Hun havde lige lagt 20 særlige år af sit liv bag sig, da hun fik henvendelsen

Måske er der en mening med alting. Tilfældet er i hvert fald slående.

For snart fire år siden flyttede Anna Mejlhede til Læsø for at forfølge sin forfatterdrøm. Skrive, det var det, hun ville. Romaner om livet, det lille, store, svære, sødmefulde, mærkelige og forunderlige – og om mennesker i det. Bag sig lagde hun mere end 20 år som sognepræst.

Sjælesorgen havde været en stor, vigtig og integreret del af de år. Og af hende. Den del havde pludselig ikke længere nogen åbenlys funktion.

Men otte dage efter, hun var ankommet med hunden Gilbert og alle flyttekasserne, kom henvendelsen: Kunne hun mon tænke sig at blive brevkasseredaktør på SØNDAG?

OM, hun kunne. Det gav fuldstændig mening: skriften og sjælesorgen samlet i ét!

– Jeg havde faktisk i mange år haft det sådan, tænk, hvis man havde en brevkasse, hvor kunne det være fantastisk. Brevkasser har altid interesseret mig, jeg har læst ugeblade og fulgt med i brevkasser, siden jeg var barn.

– Tove Ditlevsens brevkasser er jo nærmest kult. Og med al den sjælesorg, jeg har haft igennem mine mere end 20 år som præst er det sådan – kogt sammen nu.

Det er interessant nok, som om tiden ikke løber fra brevkasser, selv om den løber fra alt muligt andet.

– For menneskers dilemmaer interesserer os og har altid gjort det. Vi er nysgerrige efter, hvad andre slås med og gad vide, om de slås med det samme som os? Der er helt sikkert også en slags nyfigenhed.

Og, siger Anna, menneskers problemer er grundlæggende de samme, som de altid har været.

– For det handler meget om noget almenmenneskeligt. Om relationer, om de nære relationer og problemer med dem. Det har brevkassespørgsmål historisk handlet om. Og det handler de stadig om.

Hvad betyder din brevkasse for dig?

– Uh, jeg ELSKER min brevkasse. Den betyder rigtig meget for mig. Dels fordi jeg elsker at skrive, og jeg elsker at lytte til menneskers fortællinger. Og nu arbejder jeg jo ikke som sognepræst længere, men de sjælesorgssamtaler, jeg havde som præst … det er nøjagtig de samme ting, som folk skriver til mig om.

– Så jeg er stadig en del af det, og det har jeg ligesom taget med mig herover til Læsø. Og jeg bliver meget taknemmelig og ydmyg over, at mennesker har tillid til, at jeg vil lytte til dem og svare dem så godt, som jeg overhovedet kan i brevkassen.

Men spørgsmålet er, hvordan det egentlig kan være, at mennesker vælger at åbne deres hjerter og skrive til en grundlæggende fuldstændig fremmed – som Anna.

– Jeg tror, det handler om, at man er fuldstændig anonym. Det er nok forbundet med en blufærdighed at skrive ind for mange, men der ligger en kæmpe styrke og støtte i, at man får lov til at spørge om noget anonymt.

– Når folk går til en præst, ved de selvfølgelig, at præsten har tavshedspligt, men … som præst så mødte jeg jo faktisk vedkommende i virkeligheden. Via brevkassen får man et blik på tingene udefra.

– Man får en fuldstændig uvildig til at lytte til, hvad det er, man går og tumler med. Og som brevkasseredaktør er man upartisk – det er vores venner og familie nemlig ikke, det er ikke altid, at vores venner og families råd er de bedste, for de er totalt farvede af den relation, vi har til dem.

Hvad betyder det, at du oprindelig er præst?

– Det giver nok folk en ekstra tillid til, at jeg har så bred en erfaring med mennesker i alle mulige livssituationer, så selv om de skriver ind med noget ret tungt, kan jeg godt forholde mig til det. De kan ikke spørge om noget, jeg bliver forarget over, eller hvor jeg tænker, det der kan du simpelthen ikke bede mig om at svare på. De tænker: Det kan hun godt tåle.

– Men nogle gange anbefaler jeg, at folk skal snakke med en psykolog, hvis jeg kan mærke, at noget er for voldsomt og for tungt til, at de skal gå og tumle med det. For et svar i en brevkasse er trods alt ikke det samme som et sjælesorgsmøde.

Men kunne man alligevel ikke forestille sig, at folk måske var lidt tilbageholdende med visse spørgsmål, fordi hun også er præst?

– DET tror jeg ikke. Der har lige været en kvinde, som har spurgt, hvorfor det er så svært at købe sex som kvinde, når det ikke er svært for mænd. Og der er ind imellem meget frivole spørgsmål, så jeg tror ikke, at nogen tænker, aiih det vil hun nok ikke svare på, for hun er præst.

– Til gengæld har der været en enkelt læser, som syntes, det var mærkeligt, at jeg ikke brugte Biblen lidt mere i mine svar.

Anna svarede, at hun simpelthen ikke giver religiøse svar:

– For alle skal kunne skrive ind. Ligegyldigt hvilken religion, man har eller ikke har.

– Jeg er præst, det er min professionelle baggrund, men det er ikke et religiøst ståsted, som jeg svarer mennesker ud fra, og det tror jeg godt, folk ved, for jeg kan mærke det på de spørgsmål, jeg får: Det er ligeud af posen om sex, samliv, utroskab og alt muligt. De har en tillid til, at jeg ikke er fordomsfuld.

For nylig fik hun et spørgsmål, der gav hende en særlig glæde at svare på:

– Det handlede om en pige, hvis omgangskreds prøvede at presse hende til at komme på Wegovy slankemedicin, fordi de syntes, hun skulle tabe sig. Jeg har faktisk flere gange fået spørgsmål omkring forholdet til vores krop. Jeg svarede hende, at jeg kunne se, at det mest handlede om, hvordan andre så på hendes krop og ikke, hvordan hun selv havde det. Og at jeg er overbevist om, at det er langt mere usundt at hade sin krop hver dag, end det er at acceptere den, som den er.

– Hvis hun havde det godt med sin krop, skulle hun stoppe med at lytte til, hvad andre mente. Det er rigtig svært, det ved jeg godt, men man skal altså ikke kunne presse sig ned i en mainstreamstørrelse for at være sund.

– Det er lidt trist, at det stadig er sådan, men vi har et meget stereotypt billede af, hvad skønhed er.

Den efterfølgende interesse og glæde fra læserne viste Anna, at hun havde fat i noget vigtigt og havde ramt rigtigt.

Men nogle gange må du også skulle svare noget, du ved, folk ikke vil bryde sig om at høre?

– Det er helt sikkert. Men jeg prøver altid at være kærlig. Jeg er også meget omhyggelig, når jeg svarer på noget, hvor det jeg svarer, måske er lidt provokerende. De svar tager meget lang tid at skrive, for jeg skal være stensikker.

– Min opgave som brevkasseredaktør er at læse, hvad der egentlig foregår, hvad det egentlig er, et eller andet går ud på. Og så læse imellem linjerne.

Anna er 55 år nu. Og hun siger:

– Jeg er slet ikke sikker på, at jeg kunne have besvaret de her brevkasse-spørgsmål som ung. Det er altafgørende, at jeg har min egen livserfaring med. Som ung var jeg jo stadig i gang med min uddannelse på universitetet, festede stadig hver weekend, havde ikke selv fået børn. Livserfaring betyder meget.

– Indimellem får jeg spørgsmål fra kvinder i 20'erne, og jeg har også selv været 20 år. Dem, der skriver til mig, spænder vidt i alder. Fra hende i 20'erne, der har snuppet bladet hos sin mor, til hende langt oppe i 80'erne. Og der er et eller andet mærkeligt med, at jeg ligesom har alle aldre i mig – jeg kan også sagtens føle mig som en 80-årig.

Hvad afspejler spørgsmålene i brevkassen om danske kvinders liv nu?

– DET er interessant. For der er noget meget tidstypisk i spørgsmålene. F.eks. ville man ikke i 1930'erne have skrevet ind og spurgt: ”Hvorfor kan jeg ikke købe sex som kvinde?”. Og mine svar er selvfølgelig også tidstypiske. Tove Ditlevsen svarede engang en kvinde: Du skal lade være med at blive skilt, du må blive hos din mand, for du har ikke nogen forsørgelsesmulighed ellers. Det ville jeg jo ikke svare.

– Så brevkassen er også et billede på, hvordan man er kvinde i dag, hvordan man er mor, hvordan man er ægtefælle, hvordan man er veninde. Det er både noget tidstypisk, men også noget tidløst. Så det er begge dele. Men det er klart, at en brevkasse også er et spejl af sin tid.

Og det er dét, der gør den levende og tankevækkende. Og derfor vil man om 100 år kunne læse tilbage i Annas brevkasse i SØNDAG under coronatiden om en kvinde, der pludselig var økonomisk udfordret af epidemien og nedlukningerne og ikke kunne betale sin elregning, hvad skulle hun gøre?

Og om et ungt par, hvor kvinden var sur over, at hendes kæreste ikke ville spare på strømmen, og hvordan skulle hun få ham til det? Krisetid … Brevkassen afspejler det, der er en del af vores fælles historie.

Også på Læsø. Da Anna for fire år siden flyttede til Læsø, blev hun en af øens nu 1789 beboere.

– Jeg havde drømt om at skrive fuldtids i mange år, og det var ligesom nu, og jeg er helt utrolig lykkelig for, at jeg gjorde det.

– Jeg er vokset op i en forstad til København, og da jeg begyndte at læse på universitetet, kunne jeg ikke flytte hurtigt nok ind til selve København, og jeg har altid elsket at bo der. Jeg har også været præst på landet, men jeg har altid været københavner med stort K. Det er jeg ikke længere. Nu får jeg kvælningsfornemmelser, når jeg er i København en uge.

På en lille ø som Læsø er du vel ret synlig?

– Ja, og der er virkelig mange, der læser SØNDAG herovre, og indimellem er det jo UDSOLGT. Da jeg var på forsiden i forbindelse med min sidste roman, var bladet stort set udsolgt på Læsø! Det var både sjovt og sødt.

Mange på øen synes også, det er sjovt, at hun har valgt at bosætte sig dér og ved godt, at hun er både forfatteren og ”Anna med brevkassen”.

Og indimellem, når hun står på løbebåndet i det lokale fitnesscenter, oplever hun at en, der løber på båndet ved siden af hende pludselig siger: ”Må man gerne stille et spørgsmål til Annas brevkasse?”.

– Midt på løbebåndet, ha ha! Og det må man.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 9.

Har du et spørgsmål til Anna? Så skriv til hende på anna@soendag.dk Du kan spørge fuldstændig anonymt, steder og navne anonymiseres også.