarere føle sig bombarderet og måske ligefrem intimideret. LÆS OGSÅ: "Det er sundt at slanke sig" - og to andre myter om kroppen – Når du deler løs af intime detaljer, som modparten egentlig ikke har spurgt til, bryder man den underliggende kontrakt om, at der skal være en gensidighed i samtalen, altså en underliggende enighed om, at det her kan vi godt tale om. - Det kan være meget overvældende for modparten, fordi ens grænser bliver overtrådt, og vedkommende måske slet ikke har lyst til at være så tæt. Det er en lille smule skamløst bare at dele ud, og derfor kan den anden godt komme til at skamme sig på dine vegne, siger hun. Noget andet er, at hvis overshareren deler sårbare detaljer, kan det virke manipulerende, fordi de dermed indirekte får sagt til modparten, at når jeg har det hårdt, så må du også tage ekstra hensyn til mig. Og det kan være svært i mange relationer, for eksempel professionelle. – Hvis du for eksempel fortæller løs til chefen eller kollegaen, om hvor dårligt du har det, så kan modparten føle sig manipuleret til måske at bære over med kvaliteten af arbejdet eller tage ekstra meget på sine skuldre, fordi det er jo også synd for dig, siger hun. Og selvfølgelig skal du kunne gå til både chef og kollega, hvis du har det dårligt, og de skal kunne tage ekstra hensyn, men hvis du bare per automatik oversharer, fordi du så altid har lidt helle, er det et problem ifølge psykoterapeuten. Hvad gør du så, hvis du tænker, at du måske har en tendens til at overshare lidt for ofte? Så er det en god idé at spørge dig selv, hvad det er, du bruger det til? Er det for eksempel for at virke mere spændende, eller for at andre skal berolige dig? Hvordan kunne du gøre det på sundere måder?

Prøv også at lægge mærke til, hvordan de andre reagerer på det. Får jeg noget respons på det, jeg siger? Ser de andre ud, som om de kan rumme det? Passer de godt på det?