kære brevkasse
Liv

Min kæreste lyver hele tiden, og det ødelægger vores forhold. Hvad skal jeg gøre?

11. januar 2024
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

Jeg er en ung kvinde midt i 20'erne, og jeg står i en træls situation. Min kæreste har mytomani, og det er ved at splitte vores forhold ad.

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i snart tre år, og jeg flyttede ind hos ham i hans ejerlejlighed i april 2023. Vi har flere gange inden da haft diskussioner om, at han lyver rigtig meget overfor mig, hans venner, hans familie og hans arbejde.

Jeg ved, at han tager kokain en gang imellem, og jeg har sagt, at han må gøre som vil, bare det ikke bliver et misbrug, og at han er ærlig omkring det overfor mig. Jeg har sagt lige siden vi startede forholdet, at det vigtigste for mig er ærlighed og troskab. For mig er løgne det samme som at være utro – det gør lige ondt, og jeg mister tilliden til ham.

Sidst han løj omkring det var nytårsaften, hvor jeg kunne se på ham og hans kammerat, at de var påvirkede. Jeg adspurgte ham på en stille måde, om han var påvirket, hvilket han svarede nej til. Først efter tredje gang jeg spurgte og fortalte, at jeg havde set små rester af kokainen ved vasken på toilettet, krøb han til korset. Jeg blev ikke sur, men bare skuffet over at han endnu en gang løj mig direkte op i ansigtet.

Han er gået med til at gå til psykolog omkring hans mytomani, men jeg stoler ikke på, at han er af sted hver gang.

Jeg er ved at miste alt for ham, og jeg føler, jeg er ved at miste mig selv også. Hvad skal jeg gøre?

Mvh
Den mistroiske kæreste

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære mistroiske kæreste

Det lyder som en virkelig svær situation at være i, og det er jeg ked af at høre, at du går igennem.

Først og fremmest vil jeg slå fast, at jeg hverken er psykolog eller psykiater. Men ud fra hvad jeg kan læse mig til, så er mytomani en sjælden psykisk sygdom, så jeg gætter på, at din kæreste også selv har det svært?

Det betyder ikke, at det er okay, at det går ud over dig og jeres relation, men der er i hvert fald en forklaring på, at han lyver – lyder det til.

Jeg er glad for at læse, at han taler med en psykolog, men jeg kan godt forstå, at du ikke stoler på, at han faktisk tager af sted hver gang.

Kan du tage med ham til psykolog? Jeg ved, at nogle psykologer og behandlingstilbud også giver mulighed for, at pårørende kan komme med til samtaler en gang i mellem – på den måde er du sikker på, at han tager af sted, og du kan samtidig tale med ham og psykologen om sygdommen. Hvis det ikke er muligt, kan du måske følge ham til døren, så du er sikker på, at han møder op?

Jeg synes, det hele afhænger af, om din kæreste er villig til at modtage behandling – hvis han er det, og du virkelig elsker ham og gerne vil blive sammen med ham, så synes jeg, du skal give det en chance og forsøge at hjælpe ham – hvis du kan overskue det.

Men hvis ikke han er klar til at gøre en indsats selv, så synes jeg, du skal mærke efter, om du kan holde til at være i det forhold.

Jeg vil anbefale dig at kontakte Psykiatrifondens rådgivningstilbud – de kan helt sikkert bedre end jeg hjælpe dig i den rigtige retning.

Hilsen Signe Larsen

Journalist med ansvar for popkultur og liv. Får lavet negle (oftest pink-glimmer) hver tredje uge, elsker at scrolle på TikTok og fortryder dagligt, at jeg ikke startede en YouTube-kanal i 2010.

Svar 2

Kære mistroiske kæreste

Jeg er virkelig ked af at læse, hvordan du har det, og jeg kan sagtens forstå, at du er ved at miste alt for ham.

Jeg synes, du fortjener meget bedre end at gå rundt med den usikre, vaklende følelse af at miste dig selv. Kærligheden, man har til sin kæreste, skal føles stærk, sikker og sommetider magisk. Den skal være rolig, tryg og til at regne med. Som du selv skriver, skal den bygges op om ærlighed og troskab.

Den har helt sikkert rigtig svære vilkår der, hvor I er nu. Her hæfter jeg mig især ved, at du ikke stoler på, at han tager sit behandlingsforløb ved psykologen alvorligt. For selvfølgelig kan personer med mytomani have kærester - og man kan være kæreste med en, der har det.

Men det er først og fremmest hans ansvar at arbejde med sig selv, så det går mindst muligt ud over dig. Dernæst ligger der et fælles arbejde for jer med at finde ud af, hvordan I kan have et trygt og tillidsfuldt forhold, selvom han har mytomani.

Men det lyder svært, når du ikke kan stole på, at han går i behandling. Så mit råd vil være, at du skal undersøge, om han virkelig vil arbejde med sig selv og sammen med dig hen mod det forhold, du drømmer om, at I kan have sammen. Hvis ikke han vil det, skal du virkelig overveje, om du ser en fremtid for jer.

Samtidig vil jeg også håbe, at du selv taler med nogen om det, du går igennem. Måske har du en god veninde eller mulighed for at se en psykolog?

Jeg ønsker dig i hvert fald alt det bedste.

Hilsen Katrine Rosenbæk

Nyhedsredaktør, der drømmer om mindre breaking generelt. Elsker at svømme langt, gense ”Our Planet”, spise spejlæg og læse avisen. Er ikke så kedelig, som jeg lyder.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også