Elinor
Liv

Hun har været bondepige, Miss Nakskov og skuespiller i en dristig film: “Jeg fik 800 fanbreve fra hele verden”

5. juli 2024
Af Louise Elly Meyer
Foto: Rita Kuhlmann
Langt og begivenhedsrigt. Det er en klar underdrivelse at beskrive Elinor Infreds liv sådan. Hun har været bondepige, Miss Nakskov, skuespiller i en dristig film og ejer af seks tøjbutikker.

Den store koklokke bimler, da døren åbner. Der er tomt inde i forretningen, men ganske langsomt kommer Elinor Infred til syne fra baglokalet. Vi har ikke nogen aftale, så jeg præsenterer stilfærdigt mit ærinde. Har hun mon lyst til at fortælle mig sin livshistorie her i forretningen, som hun har haft siden 1964?

“Det kan vi godt,” siger hun uden nærmere eftertanke.

Dog med det forbehold, at hun selvfølgelig skal tage sig af sine kunder, hvis de skulle melde sig i døren.

Der er alligevel ikke så meget at lave i dag, lader hun forstå.

Når det regner og rusker udenfor, så gider folk ikke ose rundt i butikkerne.

https://imgix.femina.dk/2024-07-05/elinor.jpg

Kjoleforretningen på Mimersgade føles som en regulær tidslomme.

Elinor Infred har ikke skiftet så meget som et gardin i tøjforretningen på Ydre Nørrebro de sidste 60 år.

Når man åbner døren og træder ind over dørtærsklen, forstummer trafikken, og tiden står stille. Det er svært ikke at tænke på en cigaræske, når man kigger rundt i den lille forretning. Væggene er beklædt med brunt træ, og det langhårede gulvtæppe, der strækker sig fra karm til karm, har samme mørke farve.

“Sid ned,” siger Elinor og peger på en stol foran det ene prøverum, mens hun finder en anden stol frem. Hun arrangerer de to stole ret foran hinanden, som om vi skulle til at lave et tv-interview.

For mig har Elinor Infred altid været omgærdet af en vis mystik.

I årevis har jeg kunnet se hende fra min franske altan ved spisebordet i min lejlighed hver eneste morgen, når hun troligt er gået ned ad fortovet mod forretningen i så rask trav, som fysikken nu engang tillader det, når man har passeret 90 år.

Håret er altid sat med en stor farverig blomst, solbrillen er på.

“Jeg går lige ind og kigger på mig selv, og så kommer jeg om et sekund,” siger Elinor Infred og sætter kurs mod et af prøverummene.

Efter et øjeblik kommer hun tilbage – ligeså nydelig, som da vi sagde goddag – og sætter sig på stolen med hænderne i skødet.

Fingrene er krogede, men pyntede med sølv og diamanter.

Eyelineren og de optegnede øjenbryn sidder med en lineals præcision, og håret er bobbet.

“Hvor langt skal vi gå tilbage?” siger hun, mens hun sidder rank og ret og holder en ganske imponerende øjenkontakt. Spørgsmålet viser sig at være retorisk. Hun svarer i hvert fald selv på det.

“Jeg er en bondepige fra Lolland. Far havde Østergaard, og vi var fire piger. Vi blev kaldt ‘de smukke piger fra Østergaard’. Tove, Ulla og Alice og mig. Vi havde et pragtfuldt liv der på landet,” siger Elinor Infred.

Hvorfor var det en god barndom?

“Allerede som seksårig kunne jeg malke, og jeg var med ude i roerne. Vi arbejdede, men vi havde en pragtfuld barndom, fordi vi var sammen med vores forældre altid,” siger hun og forklarer, at det dengang var kutyme, at pigerne kom ud at tjene, og drengene kom ud som karle som 14-årige.

“Men mine forældre ville have, at vi alle sammen fik en god uddannelse. 17 år gammel kom jeg så i lære i Ole Wegges Boglade i Nakskov.”

Det var ellers kun drenge, der havde stået i lære i den fine boghandel, og de kom for øvrigt alle sammen fra akademikerhjem.

“Lad mig få tre måneders prøvetid, og lad os se, om jeg dur,” sagde den unge kvinde. Det gik boghandleren med til, og efter de tre ansatte blev hun ansat som elev. Månedslønnen var 75 kroner.

“Jeg har altid været vild med at læse, så det var jo et eldorado at komme ind i boghandlen og vælge og vrage mellem alle bøgerne,” fortæller Elinor Infred, der var stor fan af både Stefan Zweig, Karen Blixen og F. Scott Fitzgerald.

Hun læste hjemme hos sine bedsteforældre, hvor hun altid fik lov til at bestemme menuen, røget ål eller røde pølser med kartoffelsalat. Bedstefaren havde bogreol, hun gerne måtte boltre sig i, og en forbudt en af slagsen.

For eksempel fik hun besked på, at hun skulle holde sig langt væk fra Herman Bang, fordi han var ‘mærkelig.’

“Altså, han var bøsse, så det måtte jeg endelig ikke læse,” siger hun og himler let med øjnene.

På væggene butikken hænger gulnede 1920’er-inspirerede modetegninger.

Under dem bugner tøjstativerne af dametøj.

Kjoler, bluser, bukser og nederdele fra Elinor Infreds pakistanske indkøber. Alt i butikken koster en 50’er, og tøjet findes i alle størrelser.

Det var en del af den nu 91-årige butiksejers forretningsfilosofi, da hun åbnede for 60 år siden.

Der var et hul i markedet, når det kom til de store størrelser.

Engang havde hun seks tøjforretninger rundt omkring i byen, men det er kun denne ene, den originale, der er tilbage i dag.

Men hun arbejder ligeså meget som dengang. 56 timer om ugen for at være præcis.

https://imgix.femina.dk/2024-07-05/elinor2.jpg

“Hver dag går som den anden dag. Men jeg får besøg af så mange spændende mennesker. Det er helt fantastisk, hvad jeg har af kunder, der kommer ind og begynder at snakke, samtidig med at de står og prøver tøj. De spørger mig om alskens ting,” siger Elinor Infred.

Hun ordner alting selv, fra regnskab til rengøring.

For sidstnævnte betalte hun en høj pris. Hun ville lige skrue en ny pære i en lampe i butikken, men stigen var vakkelvorn, Elinor faldt, og det resulterede i flere brud på rygsøjlen.

Hun var sengeliggende i ugevis, og kiloene raslede af hende.

“Jeg er stadigvæk i gang med at lægge til,” siger hun med reference til sin vægt, der på et tidspunkt var helt nede på 43 kilo.

Hun taler affekteret på et uddøende rigsdansk, og ord som ‘kedsommelig’, ‘balstyrisk’ og ‘Mildeste Moses’ glider med største naturlighed ind og ud af hendes sætninger.

Miss Nakskov

Glimtet i Elinor Infreds øjne antyder, at hendes liv ikke har været uden fest og farver. Hun har sågar vundet både en skønhedskonkurrence og været med i en for sin tid vovet film.

“Jeg var nær ved at ryge ud af boghandleren på et tidspunkt, fordi jeg var ude og danse med en veninde på noget, der hed Luna. På et tidspunkt kom to flotte fyre hen til os og sagde, at vi skulle følge med dem over i forsamlingshuset, hvor der blev holdt et stort bal. Vi gik med, og da vi kom ind, blev vi udstyret med balloner med et nummer på. Jeg troede, det var en dansekonkurrence. Og jeg danser som en mudderpram i en høj sø, så jeg regnede med at blive smidt ud med det samme. Men det viste sig at være en skønhedskonkurrence, og jeg blev noget så fornemt som Miss Nakskov,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg fik gaver fra samtlige forretningsdrivende i byen, og jeg fik så mange blomster, at jeg måtte ringe til min mor, om hun ikke ville komme ned i boghandleren og hente dem. Pludselig var jeg på forsiden af lokalavisen nede på Lolland, og så blev jeg kaldt ind til boghandleren. Han var fuldstændig rasende.

“Hvordan kan du blamere handelens adel?” sagde han. Hver eneste dag pointerede han for os, at når vi arbejdede i en boghandel, så tilhørte vi handelens adel.”

Boghandleren blev imidlertid ikke ved med at være vred.

For avisartiklen om Miss Nakskov havde højnet læselysten hos byens unge mænd.

De begyndte i hvert fald lige pludselig lystigt at komme og købe bøger.

Uddannelsen i boghandleren blev gjort færdig med bravour, og Elinor Infred vidste, at næste stop for hende var hovedstaden. Hun havde besøgt sin faster og onkel i storbyen og var ikke i tvivl om, at hun ville flytte fra hjemstavnen.

Lige fra det øjeblik, jeg satte benene her, vidste jeg, at her ville jeg være resten af mit liv.

Elinor Infred

Hvad elskede du ved byen?

“Det hele. Simpelthen.”

Som det første startede Elinor Infred et firma, der solgte bluser.

Hun havde selv tegnet 12 modeller, og hendes kusine nede på Lolland, der var uddannet kjoleskrædder, syede en portefølje af prøvemodeller.

Hun tog en tur op og ned ad Strøget og fik et med egne ord virkelig godt salg.

Samme dag stoppede en nydelig engelsk gentleman Elinor. Han spurgte, om hun ville have en filmrolle.

“Jeg blev lidt desorienteret der midt på Strøget. Han kom også med et par komplimenter. Og så sker der det, at han giver mig et telefonnummer.”

Elinor Infred ringede til nummeret og blev inviteret til casting.

Hun fik en rolle i den ‘dristige film’ ‘Villa Vennely’.

Den handlede om et en pæn villa i et borgerligt kvarter, der indeni var omdannet til en call girl central. I udlandet blev den stor under titlen ‘Copenhagen Call Girls’.

Elinor Infred spillede en af disse call girls. Filmen blev et vendepunkt for hende, for det var for lønnen fra filmen, at hun købte forretningen på Mimersgade.

“Dengang var det på det strengeste forbudt med nøgenscener. Pornografi var i det hele taget forbudt. Biograferne bandede filmen langt væk, fordi vi piger var i sorte netstrømper, sorte trusser og sort bh. Det var nok til, at de unge drenge smadrede biografvinduerne bare for at få et billede. I dag sidder små drenge på 12 år jo og ser hardcore porno,” siger Elinor Infred.

Det gibber i mig. Der er noget over at høre ordene ‘hardcore porno’ forlade den nydelige, ældre kvindes mund.

Det konfronterer mig tydeligvis med min egen bornerthed, som jeg ikke vidste fandtes. Og sådan er det faktisk at være i Elinors selskab.

Hun fejer de fleste fordomme om alderdom væk.

“Jeg fik simpelthen næsten 800 breve fra hele verden,” siger hun og indskyder, at de altså faktisk havde langt selskabs-dress på i langt det meste af filmen.

Butik i stedet for børn

Da Elinor Infred var ung op gennem slutningen af 1940’erne og 1950’erne, var kvinders største ønske generelt at finde en mand.

De fleste havde ikke en god uddannelse, der gjorde dem i stand til at forsørge sig selv.

“Det var jeg slet ikke interesseret i,” siger hun og holder en kunstfærdig pause. Stadigvæk rank og med hænderne i skødet.

“Jeg ville ikke have børn. Simpelthen. Jeg sagde: “Jeg vil have en forretning, jeg vil hverken giftes eller have børn. Da jeg rejste fra Lolland til København, forlangte jeg de penge, som et bryllup kostede af min far. Og han pungede ud. Det var 3.000 kroner dengang. Det får man ikke meget bryllup for i dag, men dengang var det enormt mange penge.”

Da jeg siger, at jeg har tre børn, spærrer Elinor Infred de bukkede øjenvipper op, udtalt chokeret.

“Du må være masochist,” siger hun så.

“Mor fik barn nummer fem, da jeg var 15 år, og hendes poser under øjnene hang jo helt nede ved knæene.”

Men det er nu ikke helt så sort og hvidt det med, at hun ikke selv ville have nogen børn.

For på en brandvarm sommerdag for 45 år siden sad hun på en stol ved døren til butikken, da en hundehvalp pludselig hoppede op i skødet på hende.

En ung mand kom halsende ind og undskyldte.

“Men jeg sagde bare til ham, at jeg hellere ville have hunde end børn, så det gjorde ikke noget,” siger Elinor Infred. I dag betragter hun den unge mand som sin søn.

“Han mødte for øvrigt også en dejlig kone. De første to piger kunne jeg ikke lide, det var to afblegede donnaer. Men jeg holdt min kæft, og så går det alligevel. Han mødte en jysk bondepige oppe fra Vendsyssel. Det var enestående,” fortæller hun.

Kærligheden kom også dumpende, selvom det var blevet et mantra, at ægteskabet ikke var noget for hende.

Til en middag mødte hun Bjørn, der var styrmand for AP Møller.

Efter deres første møde skulle Bjørn til havs, og Elinor skrev et brev til ham.

Han besvarede brevet med en togbillet til Rotterdam på første klasse, dér skulle han nemlig lægge til kaj i 14 dage. Hun greb chancen.

“Det var en skøn ferie, og han var meget, meget sød. Han spurgte mig, om jeg ikke ville gifte mig med ham. Men jeg sagde nej. Vi kan komme sammen, men ikke noget med ægteskab. Det gider jeg ikke. I syv år plagede han hver dag, så til sidst gik jeg med til det,” siger hun.

Den karakteristiske forelskelsesglød farver Elinor Infreds kinder, når hun taler om Bjørn.

“Han var så godt et menneske,” siger hun.

De fik 42 skønne år sammen, hvor de sideløbende læste de samme bøger, så de kunne diskutere dem, og vintrene tilbragte de sydpå.

Men deres ægteskab endte i fire år i ‘det sorteste helvede’.

Bjørn blev dement.

“Jeg ville have ham hjemme, så jeg havde kontrol over, hvordan han blev passet,” siger hun og forklarer, at selvom det var hårdt at passe ham, at skifte ble på sin elskede og se ham sygne hen, så fortryder hun ikke.

Den største fortrydelse i Elinor Infreds liv er, at hun ikke startede sit eget forlag i stedet for at åbne en tøjforretning.

Men hun vidste slet og ret ikke, at det var en mulighed dengang.

“Jeg ville allerhelst have haft en boghandel. Men dengang kostede det en kvart million at starte sådan en op. Hvis jeg havde været klog, havde jeg startet mit eget forlag. Jeg har forstand på litteratur, og jeg ved, hvad der er godt. Jeg fortryder, at jeg ikke vidste, at det var en mulighed. Og så blev det altså tøj.”

Nørrebros forvandling

Det er ikke raketvidenskab at regne ud, at Mimersgade selvfølgelig har forandret sig i den tid, Elinor Infred har haft sin forretning.

Det har den selvfølgelig. Endda ret så meget.

“Det var fattigt, men der var butikker i hver eneste ejendom. Enten boede ejeren ovenpå eller inde bagved. Sådan var det simpelthen. Der var otte tøjbutikker her på Mimersgade, da jeg startede. Og seks købmænd, en bager og et ismejeri,” forklarer Elinor Infred.

“En af de første dage, jeg stod her i butikken, kom der en forhutlet mager kvinde ind med en lille baby på armen og to små børn i skørterne. Hun græd og spurgte, om jeg ikke godt ville låne hende 100 kroner til mad og petroleum, så de kunne få varme. Hendes mand havde drukket pengene op henne på værtshuset og kom hjem uden en krone. Gudskelov fik man løn hver uge dengang, men jeg gav hende de 100 kroner og var meget ked af det på hendes vegne. Ugen efter mødte hun op igen, denne gang med manden, og ja, han var desværre kommet til at drikke alle pengene op igen. Jeg gav hende 100 kroner igen og sagde til manden: “Du er alle tiders beskidte sjuft, at du opfører dig sådan.” Der var jeg lige ved at få et par på skrinet.”

Med den historie in mente beretter Elinor Infred, at Mimersgade har forandret sig til det bedre.

Nok er der ikke ligeså mange forretninger, til gengæld har folk det bedre, oplever hun.

“Jeg synes, kvarteret har udviklet sig til noget langt bedre, end da jeg startede. Det er et andet klientel, der bor her. Mange veluddannede mennesker,” siger hun.

Men hun synes også at have bemærket, at nutidens unge mennesker synes, at de har det meget hårdt.

Hun siger det ikke på en hånende måde. Slet ikke.

Det virker nærmere, som om hun oprigtigt synes, at det er synd for dem, at de er ‘så kede af det’, og at de bliver federe og federe og ikke føler sig lykkelige.

Men hun tillader sig alligevel at pointere, at deres fokus måske er lige vel skævt.

“Jeg synes, de er alt for forkælede,” siger Elinor Infred med en vis portion alvor i stemmen, der hurtigt bliver afbrudt af et gavtyvesmil. “Men det sagde de gamle grækere jo også for 2.000 år siden. At ungdommen var forfærdelig, haha.”

“Men der var altså ikke en eneste af mine skoleveninder, der klagede over, at de havde det dårligt. Og det havde mange virkelig dengang. Under krigen var der så bidende koldt, fordi man kun kunne fyre med tørv. Men mor hun sørgede for, at vi fik en varm mursten med i sengen. De fungerede som en slags varmedumer. Allerede om morgenen lagde hun murstenene ind i ovnen. Det skulle jo så være en slags varmedunk, så vi fik en mursten pakket ind i avispapir ind i sengen. Jeg kan huske de kolde nætter. Vi sov alle syv i det, mor kaldte salen, så vi kunne få lidt varme fra hinanden. Når månen skinnede ind, kunne man se, at der lå is på dynerne.”

Hvorfor er du ikke selv blevet ramt af sådan et tungsind, tror du?

“Jeg har jo arbejdet mig ud af det hele. Jeg har aldrig haft tid til at tænke over noget. Hver eneste dag i mit liv har jeg arbejdet. Og bare det at kunne sidde med en dejlig bog eller se et godt stykke i tv…,” siger Elinor Infred og uddyber, at det jo er de små ting, der gør dagen god.

Den perfekte død

Inde i baglokalet har Elinor Infred indrettet sig med en klassisk regnemaskine med strimmel.

Det er den, hun i alle årene har ført regnskab på. Kasseapparatet ligner vitterligt noget fra en filmkulisse med sine store metaltaster.

For 30 år siden tilbød hendes mand, at han kunne hjælpe hende med at modernisere forretningen, men det så hun ingen grund til. Alt er, som det altid har været.

Hvis Elinor Infred ved, at det bliver en travl dag i forretningen, så sover hun i baglokalet.

Der har hun nemlig indrettet sig et hyggerum. Op ad væggen står der en skibsbriks i træ, et lille fjernsyn, en radio og en reol, der er stopfyldt med krimier.

“Jeg har haft en vidunderlig alderdom,” siger hun.

Hvad har gjort den vidunderlig?

“At jeg har været alene. Og at jeg har kunnet få lov til at bestemme det hele.”

Da hendes mand Bjørn fik fred, følte hun også, at hun selv blev sat fri. For eksempel begyndte hun at forkæle sig selv med at bruge lang tid hver morgen på at lægge makeup og sætte hår. Flere ungkarle i omgangskredsen bejlede, men hun var stensikker på, at tiden var til at være alene. Hun skulle ikke have flere kærester

Hvad er hemmeligheden bag et langt liv?

“Hver dag går jeg 10.000 skridt. Og så er mit hovedmåltid hver eneste dag en kæmpe portion havregrød. Det koster kun 50 øre, så det er jo til at overse. Der er en tredje ting også… men den kan jeg fandeme ikke engang huske.”

Hver dag går hun turen fra sin femværelses lejlighed ved Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro og til butikken på Mimersgade.

I løbet af vores samtale er der en vis andægtighed, der har lagt sig som en dyne over mig. Jeg er 32 år, og hvad ved jeg egentlig om noget som helst?

Det virker banalt og klichéfyldt, men når man får en 91-årigs udelte opmærksomhed, føles det som at sidde overfor en anden Master Yoda.

En hjerne og et sind fuld af indsigter, der jo dør sammen med vedkommende.

Førstehåndserfaringer om, hvordan det var at være et stort barn under anden verdenskrig, hvordan det var at gå mod strømmen, medvirke i en for sin tid kontroversiel film og observere en københavnsk bydel udvikle og udfolde sig hver eneste dag i 60 år.

Det forpligter at sidde der med Master Yoda, og jeg bliver ramt af en uvant frygt for at spørge om noget dumt.

Mit armbåndsur fortæller, at vi har talt sammen i en time nu. Elinor Infred er nået til nutiden i historien om sit liv. Dagene ligner hinanden. Så hvad drømmer hun om nu?

“At beholde mit gode helbred. Simpelthen. Det er det eneste, jeg håber på. Og så at få en god død.”

Hvad er en god død for dig?

“Det er at sove stille ind.”

Er det noget du tænker meget på?

“Ja, det gør jeg altså. Simpelthen. Det tænker jeg på. Der kan jo ske noget, og jeg håber bare, at hvis der sker noget, at så er det endeligt slut. Det ville være den mest vidunderlige død, man kunne få.”

Butiksindehaveren sidder lige rank og nydelig, som da vi begyndte, og hun snakker om døden med en ophøjet ro og naturlighed, som jeg ikke selv er nået til endnu.

For mig virker døden flyvsk, nærmest som noget jeg kan undslippe.

Den er i hvert fald ikke til stede i mine hverdagstanker. Vi smiler til hinanden. Tænker.

Og så sender Elinor Infred sine kondolencer til den afdøde partiformand for Konservative Søren Pape.

Det var for tidligt, han forlod Planeten, men hun håber at dø på samme måde som ham. På et øjeblik.

Hvad er så det bedste ved livet?

“Familie. Og venner.” Ude på Mimersgade skriver kalenderen 2024 igen. De unge gutter kører på skateboard på Den Røde Plads, børnene rutsjer på ‘Blæksprutten’ længere nede ad gaden, og de unge dudes i sort tracksuit står stadigvæk foran kiosken og ryger. Folk kommer i karavaner med arme, der er trukket lange af bæreposerne fra Føtex, og bilerne oser af sted i hverdagsmylderet, men inde ved Elinor Infred står tiden fortsat stille, og man kan købe tøj for en halvtredser endnu.

Denne artikel blev første gang bragt af Heartbeats, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også