Vi stopfodres med billeder af forældre, der er forelskede i deres børn fra dag 1. Men der er noget, vi ikke taler om

Det klassiske billede af at få et barn er, at den første babytid består af overstrømmende kærlighed og taknemmelighed i det øjeblik, barnet er født.

Og selvfølgelig er det ofte en periode i livet, der er særlig og fuld af lykke, men faktisk er det langt mere almindeligt at opleve en meget kompleks blanding af følelser, end man skulle tro.

Det er faktisk det, de fleste forældre mærker. Forskning viser, at følelsen af lykke og ens generelle tilfredshed med tilværelsen falder, når man bliver forældre og i barnets første leveår, i særdeleshed for kvinder.

Selv om forældre elsker deres børn over alt på jorden, så elsker man ikke nødvendigvis alle de ting, forældreskabet fører med sig, og som er en del af at have små børn – såsom økonomisk usikkerhed, bekymringer og søvnløse nætter og følelsen af at være helt afskåret fra sin partner eller fra sine venner.

Men forældre skjuler ofte, hvordan de inderst inde har det, eftersom de mere negative tanker og alt andet end baby-love er lidt forbudt.

Mange er bange for at blive stemplet som dårlige forældre, hvis de lufter de følelser, som ikke bare er ideel lykke.

Men det er netop de tanker og følelser, man holder tilbage, som kan føre til dårlig samvittighed som mor eller far og ideen om, at man ikke er tilstrækkeligt egnet som far eller mor.

De kan blive så påtrængende og selvanklagende, at de udvikler sig til en efterfødselsreaktion eller -depression.

Det britiske psykolog og forsker Amy Brown har skrevet bogen “Let’s talk about the first year of parenting” (Pinter & Martin) med udgangspunkt i, hvordan det i virkeligheden er at være nybagte forældre, og om alle de uventede situationer, der kan opstå i løbet af især det første år, man er forældre.

Amy Brown har interviewet over 500 forældre “uden filter”. Interviewene handler om, hvordan forældrene har haft det, efter at deres første barn er kommet til verden.

Den viser, at der slet ikke findes noget “rigtigt” eller “normalt”, og det er netop det, der kommer bag på de nybagte fædre og mødre.

Ved siden af alle de positive og og skønne følelser, havde forældrene en overflod af alle mulige andre følelser, som de ikke havde forventet at skulle opleve.

For mange af de par Amy Brown talte med, var det første gang de talte helt åbent og ærligt om, hvordan de havde det. I det efterfølgende følger nogle de mest udbredte tanker og følelser.

Tilknytning tager tid

Vi bliver stopfodrede med billeder af forældre, der ser fuldkommen forelskede ud i deres nyfødte, fra det øjeblik barnet er født.

Og sådan kan det naturligvis også både være og se ud, men størsteparten af de forældre, som har deltaget i den store britiske undersøgelse, var så udmattede og afkræftede efter selve fødslen, at de ikke kunne så meget som tænke på at elske et andet menneske.

En del var tværtimod chokerede over, at barnet nu rent faktisk var der, og hvordan de skulle finde ud af den nye rolle.

Den første tilknytning kan blive yderligere vanskeliggjort i forlængelse af en besværlig graviditet, eller hvis fødslen har trukket ud, været ekstremt voldsom eller på anden måde traumatisk.

Forældre, der har været igennem forløb med kunstig befrugtning eller været udsat for ufrivillige aborter, eller som har fået et for tidlig født barn, kan især have svært ved at føle den overstrømmende kærlighed fra starten.

De er måske blevet skuffede eller forskrækkede, og angst og kærlighed er et svært foreneligt par.

Det er normalt, at tilknytningen mellem forældre og barn tager tid. Meget hud mod hud kontakt og at bære barnet tæt på i et sjal eller en slynge og forsigtig babymassage er eksempler på ting, der fremmer følelser af tilknytning – og som gør det mere at være blevet mor og far til en mere behagelig mental oplevelse.

En følelse af utilstrækkelighed

En anden meget udbredt følelse hos de interviewede forældre var en skræk for det totale ansvar, som forældreskabet indebærer.

Mange var chokerede over, at de nu forventedes at tage sig 100 procent af barnets behov, uden at have gennemgået nogen som helst form for uddannelse eller test på forhånd.

Forældrene rapporterede, at det virkede, som om alle andre vidste præcis, hvad de skulle gøre i forhold til barnet, men at de ikke selv havde styr på, hvad der var det rigtige.

Den følelse er formentlig ekstra udtalt blandt unge forældre, der dels får børn på et senere tidspunkt i livet, dels ikke bor i nærheden af deres egen familie og forældre, der kan bistå med hjælp og erfaring.

Desuden er vi ikke vant til at tage os af små børn, før vi selv bliver forældre.

Men mange forældre har en følelse af, at forældreskabet er overvældende og kæmper med følelsen af ikke at gøre det godt nok.

Det kan være en hjælp at forlige sig med, at man ikke kan gøre alt perfekt, at alle børn er forskellige og har forskellige behov, så det er okay at fejle.

Den allerbedste måde at komme ud af den ubehagelige følelse på er at tale med andre nybagte forældre om den. Sundhedsplejersker og andre, der er vant til at omgås små børn og nybagte forældre kan også være med til at normalisere utilstrækkelighedsfølelsen.

Fordi det netop er mere almindeligt at føle sådan end at føle sig totalt ovenpå, understreger Amy Brown.

Hvis ens tanker og følelser påvrker ens måde at være sammen med barnet på og gør hverdagen svær, kan det være en god ide at tale med en psykolog med speciale i forældreskab

En ny normaltilstand

Hele optakten som vordende forældre handler om at blive klar – til fødslen og få indrettet babyværelse, anskaffe seng, barnevogn, slynge og hvad der ellers måtte være af praktik omkring baby.

Når barnet bliver født, forandres hele ens liv pludselig. Det praktiske fylder, men der er meget mere. For hvor blev ens gamle liv af? Venner? Rutiner? Arbejdsidentitet?

Det er helt almindeligt, at der indfinder sig en krise eller en choktilstand, fordi man er i en situation af permanent forandring.

Måske synes man, at nogle sider af forældreskabet er langt tungere, end man havde regnet med, samtidig er der hos nogle en sorg over, at ens gamle liv er endegyldigt ovre.

Selv om man på ingen måde ønsker det tilbage, kan det alligevel være vemodigt at tage afsked med det liv, der var før baby, som pludselig virker fuldkommen sorgløst og frit.

Især de nybagte mødre i Amy Browns undersøgelse gav udtryk for følelsen af at have “mistet noget”.

De følte, at de delvis havde mistet deres identitet og nu kun var “nogens mor”, i takt med at dagene pludselig blev fyldt op af bleskift, amning, putning og i det hele taget være 100 procent indstillet på babys behov.

At savne sit gamle liv betyder ikke, at man ikke elsker sit baby, eller at man er en dårlig forælder.

I øvrigt bliver det lettere med tiden at tolke barnets signaler, ligesom amning og alle de andre ting, bliver naturlige og afslappede.

Det er simpelthen en ny normaltilstand, der skal indfinde sig, og det tager tid.

Mostridende følelser

Forældrene i Amy Browns undersøgelse og bog “Let’s talk about the first year of parenting” fortalte, hvordan de alle længtes efter at få en pause fra barnet, samtidig med, at de ikke ville være væk fra det.

Mødrene sagde, at de ofte følte misundelse og var jaloux på partneren, som “bare” kunne tage af sted på arbejde om morgenen og mødes med andre voksne, men samtidig var tanken om at være adskilt fra barnet ikke til at udholde.

“Så snart han/hun sover, vil jeg bare have, at hun/han skal vågne igen”.

En del mødre oplevede, at denne ambivalens – jeg vil have en pause fra mit barn – jeg kan ikke undvære ham/hende – irriterede omgivelserne.

Det er netop de modstridende følelser, der er udmattende for mange nybagte mødre, og faktisk behøver man ikke at være adskilt fra sit barn for at blive aflastet, understreger Brown.

Det er en god ide at finde ud af, hvad der skal til for at få støtte og hjælp.

Måske skal der bare være et andet voksent menneske til stede, måske er det rart, at nogen kommer med mad, at man kan lægge sig og sove sammen med barnet, mens en anden ordner vasketøj eller at være sammen med en anden nybagt mor.

– Det der er blevet allermest tydeligt for mig i forbindelse med forskningen er kompleksiteten i forældrenes måde at have det på.

Deres følelser kan svinge fra en tilstand den ene dag til en helt anden dagen efter eller følelser – positive som negative – kan være tilstede på én gang.

Det er turbulent, og det er ikke let at være forældre, fordi man netop skal finde sin egen stil i det og føle sig hjemme.

Den sikkerhed, man netop ikke føler, er den sikkerhed, der skal til, fortæller Amy Brown, som peger på, at ærlige samtaler og samvær med andre nybagte forældre, er det bedste, man kan gøre.

Det er en slags reality-tjek. Det værste man kan gøre er at bure sig inde derhjemme med telefonen fuld af den ene perfekte instagram-familie efter den anden.

– Det er vigtigt at påpege, at folk lyver på de sociale medier. Og den del er blevet meget mere påtrængende for forældre i dag i forhold til tidligere, hvor man ikke havde det pres oveni alle de andre samfundsnormer. Det er et yderligere åg på de unge familier.