Hun har indsamlet over 40.000 hemmeligheder: Her er den mest almindelige ting, danskerne gør i smug

“Har sagt til alle mine veninder, jeg er diagnosticeret med ADHD. Sandheden er, at jeg føler løgnen kan dække over at jeg “glemmer” vores aftaler, hvis jeg ikke orker alligevel den dag.”

“Jeg har en affære med min mands kammerat. Han er 61 og jeg er 29. Jeg skammer mig ikke.”

Sådan lyder nogle af danskernes hemmeligheder, som Miriam Poulsen hver torsdag deler med offentligheden. Det har hun gjort i 12 år. Først på sin blog, i dag på sin Instagram-profil, hvor knap 70.000 danskere følger med – og i to bogversioner.

Hemmeligheder, der spænder utrolig bredt. De “mest klassiske” handler om relationer, forklarer hun. Man er sur på sin chef. Man kan ikke lide sin svigermor. Man har skændtes med sin kæreste.

Alle hemmeligheder har det til fælles, at det er noget, folk ikke tør sige højt.

– Der er to kategorier: Dem, du kan relatere til – og dem, du slet ikke kan relatere til, siger Miriam Poulsen, som personligt selv elsker de små hævnhistorier.

Når folk stjæler toiletpapir fra deres arbejde, fordi de synes, de får for lidt i løn. Eller drikker af en kollegas specialmælk, fordi vedkommende er irriterende.

Og så er der utroskab. Rigtig mange forskelligartede historier om utroskab og dets mange facetter.

- Jeg bliver ikke rigtig chokeret mere. Det gør det også lettere for mig at tage imod de ting, de folk de sender ind, fortæller Miriam Poulsen.

I alt anslår hun at have modtaget omkring 40.000 til 50.000 hemmeligheder i årenes løb. Og selvom historierne er meget forskellige, er der én enslydende og tilbagevendende hemmelighed, som rigtig mange danskere skammer sig over at gøre i smug.

Den vender vi tilbage til.

Idéen bag indsamlingen af hemmelighederne, har hun med egne ord tyvstjålet fra konceptet PostSecrets, som en amerikansk mand står bag. Den grundlæggende præmis er den samme, men forskellen ligger i, at PostSecrets-hemmelighederne bliver sendt ind via håndskrevne postkort sendt fra hele verden.

Miriam samler derimod danske hemmeligheder ind via en anonym indsendelsesformular som gør, at hun heller ikke kan se, hvem der skriver.

- Jeg havde fulgt det i noget tid, og syntes det var enormt fascinerende, men selve postkort-delen virkede lidt omstændig. Men jeg tænkte, det kunne være sjovt at lave det på dansk, hvor det var lidt tættere på – fordi jeg syntes, det var vildt relaterbart.

14. februar 2014 udgav hun de første hemmeligheder på sin blog. Og fra første sekund var der interesse, siger hun.

- Jeg har tit sammenlignet det med en online skriftestol. For det er et sted, man kan lette sit hjerte. Der er jo ikke nogen, der skriver: “Jeg lever i et monogamt forhold, og alt er lykkeligt”. Det er ikke en hemmelighed. Jeg får en overvægt af det, der ligger i den anden ende af spektret.

Det er ofte ting, man måske ville kunne sige til en ven - men ikke til alle. Og slet ikke til sin kæreste.

Hver torsdag vælger hun 10 hemmeligheder. Det vigtigste kriterium er variation: forskellig alvor, forskellige længder, forskellige emner.

- Det er faktisk enormt svært.

De vildeste hemmeligheder

Fællesskabet er i dag særligt stort på hendes Instagram-profil, hvor engagerede læsere hver torsdag følger med, når hun udgiver ugens udvalgte hemmeligheder.

Det seneste opslag har i skrivende stund over 7000 likes og 114 kommentarer, hvor folk hepper på brevskriverne, kommer med velmenende råd eller spejler de anonymes oplevelser.

- Kommentarsporet viser også, at folk har lyst til at række ud og hjælpe. Man kan virkelig mærke en omsorg fra læserne. Men jeg insisterer også på, at der ikke er plads til kommentarer som: “Du bør gøre sådan her” eller “du er dum, hvis du gør X.” Det er ikke pointen. Det skal være et safe space, fortæller Miriam Poulsen.

Heldigvis mærker hun, at læserne er gode til at gribe hinanden – særligt når det gælder tunge hemmeligheder.

Gennem tiden har hun selv stået med forskellige etiske overvejelser. Nogle hemmeligheder har været så voldsomme, at hun har overvejet at forsøge at opsøge personerne bag.

Men selve anonymiteten er fundamentet for hele projektet.

- Hvis folk føler, at jeg kan opsøge dem – så stopper de med at indsende. Det er faktisk en god ting, at jeg slet ikke kan det, for ellers ville jeg nogle gange være fristet.

For hende er det mest interessante, hvordan folk reagerer, når de læser andres hemmeligheder.

- Utroskab er for eksempel et tema, som vækker sindssygt mange følelser, fordi mange har erfaringer med det – direkte eller indirekte.

Men Miriam håber også, at hemmelighederne lærer os alle sammen noget om mennesker. Bliver man forarget, kan man spørge sig selv hvorfor, foreslår hun.

For ifølge hende er enhver hemmelighed en lektion i rummelighed.

- Mange hemmeligheder er ret ufarlige, hvis man kender konteksten. Og alle mennesker fucker op. Så kan vi prøve at møde fremmede med samme venlighed, som vi har over for dem, vi elsker?

Samtidig er hele formålet med projektet at underholde.

- Nysgerrigheden driver det. Det er lidt som ‘Luksusfælden’ – man ser måske kaos i sit eget liv, men så opdager man, at andre også roder rundt.

400 danskere har skrevet det samme

Hvem er det så, der sender deres dybeste hemmeligheder ud i verden via en anonym portal på internettet?

Det korte svar er, at Miriam Poulsen selvfølgelig ikke ved det.

På Instagram har hun flest kvindelige følgere. Men med årene er der kommet flere mænd til og et bredere aldersspænd. Hun mærker generelt, at mangfoldigheden er vokset.

For hende er det ikke interessant, hvem der skriver, men hvorfor de gør det.

- Skam fylder helt sindssygt meget for rigtig mange mennesker. Men når man siger sin skam højt, så opløses den.

Det er også derfor, hun synes, projektet er vigtigt.

Nu tilbage til dén enslydende hemmelighed, hun har modtaget allerflest gange på 12 år:

“Jeg spiser mine bussemænd.”

- Jeg griner selv af det, fordi det er mærkeligt – men det er også enormt fascinerende, fordi den hemmelighed er så uskyldig i forhold til alt, der kunne komme ind.

Men der er utrolig meget skam forbundet med at spise sine egne bussemænd, tror Miriam Poulsen.

- Det er ikke noget, jeg forestiller mig, at folk tør sige højt. Der er ingen, der rækker hånden op i en forsamling og siger: “Det gør jeg også.” Så at læse den kan være en lettelse for folk.

“Gud, jeg er ikke alene.”

På 12 år har hun modtaget omkring 400 historier om folk, der spiser deres bussemænd, siger hun.

- Men jeg udgiver dem sjældnere nu – for variationens skyld. Hvis der kommer sådan en hemmelighed i dag, skal der være en ny vinkel. Som: Man spiser sine børns bussemænd, eller man lader hunden spise dem.

Men kan man overhovedet stole på, at hemmelighederne er sande? Er der virkelig så mange, som er deres partner utro – eller som spiser deres bussemænd?

Det er aldrig helt til at vide, siger Miriam Poulsen. Men det er hendes klare indtryk, at folk respekterer konceptet.

- Men vi fik engang en hemmelighed om en vennegruppe, der fortalte, at de sendte falske dilemmaer ind til ‘Mads & Monopolet’ – folk blev rasende. Så ja, man kan snyde, men jeg tror ikke, det sker så tit.

Lyt til podcasten EJ EJ EJ! hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.