Heike Makatsch & Alan Rickman i "Love Actually"
Sexlyst

Her er spørgsmålet, sexologen får allerflest gange – og svaret på det

9. november 2021
af Sara Skaarup
Foto: Ritzau Scanpix
Sexolog Sara Skaarup får det samme spørgsmål fra par igen og igen. Hør spørgsmålet og hendes seks bedste råd til, hvordan man løser det.

Hvordan genfinder vi den seksuelle gnist i vores etablerede forhold?

Det er det spørgsmål, man som sexolog oftest får.

Her er mine bud på, hvad der skal til for at tænde op under lysten.

Prioritér benhårdt

Hvis rammen, vi giver vores erotiske liv, er det kvarter, før vi besvimer i sengen efter en 10 timers arbejdsdag, bliver den sex, vi har, derefter: udmattet og rutinepræget.

Hvis parforholdet skal fungere, ikke kun som arbejdsfællesskab, men som kæresterelation, så sæt tid af, hvor I ikke skal fikse noget, men have det sjovt.

Giv plads til hinanden

Mange tænker, at total intimitet, at være sammen hele tiden og dele alt, er optimalt for lysten.

Det er det ikke.

Det er godt for kærligheden og trygheden, men ikke for begæret. For lystens skyld må der godt være en afstand mellem jer, noget, I ikke kender til.

Så gør plads til, at ikke alt i livet skal foregå sammen. Dyrk egne venner og interesser, og lad være med at kræve at vide alt om den anden.

Forny jer

Begær springer bedst, når der er et element af uforudsigelighed til stede. Et element af fornyelse er derfor godt for gnisten.

Meget kan etablerede partnere være for hinanden, men nye og spændende, som da vi først mødtes, bliver vi aldrig igen. Så gør noget nyt sammen, så I kan se nye sider af jer selv.

Kom væk

Hjemmet er der, hvor I måske er forældre og praktiske partnere. Hvis man skal slå sig løs seksuelt, må man kunne føle sig fri af forpligtelser og fokusere på sig selv en stund.

En månedlig hotelovernatning eller tur i et lånt sommerhus uden børn kan gøre en verden til forskel.

Tal om, hvordan I forholder jer til andre

Mange par er bange for utroskab. Du har måske selv mærket, hvor nemt det er at få lyst til en ny.

Men fristelsen eller frygten går ikke væk, fordi I gør det til tabu. I er et par, men det er ikke en selvfølge, at I to har valgt at være dem, der går i seng sammen: I vælger hinanden hver gang i en verden af muligheder.

Hvis I i stedet for kan tale åbent om, hvad der tænder jer hos andre, er der måske endda inspiration at hente, som kan befrugte sexlivet.

Faldgruben kan være jalousi, men at tale om tiltrækning og gøre alvor af det er to vidt forskellige ting.

Tag intet for givet

Tal om jeres sexliv!

Lyst og præferencer forandrer sig. Det, der virkede som tænding, lige da I mødte hinanden, virker ikke nødvendigvis, når I er blevet forældre eller fem eller 20 år senere.

Livet og jer som mennesker har mange faser. Hvor er I lige nu i livet? Snak sammen om det, og forsøg at være fleksible og omstillingsparate.

Læs også