Hun spiller ofte rollen som en stærk kvinde: ”Det har helt sikkert også hjulpet mig i den virkelige verden”

– Hej, lyder det med en snert af amerikansk twang.

Skuespiller Christiane Seidel tager imod i hall’en på familiens slægtshovedgård mellem Grenå og Ebeltoft. Hun er halvt dansk, halvt tysk og bor til daglig i New York, men det er i Danmark, hun har rigtigt hjemme, fortæller hun.

Hun ser også sådan ud, som hun står der i en hvid T-shirt, Birkenstock-sandaler på fødderne, med det lange, røde hår samlet i en hestehale og smil i øjnene.

Vi slår os ned i den store, højloftede stue. Christiane har gjort en bakke med kaffe, rarbarberbrus fra Ebeltoft og en skål med småkager klar. Og lige så velkendt den kongelige porcelænsskål på bordet er, lige så ukendt er navnet Christiane Seidel hos de fleste danskere.

Den 35-årige skuespiller er kendt fra HBO-serien “Boardwalk Empire” og Netflix’ westernserie “Godless”, men det var i rollen som Mrs. Deardorff – forstanderen på et børnehjem – i “The Queen’s Gambit“, hun for alvor alvor slog igennem. Instruktøren Scott Frank havde arbejdet med Christiane på “Godless” og skrev Mrs. Deardorff-figuren med hende i tankerne.

– For en skuespiller på vej frem var det en drøm – og en beslutning, jeg er dybt taknemmelig for, siger hun om rollen.

Christiane Seidel fortæller videre, at hun gør sit bedste for at tolke titlen som skuespiller bredest muligt. Hun spiller både bløde kvinder og iskolde mordere og har ry for at være lidt af en kamæleon – i så høj grad, at folk ofte ikke kan genkende hende på skærmen.

Der er da også ret langt fra den stramme Mrs. Deardorff til den åbne og imødekommende kvinde i sofaen.

– Jeg spiller ofte meget stærke roller, kvinder, som jeg beundrer for deres styrke og selvbevidsthed. Selv om jeg – især tidligere – ofte har følt mig utilpas og usikker, fik jeg lov til at vise de stærke sider inden i mig udadtil.

– Det har helt sikkert også hjulpet mig i “den virkelige verden”, siger hun.

Som hun sidder over for mig med sit flotte røde hår, sin fine hud og de klare grønne øjne er der er noget oldschool-Hollywood over hende. Som en Nicole Kidman, man har lyst til at fnise med.

Rar og lige så jordbunden som de gummistøvler, hun trasker rundt i på markerne herude.

Substans i livet

Rundt om os drøner Christiane Seidels seksårige tvillingedrenge. Sammen med sin amerikanske mand Eddie og de to drenge er hun på ferie i Danmark – som altid her på Djursland.

Det er en stor ejendom fra 1100-tallet, som hun ejer sammen med sin fætter og driver som et skov- og landbrug. Hendes tipoldefar, der var landmand, købte stedet engang i 1800-tallet, og siden er det gået i arv fra generation til generation.

Og selv om kombinationen af røde løbere i Hollywood og landbrug på Djursland er temmelig ualmindelig, giver den mening for hende.

– Det er forfriskende at bruge tid på noget, der ikke har med skuespil at gøre. Skuespilverdenen kan være meget overfladisk, selvcentreret og selvoptaget. Det kan være meget sjovt at gå til premierer eller events med the who is who of Hollywood, men det får mig ofte til at føle mig tom.

– Det er selvfølgelig ikke alle, der er overfladiske, og det skal ikke forveksles med at være på et filmset, hvor man arbejder sammen om at skabe et projekt med substans.

– Men at være helt fjernet fra skuespilverdenen og arbejde på noget, der kan have varig effekt og ikke har noget at gøre med, hvordan jeg ser ud, eller hvordan jeg optræder, er meget befriende, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg kan gå ind i skoven og se træer, der blev plantet for flere generationer siden, ligesom de træer, vi planter nu, kan stå der, når mine børn får børnebørn. Vi kan fokusere på at øge biodiversiteten, skovcertificering (krav til, hvordan skove drives, red.) og gøre en indsats for fremtiden. Det strækker sig langt ud over min egen karriere.

De to drenge tager af sted til Ebeltoft med deres far. Roen falder over huset og over Christiane, der tager sig god tid. Det er første gang, hun giver interview til et dansk medie, så der er meget at fortælle, og hun er ikke sådan en, der glaserer sine sætninger med honning.

På den ene side er hun stolt af det, hun har opnået, på den anden side er hun aldrig tilfreds. For hun er endnu ikke nået dertil, hvor hun kan læne sig tilbage og bare nyde det.

De højeste bjerge

Når Christiane Seidel ser tilbage på sine helt unge år og spæde start i filmbranchen, kan hun godt være overrasket over den kampånd og udholdenhed, hun har udvist.

– Når jeg ser på, hvor dårlig og naiv jeg var som skuespiller i begyndelsen, bliver jeg sommetider forbløffet over, at jeg fortsatte, smiler hun ærligt.

– At jeg startede helt fra bunden igen efter mit studie i Tyskland, gik på skuespilskole og fortsatte med at tage kurser i mange år. At jeg arbejdede i årevis på at eliminere min accent, så jeg kunne tale “standard American“. At jeg ikke tog et nej for et nej. Sandsynligvis fordi jeg ikke kunne se, hvor høje bjergene foran mig var, siger hun videre.

– Når jeg sammenligner mig selv dengang og nu, er jeg stolt af min egen udvikling som både skuespiller og menneske. Jeg er helt sikkert en bedre skuespiller nu, og jeg føler, at jeg ved, hvad jeg laver – indtil jeg går i gang med den næste rolle og får panik over, at jeg ikke kan det!

– I det mindste har jeg lært ikke at tage mig selv for alvorligt, for når alt kommer til alt, udfører vi ikke hjernekirurgi eller redder liv, siger Christiane Seidel.

Måske er det de nordeuropæiske gener, der slår igennem og sætter sig som uhøjtidelighed i hende. Hun er barn af en dansk mor og en tysk far, som mødte hinanden til en fest ved den dansk-tyske grænse. Han fløj jagerfly og blev kort efter udstationeret i Texas, hvor Christiane blev født. Efter nogle år i Texas flyttede familien til Slesvig-Holsten, hvor hun voksede op.

I 1.g tog hun over grænsen til Danmark, og veninderne fra gymnasietiden har hun stadig.

– Det betyder meget for mig, at selv om jeg har været væk i mange, mange år, fortsætter vores venskab. Også selv om vi ikke ser hinanden så tit. Når jeg så er her, ser vi hinanden rigtig meget.

– Vi har alle fået børn nu, og så er børnene også sammen. Og det fortsætter bare, hvor vi slap sidste gang. Det er virkelig hjerteveninder, nærmest som familie.

Massage og morvenner

Som barn var Christiane med i skolekomedier, og hun tilbragte et semester på filmskole i Sydafrika. De oplevelser førte hende siden til den anerkendte skole Lee Strasberg Theatre and Film Institute i New York, hvor hun er uddannet skuespiller, og til sidst Hollywood.

Hun begyndte skuespillerlivet i det små, bl.a. med en gæsteoptræden i krimiserien “Law and Order: SVU”, hvilket var stort for hendes forældre.

– De var selvfølgelig stolte, første gang de så deres datter i en rigtig tv-serie. Jeg tror, det var der, de indså, at måske var der noget ved min skøre drøm. Det sjove er, at karakteren arbejdede på et sted med “happy ending”-massage og havde masser af tatoveringer.

– Mine forældre havde nok brug for at vænne sig lidt til tanken om, at jeg spillede en, der var helt modsat deres datter. Især fordi de fortalte alle deres venner om det, og de skulle også se det, fortæller hun grinende.

Christiane Seidel er for nylig blevet castet som mor til en serie, der spidder den amerikanske overklasse, hvor alt handler om facade og penge.

– Det glæder jeg mig til, fordi det er sådan en kliché-newyorker-mor. Det her er Upper East Side med privatskole og helikopterforældre. Det er ikke mit miljø, fortæller skuespilleren, hvis egne børn går på en mere almindelig international skole.

– Jeg har en del morvenner, og der er rart og afslappet i det skolemiljø. Jeg tror, det er en meget amerikansk ting, at man bonder hurtigt og f.eks. besøger hinandens hjem hurtigt. Jeg tror, det er lidt anderledes i Danmark, hvor man har sin kreds, og skolen bare er et sted, hvor man afleverer sit barn.

– Her kommer folk fra alle mulige lande, og så har man brug for at connecte med det samme. Jeg har også en del tvillingemor-venner, som jeg kom i gruppe med, da drengene var tre uger gamle. Det var en lifesaver i starten, for jeg var fuldstændig overvældet og havde brug for at høre, at det ikke bare var mig, der totalt druknede.

Drømmen om Danmark

Christiane Seidel har endnu til gode at lave en dansk film, men hun håber, det en dag bliver til noget.

– Der er et meget interessant filmmiljø i Danmark. Det er vildt at tænke på, for Danmark er sådan et lille land. Det er ret vildt, hvad der springer ud af projekter og kreativitet i Danmark. Meget mørke ting, siger Christiane Seidel.

Hun nævner tv-serien “Borgen” som en, hun ville have elsket at være med i.

– Den var banebrydende med mange stærke, mangefacetterede kvindelige karakterer – ingen stereotyper. Jeg elsker Sidse Babett Knudsen, og så var det første gang, jeg så Birgitte Hjort Sørensen, som jeg også beundrer.

– Og “Bastarden” er en fantastisk film. Jeg elsker historiske dramaer og ville rigtig gerne arbejde sammen med Nikolaj Arcel, siger hun og fortæller hurtigt videre:

– Det er lidt sjovt, for min tipoldefar var medstifter af Hedeselskabet og dens første bestyrelsesformand. Det skete dog lidt senere end i filmen, men formålet var dyrkningen af de danske heder.

Christiane Seidel oplever, at der på mange måder er langt fra Hollywood til de jyske heder – eller øst for den, hvor hun bor.

– Det kan være en stor kontrast for min mand, når han kommer til Danmark, hvor folk er mere tilbageholdende. Men det er jo ikke noget personligt. Der er bare noget med, at danskerne er meget private, når de ikke kender folk.

Den lidt tilknappede facon er også tydelig i danske film og serier, synes hun:

– Det er ikke for ingenting, det hedder Nordic Noir. Det er, som om det er noget, der ligger under overfladen, der så kommer ud. Det er spændende. Og så er det også meget rart i de danske film, at kvinder må se ud, som de er, siger hun.

Søstersolidaritet

Hun oplever selv, at der er blevet højere til loftet i Hollywood, og at der er et stærkt sammenhold mellem kvinder.

– “Godless”, som vi optog i 2016 i New Mexico, var den bedste oplevelse, jeg nogensinde har haft med at arbejde sammen med en masse kvinder. Joken på settet var, at fyrene skabte alt dramaet, og kvinderne havde det bare sjovt, beklagede sig ikke og var lette at arbejde sammen med.

– Egentlig så tror jeg, at vi kvinder bare var taknemmelige for at have nogle virkelig saftige og stærke roller for en gangs skyld. Vi har den dag i dag en gruppe-sms med hinanden, fortæller hun.

– De kvinder var nogle af de allerførste, der fandt ud af, at jeg var gravid, og de holdt et babyshower for mig. Michelle Dockery tog ud og købte pynt på sin fridag, og da jeg desperat havde brug for hjælp, efter at babyerne var født, kom nogle af dem hjem til mig, siger hun.

– Men jeg har også mødt bagtaleri og jalousi. Men man finder dem, der er der for hinanden, og så holder man sammen. Jeg har nogle fantastiske veninder, som er i branchen – vi hjælper hinanden med auditions og fejrer hinandens sejre.

Hvordan oplever du forskellen på den danske og den amerikanske kultur og mentalitet?

– I Danmark er der mindre bullshit. Jeg tror også, at der er mere tillid i det danske samfund. Jeg kan jo kun tale om New York, men man stoler overhovedet ikke på folk i New York.

– Jeg blev chokeret, da jeg gik gennem Aarhus og så et tøjstativ, hvor der bare stod et MobilePay-nummer. Det samme med vejboder. Det ville aldrig fungere i New York. Folk ville være helt forvirrede. Eller de ville tage kassen med pengene og løbe, griner hun.

Skoleøvelse i skyderi

Christiane og familien bor i bydelen Brooklyn. Lige over for Botanisk Have og Prospect Park, som de bruger som deres baghave. Det er også et område, hvor der sker rigtig meget, og hvor Christiane ved, hvilke gader, hun skal holde sig fra.

I morges læste hun, at der havde været et skyderi i det lokale fitnesscenter. Hun mærker en aggressivitet i byen, særligt efter corona, hvor mange er nødt til at have flere job og lever på et eksistensminimum. På Christianes børns skole havde klassen for nylig en øvelse i tilfælde af skyderi.

Hun får tårer i øjnene, mens hun fortæller.

– Så sidder de i deres lille, søde klasseværelse, hvor der også er toiletter tilknyttet. Og så skal de øve sig i at låse sig inde derinde og sidde og krybe sammen. Jeg kan slet ikke tale om det ...

Vi taler videre om forskellen mellem Danmark, USA, Tyskland. Og på trods af, at det meste af Christianes opvækst har været iTyskland, er det i Danmark, rødderne stikker dybest. Det er her, hun har det meste af sin familie, det er her, hun opholder sig hver sommer og jul, og det er her, hun føler sig hjemme.

– Det er noget meget emotionelt. Jeg kan rigtig godt lide mentaliteten og åbenheden her. Da min mormor levede, var jeg meget tæt på hende. Så alt det med familie og de her hjerteforbindelser til min mormor især, de hænger her.

Selv om hun bor i New York, føler hun ikke, at det er hjem.

– Nu har jeg min egen familie, som jeg bor sammen med i New York, så det er selvfølgelig et hjem på den måde, at jeg føler mig hjemme, hvor de er. Men der er et eller andet, hvor jeg har en fornemmelse af, at jeg hører til i Danmark.

– Der er selvfølgelig ting, jeg savner ved New York: Energien i byen. Vennerne. Den livsstil, man har. De muligheder, man har. Men så er det også ...

Hun trækker lidt på det og fortsætter:

– Her på Djurs har jeg en linje gennem min familie, hvis det giver mening. Det er egentlig sjovt, og jeg har meget svært ved at definere det, fordi det hovedsageligt er en følelse.

I øjeblikket taler Christiane Seidel og familien om at flytte til Danmark inden for nogle år.

– Måske er det den underbevidste viden om, at min familie har været her i mange generationer. Her er rart og afslappet. Og tempoet er langsommere. Det kan jeg godt lide.

– Jeg ligger i min seng herude på landet og tænker, at det bare er så stille. Jeg kan høre min hjerte og min krop. Det kan du ikke i New York.

Artiklen blev udgivet i femina uge 8, 2024.