https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/foedsel/juni2013/hjaelper-prim.jpg
Gravid

Guide til den gode fødselshjælper

18. juni 2013
af Frida Paustian
Du står og læner dig over sengen, mens veerne taler sit tydelige sprog om, at din baby er på vej. Din fødselshjælper står ved siden af dig klar til at hjælpe. Men hvad skal du egentlig forberede din fødselshjælper på? Og hvordan bliver han den bedste hjælp? Læs her jordemoder Pia Herns guide til, hvad en god fødselshjælper skal være rustet til.

Han skal være rummelig
Han kommer til at se dig i et af dine mest sårbare øjeblikke, hvor der både kan være tis, opkast, afføring, gråd, tvivl og angst på programmet.

Han skal være lydhør
Han skal lytte på, hvad du siger, og hele tiden prøve at forstå, hvad det er, du har behov for.

Han skal kunne bevare roen
Når du er i fødsel, er du påvirkelig for alle stemninger, udtalelser og meninger. Din fødselshjælper skal derfor være positiv og give opløftende statusmeldinger som: "Du klarer det superflot, jeg er stolt af dig, alt er som det skal være" eller "det, de gør nu, er …". Han skal være løsningsorienteret, hvis der opstår udfordringer, således at du "blot" kan koncentrere dig om at føde. Hvis din fødselshjælper er bange og nervøs, så bed ham arbejde med det INDEN fødslen. Der er forskellige metoder til at komme sig over hospitalsskræk, fødselsangst, eller hvad der kan stå i vejen for, at han kan holde et roligt overblik. Eventuelt kan han kontakte Pia Hern via motherbynature.dk, så kan hun hjælpe ham videre. Og, hvis han reelt er ved at dø af skræk, så bed ham melde ud. Hvad enten din fødselshjælper er partner, veninde eller mor, så er det bedre, at han er ærlig nu end midt i det første ve!

Læs også: Din personlige pakkeliste til fødegangen

Han skal være kærlig
Han må meget gerne rose dig og udtrykke, når du er sej, og vise dig omsorg, når du ikke er det. Tal om, at der ikke findes nogen rigtig eller forkert fødsel. En fødsel er, som den er. Pia Hern møder mange kvinder, der er skuffede over dem selv, fordi de fik smertestillende og ellers havde besluttet sig for, at de ville føde uden smertelindring. Pia Hern understreger derfor, at det er helt umuligt at forudsige, hvordan en fødsel bliver, og at du i øvrigt heller ikke kan sammenligne din fødsel med din venindes. Din fødsel er unik.

Han skal være blid
Du er følsom, når du er midt i din fødsel, og har brug for masser af omsorg, blide ord og blid berøring.

Han skal være beroligende
Opstår der en situation, hvor du bliver urolig eller utryg, så tal om - inden fødslen - hvordan han kan berolige dig. Stress og utryghed får kroppen til at udskille adrenalin, som er kroppens flugthormon, hvilket sætter en akut stopper for veerne. Et praktisk urinstinkt, da det på alle måder er upraktisk at føde, hvis man er truet og har brug for at flygte. Men det er meget uhensigtsmæssigt på en fødestue!

Han skal være støttende
Han må meget gerne motivere og støtte dig - og opmuntre dig til at fortsætte. Tal sammen om, hvad der er dit visuelle billede af "målet". Glæder du dig eksempelvis til at have baby med i lift juleaften eller til at sidde og amme? Din fødselshjælper kan hjælpe dig med at genskabe dit billede af målet, når smerterne er uoverskuelige - det kan motivere dig til arbejde videre.
"Jeg havde engang en fødende, som havde taget det sødeste par Oskkosh-klapbukser med, som hun hængte op på fødestuen, så hun kunne se dem hele tiden. Det var hendes visuelle mål, som hjalp hende med at holde fokus på det dejlige barn, hun snart skulle byde velkommen, og det gjorde, at smerten blev mere overkommelig," siger Pia Hern.

Han skal være nærværende
Han skal være ved dig hele tiden og deltage aktivt.

Han skal være din advokat
Han skal tale din sag. Fortælle dine ønsker, spørgsmål og tvivl videre, så hospitalspersonalet kan hjælpe dig. Og så skal han holde fast i, at det bliver gjort.

Han skal være en løvefar, der beskytter dig
Pia Hern hører ofte historier, hvor mænd og kvinder ikke har lyttet til sig selv og ikke har råbt op eller sagt fra. Pia Hern oplevede selv under sin fødsel, hvor stor en hjælp det kan være, når ens fødselshjælper lytter til sig selv.
"Jeg skulle have akut kejsersnit og lå og ventede på en portør, der skulle køre mig til operationsstuen. Jeg havde meget ondt, og min mand stod ved siden af mig og ventede, velvidende at der lå et hjælpende kejsersnit og ventede på mig 500 meter længere nede af gangen. Da vi havde ventet et stykke tid, kunne min mand ikke holde ud at se på det længere. Han greb fat i sengen, og mens han råbte til personalet, at "nu kørte han mig altså selv derned", kørte han mig af sted til operationsstuen."

Han skal være din afslapnings- og nydelsescoach
Han skal hjælpe med at skabe en rolig og rar stemning under fødslen med eksempelvis puder, musik og nærvær.

Din fødselshjælper skal ikke …

Snakke og smalltalke med personalet
Det forventes ikke, at han underholder personalet. Han skal fokusere på dig. Du har brug for alt hans nærvær.

Overhøre sin egen sult og toilet- og hvilebehov
Trods fødsel, har han naturligvis brug for både mad, drikke og hvile. Han skal selvfølgelig også huske at lytte til sine egne behov, så han ikke dratter omkuld midt under det hele.

Ynke den fødende
Han skal glemme alt om "nååå, hvor er det synd for dig", hvis han ikke vil blæses ud af hospitalet af dig, der råber "UUUUDDDD"!

Tale, mens du har en ve
Det er der, det gør mest nas. Så bed ham holde mund!

Være urolig og stresset - det smitter
Hans fornemste opgave er at holde det rolige overblik og prøve at skabe en hyggelig stemning.

Stille lange, komplicerede spørgsmål
Han skal glemme alt om: "Vil du have juice, saftevand eller vand?" - men hoppe direkte til sagen og blot sige: "Er du tørstig?"

Blive for autoritetstro og intimideret af kitler
Hvis der er noget, der virker forkert, så skal han reagere - det vil sige spørge eller handle.

Pak, som skal I til fest!

I fortjener det! En fødsel er et af de mest fantastiske øjeblikke i livet, så gør noget særligt ud af det, og pak, som skulle I til fest. Her er et forslag til en pakkeliste:

Lækker chokolade
Kaffe
Snacks
Massageolie
iPod med hjemmelavet spilleliste, og medbring gerne en afspiller, så I kan høre lav og rar musik
Hjemlige kopper
Yndlingsvand
Frugt
Kage
Flag
Gave til baby
Gave til mor (!)

Læs også: Træn dig til en bedre fødsel

Læs også