kvinde, der kigger sig i spejlet
Kærlighed og sex

Jakob Olrik: Det er noget vrøvl, at du skal elske dig selv, før du kan elske andre

22. juni 2018
af Jakob Olrik
Foto: Panthermedia
Det er en skrøne, at du skal lære at elske dig selv, før du kan elske andre. Så drop bare selvværdskurserne og Elsk-dig-selv-bøgerne, siger sexolog Jakob Olrik.

Du kan ikke elske andre, hvis du ikke elsker dig selv! Det er tidens holdning og trend indenfor selvudvikling. Den køber jeg ikke! Det er noget nonsens.

Der er ingen tvivl om, at evnen til at kunne elske andre kommer fra evnen til at elske sig selv. Det er klart, hvis du er udmagret og har feber, så er det svært at drage omsorg for andre. Men hvis du bevæger dig op i abstraktionen, så har det at blive elsket også en opfyldende karakter på at føle sig elsket og dermed elske sig selv. I den form bliver det lidt diskussionen om, hvorvidt det var hønen eller ægget, der kom først.

Elsk andre først

Hvis du gerne vil elske dig selv noget mere, så kunne jeg sige det modsatte – så skal du først gå ud og elske andre. Og har du lidt svært ved at elske andre, så gå ud og start med at rejs den cykel op, der er væltet.

Gå over til den gamle kone og følg hende over vejen. Hjælp alle, der har brug for det - bare en halv time. Så går du hjem og sætter dig med en kop kaffe eller te, og spørger dig selv: ”Føler jeg mere elsket eller mindre elsket nu?”

Jeg vil vædde på, at du føler dig mere elsket. Om ikke andet vil du føle en glæde over, at du har gjort noget godt. Det vil udløse noget godt i dig, fordi kærlighed er et belønningssystem.

Mindreværdskapitalen: Du er ikke god nok

Når du får at vide: ”Du kan ikke elske andre, før du elsker dig selv!”, så er det underforståede budskab:

”Du er ikke god nok. Du er ikke engang god nok til os andre, for du er ikke god nok til dig selv. Så kan du smutte ud og få en psykolog, kan du købe en masse bøger, tage en uddannelse, få nogle større kærlighedsmuskler, så vi kan bruge dig til noget.”

Derfor synes jeg, det er uheldigt at bilde folk ind, at de ikke er i stand til at elske andre, hvis de ikke elsker sig selv. Denne ’sandhed’ støtter op omkring en selvværdsindustri, som vi passende kunne kalde mindreværds-kapitalen.

Skyldfølelsen klistrer sig til kvinder - drop bøgerne og kurserne

”Elsk dig selv”-fanerne er et produkt af kapitalismen, som i særlig grad klistrer sig til kvinder og lukrerer på en tendens til skyldfølelse. Hvis du ikke elsker dig selv, (hvad det så end betyder), er du så en kold og ufølsom mor/kæreste/chef?

Spring endelig over alle ’Elsk dig selv’- bøger og kurser og indse, at du er et produkt af et system og kulter, som skaber mennesker, der ikke skal synes, de er gode nok eller tilstrækkelige. Så længe du ikke forstår det, kan du drukne dig selv i selvhjælpstilbud uden at komme fri.

Du bliver vildledt og føler dig kun mindre elsket af at gå af den vej. Det er decideret nedbrydende for dit selvværd.

Selvværdsindustriens vestlige lænker

Hvis du spørger en buddhistisk lama om selvværd, så vil han ikke forstå det. Det begreb eksisterer ikke i deres sprog. De har en socialkonstruktivistisk kultur, der ikke har skabt sindets forståelse af et værd, men i et naturligt tilstedevær.

Verden så meget større end spørgsmålet om at elske sig selv. Du er en del af en større bevidsthed end de her selvværdsproblematikker. Når du begynder at gøre dig det klart, så kan du begynde at bevæge dig frit af de lænker, som selvværdsindustrien binder os i.

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: Sådan undgår du at tiltrække de forkerte typer, når du dater

Vent ikke på at du føler dig elsket – af dig selv

Kvinde, løsriv dig fra elsk dig selv-lænken! Jeg er sikker på, du får det endnu værre, hvis du handlingslammet sidder og venter på, at du en dag føler dig elsket. Af dig selv. Gå ud og gør noget godt for andre. Vær til stede for andre, der har brug for dig. Hvem ved, måske det er vejen frem?

Lad være med at gå så meget op i dig selv. Det gør intet godt at slå dig selv oveni hovedet med skyld og skam og følelsen af at ikke være god nok.

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: 5 ting I kan starte med at gøre, hvis det kniber med lysten i parforholdet

Jakob Olrik er sexolog og debattør. Læs mere om kærlighed og selvværd på han site www.jakobolrik.dk. Hver uge udgiver han også en episode i Jakobs Sofa – en podcast, hvor anonyme samtaler med klienter optages. Find også Jakobs Sofa i iTunes og på Spotify.

Lyt til Jakobs Olriks podcast-afsnit ”Jeg ønsker mig højt nok selvværd til at få en mand!” her eller i playeren nedenunder:

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også