https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/mad/barnmedsnackprim.jpg
Gravid

5 sunde snacks til turen

4. juni 2014
af Nanna Balslev
foto: Pantherstock
Du behøver hverken købe dyr babymad eller fedte med hjemmesmurte rugbrødshapsere, når du skal ud med den lille. Her får du tips til nemme baby-venlige snacks.

Bær til børnehænder

Jordbær er ikke bare søde og velsmagende, de er også spækket med C-vitamin, og så har de en perfekt størrelse til små børnehænder. Køb altid friske bær, og skyl dem grundigt. Hvis du vælger de frosne, skal de koges inden servering.

Cremet avokado

Avocado har et højt fedtindhold og indeholder A- og B-vitaminer, kalium og jern, og så er den med sin cremede konsistens nem at spise for små børn. Skær den over og hav en lille lommekniv med i tasken, så du kan skære den ud i stave til den lille. Voila, så er der mad!

Små ostehapser

Babyer må godt få ost, så længe den er pasteuriseret - og det er dansk ost altid. Start med en mild ost som for eksempel emmentaler eller gouda, som er nem at synke, selv om man ikke har så mange tænder endnu. Skær ud i bjælker på et par centimeter, så dit barn selv kan holde ostehapserne.

Den grønne vitaminbombe

Broccoli er rig på folinsyre, og så indeholder den både vitamin A, B, C, K og E. Den er for hård at spise rå for helt små børn, men hvis du koger broccolien let og skærer den i små hapsere, er den lige til at spise for baby. Pak dem ned i en madkasse eller stanniol - lige til at tage med på turen.

Sød melon

Dit barn må få melon fra syv-otte-måneders-alderen, men vælg helst en melon uden kerner som for eksempel honning- eller galiamelon. Skær den ud i mellemstore skiver, som dit barn selv kan holde - og husk en hagesmæk, da saften godt kan svine en del!

Husk!
Jo flere forskellige smagsvarianter, dit barn bliver præsenteret for som baby, jo større sandsynlighed er der for at undgå kræsenhed. Prøv for eksempel at tilsætte bær eller kanel til havregrøden.

Se også:

Mamas madplan
Grød til baby
Når baby får tænder

Læs også