Lars Hjortshøj: Vild med kvinder over 40!
Foto: Dan Mariengaard/All Over
Komikeren Lars Hjortshøj, der lige om lidt har premiere på sit nye show 'My Danish Collection' på Bremen i København, er ikke til struttende studiner. Hellere 40 plus kvinder, der hviler i sig selv, fortæller han i et interview med vores gode venner på FEMINA.
"Der er rigtig mange jævnaldrende kvinder, der er vanvittig attraktive. Der sker noget ved sådan 40 plus. De fører sig frem med en eller anden selvbevidsthed. De er typisk, hvor de rent arbejdsmæssigt skal være i livet, de har fået de børn, de skal have, der er en anden power omkring dem. Jeg er VOLDSOMT tiltrukket af kvinder på min egen alder. Jeg har ikke - som rigtig mange mænd - en fascination af dem på 25 eller 20, hvor alt bare strutter og sidder, hvor det skal. Jeg synes sgu ikke, de er så interessante. Jeg er jo ikke idiot. Jeg kan godt se, at de nybagte studenterpiger er LÆKRE."
Men Lars Hjortshøj synes, det er lidt kedeligt:
"Lidt endimensionelt. Der er et eller andet enormt fedt ved 40 plus kvinder. Man kan se, de hviler i det. De har deres stil. De er færdige med at prøve alt muligt pis af. De ved: DET her sidder godt, jeg går godt i de her sko. Kraftedeme!"