Folk var målløse, da de hørte, hvad hun lavede: De så på mig som om, jeg var lejemorder

På køkkenbordet i Ditte Okmans lejlighed ved Nørreport i København ligger bogen ‘Geniet’ om Lars von Trier.

Han er ugens hovedperson i podcasten ‘Den, vi taler om’, et slags spin-off på den populære sladderpodcast ‘Det, vi taler om’, som hun har været vært på siden 2014 og som stadig bliver downloadet af over en kvart million danskere hver uge.

Der er i det hele taget nok at se til, foruden de to podcasts er kalenderen fyldt op med foredrag, liveshows og andre løse projekter, der hele tiden opstår.

Hun tænker nogle gange, at hun bør være bedre til at administrere sin tid, så hun ikke ender med at brænde sit lys i begge ender. Men på den anden side er det svært at sige nej til sjove ting.

“Det er skidesjovt at lave podcast, det er virkelig sjovt at optræde, jeg kan rigtig godt lide at skrive, medvirke i debatter og holde foredrag. Det er jo et helt absurd privilegeret liv, jeg har fået skabt mig, og ja, der kommer en masse lort med, men der er også sindssygt meget godt, så det kommer jeg aldrig til at klynke over,” siger 47-årige Ditte Okman.

For tiden er hun også ved at sætte et mere alternativt projekt i søen.

Hun har nemlig lavet et askebæger ved navn ‘Skodfissen’, der bliver produceret 500 styks af i løbet af efteråret, og som hun har planer om at sælge på sin hjemmeside og til sine shows.

“Det kommer sig af, at jeg engang i mellem får meget vrede mails fra midaldrende mænd, der hedder Bjarne eller Preben, som helt generelt synes, at jeg skal holde min kæft, og måske også synes, at jeg er grim."

"Sådan en mail fik jeg på et tidspunkt fra en mand, der kaldte mig for en ‘skodfisse, og det var sgu alligevel et ret vildt udtryk. ”Skodfisse,” siger hun med ekstra tryk på ordet, før hun bryder ud i sit høje karakteristiske grin."

“En aften samlede jeg nogle venner for at lege med ler og drikke vin, og så endte jeg med at lave ‘Skodfissen’, der er et askebæger med en fisse i midten. Det er lidt sjovt at tage noget af det lort, der kommer ind, og bruge det til mit eget lille feministiske statement.”

Elsket og hadet

I Radio24Syvs spæde begyndelse blev Ditte Okman en fast del af panelet i programmet ‘Iben og Mødregruppen’, hvor forskellige kvinder drøftede livet som mor.

Her fik hun hurtigt ry for åbent at dele private detaljer fra sit liv. Ofte tog de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen bagefter fat i hende og roste hende.

De mente, at der var potentiale til mere og foreslog på et tidspunkt at lave en dummy til et program med hende som vært.

Det endte med, at hun sammen med Lasse Rimmer fik tjansen som morgenværter i det faste program ‘Weekendtillægget’. Det blev dog mildest talt ingen succes, og Ditte Okman selv hadede hvert minut af det.

“Det var nok det værste arbejde i mit liv. Der var ikke rigtigt nogen, der vidste, hvad fanden vi skulle, og Lasse havde samtidig travlt med at lægge stemme til egern i tegnefilm og sådan noget, så jeg sad bare med bunker af lort. Hver uge måtte jeg sætte mig ind i studiet, selvom jeg var ved at brække mig over, hvad jeg lavede,” siger hun.

Da den administrerende direktør, Jørgen Ramskov, efter et år gav Ditte Okman besked om, at radiokanalen ikke ville forlænge kontrakten, tænkte hun selv: “Det havde jeg kraftedeme heller ikke regnet med.”

Hun skrev en mail til Mads Brügger og Mikael Bertelsen, hvor hun takkede dem for chancen i første omgang og tilføjede, at hun håbede at støde på dem en anden god gang.

Mindre end 10 minutter senere vendte de tilbage: “Vent liiige lidt.” Det viste sig, at de havde andre idéer på tapetet. Til det efterfølgende møde foreslog de, at hun skulle have sit eget program, hvor hun kun talte om ting, der interesserede hende.

“Jeg tænkte bare: ‘HVAD!?’ Jeg var lige blevet opsagt på den anden side ad gangen, og så fik jeg pludselig mit eget program, hvor jeg måtte tale om, hvad jeg selv ville,” siger hun.

De havde en idé om, at det kunne være et program om sladder, og da de sagde det, faldt brikkerne på plads. Selvfølgelig skulle det være sladder.

De få gange, hun rent faktisk havde moret sig med at lave radio det forgangne år, var, når hun fortalte anekdoter fra sit tidligere arbejde på Se og Hør.

Ditte Okman fik samlet forskellige mennesker, der havde det til fælles, at de ligesom hende selv “heller ikke gav en fuck”.

At være fast del af sådan et program, krævede, at man ikke var afhængig af det gode selskab. Samme efterår, i 2014, fik sladderprogrammet ‘Det, vi taler om’ debut.

“Som det meste af det, jeg foretager mig, blev det meget, meget hurtigt både elsket og hadet,” siger hun.

Sladderfællesskab

Efter blot anden udsendelse trak Mads Brügger hende til side og sagde:

“Nu skal du bare lige vide, at det, der kommer til at ske, er, at der en helvedes masse mennesker, der vil fortælle dig, hvordan du skal lave dit program, og den eneste, du skal lytte til, er dig selv. Du må aldrig lytte til andre.”

Så gik han igen, mens Ditte Okman stod tilbage og tænkte: “Hvad snakker han om?” Men han skulle vise sig at få ret. Lyttertallene steg hurtigt, og det samme gjorde antallet af reaktioner.

“Der var pludselig alle mulige mellemledertyper på 24Syv, der prøvede at massere programmet efter deres smag. Men den sprang jeg heldigvis aldrig på. Jeg har altid lavet det fuldstændig, som det passede mig, og det gav Mads og Mikael plads til,” siger hun.

Selvom programmet nærmest fra begyndelsen har været en lyttersucces, er Ditte Okman også mange gange stødt på folk, der mener, at det nærmest er uværdigt at lave et sladderprogram.

Men det har hun efterhånden været vant til længe.

Da hun som helt ung journalist arbejdede på Se og Hør, kunne hun nogle gange sidde til middagsselskaber, hvor folk nærmest var ved at falde ned ad stolen, når de hørte, hvad hun lavede.

“De blev fuldstændig målløse, som om jeg var lejemorder. Og mange af dem sagde helt højtideligt: ‘Nu skriver du vel ikke om mig’. Nej, ro på, du er slet ikke interessant nok’. Folk er så optagede af at fremstå intellektuelle, men jeg har simpelthen selv for meget selvværd til at være bange for, hvad folk tænker om, at jeg finder sladder spændende."

"Man kan stadig sagtens læse bøger, følge med i politik og se franske dokumentarer. Så er det altså heller ikke sværere at rumme begge dele,” siger hun.

Efter Radio24Syv lukkede i 2019, overgik programmet til at være en podcast udgivet af BT.

Hver uge bliver det downloadet omkring 300.000 gange, og derudover følger omkring 40.000 med live på Facebook og et ukendt antal på BT’s hjemmeside.

Nærmest på daglig basis bliver Ditte Okman kontaktet af folk, der fortæller hende, hvor meget programmet betyder for dem.

“De føler sig som en del af et fællesskab, hvor de et par timer om ugen kan trække stikket fra alt det alvorlige og faktisk få lov til at grine. Jeg bliver meget rørt af de beskeder, og så gør det ikke så meget, at der er andre, der mener, at jeg er en skodfisse,” siger hun.

”Folk er så optagede af at fremstå intellektuelle, men jeg har simpelthen selv for meget selvværd til at være bange for, hvad folk tænker om, at jeg finder sladder spændende”

Ikke noget bullshit

I værtsrollen og på sociale medier har Ditte Okman ikke bare fået opbygget et ry som meget åbenhjertig, hun har også flere gange igennem sin karriere fået ørerne i maskinen for at være for bramfri, men selv betragter hun det ikke som noget, hun for alvor kan styre.

Hendes filterløse facon har fulgt hende siden barndommen.

“Jeg har det også sådan: ‘Hvad er så helligt?’ Jeg tror måske ikke helt, jeg forstår alle dem, der ikke deler ud af sig selv, for jo mere jeg deler, jo stærkere et fællesskab oplever jeg omkring mig,” siger hun.

For nylig delte Ditte Okman, at hun var blevet anbefalet at fjerne sin livmoder, fordi hun havde celleforandringer i en sådan grad, at man kan betragte det til et forstadie til kræft.

Hun havde året forinden gennemgået et såkaldt ‘keglesnit’, men det havde desværre vist sig ikke at være nok.

“Da jeg fik det at vide, fik jeg det selvfølgelig virkelig dårligt. Jeg tænkte: ‘Hvem er jeg, og hvad er min kvindelige værdi, hvis jeg ikke har en livmoder?’ Jeg er 47 år og ved godt, at jeg ikke skal have flere børn, men det er stadig meget ubehageligt at få lukket den dør, uden man gør det selv,” siger hun.

For en gangs skyld overvejede Ditte Okman en ekstra gang, om det var noget, hun ville dele på sociale medier, for det var både meget privat og noget, hun var meget ked af, men hun nåede frem til, at det ville være mærkeligt at lade være.

Udover at det hjalp hende selv at komme ud med det og stifte bekendtskab med en masse kvinder online, der både kunne berolige hende og dele ud af deres egne erfaringer, kan hun konstatere, at det også har hjulpet andre.

“Jeg fik virkelig, virkelig mange beskeder fra kvinder, der har været igennem det samme og var dybt taknemmelig over, at jeg sagde det højt. Når man taler om andre mennesker, og hvad der foregår i deres liv, synes jeg også, det forpligter at fortælle, hvad der sker i ens eget liv. Jeg tror også, det er derfor, at vores lyttere er så loyale, for de ved, at der er ikke noget bullshit. Jeg synes faktisk, det er lidt en ære at have et fællesskab med sine lyttere, der går begge veje.”

Slut med forstillelse

Som barn havde Ditte Okman en særlig evne til at rode sig ud i problemer.

Hun var dårlig til at følge reglerne, fik ofte skæld ud for at larme eller være lige diskussionslysten nok, og det var langt fra ualmindeligt, at hun blev sendt en tur på kontoret på Stavnsholtskolen i Farum.

Det gik hendes forældre dog ikke specielt meget op i, tværtimod havde hendes mor givet lærerne den besked, at hun ikke ville blande sig i, hvad der foregik i skolen.

Det var i det hele taget meget kendetegnende for opvæksten, hvor forældrene ofte havde travlt med deres eget liv og arbejde. Hun var ikke mere end fem år gammel, før hun begyndte selv at gå i børnehaven om morgenen.

“Mine forældre var meget optaget af dem selv. Af deres arbejde, deres venner og deres liv. Vi fik jo aftensmad og sådan noget, men jeg tror aldrig, de er gået rigtigt op i, hvad vi rendte rundt og lavede. Jeg tror, det er meget tidstypisk for deres generation og børn af 1970’erne,” siger hun.

”Bjarne og Preben må gerne synes, at jeg er en skodfisse og ikke forstå, hvorfor nogen mænd gider bolle med mig. Det er fint, jeg forstår måske heller ikke, hvorfor nogen kvinder gider bolle med dem”

Efter forældrenes skilsmisse kom hendes far til at bo lidt rundt omkring på værelser i København uden rigtigt at slå rødder.

Til sidst rejste han helt ud af landet, og i de efterfølgende mange år bestod deres kontakt i, at hun et par gange om året modtog et postkort fra forskellige steder i Asien eller Israel, hvor han oprindeligt kom fra.

Efter en årrække vendte han tilbage til Danmark, hvor han alt for tidligt endte sine dage i en støttebolig på Østerbro efter en alvorlig hjerneblødning. Selvom de flere gange prøvede at etablere kontakt, lykkedes det aldrig rigtigt.

“Jeg følte mig fremmedgjort over for min far. I dag tænker jeg: ‘Hvad fanden tænkte du på? Syntes du ikke, du havde et ansvar for dine børns liv?’ Det er så mærkeligt det der med at skride fra sine børn. Jeg tror faktisk gerne, han ville have kontakt, da han vendte tilbage, men det var virkelig mærkeligt at skulle lære en far at kende, man aldrig rigtigt havde haft,” siger hun.

Hendes mor fik en ny mand, som hun både arbejdede og ofte rejste til udlandet med. Så fyldte de køleskabet, efterlod en check og tog afsted, og så var børnene alene hjemme i nogle dage og måtte selv sørge for aftensmad og sengetider.

De måtte passe sig selv, og for Ditte Okman betød det, at hun i sin barndom kom til at træffe mange dårlige løsninger på problemerne.

Hun forstod ikke altid de sociale koder, og hvordan man skulle opføre sig. Som teenager blev hun rebelsk – stjal, lavede ballade og løj sig igennem dagligdagen.

“Som barn var jeg ikke så god til at navigere i det, men som voksen har det betydet, at jeg er blevet enormt god til at sætte grænser, på godt og ondt. Ingen skal bestemme over mig. Jeg synes, det er megafedt at være voksen – 100 gange federe end at være barn, for jeg behøver ikke forstille noget eller foregive noget, som jeg ikke er."

"Hvis jeg bliver inviteret til noget i dag, jeg ikke har lyst til, er det meget nemmere at sige, at jeg ikke har lyst. Da jeg var yngre, ville jeg have fundet på en løgn, som måske i sidste ende ville ende med at såre nogen. Man sætter så mange unødige obstacles op for sig selv på den måde. Det er helt vildt rart at have fundet ud af, at det er meget lettere bare at være ærlig og sige sandheden.”

Journalist på omveje

Siden de små klasser havde Ditte Okman tænkt, at hun ville være journalist. Hun kunne lide at skrive, fortælle historier og underholde, så det virkede som det naturlige valg.

Men da hun stod overfor at skulle vælge uddannelse, var hun så nervøs for ikke at blive optaget på Journalisthøjskolen, at hun endte med slet ikke at søge ind.

“Jeg ville sindssygt gerne være journalist, men jeg vidste, at der var få, der kom ind, så i stedet valgte jeg… at læse mellemøststudier,” siger hun.

Ditte Okman endte med at være tilmeldt studiet i semitisk filologi i seks år, men følte sig aldrig hjemme som akademiker, så når hun ikke forsøgte at bluffe sig igennem, tog hun hele tiden på afstikkere.

I en periode flyttede hun til Israel og lærte hebraisk, og hun blev sågar ansat i en slags anti-terrorenhed i den israelske sikkerhedstjeneste, hvor hun i grove træk havde ansvaret for at sørge for, at ingen tog bomber med om bord på fly. Det var før 11. september, hvor stort set ingen andre lande tog sikkerhed alvorligt.

”Jeg er fortrøstningsfuld, men jeg er også lidt skræmt, og jeg tror, at begge dele er en drivkraft”

“Resten af verden syntes, at Israel skulle slappe af, og det danske politi i lufthavnen syntes, at vi var megalatterlige og så spøgelser overalt. Jeg tænkte: ‘Tror I seriøst, at man bruger så meget på sikkerhed, hvis der ikke er en trussel?’ Israel er omringet af 17 arabiske lande, der ønsker staten udryddet til en stor parkeringsplads,” siger hun.

Selvom hun fandt jobbet “fucking spændende” og væsentligt sjovere end at gå på universitetet, kunne hun mærke, at hun blev nødt til at forfølge drømmen om journalistik.

Hun blev optaget på RUC med en klar forestilling om at skulle være mellemøstkorrespondent, men til den såkaldte ‘panikdag’ tilbød BT en praktikplads, og hun blev trukket i en helt anden, mere tabloid retning.

Efter uddannelsen fik hun job hos Se og Hør under Henrik Qvortrup. Det var en arbejdsplads lige for hende – stemningen var sjov, hun kunne møde sent og gå tidligt og i det hele taget nyde en helt masse frihed i sin dagligdag.

“Jeg arbejdede groft sagt en dag om ugen, og ellers sad jeg bare og snakkede eller tog i byen og festede. Det var en vild arbejdsplads med en uhøjtidelig stemning, og hvis nogen sagde, at jeg skulle lave noget, som jeg ikke gad, kunne jeg bare sige: ‘Det gider jeg sgu ikke’. Der var meget højt til loftet, og jeg husker tilbage på det hele som en sjov og sorgløs tid,” siger hun.

Det var kort tid efter, at Ditte Okman var stoppet, at tys-tys-kilden blev en del af Se og Hør, der førte til den omtalte Nets-skandale, der i sidste ende resulterede i en dom til Henrik Qvortrup. Derfor oplevede hun kun den del fra sidelinjen.

“Jeg fulgte gudskelov sagen udefra. Det var bizart, at ingen havde stoppet det,” siger hun.

Det vigtigste i livet

Lige siden har frihed været et tema i Ditte Okmans liv.

Hun har været selvstændig i mere end ti år og kunne ikke forestille sig det anderledes, selvom det til tider er en kamp at administrere, at der i perioder kommer knapt så mange penge, mens de andre gange vælter ind.

På et tidspunkt medvirkede hun i en podcast med livsstilseksperten Anne Glad, der analyserede hendes forbrug og ud fra det talte om hendes livsstil.

“Hun remsede alle mulige sindssyge valg op, jeg havde truffet, og der var mange lyttere, der blev enormt sure over, at jeg brugte så mange penge på rejser, mad og vilde udskejelser. Men nu er det jo altså mine penge, og jeg har det sådan, at jeg ikke aner, om jeg vågner op i morgen, så skal jeg efterlade dem alle sammen?” siger hun.

For Ditte Okman er filosofien om at nyde livet, mens man har det, meget konkret. For fem år siden døde hendes storebror meget pludseligt som blot 46-årig, efter hans hovedpulsåre var bristet.

Siden har hun kun haft sin mor tilbage, da mange andre medlemmer af familien også er gået bort tidligt og meget pludseligt. I en længere periode kæmpede hun med decideret dødsangst, særligt frygtede hun for, hvad der ville ske med sine to børn, hvis hun døde.

”Jeg synes, det er megafedt at være voksen – 100 gange federe end at være barn, for jeg behøver ikke forstille noget eller foregive noget, som jeg ikke er”

“De var så små, at de ikke ville kunne finde ud af at åbne køleskabet eller ringe til deres far. Jeg var meget bekymret for, hvordan jeg ville efterlade dem. Nu er det ikke så meget angst, men mere en form for konstant dødsbevidsthed i mit liv, en slags følgesvend, der minder mig om at nyde livet, mens jeg har det, for statistisk set er der en vis risiko for, at jeg ikke bliver særlig gammel,” siger hun.

Særligt husker Ditte Okman den dag, hvor hun blev ældre end sin storebror. På et underbevidst plan tvang det hende til at forholde sig til, hvordan hun ville leve sit liv, og hvad der egentlig var vigtigt for hende,

“For mig er det vigtigste at have frihed til at være mig selv og at have nære oplevelser med mine to børn. For når jeg dør en dag, tror jeg egentlig, de er ligeglade med, om jeg var dygtig til mit arbejde eller til at spare en masse penge op."

"Jeg tror, det er meget vigtigere for dem, at de har en rygsæk proppet med sjove, nærværende oplevelser med deres mor,” siger hun.

Tidligere havde Ditte Okman en forestilling om, at hun ville blive gammel og måske købe et hyggeligt lille hus på den amerikanske vestkyst, hvor hun skulle sidde og drikke californisk rødvin, men i dag lever hun i stedet efter den præmis, at hvis der er noget, hun gerne vil, er det bare med at gøre det.

Det har også haft den effekt, at hun er blevet ligeglad med negative kommentarer fra folk, for hvorfor skulle hun spilde sin tid på det?

“Bjarne og Preben må gerne synes, at jeg er en skodfisse og ikke forstå, hvorfor nogen mænd gider bolle med mig. Det er fint, jeg forstår måske heller ikke, hvorfor nogen kvinder gider bolle med dem,” siger hun. “Men jeg er oprigtigt pisseligeglad. Der vil jo altid være nogle, der synes, du er irriterende, råber for højt eller er for mærkelig. Man kan ikke være elsket af alle, så der er ingen grund til at forsøge. Det vigtigste er, at man er elsket af sine nærmeste, fordi man er sig selv.”

Artiklen blev første gang bragt hos ELLE. Dette er en redigeret version.