Erotisk novelle: Pottemageren

Det smukke gamle platantræ stod i hjertet af landsbyen. Det gav tiltrængt skygge til de ældre mænd, som hele sommeren sad på bænken under dets krone. Her ordnede de verdenssituationen, mens de holdt nøje øje med, hvilke biler der kørte ind og ud af landsbyen, og hvem der gik ind og ud af caféen på toppen af byens bakke. Alt kunne de se herfra. Også Mariannes lille hund, der til deres højlydte morskab altid pilede direkte hen og skrabede på en bestemt dør, når dens ejer gik over torvet med energiske skridt. Det var byens scandale for tiden. At pottemageren Louis’ kone, Marianne, havde en slet skjult affære med vores gode ven Eric, en tidligere jockey fra Paris, som af dunkle grunde var havnet flere tusinde kilometer fra nærmeste galopbane og kedede sig gudsjammerligt.

– En mand må have en kvinde, havde han sagt med et skuldertræk og den dér franske lyd, der betyder pyt, da han fortalte os om affæren. Det kunne han ikke se noget forkert i. Jeg lod mine øjne hvile på træet og trak hele landsbystemningen ind. Vi stod foran caféen, jeg med en tynd plasticpose fyldt med pasta, tomater og baguette, Stine med sin telefon, travlt optaget af at arrangere, hvem der skulle komme på besøg om aftenen i vores lejede hus. Cafémutter havde endnu en gang reddet vores aftensmad med sit lille lager af dagligvarer. Vi var ikke gode til at få købt ind i tide, dagene drev af sted, og vi drev med, dovent og uorganiseret. Men fête skulle der altid være. – Kommer du? Eric og Patrice spiser hos os, og deres venner fra Montauban kommer senere. Stine var færdig med at arrangere, og nu var hun utålmodig efter at komme hjem og i gang med festen. Jeg kendte præcis det humør, hun var i, den energi. Hun elskede at være franskmændenes blonde centrum, og jeg undte hende det. Vi havde ferie og måtte godt nyde livet, så festligt var vores liv hjemme i København heller ikke. For lidt eventyr, for mange kedelige hængemuler i omløb. Jeg kunne godt selv bruge et eventyr, men havde endnu ikke været fristet af vores franske drengevenner. De var søde, men netop det: Drenge. Ikke mænd. Da vi slentrede ned ad bakken, fik jeg øje på Louis blandt de gamle på bænken. Han var mindst 20 år yngre end sine sidekammerater og ikke så lidt flottere. Selv om han kun var midt i 40’erne, så han ud, som om han var fra en anden tid. Han var skarpskåren, mørk og havde altid rank ryg. Hans øjne var varme og brune, hans næse markeret og hans ansigt furet. Brede hænder og et fast blik, som jeg ikke altid turde møde. Han mindede mig lidt om skuespillerne i de gamle franske film, som vores filmlærer Troels havde introduceret os til i gymnasiet, og som jeg stadig var vild med. ”Sous le ciel de Paris”; ”Un soir, un train”; ”À bout de souffle”. Jeg elskede de eksotiske titler. De andre piger var ved at dø af grin, når jeg sukkede efter gamle franske helte som Yves Montand og Jean-Paul Belmondo. De var overbeviste om, at det hele handlede om mit crush på ærkedanske Troels, og det kunne nok ikke helt udelukkes. Louis havde noget af det samme. En gammeldags aura, som mine veninder slet ikke forstod, jeg tændte på. Lige nu så han dog mest trist og lidt malplaceret ud blandt de alt for gamle venner, og jeg følte et stik af medlidenhed. Han var til grin i hele landsbyen, fordi han ikke kunne holde på sin egen kvinde, gjort til hanrej af en mandsling på halvanden meter. Ydmyget. LÆS OGSÅ: Erotisk novelle: Hedebølge – Bonsoir, mesdemoiselles. Hans stemme var dyb og moduleret, den påvirkede mig, men jeg hilste blot høfligt tilbage og skammede mig over, at vi så sent som i går havde siddet og moret os over Erics pralerier. – Hver dag, når Louis går i gang med potterne, så går jeg i gang med hans kone, havde Eric sagt, smækket de korte ben på bordet og set så komisk stolt ud, at vi alle var brudt sammen af grin. Han var sjov og charmerende, så langt var jeg med, men jeg forstod slet ikke, at Marianne ville risikere sit ægteskab med Louis for sådan en lille galop-pony. – Hvor er det egentlig strengt, det, vores korte ven har gang i, sagde jeg på dansk til Stine, da vi passerede bænken, omhyggelig med ikke at nævne navne eller arbejdstitler, der kunne forstås på andre sprog. – Det er altså ikke fair over for ham, der laver potter. – Nej, det er virkelig pinligt, sagde Stine adspredt. Hun var knap så fintfølende som mig. – Kom nu, fart på. Allez, allez. Hun svingede sorgløst med sit lange lyse hår, og jeg fulgte efter, svingende med posen. En halv time senere var der kogende pasta på komfuret, Ed Sheeran på høj volumen, og fyldt med unge franskmænd i vores store køkken. Eric og Patrice, som var dem, vi kendte bedst, forsøgte begge at synge med på forrige års hit, ”Shape of You”, på deres ubehjælpsomme engelsk, og det lød så sjovt – som ”sheep perfume” – at jeg havde ondt i maven af grin. Først da vi skulle sætte os til bords til det meget beskedne måltid, vi kaldte middag, opdagede vi, at der manglede vin. Og nu var caféen lukket. – Louis har masser i sin kælder, gå hen og spørg ham, foreslog Eric. – Det kan du selv gøre. Så kan du samtidig lige sige undskyld for, at du knalder hans kone hver dag, drillede jeg, mens jeg tørrede en lattertåre væk fra øjenkrogen. – Det er jo kun, fordi du ikke vil have mig, at jeg må søge trøst hos hende, ma puce, sagde han dramatisk og lavede hundeøjne til mig. Han havde kaldt mig sin ”loppe” hele sommeren, og jeg tog det efterhånden som en kompliment. Ligesom jeg tog hans gentagne tilnærmelser med et meget stort gran salt. Jeg skulle ikke rodes ind i nogen menage à trois med ham og Marianne, så fransk var jeg trods alt ikke blevet på en enkelt sommerferie – Kom nu, plagede Eric, – jeg er tørstig. Hent vin, ma puce. Stine, der ellers havde øjnene klistret til Patrice, stemte i. – Ja, henter du ikke vin, Sofie, du synes jo også, det er så synd for stakkels Louis. Måske kan du trøste ham lidt, du er jo så vild med gamle mænd, fnisede hun. – Eeej! råbte Ida fra komfuret. – Vi skal da meget hellere have Sofie hooket op med unge Nicholas fra købmandsbutikken. Han er jo vild med hende, haha! – Så stopper I jer selv – jeg går nu, smålo jeg. Jeg stak de nøgne fødder i mine plateausandaler. De fik mine brune ben til at se lange og slanke ud, og jeg elskede dem, selv om det havde taget en halv sommer at lære at balancere i dem på landbyens brostensbelagte gader. Jeg elskede også den her ferie, det her liv. Improviserede middage uden stress og menu. At vi gled ind og ud af franskmændenes huse efter vin eller brød, når vi lige manglede. Min egen følelse af at være anderledes her, mere afslappet, gladere. Jeg gik gennem gaderne og hilste til højre og venstre, alle kendte os, Les blondes. Livet blev levet uden for husene, hvor der blev hængt vasketøj op, snakket, drukket aperitif og skældt ud på børn.

Foran Louis’ hus var der til gengæld helt stille. Ikke engang hunden var at se nogen steder, Marianne måtte være ude. Jeg følte mig en smule malplaceret i min glade sommerferie-rus. Men vi skulle jo have vin, vi kunne ikke tilbyde vores franske venner vand til maden. Jeg bankede på og ventede. Da Louis åbnede, fyldte han hele døråbningen ud. Ikke fordi han var tyk, men fordi han var overvældende. For mig. – Bonsoir, mademoiselle, hvad kan jeg gøre for Dem? – Bonsoir, Louis, øh, vin, vi mangler vin, og vi tænkte, at De måske ... Pludselig kludrede det franske for mig, det sad ellers ret sikkert efterhånden. – Selvfølgelig. Han slog ud med armen med en elegant bevægelse. – Kom ind. Der var mørkt og køligt i huset, mine øjne skulle vænne sig til det, og min hud krympede sig. T-shirt og shorts føltes pludselig som alt for lidt. Louis sagde ikke noget, han drejede blot om på hælen og gjorde tegn til, at jeg skulle gå med. Han gik foran med rolige bevægelser. I modsætning til vores andre franske bekendtskaber var han ikke snakkesalig, og jeg kunne ikke selv finde på noget at sige. Hans hjem var fuldstændig anderledes end vores rodebutik af et lejet hus. Louis’ entré var møbleret med gamle, fine ting, og jeg kunne skimte en stilfuldt indrettet spisestue gennem den ene døråbning. Det var selvfølgelig ikke så mærkeligt, han boede her jo. Delte et rigtigt, voksent liv med Marianne, der svigtede ham på fast basis. Da vi nåede til kældertrappen, gjorde han igen bevægelsen med armen for at dirigere mig. Jeg begyndte nedstigningen, satte forsigtigt den ene sandal foran den anden for ikke at falde. Jo længere ned vi kom, desto koldere blev det. Jeg skuttede mig tavst i kælderen, mens Louis fandt først en, så to flasker rødvin frem og pustede støvet af dem. – De har sikkert selskab, sagde han, mere konstaterende end egentlig spørgende. Jeg nikkede flovt uden at møde hans blik. Han var sikkert udmærket klar over, hvem vi havde på besøg. Vi stod lidt uden at sige noget, til jeg ikke kunne holde tavsheden ud længere. – Tusind tak, det er altså virkelig venligt af Dem, folk er meget venlige her, vi er meget taknemmelige ... Jeg kunne selv høre, hvordan jeg rablede. Han smilede lidt bredere nu, sagde pyt-lyden og slog ud med armen. Jeg lagde mærke til, at der var lidt ler på hans hænder, som var brune og kraftige. – Ingen årsag, mademoiselle, vi skal jo hjælpes ad. Ikke sandt? Tavshed. – Jo, bestemt. Nå, de andre venter jo på mig, så ... – Selvfølgelig. Après vous. Nu var det mig, der gik forrest op ad trappen, jappende, ivrig efter at komme op og ud i varmen og lyset, og jeg var kun få trin fra mit mål, da min venstre fod med ét forsvandt under mig. En voldsom smerte skar i anklen, og jeg mærkede min sandal forlade foden og hørte den dunke mod trinnene ned i dybet, mens jeg selv faldt samme vej. I ét langt sekund styrtede jeg mod den sikre død, eller sådan føltes det, sådan fortalte adrenalinen i blodet mig, det var, indtil store hænder greb mig og holdt mig fast. Jeg hørte kun med det yderste af opmærksomheden en klirren af de flasker, Louis satte fra sig. – Rolig, jeg har Dem. Tårerne stod mig i øjnene, og jeg udstødte et langt aaav. Så forsvandt begge ben under mig, da Louis løftede mig op og bar mig de sidste trin op ad trappen. Han sagde ikke noget, holdt bare om mig med sine brede arme og bar mig ud i køkkenet, hvor han satte mig på en solid stol. Med samme rolige bevægelser fandt han en pose is frem fra fryseren, fik blidt placeret min fod på en pude på en anden stol og lagde isen på. Min brune fod skiftede hastigt farve til blå og gul, mens den hævede til dobbelt størrelse, og jeg klynkede. – Doucement. Om lidt forsvinder smerten, isen skal nok hjælpe, trøstede Louis. Så satte han sig ved siden af stolen med min misfarvede fod og pegede. – Må jeg? Jeg var ikke helt sikker på, hvad han spurgte om, men nikkede alligevel tavst. Han tog sig god tid til at sætte sig til rette og tog så fat om min fod, der forsvandt i hans store hænder. Jeg spjættede lidt ved den første berøring, så begyndte han at massere foden. Det gjorde ondt og godt på samme tid, nye tårer sprang frem, og jeg blev lidt flov, men han så bare roligt på mig, mens hans hænder arbejdede rytmisk videre. Tænk, at nogen havde lyst til at bedrage ham, kunne jeg ikke lade være med at tænke. Som om han kunne læse mine tanker, sagde han: – Livet er ikke altid retfærdigt. Elle est dure, mais elle est belle quand même. Den sætning – om at livet er hårdt, men smukt alligevel – havde jeg hørt Eric sige mange gange. Havde han mon lært den af sin elskerindes mand, eller sagde de det alle sammen som en slags slogan for deres franskhed? Det var i hvert fald nemt at falde for, det lød eksotisk i vores danske ører, selv om det utvivlsomt var banalt i deres. – De er også smuk. Belle. Eller ... beau. De er et smukt menneske, så venlig ... Jeg rablede igen, famlede efter ordene, fandt kun banaliteter. Vidste ikke hvorfor, havde bare lyst til at lade ham vide, at nogen satte pris på ham. – Tak, mademoiselle, De er også meget smuk. LÆS OGSÅ: Erotisk novelle: Ferniseringen De franske drenge i vores køkken fortalte os hele tiden, hvor smukke vi var, så blonde og vidunderlige og sexede. Deres scoreforsøg var lige så automatiske som deres vejrtrækning, og vi tog dem ikke alvorligt. Men i Louis’ voksne mund lød det anderledes. Han smilede igen. Det var et selvsikkert smil, ikke en nedbøjet mands. Jeg så hans lerstænkede hænder på mig og mærkede en lille rislen fra foden og op ad låret. Han mærkede det også og stoppede straks massagen. – Fryser De? Jeg nikkede tavst, selv om jeg havde det lige modsat. Hele min krop var varm. Han rejste sig, hentede en alt for stor trøje og lagde den blidt om mine skuldre. Den duftede af ham, af ler og sved. Mand. Så knælede han ned ved min side. – Er der andet, jeg kan gøre for Dem? Måske var det chokket, måske smerten. Måske var det, fordi han var så meget franskmand, så meget fransk mand, at jeg lænede mig frem, greb om hans hænder og begyndte at ae dem. Han protesterede først svagt, mest af høflighed, virkede det som om, og lod mig så gøre det. Huden på hans hånd var tør og varm, det var en hårdtprøvet hånd, men den kunne holde til det, den trængte bare igen til noget ømhed. Jeg aede igen og holdt ham så rigtigt i hænderne. Han tog imod og gav mine hænder et fast tryk. Vi så hinanden i øjnene, jeg cirklede mine fingre inde i hans håndflader, og det fik ham til at sukke tungt. Han slap og sagde: – Mademoiselle, jeg ... Jeg afbrød ham: – Alle har brug for en kvinde. Jeg tænkte på lille frække Eric, der tog Louis’ kone i sin smalle seng hver dag, bare fordi han havde lyst. Jeg tænkte på Troels og Yves Montand og Jean-Paul Belmondo. Jeg tænkte på Louis tæt på mig, og så holdt jeg op med at tænke. – De trænger. Jeg greb igen ud efter hans hænder, holdt dem, kyssede dem, ønskede deres berøring, havde nærmest aldrig ønsket noget så meget. I virkeligheden var det mig, der trængte. Han slap min ene hånd, holdt stadig fast i den anden og lod pegefingeren følge min læbe, forsigtigt, som om han testede materialet. Jeg lukkede munden om den, lod tungen lege med den. Smagen af ler var ikke ubehagelig. Han lukkede øjnene, hans frie hånd flettet ind i min. Jeg trak den op og lagde den oven på mit ene bryst, hvor den lukkede sig om det, omsluttede det, fik det til at svulme. Han trak fingeren ud af min mund, den var våd af mit spyt, han kærtegnede det frie bryst i blide cirkler med den, til jeg var tæt på ikke at kunne bære mere. Så søgte han endelig ind under mine shorts, ind under trussekanten, som om den havde været der tusind gange før. Den vidste præcis, hvordan jeg skulle røres, den finger. Mange års mandlig erfaring samlede sig i én cirklende bevægelse, ikke for hurtigt, ikke for langsomt. Lige præcis perfekt. Et højt støn forsvandt ud mellem mine læber, og min nakke formede en bue og sendte mit hoved bagover. Jeg sad akavet på de to stole med min forstuvede ankel, men jeg kunne ikke koncentrere mig om andet end ilden mellem mine ben, hans hænder, min nydelse. Jeg greb om hans hoved, begravede hænderne i hans tykke hår, bemærkede, at der var enkelte grå stænk i det kastanjebrune. Jeg trak ham ind til mig og kyssede ham. Der slap et tungt suk ud af ham, det lød som ma belle, men jeg var ikke helt sikker. Han kyssede mig på kinderne, på halsen, på munden igen, mens hans hænder formede min krop. Jeg mistede kontrollen, sukkede hans navn, stønnede ord på dansk, som han ville have nydt at høre på fransk. Jeg kendte dem ikke og havde heller ikke overskud til at oversætte. Da han ramte det hemmeligste sted i mig, kom jeg til at spjætte med den dårlige fod, så den ramte stolens kant. Det gjorde så ondt, at jeg skreg, og han så forskrækket på mig. – Mademoiselle, undskyld, det var ikke min mening at gøre Dem ondt, sagde han. – Det er foden, ikke ... det var dejligt, insisterede jeg hæst. Han forstod, lagde blidt foden på plads igen, kyssede den galant og spurgte så høfligt: – Vil De ikke ligge lidt? Jeg nåede ikke engang at nikke, før benene igen forsvandt under mig, idet Louis løftede mig op og bar mig ind i soveværelset. Han satte mig først på sengen og trak T-shirten af mig med en bestemt bevægelse. Han hægtede forsigtigt bh’en af uden at ryste på hænderne. Så vurderende på mine bryster som på et stykke ler, han skulle i gang med at forme, og begyndte så at kysse det ene over det hele, langsomt og nydende. Med læber og tunge bevægede han sig ind mod brystvorten, blidt og sultent i en kombination, der gjorde mig høj af lyst igen. Jeg havde slet ingen tålmodighed mere, men det var ham, der bestemte farten, og den var ikke nær høj nok for mig. Da han var færdig med det ene bryst, og jeg for længst havde gennemfugtet den hånd, der arbejdede under mine shorts imens, gik han i gang med det andet. Nu begyndte mine ben for alvor at ryste, og jeg kunne ikke holde op med at stønne. Den skadede fod slog ind mod sengekanten, men den smerte var en befrielse, for smerten ved at være så tæt på ham uden at mærke ham i mig var ulidelig. Han stoppede kærtegnene ved lyden, tog mig om hagen og kyssede mig på munden. Min tunge viklede sig om hans, jeg var ør af smerte og lyst og duften af ler og sved. LÆS OGSÅ: Guide: Sådan surfer du sikkert porno på nettet Så skubbede han mig forsigtigt ned at ligge på sengen, trak shorts og trusser af mig og begyndte lige så tålmodigt at tage sit eget tøj af. Ét stykke ad gangen. Omhyggeligt og roligt. Hans brystkasse var bred og behåret, hans ben muskuløse og stærke som armene, alt på ham var hårdt og skarpskårent og vidunderligt. Jeg trak vejret tungt, imens jeg betragtede ham, havde aldrig oplevet noget så langsomt og vanvittigt pirrende, og det blev ikke bedre af, at foden forhindrede mig i at bevæge mig op og hjælpe ham. Til sidst arrangerede han med stor omhu en pude under begge mine fødder, så benene kunne ligge spredte og i samme højde, uden at foden kom til skade. Jeg var mere sårbar end nogensinde i det øjeblik, hvor han tårnede sig op i fodenden, nøgen og klar. Jeg sank og besluttede mig for at kysse blufærdigheden helt farvel. – Lad mig elske Dem, sagde han så med sin dybe stemme og kyssede mig som en voksen mand det sted, hvor jeg er allermest kvinde. Hvad han derefter gjorde ved mig, forbliver for altid i det rum. Ligesom min sorte plateausandal for altid forbliver for enden af en kældertrappe i Sydfrankrig. Sådan forestiller jeg mig det i hvert fald, når sommervarmen får alt i mig til at sitre og sender min hukommelse på en hemmelig rejse, der ender under platantræet. Novellen er et uddrag af Ulla Hinge Thomsens novellesamling ”En duft af appelsin”, der udkom på Pretty Ink i 2018. Bogen er en samling sanselige, lystfyldte noveller om møder mellem mennesker, hvor erotik opstår.