Hold fast i dit eget liv

Hvornår er det okay at få passet sit barn? Det er der sikkert flere hundrede forskellige svar på, men hvem skal man lytte efter?

Roy har haft job ved siden af sin læreplads de sidste 2 år, og jeg har også altid af job ved siden af studierne. Som forældre på SU kunne vi ikke undvære jobbene, heller ikke da Maja kom. Problemet ligger i, at vi begge arbejder i weekenderne. Ikke hver weekend, men nogle gange kan det jo ikke undgås, at det støder sammen. De dage, vi begge skal arbejde, bliver Maja jo også passet. Det er måske hver 4. weekend og hele eftermiddagen. Jeg er stødt på spydige kommentar om, at vi får vores barn passet alt for meget, og at vi skulle have overvejet det, før vi fik barn. Men folk kan jo ikke se, at vi får hende passet for at arbejde, ikke for at tage i byen! Altså, jeg har været ude med vennerne 4 gange siden jeg fødte for 17 måneder siden, come on!

Jeg tror, at lige meget om man er 18 år eller 38 år, når man får barn, er det vigtigt at komme ud og få luft indimellem. Det er vigtigt stadig at holde fast i sit "eget" liv og ikke kun i livet med barnet. Man er stadig sig selv, og ikke kun mor eller far - og man har stadig venner, familie og andre relationer, der skal plejes.

Jeg gjorde i starten den fejl ikke at komme ud. Jeg var mor og ikke andet, hvilket resulterede i, at jeg ikke anede, hvem jeg selv var. Førhen var jeg Kat, hende alle kunne lide, hende der altid var med i byen, hende der havde en flot og slank krop, hende der røg grønne LA og kunne slå hvem som helst i et spil halv tolv! Da jeg så blev gravid, var jeg jo ingen af de ting længere. Alt blev lagt væk, jeg startede på nyt arbejde, ny uddannelse, ny krop, ny kost, ingen byture, ingen sene aftner med vennerne, ikke engang en enkelt smøg. Hvem var jeg nu? Jeg holdt hele tiden fast i at når jeg havde født kunne jeg godt ryge igen, jeg kunne gå tilbage til mit gamle tøj og stadig sparke røv i halv tolv. Men da jeg så havde født, sad bukserne kun lige om lårene. Jeg kunne ikke få dem på, kunne ikke ryge, fordi jeg ammede, og kunne ikke slippe Maja af samme grund, så jeg kunne stadig ikke være den jeg var før med vennerne. Hvem var jeg blevet til? Jeg havde ingen idé om, hvem jeg var, jeg havde blot en historie, og stod nu der og kunne ikke kende mig selv. Den mest ubehagelig følelse i hele verden!

Nu, 17 måneder senere, er jeg godt på vej til at lære mig selv at kende igen. Jeg er hende, der har fundet sin drømmeuddannelse, hende der har en dejlig mand og jordens smukkeste barn, hende der kæmper for at smide 10 kg, hende der drømmer om en tungepiercing, men stadig er for pivet, hende der stadig ikke er vokset fra sin skræk for edderkopper osv. De lyder ikke af meget, men bare de små holdepunkter gør, at jeg altid kan søge til noget sikkert, når jorden under mine fødder bliver for ustabil, og jeg føler jeg ikke kan bunde. Resten kommer nok med tiden..

Jeg er Kathrine der lige har bestået CT eksamen med et 7 tal!

Læs også:
Han vil kæreste - jeg vil sove
Tid til romantik som mor
Hvor længe bør man amme?