Gravid
9. juli 2018

Navneforsker: Disse navne trender lige nu (+ seks navne, der ALDRIG går af mode)

Hvad ligger der bag de navne, vi får? Navneforsker Birgit Eggert fortæller om de trends, der spiller ind, når vi skal navngive vores børn.
Af: af Josefine Gammelgaard
Babynavne, populære navne

foto: Panthermedia

Er det mon en Alma eller Emma, der kigger ud bag de små blå øjne? Eller en Victor eller Oliver, der ligger der i vuggen og sover?

Som forældre gør vi os rigtig mange tanker om vores kommende barns navn, inden den kommer til verden – og også efter - for det skal jo helst både være et smukt, spændende og unikt navn, vores barn får med sig i livet.

BEDSTEMOR OG BEDSTEFARS NAVNE

Hvert år udsender Danmarks Statistik en oversigt over hvilke navne, der har været med populære at give sit barn i det forgangne år. Sidste år indtog Sofia førstepladsen blandt nyfødte piger (480 piger fik navnet), mens det mest populære drengenavn var Noah (538 drenge fik navnet).

Men hvad er det, der gør, at mange af os klumper os sammen og kalder vores børn de samme navne? Lige nu er der noget lydligt i navnemoden, der er fælles for både drenge og piger, fortæller navneforsker Birgit Eggert.

- I øjeblikket er navne som Noah, Mathias og Sofia populære. Det er en tendens, der handler om, at to vokaler står op ad hinanden, men tilhører hver sin stavelse. Det passer både på drenge og piger, men der er en tendens til at drengenavne ender på en konsonant, mens pigenavne ender på en vokal, siger hun.

Der er desuden en tendens til, at de navne, der var populære for tre generationer siden, bliver populære igen. Det vil sige, at navnemoden springer ca. 100 år over, før den kommer tilbage.

- Ligegyldigt hvor pænt et navn er, så bliver det slidt op på et tidspunkt. Det er lidt forskelligt, hvor længe et navn er populært. En interessant observation er, at nogle navne bliver voldsomt populære og falder hurtigt i popularitet igen, og andre stiger langsomt og falder også langsomt. Det har noget at gøre med, at man undgår at give sine børn navne, der tilhører ens egen og sine forældres generation. Det passer ikke til en baby at hedde det. Men når det er barnets oldeforælder, så begynder det at kunne passe igen. Det er navne som Ellen og Carl, der kommer frem igen. Samtidig kommer nye navne frem, og i øjeblikket ender pigernes navne i højere grad på a end på e. Navne som Bente, Helle, Hanne og Gitte var meget populære i 60’erne, men de bliver ikke brugt ret meget i dag., siger Birgit Eggert.

LÆS OGSÅ: 2018: Her er de 100 mest populære pigenavne og drengenavne sidste år - se listen her

INTERNATIONALE NAVNE

Mens vores bedsteforældres navne er på vej tilbage, er der en også en anden fremherskende tendens: For mange spiller det også en rolle, at navnet kan bruges internationalt.

- Mange bibelske navne er de samme både i engelsksprogede lande, i Norden og i Tyskland. Det er navne som Noah og Lucas. Nogle af dem staves lidt anderledes eller udtales forskelligt, men de er identificerbare i udlandet, og det betyder meget. Også navne fra film og tv-serier bliver populære. I Norge steg navnet Emma helt enormt, da to af hovedpersonerne fra tv-serien Friends fik en datter, der hed Emma. I begyndelsen af 90’erne kom Disneys tegnefilm Aladdin, og derefter kom der en kæmpe bølge med navnet Jasmin. Det faldt meget tydeligt sammen med den film, fortæller Birgit Eggert.

Selvom de internationale navne er og bliver populære, overrasker det gang på gang Birgit Eggert, at navne som f.eks. William og Emma har ligget meget stabilt i toppen i så mange år.

- Der er nogle lyde, vi godt kan lide. Det er blandt andet m’er og l’er og især drengenavne, der starter med ”vi”. William, Viktor, Villads, Viggo, Villum, Vitus, samt pigenavnene Vilma og Vigga. Også Alvin, selvom "vi" i det tilfælde ikke er første del af navnet, fortæller hun og tilføjer, at en anden voksende trend i øjeblikket er de helt korte drengenavne som Nohr, Mads, Carl, Tor og Storm. Hos pigerne ser vi i højere grad navne, der ender på ”ly” og ”lie”. Lily og Emily har ligget der længe, og Ellie er på vej frem. Molly var også oppe at vende for et stykke tid siden.

LÆS OGSÅ: Vil du være på forkant - så er her listen over de mest populære børnenavne i vores bedsteforældres generation, som måske kommer på mode igen

TEST DIT BØRNENAVN PÅ DIT KÆLEDYR

Mange forskere har ifølge Birgit Eggert i tidens løb forsøgt at spå om, hvilke navne, der blev populære og hvilke, der ville uddø – alt sammen med meget svingende held. Der er tilmed lavet mange undersøgelser om navngivning. Blandt andet blev der for et par år tilbage lavet en undersøgelse af folks baggrund og de navne, de valgte til deres børn. Det var tydeligt, at jo lavere uddannelse og jo længere ude på landet, man boede, jo mere specielle og nye navne gav man. Til gengæld gav man mere traditionelle og velkendte navne, jo længere inde mod byen, man boede og jo højere uddannelse, man havde.

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal kalde dit barn, kan du jo altid se på, hvad du før i tiden har kaldt dit kæledyr, griner Birgit Eggert.

- En svensk kollega har skrevet en artikel om, at man tester navnene på sine kæledyr, før man bruger dem til sit barn. Måske ikke i den samme familie, men tendenser viser, at man er mere modig med dyrenavnene end med børnenavnene. Så der er måske en sammenhæng i, at navne, der er populære til kæledyrene, også senere bliver det til børnene.

Hvis du vil være sikker på at give dit barn et sejlivet navn, der aldrig går af mode, så skal du kalde dit barn et kongenavn som Christian og Frederik, tilføjer Birgit Eggert. De passer i alle sociale lag, og det samme gælder pigenavnene Anne og Anna og Marie og Maria. De er meget almindelige – aldrig oppe i toppen af ranglisterne, men heller aldrig helt umoderne.

Læs mere om:

Læs også