Vores første barn: Maja er begyndt at slå

Maja er begyndt at slå! Jeg troede virkelig ikke hun kunne finde på det!
Hun begyndte, først i juni, at slå de andre piger i dagplejen. Enkelte gange har hun endda bidt dem! Jeg var chokeret, da hendes dagplejemor fortalte det. Min lille engel kunne da ikke finde på sådan noget, det måtte absolut være fordi hun blev provokeret til det eller havde set nogle af de store piger gør det. Men ak, det var det ikke. Min lille engel havde selv fundet på det. Vi granskede alle hjørner for at finde ud af, hvad der dog kunne fremkalde den pludselige aggressive adfærd, men vi var tomme for ideer. Alle vi spurgte, sagde bare "sådan en fase har alle børn", men det kunne jeg bare ikke leve med. Slet ikke da hun begyndte og slå Roy og jeg også.

Samtidig med at denne adfærd startede, begyndte hun også at få feber on/off. Tre gange havde hun 40 i feber på 5 uger. Ingen af os overvejede, at det kunne hænge sammen, for når vi tog til lægen sagde hun bare, at det var en virus, hun havde fanget, og hun var i færd med at prøve grænser af. Så vi var på bar bund. Jeg kunne græde mig selv i søv,n når hun slog mig. Det gjorde jo egentlig ikke ondt, men det gjorde det i hjertet. Følelsen af at hun slog, fordi vi måske ikke forstod hendes behov eller fordi vi påvirkede hende negativt, var næsten ikke til at bære.

Sidste gang jeg måtte hente hende med feber i dagplejen fik jeg nok og insisterede på, at nu måtte der gøres noget. Hun blev undersøgt i hoved og mås, og til sidst fandt lægen et meget hævet og ømt rødt øre. BINGO! Der var sammenhængen sagde hun. Hver eneste gang trommehinden hæver op pga. væske og betændelse, får hun feber. Det gør samtidig, at hun bliver frustreret, og ikke ved hvad hun skal gøre, for at få mor og far til at forstå hvad der er galt. Derfor slår hun. Det er ren frustration over at gå rundt i den osteklokke, det er at have væske i øret, samt ikke at kunne fortælle nogen, hvad der er galt. Lægen fortalte også om de mange børn, der får lagt dræn i ørerne - hvordan dem, der før har været aggressive, forandrede sig fuldstændig efter de kom ud af deres osteklokke.

Maja får nu penicillin og skal snart ned og besøge en ørelæge for at se om væsken fortager sig. Hun har aldrig haft bøvl med ørerne eller været syg på andre måder, ud over snotnæse, så det hele kom bare lidt bag på mig.

Oveni hatten har jeg så lige afleveret et barn med tre røde knopper på benene og to på armen og et helt rødspættet/mosset ansigt. Mon vi får en gang skoldkopper oveni?

Hvorfor skal hun være syg nu? Kan hun ikke være syg når hun er stor nok til at forklare hvor og hvordan det gør ondt? Følelsen af at være hjælpeløs og ikke kunne forklare hende hvad der sker, er skrækkelig!

Læs Kathrines tidligere blogindlæg her:
Hold fast i dit eget liv
Tid til romantik?
Hele Danmark hørte mig føde