Jeg elsker min kæreste, men vi har INGEN dybe samtaler. Skal jeg gå fra ham?

Kære brevkasse

Jeg har en mindre krise i mit parforhold!

Min kæreste og jeg har netop rundet vores to-årsdag. Vi er begge i midten af tyverne, studerende og arbejder deltid – altså en hverdag, der på papiret bør give tid til en masse samtaler. Virkeligheden er imidlertid en anden.

Vi har INGEN dybe samtaler. Min erfaring er, at min kæreste ikke griber de emner, jeg bringer til bordet, så det ender ofte med overfladiske samtaler. Måske lidt atypisk for min alder har jeg ingen overfladiske venskaber.

Jeg trives simpelthen ikke i relationer, hvor jeg ikke kan tale om følelser, samfundsrelaterede problemstillinger og eksistentielle spørgsmål.

Nu står jeg så her med et parforhold, hvor jeg mangler den dybde og sparring, jeg egentlig ønsker i en partner. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg elsker ham.

Han er kærlig, sjov og tryghedsskabende, og vi har altid været bevidste om, at vi er meget forskellige.

Men fra at vores forskellighed var en styrke, vi kunne lære af, føler jeg nu, at det er en hæmsko i vores forhold.

Jeg har flere gange taget snakken med ham om, at jeg mangler tyngde, men lige lidt nytter det.

Jeg kan ikke forestille mig at skulle leve resten af mit liv i et parforhold, hvor jeg ikke kan fluekneppe både tunge og lette emner – omvendt kan jeg ikke forestille mig et liv uden ham.

Måske er jeg for ung til at have disse tanker nu? Måske er det passende, at jeg forholder mig kritisk? Jeg keder mig i mit forhold og føler, at jeg løber panden mod en mur. Hvad skal jeg gøre?

Kærligst
Mig

Svar 1

Kære du

Når jeg læser dit dilemma, synes jeg næsten at kunne finde svaret mellem linjerne. Du kan ikke forestille dig at leve resten af dit liv med en partner, du udelukkende har overfladiske samtaler med. Omvendt kan du heller ikke forestille dig at leve et liv uden ham – og det kan jeg også godt forstå.

Selvfølgelig kan du ikke bære tanken om at sige farvel til det menneske, du elsker, og som elsker dig. Det lyder heller ikke til, at der ellers er andre store problemer i jeres forhold, og jeg synes heller ikke, du lyder vred.

Men jeg bider mærke i, at du nævner, at han er “tryghedsskabende” – spørgsmålet er, om det er nok?

Det er i mine øjne en naturlig del af at blive voksen, at man gør sig tanker om, hvilke drømme og ønsker man har for fremtiden (også i sit kærlighedsliv). Du er hverken for ung eller stiller urimelige krav. Selvfølgelig skal din kæreste være i stand til at have dybe samtaler med dig, selvfølgelig skal han være interesseret i at møde dine behov.

Han skal som minimum gøre sig umage, og det lyder det ikke til, at han gør.

Så selv om han er både kærlig, sjov og gør dig tryg, så er det ikke sikkert, at det er ham, der skal være din kæreste resten af livet.

Det er også okay at erkende, at man måske er vokset fra hinanden.

Jeg tror allerede, du har fundet dit svar, men jeg kan godt forstå, at det er svært at komme frem til en beslutning. Hold fast i hvad du ønsker dig i en partner og husk, at et knust hjerte nok skal hele sig med tiden.

Svar 2

Kære dig,

Lad mig give dig en livslektie, som jeg selv har været længe om at erfare. Nemlig annulleringen af den famøse idé om, at græsset altid skulle være grønnere på den anden side.

Sådan forholder det sig ikke.

Græsset er ofte svedent, hvis ikke borte og belagt med beton, og du vil stå tilbage og kigge misundeligt over på den forårsgrønne plet, du netop har forladt.

Men dermed ikke sagt, at dit dilemma sådan er løst ud fra en banal læresætning. Det er svært at være kærester, svært at være for ens og for forskellige. Jeg tror desværre, det er uundgåeligt at føle, at man ‘mangler’ noget, når det kommer til en partner.

Spørgsmålet er så bare, hvor livsvigtig den mangel er for ens eget liv, ufravigelige krav, hedder det også på psykologisprog, og det er de grundbetingelser, som bliver nødt til at være der, hvis man ikke skal ende sur og muggen over alt det, man føler, ens partner ikke kan tilbyde.

Sagt på en anden måde: en kærlighedsrelation vil aldrig rumme hele pakken, men hvor man måske kan leve med, at den ene er til hund og den anden er til kat, kan det være umuligt at forlige sig med, at den ene ikke ønsker børn - eller dybe samtaler.

Jeg vil egentlig mene, at det er muligt at udlicitere dele af de geopolitiske diskussioner og dybfølte fuldmånesnakke til middage med vennerne, men samtidig hæfter jeg mig ved, at du keder dig, og at det ikke virker til, at din kæreste er bare det mindste interesseret i at tale ind i din verden, og til det vil jeg bare sige, at livet er for kort.