Døjer du også med irritation i underlivet efter sex?
Gener i underlivet
Der er SÅ meget godt at sige om sex, men der kan også være ulemper (desværre!). I dit underliv er din hud særligt sensitiv, og det gør, at der kan opstå problemer som irritation, ubalance og - i værste fald – kønssygdomme, efter du har givet den gas på lagenerne.
Vores søstermagasin KK.no har taget en snak med sygplejerske Sissel Rostøl Bakken, gynækolog Kristin Lyng og Ellen Støkken Dahl, som har udgivet en bog om kvinders underliv, om de problemer, kvinder oftest oplever i forbindelse med sex – og hvad vi kan gøre ved dem!
1. Allergisk reaktion
Det er langt fra usædvanligt, at kvinder er allergiske over for glidecreme eller kondomer, hvor specielt dem, der indeholder latex, kan være syndere. Oplever du ubehag, svie, kløe eller udslæt i forbindelse med sex efter at have brugt et latex-kondom, kan du være allergisk. Stop med at bruge kondomerne, og anskaf jer nogen uden latex i stedet.
Bliver det ikke bedre, kan det være, at du er allergisk over glidecreme. Det kan enten være den, der er på kondomet i forvejen, eller hvis I har brugt en separat creme. Har I brugt olie, vaseline eller andet som smørelse, kan det også være det, der irriterer slimhinderne. Anskaf jer en allergivenlig glidecreme, og vær desuden opmærksom på, at olie og lignende kan nedsatte kondomers effekt, fordi de nedbryder gummiet.
LÆS OGSÅ: Sådan holder du balancen i underlivet
2. Herpes
En anden gene, en rækker kvinder får på grund af sex, er herpes.
Der er flere kvinder end mænd, der har herpes, fordi vores kønsdele er mere modtagelige over for smitte. Herpes er seksuelt overført fra slimhinde til slimhinde, og man kan potentielt have et herpesudbrud i skeden uden at vide det. Derfor er det vigtigt, at man får afklaret, hvad det skyldes, hvis man har smerter i skeden under eller efter samleje. Og herpes gør ondt i de allerfleste tilfælde, specielt ved første udbrud.
Herpesvirus forårsager små blærer på huden i underlivet eller på læberne, som brister og bliver til sår. Der findes to forskellige virusformer, som begge kan give gener i underlivet, men typisk er den ene form oftest begrænset til at give det, vi kender som forkølelsessår, omkring munden.
Herpes er ikke farligt og er meget almindeligt, men er du først smittet, har du det hele livet. Mange får dog aldrig gener med blærer, og de ved ikke engang, at de er smittede - men andre kan være plaget af hyppige udbrud.
Årsagen til, at herpes opstår efter sex, kan derfor være, at man er blevet smittet med en virus, man ikke havde i forvejen. Og desværre er det umuligt at beskytte sig 100 procent mod herpes, hvis man skal have sex.
Man kan blive smittet af nogen, som ikke ved, de har det, eller man kan selv være smittet uden at vide det. Kondomer hjælper ikke, hvis herpesudbruddet sidder et sted, hvor kondomet ikke dækker. Det, man dog kan undgå, er at have sex, mens man har et udbrud, for der ved man, at man smitter.
Hvis du tror, du har herpes, skal du undgå sex og komme afsted til lægen. Man kan nemlig behandle smerterne og reducere udbruddets varighed med medicin.
LÆS OGSÅ: 7 myter om kvindens underliv
3. Kønsvorter
En anden eftersex-irritation hos både mænd og kvinder er kønsvorter.
Vorterne er en seksuelt overført sygdom, men de kan også smitte ved hudkontakt. De er typisk forårsaget af HPV virus 6 og 11, men de må endelig ikke forveksles med kræft. Kønsvorter er ikke farlige, og man bliver som regel immun efter cirka 6 måneder.
Som ved herpes hjælper kondomer heller ikke ved kønsvorter, hvis udbruddet sidder et sted, hvor kondomet ikke dækker. Den bedste måde at undgå at smitte nogen, er ganske enkelt ved ikke at have sex, mens man har et udbrud – og komme afsted til lægen. Vorterne kan godt gå væk af sig selv, men det bedste er at få dem behandlet væk hurtigst muligt. De kan blandt andet fjernes med laser med frysebehandling, er kirurgisk indgreb eller ved pensling med et kemisk stof
LÆS OGSÅ: Av mig underliv! Sådan slipper du af med kønssygdomme og smerter i underlivet
4. Vaginal irritation
Vaginal irritation er en mildere gene end kønsvorter og herpes, men ikke desto minde kan det være utroligt irriterende – og ildelugtende!
Vaginal irritation opstår, fordi bakteriefloraen i skeden ændrer sig og kommer i ubalance. Det kan blandt andet ske på grund af sex, men også for hyppig vask med sæbe, behandling med antibiotika eller langvarige blødninger kan føre til irritation.
Forstyrrelser i bakteriefloraen medfører forandringer i surhedsgraden, den såkaldte pH-værdi, og det gør det lettere for både svamp og bakteriel vaginose, som er en slags betændelsestilstand i skeden, at udvikle sig – og det er ikke just behageligt.
Irritationen går dog som regel over af sig selv, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at man bliver behandlet med antibiotika. Det er en god ide at sørge for at indtage mælkesyrebakterier, som hjælper med at opretholde pH-værdien i skeden, for at forebygge. Pas også på med ikke at overvaske med sæbe, og for eksempel i forbindelse med menstruation at skifte tampon regelmæssigt, hvis man bruger det.
NB! Husk altid at gå til lægen, hvis du har mistanke om, at noget ikke er, som det skal være. Hun/han kan stille den rigtige diagnose.
Kilde. www.KK.no