Hun tog hættetrøje på og fjernede sin makeup, når hun sov udenfor. Det var sikrere at ligne en dreng

Kayla husker stadig den dag, det gik op for hende, at hun ikke havde et sted at sove.

Efter halvanden måneds sofasurfing hos venner, var deres tålmodighed opbrugt.

Men 16-årige Kayla havde ikke andre steder at tage hen.

– Det var en følelse af panik. Det der med, at okay, det lykkedes mig alle andre gange at finde et sted at sove, og så finde ud af, at okay, det kommer ikke til at ske i dag, husker Kayla.

Dette er Kaylas historie, som hun husker den.

Tiden som hjemløs husker hun i glimt. Noget hænger ved, andet har hun fortrængt.

Men hun kan huske, at det første sted hun sov udenfor, som ikke var i opgange eller hos bekendte, var i togene:

– Da jeg startede med at sove i s-togene, kunne jeg mærke, at nu var jeg på vej ned. Hvis jeg ikke kan få et sted at sove i dag, så er der stor sandsynlighed for, at jeg ikke kan få et sted i morgen.

Det er ikke usædvanligt, at unge hjemløse ender i hjemløshed som en konsekvens af, at deres netværk bliver opslidt. Det viser VIVEs kortlægning af hjemløshed fra 2022 (link fjernet).

Ifølge undersøgelsen er de hyppigste årsager til hjemløshed i ungdommen psykisk sygdom, stofbrug, økonomiske vanskeligheder, mangel på egnet bolig og et opslidt netværk blandt familie og venner, som man ikke længere kan bo hos.

Der findes ikke præcise tal på, hvor mange piger under 18 år, der lever i hjemløshed.

Det tætteste, vi kommer på, er tal fra landets eneste krisehjem for børn og unge, Joannahuset. De har registreret at ud af de 678 unikke børn og unge, som har været i huset fysisk og haft mindst én rådgivning er der indtil videre 202 børn og unge der har fortalt, at de lever i en form for hjemløshed.

Ud af dem var 115 piger, 78 drenge og 9 identificerer sig som andet.

En dag ad gangen

Nogle gange sov Kayla i lufthavnen. Blandt rejsende er der ingen, der tænker over, at en ung pige sover på en bænk:

– I lufthavnen er det nemt at sove, fordi folk kommer ind og ud hele tiden. Man ved ikke, hvem der er på vej med et fly, eller hvem der bare er der.

I starten var det svært for hende at erkende, at hun var hjemløs. Det var nemmere for Kayla at sige, at hun ikke havde noget sted at sove og tage en dag ad gangen.

– Jeg tror, jeg var fuldstændig brændt sammen, hvis jeg havde fokuseret på, at nu er jeg hjemløs. Så havde jeg bare sat mig ned og sagt “fuck det hele”. Men jeg fokuserede på, at hver dag var en ny dag og gøre små, basale ting.

Selv om Kayla ikke havde et tag over hovedet, holdt hun stadig fast i ritualer, der gav hende en form for struktur og hverdag.

På Fisketorvet fandt hun ud af, at hun kunne gøre sig klar, børste tænder og vaske sig på et toilet.

– Jeg tror, at de basale ting i, at man føler sig ren og at jeg følte mig menneskelig stadigvæk. De ting gjorde, at jeg kunne holde mig mentalt stærk i længere perioder.

Hun ved, at hun ændrede sig i perioden. Stoppede med at være smilende og glad. Forsvandt ind i sig selv:

– Jeg tror, at jeg mistede tilknytningen til mit eget jeg. Det var en ud-af-kroppen følelse. Jeg tror, at jeg har fortrængt det for at redde mig selv følelsesmæssigt.

En drøm om en familie

Som barn boede Kayla så mange steder, at hun næsten ikke har tal på det.

Et opslag i oversigten over Kaylas tidligere adressser viser, at hun har boet på 14 forskellige adresser, inden hun fyldte 18.

– Vi har boet lidt over det hele. Min mor og far har aldrig nogensinde haft økonomien til at holde et hus. Så vi har faktisk bare haft vores ting i flyttekasser, og vi har flyttet rundt så mange gange. Så det er meget rodløst et eller andet sted.

I en periode boede Kayla på Lolland med sin familie. Hun kan huske, at hendes far tog hende med ud og fiske. Han elskede naturen og skoven og kunne navnene på alle fuglene.

Nogle gange kørte hendes forældre, hendes storesøster, der er otte år ældre, og Kayla til stranden ved Kragenæs og spiste is.

Kayla blev tvangsfjernet, da hun var fire år gammel.

Faderen røg ud og ind af fængsel, og moderen var ikke i stand til at tage sig af hende.

Selv om hun var barn, blev hun også tidligt voksen og tog sig af sin mor.

Kayla var hos en plejefamilie i nogle år. Herefter hos en anden, så en tredje. Senere kom hun på et opholdssted.

– Der er ikke særlig mange mennesker, der kan sige, at de har akter på dem selv, fra de var fire år gamle. Hver eneste måned, indtil jeg var 18, er der et udskrift på, hvordan den måned har gået med mig. Hele mit liv.

De hjemløse unge

Første gang Kayla oplevede hjemløshed, var hun 15 år og var stukket af fra sit opholdssted.

Hun trivedes ikke og følte sig ensom.

– Jeg havde haft et misbrug, og jeg havde haft angst, og jeg fik en spiseforstyrrelse. Det var ikke et rart sted at være, der var også mange magtanvendelser.

Hun oplevede ikke, at der blev lyttet til hende, når hun bad om hjælp eller fortalte, at hun havde det dårligt.

– Hvis jeg græd ved middagsbordet, så fik jeg at vide, at det skulle jeg gøre på mit værelse. Det var rigtig slemt. Jeg sad og rådnede op på det værelse.

Derfor endte det med, at Kayla stak af. Herefter fulgte en periode på fire måneder, hvor hun levede i delvis hjemløshed.

Efterhånden mødte hun en gruppe af unge, der også var hjemløse. Der var Sofie, der havde alkoholproblemer, Mike, der tog Xanax og så var der Sofus.

Den sjove, smilende, lidt buttede teenagedreng med skulderlangt hår. Gruppens lys.

– Når vi var enten sure på hinanden, eller der var ting, der gik os på. Så vidste han, hvordan han skulle få os til at grine.

Gruppen sov i en periode i en lejlighed på Nørrebro. En af de unge var fyldt 18 og havde fået den anvist af kommunen:

– Jeg plejede at sove under bordet, og nogle af de andre plejede at sove ved siden af mig på gulvet.

Når Kayla tænker tilbage på den tid, husker hun det som en hård periode. Lejligheden flød med stoffer og alkohol, hvis de skulle have mad, stjal nogle af de unge det og tog det med hjem til de andre.

Men der er også gode minder fra perioden. Som dengang Sofus prøvede et jakkesæt i Magasin og stak af med vagterne løbende efter sig.

– Det elsker jeg ved at være et barn af gaden. Vi holdt fast i hinanden. Og der er mange smukke momenter midt i det hårde.

Men en nat var det slut. Sofus døde i lejligheden på Nørrebro. Han blev kvalt i sit eget opkast, sovende ved siden af sin bedste ven.

En af de andre unge i lejligheden gik i panik og ringede til politiet, der kom og ransagede lejligheden.

Herefter blev gruppen delt i to: Dem, der stadig var misbrugere, og dem, der ikke var det længere, fordi de oplevelsen havde skræmt dem.

Kayla blev sendt tilbage til det opholdssted, hun var stukket af fra.

“Kayla, du har det ikke godt”

Anden gang, Kayla blev hjemløs, var under corona. Hun var 16, tæt på at fylde 17 år og boede på et opholdssted.

Hun ville tage ned og besøge sin mor, men fik at vide, at det ikke var tilladt, så længe der var corona.

Men Kayla vidste, at hendes mor havde brug for hjælp. Derfor trodsede hun opholdsstedets retningslinjer og tog ned til sin mor på Falster. Hun husker, at det endte med, at hun blev hjemsendt til sin mor.

Kaylas første reaktion, da hun fik beskeden, var panik. Hun følte sig ikke tryg hos sin mor, men havde ikke andre steder at tage hen.

I begge perioder, hvor Kayla var hjemløs, havde hun overlevelsesstrategier.

Hun tog for eksempel særlige forholdsregler, når hun sov et offentligt sted, for hun vidste, at det kan være farligt at være hjemløs som teenagepige. Hun undgik steder som Istedgade, Nørreport og Hovedbanegården:

– Der kan være nogle voksne, som prøver at udnytte det og er klamme. Jeg undgik hovedbanegården, for hvis jeg sidder sådan et sted og sover klokken tre om natten, så er der nogle gange nogle skumle mænd, der sætter sig ved siden af mig.

Og så gjorde hun alt, hvad hun kunne for ikke at ligne en pige. Hun havde for eksempel aldrig makeup på.

– Når jeg var sammen med mine venner, havde jeg mit normale tøj på. Men om natten havde jeg håret i en knold, hættetrøje på og ingen makeup, så lignede jeg en 14-årig dreng.

Selv om hun ikke havde tag over hovedet, gik hun stadig op i at følge med i skolen.

Hun havde altid elsket at skrive og var god til det. Kaylas dansklærer, som hun havde et godt forhold til, havde lagt mærke til, at Kayla havde forandret sig.

– Hun kunne se, at jeg ikke havde lavet mine lektier, og at jeg var alle mulige steder. Hun kunne også se, at jeg var meget udmattet til sidst. Jeg var der, men jeg var der slet ikke mentalt.

Dansklæreren sendte Kayla et link til et Joannahuset, et krisecenter for børn og unge, der endnu ikke var åbnet.

– Det var hende, der endte med at være bekymret for mig. Hun var sådan, Kayla, du har det ikke godt.

Kayla talte dagene til Joannahuset åbnede, ventede, holdt ud. Da huset slog dørene op, var Kayla det første barn, der ringede på ved adressen på Christianshavn.

For nyligt er en række forældre, børn og fagpersoner, der har været i kontakt med Joannahuset stået frem med kritik af stedet. De kritiserer blandt andet Joannahuset for at tilbyde en verden uden regler, og for ikke at bakke op om kommunernes arbejde med de unge.

Men dengang Kayla, som nu arbejder med Joannahusets sociale medier, kom til stedet følte hun sig velkommen.

– Jeg kom herop, og så var de sådan: Vil du have noget kaffe? Vil du have noget at spise? Jeg fik lov til at få et bad. Jeg fik min helt egen morgenkåbe. Og så satte jeg mig bare ned.

På den anden side af bordet sad fire kvinder, der alle var ansatte i huset. De lyttede til hende. Da Kayla først begyndte at fortælle om sit liv, kunne hun ikke stoppe igen. Hun fortalte om sit liv i flere timer.

– Jeg fortalte bare hele mit liv i ren desperation. Jeg har noget, jeg skal af med, og der er ikke nogen, der har lyttet til mig. Nogensinde.

For første gang var der ingen dumme spørgsmål, ingen der tvivlede på hende, ingen bebrejdelser. Fantastisk, sådan husker hun at det føltes. Den historie hun havde holdt skjult og båret med sig, var der andre, der lyttede til.

Kroppen husker

I dag har Kayla en hverdag med yoga og fitness. Hun har en hund, og bor midlertidigt på et herberg for unge, til hun har fundet en permanent bolig.

Hun er kontaktperson for en 14-årig pige, der bor på krisehjem med sin mor.

Hver onsdag tager Kayla ud i Sydhavnen, her lader hun kroppen synke ned i et kar fyldt med isterninger og koldt vand i halvandet minut.

Kroppens første reaktion er chok, men med åndedrætsøvelser og hjælp fra en mentor, har hun lært at holde sig i ro.

Den gradvise eksponering til kulde er et led i at bearbejde nogle af de traumer, hendes krop holder fast i.

– Efter jeg har været hjemløs i en lang periode, så har jeg fået skubbet mine grænser rigtig meget. Jeg skulle gøre ekstreme ting for at kunne mærke mig selv.

Men selv om hun har et tag over hovedet og en dagligdag med træning og arbejde, tænker hun ofte på perioden, hvor hun var hjemløs.

Hun tænker på de unge, hun mødte på sin vej.

Sofus for eksempel. Et lys, der stadig skinner, når hun husker tilbage på det mørke, der er spundet ind i den periode, der udgør store dele af hendes barndom. Hun savner ham. Meget.

– Det gjorde jeg også bagefter. Vi følte skyld over det, der var sket, over at man ikke kunne gøre noget.

Hun er stille et øjeblik, før hun fortsætter:

– Jeg har lært at have ham med mig i stedet for. I ting, jeg gør. Det, tror jeg, er vigtigt.